Tråd: Muhammed-krisen - 1 år efter - Hvad har venstrefløjen lært?
Den ædle kamp for ytringsfrihed
Af: Søren Engelsen
Oprettet: Ma. 13 nov. 2006 kl. 01:19
Det blinde hensyn til religiøse følelser er at give køb på ytringsfriheden. At censurere sig selv, blot fordi nogen fornærmes, er uforeneligt med det demokratiske ideal om, at den politiske proces er udtryk for en æoffentlig fornuft”, ikke tilfældigt føleri. Idealet er en debatterende proces, som udgør grundlaget for politikken. Hæmmer vi diskursen med dogmatiske regler, begrænser vi denne proces. Censurerer vi enhver ytring, der kan “krænke” et andet menneske, vil vi nok blive stumme. Det er en banalitet for et sekulariseret samfund at pointere, at skrappe religiøse regler – som for eksempel billedforbudet i islam – ikke må udbredes til samfundet som helhed.
Besindelsens refleksion
Men det at tage bevidst stilling til eller højde for følelser – deres konsekvenser; forholdene de er udtryk for; den sammenhæng de befinder sig i – kan ikke sidestilles med at opgive retten til ytring. At reflektere over ytringer og eventuelt at drage en besindende konsekvens heraf er ikke lig selvcensur. Trods få undtagelser har kritikken af karikaturerne i den vestlige verden generelt ikke været angreb på ytringsfriheden. Det er derimod hensigtsmæssigheden af karikaturerne, der er relevant og til debat. Homann og hans meningsfæller i debatten forveksler generelt kritisk stillingtagen til et konkret tilfælde af karikerende propaganda med det at give køb på retten til at præsentere en sådan.
I den offentlige debat fungerer islam i dag i stor grad som et konstrueret fjendebillede. Kravet om islamkritik bliver således nemt til en reproducering af dette fjendebillede – og dermed en reproducering af den stigmatisering af islam og muslimer, der foregår i vores samfund, og som må tages meget alvorligt. Besindelsen på at håne islam er ikke nødvendigvis at “frede” islam, men snarere oftest en modvilje mod at fortsætte mistænkeliggørelsen.
En myte er blevet italesat i store dele af den offentlige diskurs: Kritiserer man ikke højlydt islam, og køber man ikke fortællingen om, at karikaturstriden handler om at forsvare ytringsfriheden over for de religiøse fanatikere, har man berøringsangst over for islam, man giver køb på ytringsfriheden, og man svigter demokratiske idealer.
Således reduceres sagen til et simpelt for eller imod ytringsfrihed, for eller imod demokratiet. Drister man sig til at hævde, at Jyllands-Posten bevidst hånede en i forvejen offentligt mistænkeliggjort minoritet, og at protester derfor var berettigede, stemples man som demokratisk forræder, eftersom man efter sigende dermed hævder, at Jyllands-Posten ikke havde ret til at karikere.
Det virkelige angreb på ytringsfriheden
Skal vi tilstræbe udbredelsen af frie ytringer, må vi have for øje, at den frie diskurs er et ideal, der begrænses af såvel åbenbare som skjulte magtforhold. Når debatten reduceres til at handle om det simple øfor eller imod ytringsfrihed”, har vi at gøre med en skjult begrænsning af diskursen. Sådanne forsimplinger etableres i stadig større grad som udgangspunkterne for den offentlige debat, og det er reelt her, vi i vestlig sammenhæng har at gøre med angreb på ytringsfriheden: Man gør et simplificeret perspektiv til eneste “legitime” udgangspunkt for behandlingen af den givne sag. Forsimplingen umuliggør reelt enhver nuancering af debatten: Horisonten af mulige ytringer i debatten begrænses, idet der etableres et sort-hvidt perspektiv, som automatisk stempler den debatterende modpart – der forsøger at overskride dette perspektiv – som “forræder”, “udemokratisk” eller lignende.
