Danmark – på vej mod demokraturet

12.06.11 af Bjørn Elmquist | Aktuelt & Baggrund | DNC #16                                    

Nær man her efter det første årti i det nye århundrede – og årtusind – analyserer samfundsudviklingen, kan man fristes til at gribe tilbage til den tyske filosof Hegels lære om tese/antitese/syntese: Nær en udvikling er slået igennem og har rodfæstet sig, afføder den en modsatrettet bevægelse, som, nær den er blevet den gældende, afføder og afløses af endnu en modbevægelse, dog ikke helt tilbage til den oprindelige situation. Og sådan gør det videre og videre...

Hegel mente også, at vi – samfundet – bliver stedse fornuftigere.

Tanken om større fornuft er sympatisk, men her i de sidste år har min optimisme lidt et alvorligt knæk. Ved to store klumper af terrorlove (i 2002 og 2006) og ved mange mellemliggende og efterfølgende lovindgreb er der sket en voldsom udhuling af retsstaten og af udtrykket "vestlige værdier", som Danmark og andre offensive, l’s aggressive, stater med en jævnthen militaristisk politik rundt om i verden påstår at ville forsvare.

Men de værdier, som med det rette indhold for mig at se er og bør være universelle og ikke bare et vestligt (dansk!) begreb, er i realiteten under størst pres af vores egne indgreb de senere år.

Sikkerhed, retssikkerhed
Nogle politikere og myndigheder samt store dele af pressen opererer med sikkerhed og retssikkerhed som modstående hensyn, hvor sikkerhed betyder "lov og orden" samt bekæmpelse af kriminalitet, så "gamle damer kan færdes i fred, og vi ikke skal gå og være bange for at blive overfaldet derhjemme...". Det betyder også vide beføjelser til myndighederne, herunder de hemmelige tjenester, PET og FE, så alle med planer om terror i tide kan afsløres og uskadeliggøres. Det, man siger, der ønskes og tilstræbes, er tryghed.

Men sikkerhed og retssikkerhed må ikke gøres til modsætninger. Tværtimod vil den indsats mod overfald, terror etc., der består i eller medfører udhuling af retssikkerheden (forstået som de retsgarantier og alle de andre menneskerettigheder, som udgør en central del af demokratiet), kun skabe en falsk og farlig (pseudo)tryghed. Farlig både for den enkelte, som umiddelbart forledes til at tro på øget personlig tryghed, og for hele det demokratiske samfund, hvis grundlag svækkes.

Hvad er demokrati?
Kravet om flertalsstyre er så at sige indgangen til det hele. Hvis mindretal har magten som under enevælden i Danmark, som før den franske revolution eller som under apartheidregimet i Sydafrika, er der ikke demokrati.

Men hvis man bliver stående på det udviklingstrin, degenerer demokratiet til den afart, man betegner som demokratur.

Derfor er den næste betingelse, at der hersker udbredt beskyttelse af både mindretal og det enkelte individ. Menneskerettigheder skal respekteres, dvs. ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden, trosfriheden, retten til livet og til privatlivets fred, forbud mod tortur, retten til retfærdig rettergang osv.  Endelig er et afgørende, overordnet princip for den demokratiske struktur statsmagtens tredeling (i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt).

Modsætningen til det her skitserede demokratibegreb er diktatur og som anført demokratur. Her taler man også om politistaten, forstået som et samfund, hvor indbegrebet af den udøvende magt, politiet, der jo i fredstid har monopol på at bruge fysisk magt, har vide beføjelser og kun er underlagt sparsom og ineffektiv kontrol.

Gennembrud for menneskerettighederne
I mange år, især gennem sidste halvdel af det tyvende århundrede, vandt hensynet til beskyttelse af menneskerettighederne frem. Helt afgørende herfor var 2. verdenskrig og opgøret med nazisterne, hvis chokerende menneskeforagt førte til dannelsen af FN og Europarædet med tilhørende menneskerettighedserklæringer.

