Jerusalem - Den evige og udelte hovedstad

14.04.11 af Nathalie Rigall | Aktuelt & Baggrund | DNC #16                                   Del  

KONFLIKT. ISRAEL HAR I DE SENESTE år intensiveret kampen mod realiseringen af et østjerusalem som fremtidig palæstinensisk hovedstad. Under mit seks måneders ophold i de besatte palæstinensiske områder, bosat i Sheikh Jarrah i østjerusalem, oplevede jeg på egen krop, hvordan frustrationer og magtesløshed væltede op i mig for hver en krænkelse af mine naboers rettigheder. Med vores fortsatte, uforpligtende støtte og samarbejde med den israelske stat er vi med til at mindske ethvert håb om et palæstinensisk østjerusalem. Vi danskere har,  sammen med især resten af europæerne, medmenneskelig pligt til at endegyldigt påtage os vores ansvar i konflikten. Dermed én gang for alle stoppe den langsomme, men forfærdeligt effektive, udrensning af palæstinenserne. 

Som led i genoptagelsen af fredsforhandlingerne og efter internationalt krav indførte den israelske premierminister Netanyahu i november 2009 et 10-måneders bosættelsesstop, der ikke omfattede østjerusalem. østjerusalem har siden Oslo-aftalen i 1993 været det punkt på dagsordenen man aldrig nåede til. Med det internationale samfunds manglende handling har israelerne grønt lys til at virkeliggøre drømmen om en samlet hovedstad. De seneste års udvikling viser en intensivering af staten Israels ageren mod en deling af Jerusalem, i samarbejde med bosættere, kommunen, politiet og domstolene.  
I marts 2010 blev opførelsen af 1.600 nye huse i Ramat Sholomo, en ultraortodoks ulovlig bosættelse i østjerusalem, godkendt af det israelske indenrigsministerium. Usa’s vicepræsident Joe Biden havde ikke opholdt sig i Israel meget længere end et par timer, før nyheden nåede ham. Biden fordømte øjeblikkeligt bygningsplanen, ligesom han understregede, at det var direkte imod de konstruktive fredsforhandlinger, man havde haft i Israel hidtil.
PÅ trods af at østjerusalem ikke var inkluderet i det officielle bosættelsesstop, viser tallene fra nedrivningsrapporter, at der har været et fald både i nedrivninger af palæstinensiske bebyggelser såvel som i godkendelser af nye israelske bygningsplaner i samme periode. Godkendelsen af bygningsplanen i Ramat Sholomo førte til en større international bevågenhed, der gav endnu to og en halv måneds pause fra nedrivninger af palæstinensiske jerusalemitters hjem, kvægstalde, lege- og parkeringspladser samt lignende konstruktioner.

De tidlige sommermåneder blev de travleste måneder i hele året for de israelske myndigheder: Allerede fra midten af juni frem til den 13. juli blev 50 palæstinensiske bygninger  revet ned i østjerusalem, sammenlignet med 168 konstruktioner i hele forrige år. PÅ få uger blev 133 palæstinenseres levevilkår ændret (OCHA)

Staten Israels ageren i østjerusalem er ikke enestående, tværtimod er der flere metoder der gør igen ved håndteringen af Gaza såvel som Vestbredden. Der er dog ét punkt, hvor østjerusalem skiller sig ud – siden 1967 har de israelske myndigheder haft en åben strategi for østjerusalem: at tage den under deres vinge og “samle” Jerusalem. Realiseringen af et samlet Jerusalem rummer en stor kompleksitet, og de palæstinensiske jerusalemitter bliver presset på flere fronter samtidig. Med den vestlige verdens hang til monitorering og rapportering er besættelsen og annekteringen af østjerusalem registreret og arkiveret, men handlinger imod de daglige krænkelser, ydmygelser og forringede levevilkår ventes der stadig på.

Intet er så permanent som det midlertidige
Oslo-aftalen skal tillægges særlig værdi i Palæstina-israel-konflikten. De midlertidige zoner, som Palæstina blev opdelt i for ca. 17 år siden, udgør det Palæstina, vi ser i dag. Under Oslo-forhandlingerne var det udelukkende kontrollen over Vestbredden der blev truffet beslutning om, mens både Gaza og østjerusalem først skulle komme på forhandlingsbordet senere hen. Med den anden intifadas udbrud i 2000 blev fremtidige forhandlinger om netop Gaza og østjerusalem skudt i sænk. Med østjerusalems senere annektering og et Hamas-ledet isoleret Gaza, ser vi reelt et Palæstina der kun indbefatter Vestbredden. Selv her er det kun dele af de 22 procents Vestbred, der hører under Den palæstinensiske Autoritets kontrol.

