Tråd: Muhammed-krisen - 1 år efter - Hvad har venstrefløjen lært?
Kritik af den ensidige ideologikritik
Af: Søren Engelsen
Oprettet: Ma. 13 nov. 2006 kl. 01:26
Det kan kun glæde, at Homann anerkender, at “størstedelen af debattørerne på den danske venstrefløj” ikke angreb Jyllands-Postens ret til at trykke Muhammed-tegningerne, og at det er øindlysende rigtigt”, at kritisk stillingtagen til karikaturerne er noget ganske andet end at give køb på ytringsfriheden. Homann medgiver ligeledes, at et socialt fokus er vigtigt for debatten. Alligevel sidestiller han venstrefløjens forhold til karikaturerne med nyttig idioti for islamisme.
Homann vil ikke anerkende, at tegningerne var dæmoniserende. Men i hvert fald én af tegningerne var en generaliserende mistænkeliggørelse. En mere konkret stillingtagen til i hvert fald denne tegning må være på sin plads, når man affejer påstanden om dæmonisering som ønoget vrøvl”. Tegningen af manden med bomben i turbanen kan ikke blot udlægges som det vigtige budskab, øat islam misbruges til terrorisme”. Særligt i lyset af trosbekendelsen påskrevet turbanen skal der en meget god vilje til at udlægge det som andet end budskabet om en væsentlig sammenhæng mellem det at være muslim og det at være terrorist – hvilket det da faktuelt også er blevet tolket som af muslimer verden over. Dette er og bliver dæmonisering og er ikke blot Rune Engelbreth, Troels Riis og min opfindelse. En sådan dæmonisering bør måske være lovlig, men kan aldrig være berettiget.
Den problematiske abstraktion
Når Homann insisterer på, at en sådan tegning ikke rammer konkrete muslimer, er han ude af trit med virkeligheden. Hans holdning skyldes øjensynligt en ihærdig fastholdelse af den for ham afgørende forskel mellem at kritisere islam og muslimer. Han insisterer på et skel mellem en kritik af mennesker og en kritik af deres religion. Umiddelbart er det et gavnligt metodisk princip, at man skelner mellem abstrakte idéer og de mennesker, der underlægger sig selv og andre disse idéer. Men man må have for øje, at denne øvelse er og bliver en abstraktion fra de konkrete mennesker, der besidder idøerne: Der er intet “islam” uden praktiserende muslimer! “Islam” er kun i og med de konkrete praktiserende muslimers idéer herom, og derfor er der ingen “islam” at kritisere, som ikke også rammer konkrete muslimer. Ignorerer man denne vigtige pointe, afskærer man sig nemt fra at forstå de konkrete mennesker og deres situation. Abstraktioner kan være gode redskaber til at forstå almene strukturelle forhold, men kan lige så vel flytte fokus væk fra den konkrete virkelighed, som også Homann gerne synes at ville tage udgangspunkt i. Især når de grove generaliseringer er på banen, bliver dette et problem: Når det generaliseres om islam, at religionen essentielt er kilde til terror, krænker dette reducerede billede af muslimers ideologi selvfølgelig de konkrete muslimer i virkelighedens verden. Som demokratisk socialist føler man sig måske ikke umiddelbart personligt “ramt”, hvis nogen hævder, at socialisme i sit væsen er udemokratisk, eftersom man ved, det er forkert i forhold til sin egen socialisme-definition. Men som socialist bliver man ramt politisk og socialt, hvis samme påstand etableres som en “sandhed” i den offentlige diskurs. Muslimer står netop i denne situation i forhold til en offentlighed, der har tendens til at stemple deres verdensbillede som fundamentalt voldeligt og udemokratisk. Man kan sige, det er en kamp om ord, men denne kamp er på ingen måde politisk neutral, den berører konkrete mennesker, idet en sådan stempling stækker den politiske og sociale anerkendelse.
