Tråd: Muhammed-krisen - 1 år efter - Hvad har venstrefløjen lært?
Mennesker frem for religioner
Af: Morten Homann
Oprettet: Ma. 13 nov. 2006 kl. 01:25
En af de mest fortærskede og forkerte argumentationsskabeloner på venstrefløjen går på melodien: Vi skal ikke gøre A, fordi vi jo heller ikke gør B, C og D. Hvis ikke vi kan redde hele verden, vil vi heller ikke redde en del. For eksempel er argumentationen gået således: “Vi kan da ikke sætte militært ind mod overgrebene i Bosnien (eller hvor konflikten nu foregår henne), når vi ikke gør noget mod Israels overgreb i Palæstina.” Israels politik i de besatte områder er frygtelig, og den berettiger fuldt ud et indgreb af den ene eller anden slags fra det internationale samfund. Men det, at man ikke gør det rigtige alle steder, kan aldrig blive et argument for, at så skal man ikke gøre noget nogen steder. Selv om vi ikke redder menneskeliv i Palæstina, kan man godt redde menneskeliv i Bosnien.
Den skabelon går desværre igen i to af mine “opponenters” indlæg. Troels Riis peger på, at der er en række andre problemer for ytringsfriheden i vores samfund – bl.a. i forholdet mellem arbejdsgivere og ansatte – og at alle ikke har lige muligheder for at ytre sig. Det har han fuldstændig ret i, og det er problemer, jeg meget gerne vil være med til at løse. Det har bare ikke noget med karikaturtegnernes ytringsfrihed at gøre. Og der er altså ikke meget venstreorienteret i ikke at ville stille sig op for deres liv og rettigheder fordi der er mange andre problemer i vores samfund.
Og Rune Engelbreth Larsen bruger megen spalteplads på at tale om alle mulige andre – lige så afskyelige – former for terrorisme og overgreb, som man også skal tage afstand fra for at sætte angrebene på ytringsfriheden i Danmark i relief.
Det korte svar er: I har ret. Ja, det er rigtigt, at verden er uretfærdig. Ja, det er rigtigt, at Israel dagligt begår overgreb i de besatte områder. Ja, der er mange mennesker, der har alt for svært ved at komme til orde i den offentlige debat. Og ja, den seneste tids angreb mod blandt andet moskeer kan ikke fordømmes stærkt nok og bliver forhåbentlig opklaret snarest muligt, så de skyldige kan blive dømt og straffet.
Pointen er bare, at det ikke har noget som helst med Jyllands-Postens tegninger at gøre. Uanset hvor mange uretfærdigheder, der foregår rundt omkring os, ændrer det ikke på, at man også må forholde sig til de angreb på ytringsfriheden, der har rejst sig både før, men især i kølvandet på tegningerne. For selvfølgelig handler diskussionen om ytringsfrihed. En lang række centrale aktører, fra den tyrkiske premierminister Tayyip Erdogan, til en stribe hjemlige imamer, har krævet indskrænkninger af ytringsfriheden. Og tolv bladtegnere og en stribe andre pressefolk må leve under jorden med konstant politibeskyttelse som følge af deres ytringer. Det er heller ikke uden grund, at Danmark er styrtdykket på den seneste opgørelse over pressefriheden i verdens lande.
Et væsentligt problem
Søren Engelsen peger på, at der er et skel mellem at diskutere retten til at ytre sig, og så at forholde sig til, om man er enig i ytringerne eller ej. Det er indlysende rigtigt. Og jeg har også med stor tilfredshed noteret mig, at størstedelen af debattørerne på den danske venstrefløj har anerkendt, at tegnerne og Jyllands-Posten var i deres gode ret til at lave og bringe tegningerne.
Det kan man sagtens mene, samtidig med at man er uenig i tegningernes budskab eller sågar mener, at det ville have været bedre, hvis ikke de havde været trykt. Det gør bestemt ikke en til forræder, som Søren Engelsen hævder. Nej, det er helt legitimt. Men jeg spørger bare i al fredsommelighed: Er karikaturtegningerne virkelig så slemme?
