Energiressourcer

14.04.11 af Jørgen Henningsen | Aktuelt & Baggrund | DNC #16                                    

ENERGIMARKEDER I denne artikel gennemgår forfatteren, hvad videnskaben på nuværende tidspunkt ved om verdens energireserver, især hvad angår olie og naturgas. Han kommer desuden ind på sandsynlige markeds- og prisudviklinger samt på, hvad en klimaindsats kan betyde for energisituationen. Endelig afslutter Jørgen Henningsen med nogle betragtninger om Grønland og energiressourcer.

Verdens energiressourcer dukker med mellemrum op på den offentlige dagsorden, i Danmark senest med regeringens udmelding om målsætningen om, at Danmark på sigt bør gøre sig fri af fossile brændsler. Debatten er sjældent præget af megen dybde, endsige detaljer. I forlængelse af Klimakommissionens afrapportering i september 2010 skal jeg forsøge at sætte nogle nøgleparametre om fremtidens energiforsyningsmuligheder i perspektiv.

Danmarks energisituation er i øvrigt enestående i international sammenhæng. Ved “udbruddet” af den første oliekrise i 1973 var vi suverænt verdens mest energiimportafhængige (og olieimportafhængige) land. I en række år, siden midten af 1990erne, har Danmark været Eu’s eneste nettoeksportær af energi, samtidig med at vi har været det land i verden, der har øget andelen af vedvarende energi mest. Men det er vist efterhånden gået op for de fleste, at denne ideelle situation snart vil være forbi. Vores olieproduktion toppede i 2004 og har allerede tabt en tredjedel af pusten, og selv om forbruget også er faldende, må vi forberede os på at vende tilbage til olieimportørrollen i løbet af det kommende årti. Med hensyn til naturgassen har produktionen også toppet, men faldet er indtil videre mindre, og der er bedre udsigter for at fastholde en produktion på niveau med forbruget i en længere periode, uanset hvad der har været skrevet i pressen i de seneste år.

Det er imidlertid vigtigt at holde fast i, at Danmark er en del af større energimarkeder. For oliens vedkommende af et globalt marked og for naturgassens af et europæisk marked, der i øvrigt, i takt med at der produceres stigende mængder flydende naturgas, også er ved at blive delvist globalt. Den danske produktion af olie og gas er derfor i højere grad af interesse for nationens økonomiske velvære end for energiforsyningssikkerheden som sådan.

Den politiske, og i et vist omfang også den almindelige offentlige, diskussion af energiressourcer har en tilbøjelighed til at sammenfatte kul, olie og gas i overbegrebet øfossile brændsler”. Geologisk set er dette korrekt, men fra et samfundsøkonomisk, klimapolitisk eller forsyningssikkerhedsmæssigt synspunkt giver det ikke megen mening. Rent økonomisk repræsenterer verdens gasproduktion mindre end halvdelen af olieproduktionens værdi (se box), og kulproduktionen kun godt ti procent. Til gengæld giver kulanvendelse anledning til væsentlig højere CO2-udslip end olie og især end gas, mens forsyningssikkerhedsproblemet er langt mere akut for olie end for gas og stort set ikke-eksisterende for kul. Lad os fokusere på forsyningssikkerhedsaspektet mht. olie og gas.

Forsyningssikkerhed: Olie
Verdens officielt rapporterede, kendte økonomisk udvindelige oliereserver beløber sig til godt 1300 milliarder tænder.  Dette svarer til ca. 45 gange det globale årlige forbrug. Begge tal har vist stigende tendens de seneste år, ikke just en udvikling der peger på en nært forestående forsyningskrise. Reservetallene bør imidlertid tages med stort forbehold. Langt de fleste lande med betydelige olieressourcer betragter deres opgørelser som “statshemmeligheder”, ikke noget der er genstand for uvildig revision eller indblanding udefra. I øvrigt opgiver de fleste OPEC-lande uændrede reserver år efter år, trods betydelig produktion uden at der gøres nye fund. Det er også påfaldende, at da OPEC i midten af 1980erne besluttede at lade produktionskvoterne afhænge af de enkelte medlemmers reserver, fordobledes de officielle reserver over et par år. Og her på det seneste (2010) har først Irak og dernæst – som et modtræk – Iran forøget deres reserveopgørelser betragteligt. Der er således al mulig grund til skepsis over for disse reserveopgørelser, men desværre er det vanskeligt at få en sikrere bedømmelse af, hvor meget olie der rent faktisk skjuler sig i sandet.