Senere hen bidrog den kolde krigs kritik af undertrykkelse og mangel på humanisme i østblokken til, at der også her i Danmark blev gjort yderligere væsentlige og konkrete fremskridt for sikring af retsstaten og beskyttelse af borgerne mod myndighedsovergreb.

Men nogle kredse syntes jo, at dette bl.a. i Danmark slog over i pladderhumanisme, og ventede med stigende utålmodighed på bedre tider.

Efter 11. september 2001 betød war on terror legitimering af selv de mest reaktionære synspunkter, sø både den offentlige mening og et bastant flertal i folketinget kunne indlede og gennemføre deres lemmingagtige amokløb mod den 'misforståede og helt overdrevne tolerance'.

Faktisk var modbevægelsen (antitesen) herhjemme ved at slå igennem allerede i slutningen af 1990'erne, og ved folketingsvalget i 2001 indtraf “systemskiftet”. Dansk Folkeparti blev stuerent og sikrede ikke bare flertallet, men fik hånds- og halsret over VK-regeringen.

Menneskerettighedernes deroute
Blandt mange eksempler (på menneskerettighedernes tilbagetog, red.) vil jeg først fremdrage den indførelse af særdomstolsprocedure, som folketinget vedtog i 2009 for sager om administrativ udvisning og frihedsberøvelse af udlændinge mistænkt, men ikke dømt, for terrorisme. Her tvangsbeskikker retten for den pågældende person en særlig, af PET sikkerhedsgodkendt, hemmelig forsvarer, som ikke må drøfte de hemmelige akter, der udgør sagens bilag, med klienten, og som uden sin klients viden og tilstedeværelse på dennes vegne deltager i hemmelige retsmøder for lukkede døre i én bestemt afdeling af Københavns Byret, hvor personalet også er PET-sikkerhedsgodkendt.

Fra Retspolitisk Forenings side foreslog vi i vores høringssvar til særdomstolsproceduren, at man i stedet holdt sig til den ordning, der ifølge retsplejeloven gør det muligt for anklagemyndigheden, under godkendelse af domstolene som en undtagelse fra princippet om aktindsigt, at udstyre sådanne fortrolige sagsakter med et såkaldt forsvarerpålæg. Det betyder, at forsvareren ikke må vise bilaget til sin klient eller på nogen anden møde oplyse, hvad det indeholder.

Vi argumenterede, at hvis der ikke kan nøres tillid til, at en advokat overholder sådanne pålæg, bør den pågældende overhovedet ikke være forsvarer.

Det nyttede dog ikke. Nyordningen blev gennemført med det argument, at det kun drejer sig om ganske få sager og personer, som i øvrigt jo "bare" er udlændinge.

Men nær først der er taget hul på den slags særdomstolsprocedurer, er der risiko for, at de i al deres effektivitet bliver udbredt til også andre sagstyper (som f.eks. vedrørende terror samt bande- og narkokriminalitet), så der vises politisk handlekraft. Og hvis "bare man har rent mel i posen, er der jo ikke noget at frygte..."

Det almindelige domstolssystem med uafhængige dommere og advokater sættes hermed under massivt pres.

Andre eksempler er den udvanding af betingelserne for telefonaflytning og registrering af teletrafik, placering af IT-snifferprogrammer på PC'er og anden overvågning bl.a. på offentlige og private steder ved hjælp af kameraer, der bl.a. er en (tilsigtet) følge af de ustandselige forhøjelser af strafferammer. Med højere strafferammer er det nemmere for politiet at få godkendt processuelle indgreb for selv banale forbrydelser. Det rammer også en masse mennesker, der slet ikke er nogen mistanke, endsige sigtelse mod. 

Jeg vil videre pege på den beskæring af ytrings-, demonstrations- og forsamlingsfriheden, som har fundet sted ved indførelsen af "lømmelpakken". Den tillader præventive anholdelser, uden at der skal foreligge nogen mistanke om, at de pågældende personer har begået eller agter at beg” forbrydelser. Endvidere skal hærværk og hindring af politiets arbejde i et område med "grov forstyrrelse af ro og orden" straffes hårdere end ellers.

