DREAM on, ADAM, SMEC og vismændenes og bankøkonomernes troværdighed

14.06.11 af Karen Helveg Petersen | Aktuelt & Baggrund | DNC #x                                    

I Information d. 31. maj brillerer overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen med følgende svada:
“ [vismændenes skole] ...  benytter nogle bestemte metoder. Hvor man underbygger sine udsagn med tal og empiri, og hvor de udsagn, vi kommer med, skal ligge inden for en fornuftig teoretisk ramme. Det er 95 pct. af alle danske økonomer, der tilhører den skole.” (1)  Det sidste er desværre nok rigtigt.

Der er heldigvis ved at komme en debat om vismændenes rød og bankøkonomernes uafhængighed. I virkeligheden bruger de de samme makroøkonomiske modeller, og tankegangen er helt ens. Tilfældigvis passer den bedst ind i blå bloks kram, selvom den nogle gange ligger i det mørkeblå felt og kun undtagelsesvist er en smule “progressiv”. Men hvad er tilfældigt, og hvad er indbygget i modellerne?

Vismændene benytter tal og “empiri”, dvs. processerede data. Der er groft sagt to typer data: registerdata og estimerede data. Registerdata er f.eks. dem, der stammer fra folkeregistret. De er korrekte, men er de komplette? Selv her skal man tage i betragtning, at ikke alt nødvendigvis er med. Nogle gange kan de data man søger også diskuteres, f.eks. hvad er de rette tal for arbejdsløshed? Er det den registrerede arbejdsløshed eller den udvidede arbejdsløshed.  Mens den første stammer fra registre og derfor er fristende at bruge, indeholder det sidste tal et estimat over dem, der måske vil i arbejde eller af forskellige grunde står uden for arbejdsmarkedet. Da økonomiske modeller skal bruges til fremskrivning, er det ikke nok blot at putte de data man har fra registre ind i dem, det er de relevante data, der tæller. Derfor man bliver nødt til at bruge estimater.

Nær vismændene laver deres forudsigelser, bruger de udvalgte data fra DREAM-modellen, der udarbejdes af DREAM-gruppen. DREAM betyder Danish Rational Economic Agents Model, og vi andre kan sige ødream on”, og det gør gruppen. Den laver demografiske og uddannelsesmæssige fremskrivninger, der naturligvis er baseret på antagelser. Nær man f.eks. skal forudse det fremtidige boligbehov, skal man ikke bare have demografiske data og fremskrivninger, men også idéer om, hvor stor en husstand bliver i gennemsnit, og hvornår børn flytter hjemmefra osv. Hvis nogle af disse faktorer ændrer sig som resultat af forhold, der ikke er uafhængige af hinanden, eller som genereres i det system, der skal fremskrives, taler man om åendogene variabler”, hvorimod udefra kommende data er “exogene”, dvs. de fodres udefra, evt. i form af chok. Dem kan økonomer godt lide. F.eks. kom finanskrisen i den grad bag på dem, det var sandelig et chok.

De økonomiske vismænd putter sø disse allerede teoretisk præparerede data ind i deres SMEC model, mens finansministeriet bruger ADAM (en god Svend Auken joke var, at ånu fik Adam smæk”).  SMEC består af 600 ligninger med 1000 variabler. PÅ hjemmesiden www.dors.dk stør:   “Modellen baserer sig på stabile, historiske sammenhænge som søges afdækket ved hjælp af statistiske metoder (økonometri).” Man har med andre ord estimeret sig frem til langsigtede historiske sammenhænge, der køres åndløst ud i fremtiden. Samtidig skal lige siges, at modellen også antager ømean reversal”, dvs. at udsving vender tilbage til den gennemsnitlige tendens, eller også sørger vismændene for, at de gør det ved at anbefale, at man ændrer på de variabler, der er til rådighed for at presse de utilpassede tilbage til den langvarige tendens. I det lys kan man forstå fhv. overvismand Christen Sørensens kritik af 2020-fikseringen: den lader det korte sigt i stikken, fordi det kun er i det lange løb man har “instrumenter” man kan presse på og så få et ønsket resultat ud af.