PÅ den anden side er det også vigtigt at være opmærksom på betydningen af økonomisk udvindelige ressourcer. Højere oliepriser og ny teknologi betyder, at en større del af olien i et givet felt vil blive produceret, men den fysiske ressource sætter selvfølgelig en øvre grænse for, hvor langt dette kan drives.

US Geological Survey har i 2000 foretaget et skøn over de sandsynlige (udvindelige) globale reserver af konventionel olie, og deres, ganske vist usikre, bud er på ca. 3000 milliarder tænder, inkl. de ca. 1100 milliarder tænder der allerede er produceret og brændt af. Det betyder, at vi ud over de officielt rapporterede reserver på 1300 milliarder tænder skulle kunne forvente at finde yderligere ca. 600 milliarder tænder, ikke meget, hvis foreliggende prognoser om fortsat stigende olieforbrug virkeliggøres. Men meget godt i overensstemmelse med, at det i de sidste 20 år, trods store investeringer i efterforskning, generelt har været umuligt at finde nye oliefelter svarende til mere end ca. en tredjedel (10 milliarder tænder) af den årlige produktion (ca. 31 milliarder tænder). Det skal dog ikke overses, at mange af de mest lovende områder, specielt Mellemøsten, ikke er tilgængelige for efterforskning.

Billedet “sløres” herudover af, at æolie er ikke bare olie”. Tjæresand i Alberta, Canada, øheavy oil” i Orinoco-deltaet, Venezuela samt olieskifer adskillige steder i verden vil i stigende grad kunne bidrage til den globale forsyning, imidlertid ofte med stærkt forøgede CO2-udslip og andre miljøproblemer i forbindelse med udvindingen. Hvis det globale samfund tager klimatruslen alvorligt, f.eks. gennem en halvering af de globale drivhusgasudslip i 2050, vil klimaproblemet snarere end ressourcebegrænsningen lægge en dæmper på olieforbruget på kort og mellemlangt sigt, noget der fra et forbrugersynspunkt vil være gunstigt for prisudviklingen.

Selv om der således er betydelig usikkerhed omkring, hvor meget olie vi endnu globalt kan regne med at disponere over, er der intet belæg for at hævde, at vi åløber tærø for olie inden for de næste årtier. Der er snarere grund til at forvente, at olie i et eller andet, sandsynligvis beskedent, omfang stadig vil være disponibel ved århundredets slutning. Der er derimod meget, der taler for, at verdenssamfundet inden længe vil nå det punkt, hvor en permanent knaphedssituation, af en helt anden karakter end noget vi hidtil har oplevet, vil karakterisere det globale oliemarked. PÅ produktionssiden lever vi stadig højt på de store oliefelter, der blev fundet i 1960erne og ø70erne, mens antallet af nye store fund siden 1980 er til at overse. Det Internationale Energiagentur (IEA) har i sit 2008 World Energy Outlook vurderet, at de oliefelter, der i dag er hovedkilden til en produktion på ca. 85 millioner tænder pr dag (bpd), svarende til de omtalte 31 milliarder tænder pr. år, i løbet af de næste 20 år vil opleve et samlet produktionsfald på væsentlig mere end 50%. Nær man samtidig tager i betragtning, at flere store udviklingslande i stigende grad vil se en stærk vækst i transportsektoren, ikke mindst privatbilisme, og at der derfor kan forventes fortsat stigning i efterspørgslen (IEA skønner til ca. 105 millioner bpd i 2030), kan man hurtigt se, at der bliver behov for ny produktion i størrelsesordenen 60 millioner bpd i løbet af de næste 20 år. Det er ikke let at se, hvor de skal komme fra, og det kan kun blive vanskeligere, nær vi bevæger os ud over 2030-perspektivet. Det er også værd at bemærke, at hvor toppen af oliebranchen traditionelt har afvist bekymringer over den fremtidige olieforsyning (sø længe de blot blev sikret et tilstrækkeligt overskud til at kunne investere i efterforskning og ny produktion), er der i de seneste år opstået professionel tvivl, om det overhovedet er realistisk at forestille sig en global olieproduktion på mere end 100 millioner bpd.