Oslo-aftalen gik kort sagt ud på, at inden for en tidsramme på fem år skulle jurisdiktionen over de israelsk kontrollerede og delvist palæstinensisk kontrollerede zoner af Vestbredden overdrages til de palæstinensiske myndigheder. Dette er aldrig sket. Tværtimod begyndte Israel allerede under Oslo-aftalen at udvide og udbygge de ulovlige bosættelser i de israelsk kontrollerede områder og satte en kæp i hjulet for en fremtidig overdragelse af både land og jurisdiktion. I stedet ser vi i dag en Vestbred splittet af muren, med over 100 af midlertidige checkpoints, vejspørringer og et stadig ekspanderende netværk af bosætter-veje udelukkende til brug for israelsk registrerede køretøjer. Palæstinenserne er efterladt med et stykke land, der er fuldstændig opbrudt og usammenhængende, med parolen hængende over hovedet fra israelsk side: det hele er midlertidigt, til vi forhandler os frem til en løsning. 

Med Hamas” overtagelse af Gaza i 2007 og Israels isolering af striben siden da er forestillingen om et samlet Palæstina for alvor blevet udfordret. Siden 9/11 har terror-diskursen floreret og er på sit højeste i dag i den vestlige verden, som dermed også har vanskeliggjort donorernes arbejde i Gaza. Med Eu’s og Usa’s terrorlister er de vestlige donorer med til at understøtte en endelig opdeling af Palæstina. Endvidere vanskeliggøres deres arbejde i østjerusalem, idet området er under israelsk jurisdiktion. Her rangerer styrkelse af palæstinensisk tilstedeværelse ikke som topprioritet. 

Kontrollen over Jerusalem
Nedrivninger af palæstinensiske hjem, vandtanke og lignende konstruktioner er ikke noget nyt. Tværtimod er metoden blevet brugt siden 1967, og siden da er over 24.000 hjem blevet jævnet med jorden. For ikke at forglemme den systematiske ødelæggelse af flere end 500 palæstinensiske landsbyer, byer og nabolag, der er blevet jævnet med jorden siden 1948 med flere tusinde af fordrevne palæstinensere som følge. Nedrivningerne er et politisk værktøj, der bruges til at forfølge målet om at kvæle ethvert håb om en levedygtig palæstinensisk stat ved enten at samle palæstinensere fra Vestbredden, østjerusalem og Gaza i små, overbefolkede, økonomisk isolerede og usammenhængende enklaver eller drive dem helt ud af deres land.

Den overordnede strategi har, siden besættelsen af østjerusalem i 1967, været at opretholde kontrollen via et demografisk overtal, med en befolkning bestående af 70 procent israelere og 30 procent palæsti-nensere. I 1980 annekterede Israel østjerusalem, dvs. israelsk lovgivning er gældende for både øst- og Vestjerusalem, på trods af at annekteringen af østjerusalem hverken anerkendes af palæstinenserne eller det internationale samfund. Officielt hedder det sig, at palæstinensere bosat i Jerusalem, indehavere af såkaldt blåt id-kort, anses for at være indbyggere og ikke statsborgere. De palæstinensiske jerusalemitter kan stemme ved kommunevalg, tilbydes sygesikring, betaler skatter og afgifter, hvilket giver dem krav på basale kommunale ydelser. I praksis nyder palæstinenserne meget få af disse ydelser.

Opretholdelsen af det demografiske overtal  har været udgangspunkt for de israelske myndigheders for-skellige metoder, alt fra diskriminering med byggetilladelser, mangel på skoler og klasseværelser og husnedrivninger til begrænset bevægelsesfrihed. Gennem forskellige restriktioner og begrænsninger presses palæstinenserne til at søge mod Vestbredden eller udlandet, søledesat en befolkningsratio på 70/30 procent opretholdes. 

Al Quds, det palæstinensiske østjerusalem, anno 2010
Efter 1967 valgte Israel ulovligt at besætte det 6,5 km2 jordanske østjerusalem samt yderligere 64 km2 af Vestbredden. I den periode lå det palæstinensiskejede land æde og var derfor ideelt til opførelsen af bosættelser.
De sidste tre år har Israel ført en hidsig kamp for at skabe en endegyldig israelsk dominans i østjerusalem og underminere palæstinensiske jerusalemitters rettigheder. Kampen har flere facetter; her nævnes nogle af de større trusler mod et palæstinensisk “stjerusalem: 

Jerusalems kommune og Jerusalem Master Plan 2000
Den føromtalte demografiske strategi er i dag nedfældet sort på hvidt i den nyeste, endnu ikke godkendte Jerusalem Master Plan 2000, der blev offentliggjort under stor debat i 2004. Den er hidtil blevet bremset af indenrigsministeren under pres fra bosættere, der har ment, at planen giver palæstinenserne i østjerusalem for lang en line.