"Lømmelpakken" blev lynvedtaget med henblik på klimatopmødet i København i december 2009, men alligevel ikke gjort midlertidig. Den er derfor nu en fast bestanddel af den i almindelighed gældende regulering af disse centrale frihedsrettigheder.

Og så er der visitationszonerne. Ved politiloven er der skabt hjemmel for politiet til at udpege geografiske områder, hvor politiet uden nogen konkret mistanke eller anden begrundelse kan stoppe hvem som helst og foretage visitation af deres person, tøj mv.

Da forslaget blev fremsat, kritiserede Retspolitisk Forening og flere andre det for at indebære en krænkelse af Den europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, stk. 1 om privatlivets fred, herunder den fysiske integritet. Sådanne indgreb må alene foretages, hvis det bl.a. er nødvendigt for at forebygge uro eller forbrydelser.

Ej heller her fik kritikken folketingsflertallet på andre tanker, men den 12. januar 2010 underkendte Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg et tilsvarende britisk regelsæt. I begrundelsen hedder det bl.a., at der består risiko for vilkærlighed - og dermed også for diskriminering.

Dommen bekræfter, at også de danske regler bør ændres for at være i overensstemmelse med de internationale forpligtelser. Justitsministeriets hidtil eneste reaktion har imidlertid været at påpege over for landets politikredse, at den tidsmæssige og geografiske udstrækning "altid skal være reel", hvad der vel trods alt må udlægges som en erkendelse af, at anvendelsen af visitationszoner har været for vidtgående.

Disse eksempler turde være tilstrækkeligt grundlag for at fastsl” rigtigheden af mit udsagn om, at den herskende tilstand i Danmark udviser markante træk af demokratur med ineffektiv kontrol af den udøvende magt, herunder politiet.

Domstolskontrol med folketingets overholdelse af grundloven
Magtadskillelsesprincippet er hjemlet i grundlovens – 3:
"Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene."

Allerede formuleringen er jo forvirrende, selv om de fleste nok ved, at den ikke skal tages bogstaveligt. Danmark har slet ingen konge i disse år, men en dronning - og monarkens politiske beføjelser er jo under alle omstændigheder for længst afskaffet. SØ "kongen" betyder her "regeringen".

Hvad substansen i – 3 angår, er det endnu værre. Regeringen dannes jo ud fra, hvem der har flertal i folketinget, så kontrollen disse to instanser imellem er af noget søregen karakter. Oftest er statsministeren og alle de andre ministre selv medlemmer af folketinget, og helt uholdbart ville det naturligvis være, hvis ét eneste parti helt alene havde flertal i folketinget! Det forholder grundloven sig slet ikke til, og det har da heller ikke tilnærmelsesvist været tilfældet i al den tid, lovgiver har bestået af kun ét kammer og ikke to.
 
Man kan roligt sige, at her mangler vores danske model stringens og klar logik. [Det er ikke klart, hvordan det sikres, at grundloven overholdes,red)]. Der var i masser af år praksis for, at domstolene – højesteret – ikke ønskede at pådømme lovgivers og regeringens overholdelse af grundloven og altså på den møde at leve op til princippet om magtdeling. Højesteret ønskede ikke at fungere som forfatningsdomstol.

Men så kom i 1996 Maastricht-dommens udtrykkelige tilkendegivelse om, at der godt kunne tænkes at opst” en situation, hvor højesteret ville pådømme, om en given overførsel af national suverænitet ville overskride grænserne i grundlovens – 20. Senere gav højesterets underkendelse af Tvindloven som grundlovsstridig yderligere næring til opfattelsen af, at nye tider var på vej. Endvidere hæftede man sig ved, at der med domstolsreformen i slutningen af 1990'erne blev gjort andre konkrete fremskridt i retning af en større – egentlig – uafhængighed af denne statsmagt i forhold til de to andre statsmagter.

Her i foråret 2010 led disse spirende tegn imidlertid et voldsomt tilbageslag. Den 17. marts 2010 afsagde Højesteret dom om afvisning af sagen mod statsministeren for i 2003 at have fået et flertal i folketinget til at stemme for krig mod Irak. Beslutningen af 21. marts 2003 blev truffet i medfør af grundlovens – 19, stk. 2 om, at bortset fra angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat.