Alt i alt kan man således konkludere, at hvis det ikke lykkes at reducere forbruget af olie (og andre fossile brændsler) som led i en global indsats inden for klimabeskyttelsen, er der grund til at forvente en kritisk forsyningssituation inden for en tidshorisont, der måske nok kan synes lang i et politisk perspektiv, men som er kort, hvis det drejer sig om at omlægge transportsektoren til brug af andre energikilder end olieprodukter.

Forsyningssikkerhed: Naturgas
I den offentlige debat er det almindeligt at omtale olie- og gasressourceproblemet som én og samme sag. Det er ikke berettiget, og det er uheldigt for den politiske beslutningsproces. Set i et perspektiv på hundrede år eller mere er der selvfølgelig grund til at antage, at tilgængeligheden af alle fossile brændsler vil være i det mindste stærkt reduceret i forhold til, hvad vi oplever i dag. Men hvis tidsperspektivet er 50 år eller mindre, ser det ganske anderledes ud.

For det første svarer de rapporterede kendte naturgasreserver til ca. 63 gange årsproduktionen mod ca. 45 gange for olien. Det giver i sig selv en bredere margin, og det modsvares da også af, at der rundt omkring i verden ligger store mere eller mindre uudnyttede naturgasfelter, der blot venter på, at der skal dukke en køber op. For det andet er der langt mindre grund til at frygte, at de officielle reservetal - som på olieområdet - kan være overvurderede. Der har aldrig været fastsat reserveafhængige gasproduktionskvoter som på olieområdet. For det tredje er der grund til at forvente en betydelig opskrivning af udnyttelige gasressourcer over store dele af verden, efter at det er blevet muligt at udnytte den såkaldte skifer-gas (eller tight gas). Dette har i de seneste år vendt det nordamerikanske gasmarked på hovedet, så priserne er faldet betydeligt, og de leverancer af flydende naturgas (LNG), der var tiltænkt det amerikanske marked, må sælges i et generelt overforsynet marked til priser, der ofte end ikke dækker de betydelige kapitalomkostninger i infrastrukturen.

Selv om man skal være forsigtig med at drage langsigtede konklusioner på basis af kortsigtede begivenheder, er der al mulig grund til at tro, at vi i en længere årrække fremover vil se olie- og naturgasmarkederne udvikle sig meget forskelligt, i den forbindelse også med en sandsynlig afkobling af gasprisen fra olieprisen, en afgørende ændring i det europæiske gasmarked fra hvad der har været gældende i 30 år. Da naturgas efter 1970ernes oliekriser kom ind på det europæiske (og japanske) energimarked, var det helt overvejende som erstatning for olieprodukter såsom gasolie til boligopvarmning og tung brændselsolie i industrien og el-produktionen. Det var derfor naturligt, at de langtidskontrakter, der lagde grunden for investeringer i produktions- og transmissionsanlæg, relaterede gasprisen til olieprisen: det skulle være billigere end olie, men for producenterne helst sø dyrt som muligt. Den model har i de seneste fem år givet høje naturgaspriser, sø høje at kul i mange tilfælde har været økonomisk mere attraktivt end gas i el-produktionen. PÅ det nordamerikanske marked, hvor naturgas allerede var vidt udbredt før oliekriserne, har der aldrig eksisteret en tilsvarende prisrelation, hvorfor naturgas på det seneste har været betydelig billigere i USA end i Europa.

Også på efterspørgselssiden er der stor forskel på olie og naturgas. Hvor olie i stadig stigende grad an-vendes i transportsektoren, med begrænsede muligheder for substitution, anvendes naturgas i vid ud-strækning til opvarmning, el-produktion og som energikilde i industrien, områder hvor substitution, direkte eller via el, er langt lettere (vind, sol, kernekraft). De ressourcemæssige bekymringer fra olieområdet kan således på ingen møde overføres til naturgasområdet.