Det interessante i master planen er, at der er langt flere områder i de palæstinensiske nabolag, som overgives til udvikling og bebyggelse. Hidtil ville mange palæstinensiske nabolag som f.eks. Silwan syd for den Gamle By blive gjort til et grønt område, dvs.et område uden bebyggelse uden. Med andre ord skulle bygninger i dette område blive revet ned, da de ans’s for at værende “ulovlige”. Gør man den nye plan nærmere igennem, stilles der forskellige krav til de nye områder, der kan bygges på. F.eks. har palæstinensiske jerusalemitter indtil nu kun mættet bygge i to-etagers højde, men siden den nye plan er op til seks-etager højde tilladt, hvis der er en 12 meter bred vej og kældergarage. Disse krav er ikke meget anderledes fra almindelig byplanlægning. Tager man en gåtur i et af de palæstinensiske nabolag som Silwan, forstår man hurtigt, at denne plan ikke tager højde for realiteterne: mange af de palæstinensiske nabolag har snævre, tæt bebyggede gader og kravene om 12 meter brede veje er tæt på umulige at realisere. Hele gader ville blive revet ned, hvis en enkelt familie ønskede at bygge højere. Den israelske organisation Bimkom (for planlæggere og arkitekter) understreger, at hovedproblemet derudover ligger i implementeringen: der kræves sø mange tilladelser, der både tager tid og koster penge, at de nye retningslinjer ikke kan realiseres i de palæstinensiske nabolag. Derfor er mange af de palæstinensiske konstruktioner i dag bygget uden tilladelse og anses som værende “ulovlige”. Det er de israelske myndigheders pligt at nedrive ulovlige konstruktioner. Siden 1967 er mindst 2.000 palæstinensiske huse i østjerusalem blevet revet ned af israelske myndigheder på grund af manglende byggetilladelser og beviser på ejerskab.  
 
Udvidelser af byens bosættelser
Numerisk er bosætterne ikke flere end palæstinenserne, men den magt, de med tidens løb har opnået, er en udfordring mod en fredelig løsning. I 1990erne ans’s bosættere som en forstyrrende faktor mod den offentlige ro og orden. Dette er fuldstændig vendt i dag: bosætterne i østjerusalem før ikke kun støtte fra Jerusalems kommune, hvor borgmesteren så sent som sidste år åbenlyst arbejdede sammen med dem om at starte en ny plan for det palæstinensiske nabolag Silwan, men også tilskud fra regeringen til deres private vagtværn, samt støtte fra politiet og domstolene . Som den israelske Jerusalemekspert, Danny Seidemann, formulerer det:æthe settlers control the state, it is no longer the state who controls the settlers.å 

Bosætter-organisationer gør i dag rettens vej for at få anerkendt deres ejerskab til beboede ejendomme, som de derefter kan flytte direkte ind i. I september 2010 blev yderligere fem palæstinensiske familiers ejerskab over ejendommene i Sheikh Jarrah underkendt. Sheikh Jarrah er en særlig historie, da mange af palæstinenserne er 1948-flygtninge fra byer som Haifa, der i 1956 fik tildelt deres ejendomme af det jordanske styre og UNRWA; dette ejerskab underkendes nu. Generelt har palæstinensere svært ved at bevise deres ejerskab, da registrering af skøder ikke har været systematiseret.

Konstruktion af muren
Jerusalems kommunegrænse blev i 1967 tegnet med to mål for øje: israelsk overtagelse af så meget ubebygget palæstinensisk land som muligt samt eksklusion af så stor en del af den palæstinensiske befolkning som muligt. Denne udvikling er blevet endnu mere grotesk med opførelsen af den israelske “sikkerhedsmur”. Mange steder annekterer muren yderligere land fra Vestbredden. I Al Walaja omkranses den palæstinensiske by fuldstændigt at muren og efterlader størstedelen af landbrugsjorden uden for byen. Endvidere udgrænser muren større grupper af palæstinensiske jerusalemitter, blandt andet ved at flygtningelejren Shuafat og forstaden Kafr Aqab er skubbet uden for murens grænse. Hele tre forstæder i området blev ekskluderet fra østjerusalem, på trods af at mere end 75 procent af beboerne havde Jerusalem-id. I 2004 var en palæstinensisk familievidne til, hvordan der i løbet af et år blev opstillet en mur på 9 meter omkring forstaden Eizarya en. Inden for en kort periode blev det klart for familien, at de nu ans’s som Vestbredspalæstinensere, og faderen fik besked på, at hans kone, to døtre (der endnu stod i hans navn, da de var under 17 år) og han selv ville få frataget deres sygesikring. Samtlige fædre i de forskellige forstæder fik samme besked. Fra tidligere at kunne komme til østjerusalem på under et kvarter, var transporttiden nu forøget til næsten en time, og familien kunne kun gøre brug af de hospitaler i østjerusalem, der var under Vestbredsautoritet, og som havde meget lave standarder. De to ældste børn i familien har ikke fået frataget deres sygesikring, men de mener begge det kun er et spørgsmål om tid før både deres Jerusalem-id og sygesikring konfiskeres.