Ingen af tegningerne afbilleder nulevende mennesker (på nær Muhammed fra 7A i Valby i en tegning, der alene er kritisk overfor Jyllands-Posten!). Ingen af tegningerne afbilleder muslimer generelt. De er alene tegninger af en mand, der døde for 1400 år siden. Og så er der på enkelte tegninger billeder af for eksempel selvmordsbombere.
Det er altså uomtvisteligt – og ikke noget Jyllands-Posten eller tegnerne har fundet på – at der foregår ganske megen terrorisme og vold i islams navn. Det ville være fuldstændig uansvarligt ikke at påpege denne sammenhæng. Ikke fordi noget nær et flertal af muslimer støtter disse vanvittige tendenser. Men fordi det desværre alligevel er udtryk for en vigtig tendens, som har kolossale konsekvenser for millioner af mennesker.
Derfor kan man også spørge, om Jyllands-Posten er den rigtige at rette skytset imod. Problemet er budskabet – at islam misbruges til terrorisme – ikke budbringeren. Budskabet er vigtigt. Og derfor var tegningerne ikke bare lovlige, men også helt berettigede.
Så kan man, som Rune Engelbreth Larsen – igen med venstrefløjens klassiske Erasmus Montanus-argumentation – harcelere over, at Jyllands-Posten ikke har bragt karikaturer af paven i færd med at begå pædofile overgreb. Jeg læser hans indlæg som, at han heller ikke synes, det ville have været på sin plads.
Jeg er helt uenig. De mange sager om misbrug af børn i den katolske kirke er et væsentligt problem, og en vågen og kritisk presse bør sætte maksimalt fokus på den slags sager. At Jyllands-Posten (så vidt jeg ved) ikke har gjort det, er ærgerligt og måske dobbeltmoralsk. Men det gør det altså ikke ud for en argumentation imod, at man bragte tegningerne af Muhammed i forbindelse med et andet – og i mine øjne større – samfundsproblem.
Kollektiv dæmonisering
Troels Riis drager paralleller mellem karikaturtegningerne og indledningen til jødeudryddelserne i 1930’ernes Tyskland. Min opfattelse er, at man skal bekæmpe diskrimination og racisme, men at man skal passe på med at råbe øulven kommer” i tide og utide – især når det drejer sig om noget så alvorligt som etniske udrensninger.
Derfor håber jeg, vi kan tage denne debat uden at skulle gøre det til en diskussion om, hvorvidt Danmark er ved at udvikle sig som Tyskland i 1930’erne. Det risikerer i bedste fald bare at fjerne fokus fra det væsentlige. Der er nemlig masser af problemer i udlændingedebatten og integrationspolitikken. Men det handler altså først og fremmest om nogle forkerte love og et politisk miljø, der aktivt modarbejder, at mennesker fra etniske minoriteter, som virkelig gerne vil, også får lov til at integrere sig i det danske samfund.
Det skal venstrefløjen selvfølgelig fortsætte med at modarbejde, ligesom vi skal sætte vores krav og ideer til en mere effektiv integrationspolitik i højsædet. Men det må ikke fritage os fra at kritisere, når der faktisk er noget at kritisere blandt dele af de etniske minoriteter.
Derfor er det også helt galt afmarcheret, når både Riis, Engelsen og Engelbreth forsøger at fremstille tegningerne som en kollektiv dæmonisering af alle muslimer. Det er noget vrøvl. Som nævnt ovenfor er der intet i selve tegningerne, der handler om muslimer i almindelighed.
For hvem er det, der gør tegningerne til noget, der handler kollektivt om muslimer? Det er da netop de tre skribenter, som storsindet på vegne af alle de forskelligartede muslimer i Danmark, eller endda verden, udlægger teksten som et generelt angreb på muslimer. Jeg tror, det er et mindretal af de danske muslimer, der føler sig truffet af tegningerne.