En anden væsentlig forskel på olie og naturgas ligger i selv markedsstrukturen. Hvor oliemarkedet er helt globalt, handles naturgas, først og fremmest på grund af bundetheden til gasledninger, helt overvejende i regionale markeder. Den ofte anførte europæiske afhængighed af russiske gasleverancer hører hjemme her. Frygten for afhængighed af russisk gas er imidlertid stærkt overdrevet. For det første udgør gasimporten fra Rusland “kun” ca. en fjerdedel af det samlede EU-forbrug. For det andet vil faldende egenproduktion af naturgas inden for EU kunne erstattes af import fra et betydeligt antal kilder: Norge, Nordafrika, Det kaspiske område samt LNG fra Vestafrika, Mellemøsten mv. EU har i løbet af de seneste år fået bygget et betydeligt antal LNG-terminaler, der i dag gør det muligt at dække 20-25 % af det samlede naturgasforbrug med LNG.

Alt i alt kan man konkludere, at det vil være langt lettere for EU på mellemlang sigt at finde alternative forsyninger til russisk gas, end det vil være for Rusland at finde alternative kunder til den gas, der i dag eksporteres til EU. Og man kan lige så sikkert konkludere, at fortsættelse af samarbejdet mellem Rusland og en række EU gasselskaber vil være i fælles interesse. Det ved de implicerede parter kun alt for godt.

Klimapolitik og energiressourcer
Mulighederne for forsat brug af fossile brændsler vil afhænge meget af, i hvilket omfang der globalt opn’s enighed om at begrænse drivhusgasudledningen, hvor CO2 fra afbrænding af fossile brændsler er klart den største kilde. Uden en ambiti’s klimapolitik vil olie- og naturgasforbruget først og fremmest blive styret af markedet gennem prismekanismen, der sikrer balance mellem udbud og efterspørgsel. Her er især olieprisen vigtig. Den vil kunne komme til at stige rigtig meget, også fra det nuværende, historisk set høje, niveau. Det skyldes lige så meget lav priselasticitet som den ovenfor omtalte forventelige stramme forsyningssituation. Som forbrugere begrænser vi kun vores kørsel meget lidt ved stigende benzinpriser, brændstoføkonomien kommer langt nede på prioriteringslisten hos bilkøberen, og alternativerne til olieprodukter i transportsektoren er dyre og “upraktiske” (el-biler). En oliepris på 200 $ pr. tønde vil ikke bringe den amerikanske benzinpris meget over, hvad vi for længst har vænnet os til i Europa (p.g.a. den højere beskatning), men den ville få voldsomme økonomiske konsekvenser, ikke mindst i kraft af overførsel af værdier til de olieeksporterende lande.

En ambiti’s global klimapolitik vil derimod, især hvis den gennemføres intelligent, kunne lægge en dæmper på olieefterspørgslen, der ud over begrænset CO2-udslip også vil holde oliepriserne på et, set fra et forbrugersynspunkt, mere komfortabelt niveau; og de begrænsede ressourcer, uanset deres størrelse, ville vare længere med mindre risiko for behov for chokbehandling, nær visse sektorer forholdsvis pludseligt stilles over for radikale prisændringer. Der er ingen grund til at frygte, at de 3000 milliarder tænder ikke skal blive brugt hen ad vejen. Det vil bare ske i et tempo, der respekterer f.eks. beslutningen om at holde den globale temperaturstigning inden for 2 grader. Og det vil selvfølgelig betyde, at de, der øsidder på ressourcerne, før færre penge i kassen – og senere.

Det er der mange, der vil have fordel af.

Man kan kun håbe på, at de tusinder, der for tiden lader, som om de forsøger at redde det globale klima, vil rette blikket lidt mere mod energiaspektet. Det rummer lige præcist de muligheder, der mangler, og specielt de muligheder, der burde kunne samle USA, EU, Japan, Kina og mange udviklingslande i et klart interessefællesskab.

Grønland
Olie- og gasperspektiverne for Grønland gør langt ud over rammerne for dette indlæg, herunder ikke mindst de miljømæssige aspekter ved olie- og gasudvinding i Arktis. Men de ovenfor anførte overvejelser er ikke uden betydning for Grønland.