Selv en lægmand vil kunne forstå, at data, der puttes ind i så mange ligninger, må pålægges nogle begræsninger, sø systemet ikke eksploderer. Men “virkeligheden” har naturligvis ikke de begrænsninger. Den er fri til at gå i krisetilstand og bryde parametrene. Derfor kan man sige, at hvis en model skal have troværdighed, skal dens underliggende parametre hele tiden justeres. Det gøres de ikke. Derudover er der det mærkværdige ved det, at selvom man har 600 ligninger, så er finansmarkedet næsten ikke med. Et arbejdspapir fra 2007 skriver (egen oversættelse fra engelsk), at ømodellen bygger på nationalregnskabsdata. De fleste estimater stammer fra data fra 1966-2005. Der er 8 produktionssektorer og 5 typer import. Efterspørgslen er delt op i 6 typer privat konsum, offentligt forbrug, 3 typer investeringer og 5 typer eksport. Et strukturelt input-output system [altså nær man putter det og det ind, kommer det og det ud i faste forhold, KHP] forbinder efterspørgsel og udbud samt priser. Beholdningsstørrelser og flydende størrelser (stocks and flows) modelleres konsistent og sikrer, at opsparing oversættes til finansiel velstand og investeringer til realkapital. Modellen behandler renter, valutakursen, skattesatser, offentligt konsum, total faktorproduktivitet, udlandets efterspørgsel efter eksport samt importpriser som exogene.å  (2)

Dvs. alt essentielt vedrørende den finansielle sektor er ikke-eksisterende eller fejlagtigt, nemlig nær man kan mene, at opsparing oversættes til finansiel velstand – hvad hvis nu denne velstand er sat i papirer, hvis kurs falder drastisk? Det med at investeringer oversættes til realkapital er også meget tvivlsomt. Samt hvor? I Danmark eller i udlandet? Og hvor før de så renten fra? Hvad med oliepriserne?

Da vismændene  ikke kan anbefale regeringen at gøre noget ved udlandet eller forhindre “kriser” i al almindelighed, sørger man for at koncentrere sine anbefalinger om det man kan rykke med, og det bliver uvægerligt de offentlige budgetter, helst sociale ydelser. Det passer med, at offentligt konsum var exogent, dvs. noget man kan slå ned på og så lade det udleve sin effekter på de øvrige forhold. Men det er ikke så simpelt, for nogle utilsigtede endogene processer kan sættes i gang.

Nær bankøkonomer og finansanalytikere udtaler sig om det man skulle vente de havde forstand på, nemlig finanserne, tager de en anden hat på hovedet, og de har helt separate modeller om sammenhæng mellem kurser og renter, som intet har at gøre med deres udtalelser om og forståelse for den grundlæggende økonomi, der kører på de gamle præmisser. Jeg har f.eks. hørt en bankøkonom fra Deutsche Bank tale om æoutput gap”, altså det gab, der er mellem den faktiske og den mulige produktion, som må lukkes for at komme tilbage til ligevægt. Det på trods af, at der er sket fundamentale ændringer i de grundlæggende parametre, ja, de ændrer sig hele tiden, og det er svært at se en automatik hen imod ligevægt. Det er derfor vismændene desperat prøver at foregøgle, at lidt pillen ved nogle offentlige udgifter – i konstruktivt samarbejde med regeringen - vil bringe os tilbage på det rette spor. Desværre er den såkaldt røde blok ikke så langt fra den tankegang, den vil blot pille lidt anderledes. 

Hvad kan man så gøre? En fornuftig økonom må kigge på de grundlæggende tendenser og prøve at skrive dem op fra bunden. Men de totale modeller har mistet troværdighed – totalt.

(1) Christian Lehmann: “Enhedslisten: økonomiske vismænd er “bl” klakører”.

(2) Se  http://www.dors.dk/graphics/Synkron-Library/Publikationer/Arbejdspapirer/2007-1.pdf: “SMEC, modelbeskrivelse og modelegenskaber”, Arbejdspapir 2007:1 af Dorte Grinderslev og John Smidt fra Det økonomiske Råds sekretariat,