Ideologikritikken og det sociale perspektiv
Selv om Homann anerkender vigtigheden af et socialt perspektiv i bekæmpelsen af fundamentalistisk islam, finder han det øjensynligt sekundært i forhold til religionskritikken. Han holder sig til det ofte brugte argument i diskussionen om terrorens og fundamentalismens årsager, at det jo er de velstående, der er de egentlige rekrutter, hvormed det underforstås, at det er den konkrete religionskritik, der må være det primære i forhold til det sociale perspektiv. Homann overser min grundlæggende pointe herom: I mit indlæg gør jeg eksplicit opmærksom på, at det er irrelevant for sagens kerne – de ekstreme idøers udvikling – at det er velstående, der prædiker undertrykkelse eller begår terror. Pointen er, at det stadig er sociale faktorer, der danner baggrunden for udviklingen af deres ekstremisme. De velstående ekstremister solidariserer sig med de mennesker, der er underlagt uretfærdigheder, og de reagerer med en destruktiv ideologi – parallelt til for eksempel venstreorienterede terrorister i 1970’erne. Mit argument for det vigtige sociale fokus er jo, at det er de ekstreme idøers udvikling – særligt i betydningen udbredelse – der er betinget af dårlige sociale forhold; det er ikke en (åbenlyst ukorrekt) påstand om, at kun fattige og udstødte bliver ekstremister. Den evindelige jagt efter æde ansvarlige” og deres holdninger, i dette tilfælde de fundamentalistiske islamister og deres bizarre hellige forskrifter, skygger desværre i sin ensidighed for det vigtige fokus på, hvordan vi bedst muligt bekæmper deres idéer.
Det er altså selve ideologikritikken, som Homann så gerne vil bedrive, der må koncentrere sig om, hvordan den givne ekstremistiske ideologi fremkommer, i stedet for den i demokratisk sammenhæng trivielle kritik af de konkrete idéer. Det giver sig selv, at vi ikke kan acceptere vold og trusler mod for eksempel karikaturtegnere, blot fordi en hellig kilde tilsyneladende forskriver det. Men vi forhindrer ikke folk i at få sådanne absurde idéer ved at gentage igen og igen, at de er absurde eller ved gentagene gange at påkræve en højlydt afstandtagen, der i en demokratisk atmosfære giver sig selv. Kun ved at analysere idøerne i deres kontekst kan vi forhindre deres udbredelse. Og hvad er da konteksten i forhold til islam? Det er overeksponeringen af islam som årsag til problemer og stigmatisering af muslimer på grund heraf; det er udelukkelsen af nuanceringer i beskrivelserne af islam; det er muslimers dårlige materielle betingelser; det er udsigtsløse identitetskonflikter med videre. Kort sagt: Mange muslimers dårlige sociale vilkår. Jeg hævder ikke, at ekstremisme kan reduceres til at være produktet af dårlige sociale vilkår, men fokus på de ringe forhold er altafgørende i bekæmpelsen af ekstremisme, fordi vilkårene betinger, at ekstremismen for nogle mennesker fremstår attraktivt.
Ensidighedens reelle virkning
Homann påpeger, at det ene manglende fokus jo ikke er argument for, at det andet fokus ikke er relevant. Logisk set har han da ret i, at kritik af fundamentalisme selvfølgelig ikke udelukker opgøret med de andre onder og omvendt. Men den reelle virkning af det ensidige krav om islam-kritik er, at andre (langt vigtigere) perspektiver negligeres. Og Homann insisterer netop i denne debat på at se isoleret på sagen som islamisters angreb på demokratiet, hvilket for mig at se er grundproblemet i hans analyse. Det ensidige fokus har tendens til at blive etableret som det eneste perspektiv, og således kommer man nemt til at reproducere den fordom i den offentlige debat (uanset en uvilje herimod), at det er det vigtigste eller sågar det eneste vigtige fokus. Denne tendens ses tydeligt i den offentlige debat i Danmark om karikaturkrisen.
Besvar