Bestemmelsen stammer fra den seneste grundlovsændring (1953), hvorved “Kongens” ret til at erklære krig blev fjernet og erstattet af en umisforståeligt klar intention om at bringe vor forfatning i overensstemmelse med international lov og ret som udtrykt af FN-pagten.

Grundlovsforslaget var forberedt af en forfatningskommission (politikere og fagkyndige professorer), der var usædvanligt klare i målet. Det samme var alle politiske partier, samtlige juridiske lærebøger siden 1953 og hele retsvidenskaben. Alt udtryktes i en note i Karnovs Lovsamling:
“Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelsen af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med FN-pagten”.

Dette var således en enig opfattelse, da Irakkrigen blev iværksat, da grundlovssagen i 2005 på vegne af "bekymrede borgere" blev anlagt af min kollega, advokat Christian Harlang og mig selv, og da sagen blev pådømt af landsretten i 2007, ja faktisk lige indtil 2008, hvor noten i Karnov blev ændret af en ny redaktør baseret på en ny “opfattelse” kreeret i 2007.

Afvisningsdommen fra Højesteret er nu af Harlang og mig indklaget for EMD i Strasbourg ud fra det synspunkt, at grundloven er gældende for forholdet mellem stat og borger, og at adgangen i EMRK artikel 6 til rettergang må indebære en ret for borgerne til at få afgjort, om en regeringsleder i en given situation har brudt grundloven.

Klagens kerne er således, at det i en moderne retsstat fører til magtarrogance, hvis et sådant spørgsmål ikke kan afgøres ved domstolene.

Spørgsmålet er også, om Danmark skal vedkende sig at være en del af den internationale retsorden, der blev etableret efter 2. verdenskrigs Holocaust og andre rædsler. Dette er fastslået i vores omliggende lande: grundlovene i Norge og Sverige adskiller sig ikke væsentligt fra den danske på dette punkt, og de statslige rådgivere fastslog i 2003 i begge lande, at et angreb på Irak ville være i strid med folkeretten og dermed nationalt grundlovsstridigt. Det samme er fastslået af den tyske højesteret (Bundesverwaltungsgericht).

Højesteret afviste i dommen, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN's Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler.

Men var det ikke netop det, som var kernen i de dyrekøbte erfaringer fra mellemkrigstiden og opgøret med nazismen? At krig aldrig igen måtte være et nationalt anliggende, men alene en sanktion i den internationale retsorden?

Forhåbninger for fremtiden
Det påtrængende spørgsmål er, om der tegner sig nogen vej ud af mistræstigheden? Desværre ser det ikke umiddelbart sådan ud. Folketingsflertallet bag udviklingen er muligvis under svækkelse. Men spindoktorer med managementsyndrom styrer det ene oppositionsparti efter det andet i "sikker havn". Og nær disse med offentlige midler overbetalte spinkarrierer fører videre til kommentatorfunktion i pressen, fastholdes spinvurderingen af, hvornår "man" er regeringsduelig: de rets,- og udlændinge- samt værdipolitiske holdninger skal svare til Dansk Folkepartis...!

Håbet om ændring af denne tingenes tilstand må baseres på en forventning om, at pressens nyhedskriterium en skønne dag lever op til sit indhold i bogstavelig forstand. Det vil sige, at pressen begynder at berette om de usædvanlige tilfælde, hvor der i modsætning til de gængse historier gøres op med de sidste 10 års strammerholdninger – og samtidig giver kritikken langt bedre muligheder for at dokumentere behovet for at lægge kursen om, så det gør op også for vælgerne. Og endelig er der jo Hegels teori om, at før eller senere vil en modbevægelse altid slå igennem.

Bjørn Elmquist er forsvarsadvokat og formand for Retspolitisk Forening, han har lagt sag an mod regeringen for at bryde grundloven, da den besluttede at deltage i Irakkrigen og er kendt for at føre kontroversielle sager f.eks. terrorsagen fra Volsmose.