Man må medgive Homann, at karikaturkrisen har synliggjort behovet for at tematisere religionen i det moderne samfund. Vi har dog ikke af den grund fået en kvalificeret debat herom, tværtimod. I stedet er det store “Clash of Civilizations” etableret: På den ene side de angribende totalitære mørkemænd, på den anden side de ædle forsvarere af ytringsfriheden, der må “stå fast”.
Det sociale fokus
Det forsimplede blik forhindrer en fyldestgørende analyse af karikaturkrisen og islamismen. Særligt det altafgørende sociale fokus lider herunder.
Karikaturerne og protesterne må ses i deres sociale sammenhæng. De destruktive reaktioner er udtryk for en stor frustration blandt mange muslimer, som projiceres over i en enkeltsag; frustrationer over trængte religiøse identiteter i en moderne verden, over undertrykkende regimer, over Vestens ensidige støtte til Israel samt over den mistænkeliggørelse af islam i sin helhed, der præger den offentlige diskurs i store dele af den vestlige verden. Det handler ikke om bevidstløst at respektere religiøse følelser, der er komplet irrationelle, men om at have blik for hvad disse er udtryk for; nemlig håbløse og (selv)destruktive reaktioner på de svære sociale omstændigheder. Ligeledes gælder det for tilslutningen til den reaktionære islamisme: Man søger identitet i en irrationel ideologi – et fast holdepunkt i en konfus verden, man føler sig trængt i. Ekstreme reaktioner og idéer udvikles ikke i et tomrum, men opstår som irrationelle håndteringer af konkrete problemer.
En forfejlet kamp
Det er en misforståelse at tro, at man bekæmper totalitære tendenser i dele af islam ved at fokusere på kulturelle-religiøse doktriner, på sharia-forskrifter, på de øsorte imamer”, og ikke mindst på “behovet” for at kritisere disse og “stå fast” om egne værdier. Skal vi undgå, at bestemte idéer kanoniseres, tabuiseres og bruges til undertrykkelse, må fokus være, hvordan denne ekstremisering opstår. Vi må ikke ignorere de sociale forhold, der altafgørende betinger fremkomsten af ekstremisme. Det er primært på baggrund af dårlige sociale omstændigheder, at ekstremistiske idéer udvikler sig; uanset om det er en velstående elite, der prædiker idøerne eller begår terror i deres navn. Denne afgørende historiske erfaring – som gælder al slags ekstremisme og totalitær tænkning, også den sekulariserede – ignoreres netop i den forsimplede debat. Fordømmelse af voldelige protester må gå hånd i hånd med en forståelse af de sociale vilkår, der reelt betinger disse protester. Afhjælpning af dårlige sociale vilkår er det altafgørende middel i kampen for frigørelse og i bekæmpelsen af totalitarisme.
Vi bekæmper ikke totalitære tendenser i dele af islam ved at karikere Muhammed. Tværtimod er karikaturerne et effektivt middel for de reaktionære kræfter til at få opbakning om deres – karikerede – stempling af alt vestligt som noget ondt. “Hvis man som muslim tager afstand fra terror, har man jo ikke noget i klemme,” hævder Homann i forbindelse med billedet af Muhammed med en bombe i sin turban. Men billedet udtrykker jo ikke en legitim kritik af fundamentalister, der dræber uskyldige i islams navn; billedet formidler snarere budskabet, at islam og terrorisme essentielt er to sider af samme sag – i fuld forlængelse af den stigmatisering, der gøder fundamentalisme.
Ytringsfrihedens Radikalisering
Ytringsfriheden skal ikke blot værnes om, den skal radikaliseres: Også de skjulte begrænsninger af debatten må tematiseres og overskrides. I forbindelse med karikaturstriden må vi insistere på et langt bredere fokus end det simple “for-eller-imod-ytringsfrihed”. Vi skal bekæmpe totalitarisme og undertrykkelse, nedbryde tabuer og dogmer, kæmpe for ytringsfrihed, kvindefrigørelse og sekularisering. Men vi må kritisk forholde os til, hvordan dette gøres på mest hensigtsmæssig vis. Dette sker kun ved at se sagerne i deres sammenhæng; særligt må de altafgørende – men i dag komplet underbelyste – sociale sammenhænge i fokus.
Besvar