Der er grund til at tro, at olieprisen fremover vil forblive høj, næppe i længere perioder meget under de nuværende ca. 80 $ pr. tønde. Det er tilstrækkeligt til i de fleste tilfælde at gøre arktiske oliefund rentable, medmindre der er tale om små eller særligt vanskelige forekomster, og det betyder, at et eventuelt fund af et større oliefelt i Grønland med stor sandsynlighed vil blive udnyttet “s” hurtigt som muligt”, dvs. inden for en 10-15 års tidshorisont efter fundet. Det er derimod usikkert, hvor store indtægter et sådant fund vil kunne bidrage med til den grønlandske økonomi. Ud over de arbejdspladser, der vil følge i kølvandet af en eventuel olieudvinding, afhænger indtægtsmulighederne (royalties m.v.) jo af forskellen mellem salgspris og produktionsomkostninger. De vil ikke nødvendigvis blive imponerende.

Fremtiden for et større gasfund vil derimod være langt mere usikker. Det forhold, at der rundt om i verden ligger store, relativt lettilgængelige, gasfelter (Rusland, Mellemøsten, Turkmenistan), taler ikke for, at et evt. grønlandsk gasprojekt vil få en - økonomisk set - let gang på jorden. Værdien af naturgas er meget afhængig af nærheden af et marked, ikke just en faktor på plussiden. Igangsættelsen af Shtokman-feltet 500 km nord for Murmansk er indtil videre udsat i tre år, og naturgasmarkedet har ikke i den mellemliggende tid udviklet sig til fordel for projektet. Mulighederne for at det nordamerikanske øskifer-gas eventyr” og andre former for ukonventionel naturgas vil gentage sig andre steder i verden, gør, at man må regne med betydelig tilbageholdenhed, nær det kommer til nye naturgasprojekter med høje investeringer. Grønland kan næppe vriste sig fri af den kategori. Den nuværende (nov. 2010) spotmarkedspris på ca. 100 – pr. 1000 m3 er kun omkring det halve af, hvad der skal til for at gøre udnyttelsen af et arktisk gasfund rentabel.

Man gør, som bekendt, klogt i at vente med at sælge skindet, til bjørnen er skudt. 

Jørgen Henningsen er energiekspert og medlem af regeringens klimakommission. Han er tidligere direktør for EU-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø og var Kommissionens chefforhandler i FN-processen, der førte til Kyoto-aftalen i 1997.

Gas- vs. oliepriser:
Værdien af den globale olieproduktion er relativt let at opgøre: årlig produktion (pt. ca. 31 milliarder tænder) gange verdensmarkedsprisen (pt. ca. 85 $ pr. tønde) andra-ger godt 2600 milliarder $. Værdien af den globale gasproduktion er langt mere kompliceret. PÅ energibasis udgør gasproduktionen ca. 70 % af olieproduktionen, og de steder i verden, hvor gasprisen er højest (Japan, Europa), ligger den på ca. 70 % af olieprisen. PÅ globalt plan ville dette svare til ca. det halve af olieværdien. Imidlertid handles meget store dele af den globale gasproduktion (Rusland, Nordamerika, Mel-lemæsten m.v.) til langt lavere priser, og selv om større mængder flydende naturgas vil bidrage til udjævning af gaspriserne globalt set, er der grund til at tro, at det gæl-dende mønster vil fortsætte i et vist omfang mange år frem i tiden.

LNG:
Traditionelt har naturgas været transporteret fra produktion til forbruger i gasled-ninger ved højt tryk, som vi kender det i det danske system. Dette er den mest økono-miske transportform over afstande op til ca. 4-5000 km. Ved større afstande, eller ved transport over havet, kan det være fordelagtigt (over havet ofte nødvendigt, f.eks. fra Mellemøsten til Japan) at omdanne naturgassen til en væske ved nedkøling til ca. mi-nus 160 grader og derefter transportere den flydende gas i specialbyggede skibe. Ved ankomst til forbrugsstedet “regassificeres” produktet i en gasterminal og kan deref-ter distribueres i lokale gasledninger. Energiforbruget ved nedkøling og regassifice-ring beløber sig til 15-20 % af gassens energiindhold, dvs. samme størrelsesorden som ved ca. 7000 km transport i rørledninger.