For mig handler diskussionen ikke om islam eller om muslimer, men om et mindretal, der forsøger at indskrænke eller fjerne nogle grundlæggende demokratiske principper i vores samfund. Og det handler om et endnu mindre mindretal, som er villige til at bruge vold for at nå dette mål.
Jeg har intet problem med folk, der er religiøse, uanset om de er kristne, muslimer, buddhister, shintoister eller noget helt femte – så længe de ikke pådutter mig eller resten af samfundet deres leveregler eller påberåber sig særbehandling. Folk er velkomne til at praktisere islam.
Jeg tillader mig blot at påpege, at der er grupperinger inden for islam, der vil afskaffe nogle vigtige principper i vores samfund, og som ikke skyer nogen midler for at nå det mål. Og at der – i den historiske periode, vi befinder os i for øjeblikket – næppe er nogen tvivl om, at der er større problemer med voldelige tendenser indenfor islam end der er indenfor de andre store verdensreligioner.
Også sociale faktorer
Søren Engelsen har selvfølgelig fuldstændig ret i, at der ikke er tale om en ren religiøs problemstilling. Det er utvivlsomt, at en mere retfærdig fordeling af verdens goder og en holdbar løsning på den sikkerhedspolitiske krise i Mellemøsten vil fjerne en del af rekrutteringsgrundlaget for den islamistiske terrorisme.
Verden er uretfærdig. Men det er vel ikke de tolv tegneres skyld? Og ville vi være fundamentalismen og den islamistiske terrorisme kvit, hvis verden var mere økonomisk lige og socialt retfærdig? Jeg tvivler på det. Selvfølgelig kan man fjerne en del af rekrutteringsgrundlaget for den. Men grundlæggende er det jo ikke den sultne afghaner eller den unge palæstinenser i de trøstesløse flygtningelejre, der er rekrutteringsgrundlaget for den ekstreme islamisme og terrorisme. Det er de velstående og veluddannede i lande som Saudi Arabien og Egypten. Og derfor er det svært at løbe fra, at der også er en ideologisk og religiøs side af denne bevægelse.
Ubegrænset ytringsfrihed?
Angrebene på de grundlæggende demokratiske rettigheder er et væsentligt samfundsproblem, og det har tegningerne været helt berettigede i at sætte fokus på. Så både formelt og indholdsmæssigt mener jeg, at tegnerne fortjener venstrefløjens opbakning.
Jeg er ikke tilhænger af ytringsfrihed uden hensyn til konsekvenserne. Selvfølgelig findes der ytringer, der skal mødes med sanktioner. Det er blandt andet derfor vi har injurielovgivningen og dens lillebror, racismeparagraffen. Men de skal beskytte konkrete mennesker – ikke religioner. Havde profeten Muhammed levet i dag, havde han måske kunnet gå til domstolene, hvis han følte sig krænket over avistegningerne (selv om jeg ikke engang tror, han ville have kunnet vinde en injuriesag på grundlag af tegningerne).
Men Muhammed lever som bekendt ikke længere. Så man beskytter ikke nogen mennesker ved at frabede sig kritik og latterliggørelse af ham. Man beskytter en religion, og det mener jeg ikke er et moderne samfunds opgave. Derfor mener jeg også, at blasfemiparagraffen er en misforståelse og en anakronisme i dansk lovgivning, som skal afskaffes.
Alternativt måtte man jo skulle beskytte for eksempel politiske holdninger og kunst fra kritik. Men sådan fungerer et moderne samfund – heldigvis – ikke. Konkrete mennesker skal beskyttes mod overgreb. Men abstrakte størrelser som religioner, politiske holdninger og kunst og kultur må – ikke mindst hvis de blive misbrugt til at udøve vold – finde sig i at blive hånet, spottet og latterliggjort.
Besvar