Donoransvarlighed i de besatte palæstinensiske områder
Danmark regnes i dag for at være den største donor blandt “ligesindede” europæiske donorer. Samlet set gives der US$  850 pr. indbygger med EU som den største donor. Til sammenligning modtager et af verdens fattigste lande, DR Congo, ca.US$ 31 pr. indbygger . Man må stille sig selv to spørgsmål: hvorfor så mange penge fortsat pumpes ind i Palæstina, og hvordan det kan være, at disse ikke ændrer noget- uden at finde noget entydigt svar. Dog kan det siges, at de besatte palæstinensiske områder ikke bare mangler ressourcer, men også mulighed for udvikling.

De europæiske lande lider stadig af dårlig samvittighed efter 2. verdenskrigs jødeforfølgelser. En ny dårlig samvittighed har de seneste år meldt sig på banen: Med den stadigt voksende monitorering og dokumentering af en besættelse, der har varet i mere end 45 år, kan Europa ikke længere lukke øjnene for de uretfærdigheder, der finder sted i østjerusalem, Gaza og på Vestbredden. Den dårlige samvittighed over at lade stå til, mens palæstinensere bliver undertrykt og før krænket samtlige deres rettigheder, forklarer på sin vis den fortsatte ekstremt høje donorfinansiering.

Mens donorer dokumenterer den effektive etniske udrensning af palæstinensere og ellers fortsætter med et uforpligtet forhold til Israel, er der sket et ryk især hos civilbefolkninger verden over. Boycott, Sanctions, Divestment-kampagnen er for alvor begyndt at tage fat. Israels bombardementer af Gaza i januar 2009, uden nogen internationale retslige repressalier til følge, fik mange op af stolene. Ni hundrededræbte civile, de fleste kvinder og børn, og ni dræbte fredsaktivister på den internationale flotilla i maj 2010 har medført stor harme over den fortsatte internationale passivitet på regeringsniveau.

I Frankrig er der på initiativ af en fransk organisation påbegyndt en retssag mod infratstrukturgiganten Veolia, der investerede i en letbane, der knyttede de ulovlige bosættelser tættere sammen med Vestjerusalem. Også hjemme i Danmark blev der for nylig rejst kritik af Københavns Kommunes investeringer hvoraf ø12,9 mio. kroner [er investeret] i tretten virksomheder, som enten har deres produktion fysisk placeret i bosættelserne eller producerer materiale og udstyr til bosættelserne” . Danske Bank trak i januar 2010 sine investeringer tilbage fra to israelske selskaber – Africa Israel Investments og Elbit Systems – med henvisning til deres aktiviteter i bosættelserne og i forb. med muren.

Palæstina lider ikke under en udviklingsproblematik, der skal eller kan løses af gavebistand og aflad. Her er tale om en politisk konflikt, betalt ud af vores egen lomme. De mange penge, der pumpes ind i de besatte palæstinensiske områder, er på mange møder med til at betale for besættelsen. Kombineret med mangel på politisk handling fra donorlandenes side efterlader det et Israel der i bedste velgående kan fortsætte sin praksis. Spørgsmålet er, hvor langt vi vil tillade det at gæ. 

Nathalie Rigall er bachelor i Internationale Udviklingsstudier og Offentlig Administration fra Roskilde Universitet.

 

Nyeste nummer DNC #17

Indhold: Supermagter, Valutareserver og verdenspenge, Romaerne kan ikke ties ihjel, En magtfuld diktator i Afrika, Union-Busting, Interview med Jørgen Knudsen, Kina - En konfliktfyldt stormagt, Vestrefløjens manglende alternativ, Ideologikritikkens stand-up komiker

Tegn abonomment

Tegn abonnement på Det Ny Clarté!
Priser for et år (4 numre):
Privat: Kun 195 kr.
Institution: Kun 320 kr.

Tilmeld nyhedsbrev

Det Ny Clarté har modtaget støtte fra Europa Nævnet til udgivelse af Det Ny Clarté nummer #13