Tråd: Muhammed-krisen - 1 år efter - Hvad har venstrefløjen lært?
Ytringsfrihed - den nye religion
Af: Troels Riis Larsen
Oprettet: Ma. 13 nov. 2006 kl. 01:16
I sit forsvar af Muhammed-karikaturerne antager Morten Homann at ytringsfriheden er ukrænkelig. Argumentet er, groft sagt, at motivet for karikaturerne er underordnet da det blot var ytringer, og i sidste ende er ytringer selve grundlaget for demokratiet. Det er samme argumentation som både Jyllands-Posten og statsministeren har brugt som forsvar for at bringe tegningerne. I Morten Homanns verden blev karikaturerne oven i købet til en generel religionskritik til trods for at de aldrig var tiltænkt som sådan.
Ytringsfrihedens ukrænkelighed?
Ytringsfriheden er hverken konstant eller absolut. Retten til at ytre sig er derimod en konstant kamp mellem forskellige samfundskræfter. Spørgsmålet om ytringsfrihed drejer sig ikke blot om selve retten til at ytre sig, det handler i lige så høj grad om muligheden for at ytre sig. Virksomheder pålægger dagligt deres ansatte ikke at udtale sig om forholdene på arbejdspladsen. Er det ikke en krænkelse af ytringsfriheden? Chikane og fyring er stadig normen blandt arbejdsgivere, hvis ansatte offentligt kritiserer forholdende på arbejdspladsen.
Det kapitalistiske samfund giver ikke alle lige mulighed for at komme til orde. Har man penge nok, er mulighederne for at komme ud med sit budskab, og adgangen til pressen, på alle niveauer sikret.
Forestillingen om at ytringsfrihed betyder at alle må sige hvad det passer dem til alle tider uden nogle restriktioner er en udbredt misforståelse. Sådan hænger verden ikke sammen, heller ikke i Danmark anno 2006. Der findes både injurielovgivningen og blasfemiparagraffen, men der findes også racismeparagraffen der blev tilføjet i den danske lovgivning som direkte konsekvens af nazisternes og fascisternes racepolitik. En racepolitik der i sin yderste konsekvens medførte millioner af menneskers død. Loven var dengang et fremskridt for samfundet til trods for at den indskrænkede de mest reaktionære personers ret til at ytre sig forhånende og krænkende om mennesker på grund af deres race.
Da nazisterne sammenlignede jøder med rotter var det i en periode med stigende racisme og vold som direkte konsekvens af nazisternes og højrefløjens ytringer. Skulle venstrefløjen dengang have brugt tiden på at forsvare nazisternes ret til at kalde jøder for rotter, ligesom Homann i dag opfordrer os til at forsvare Jyllands-Postens ret til at fremstille profeten Muhammed som terrorist? Situationen i dag er ikke den samme som i 1930’erne, men hetzen mod muslimer i dag minder på væsentlige områder om hetzen mod jøderne op til Anden Verdenskrig.
At hæve ytringsfriheden ud over dens historiske og politiske kontekst er at gøre ytringsfriheden til metafysik – det er ytringsfrihed som religion. Jesus på korset, Moses på bjerget og profeten Muhammed er skiftet ud med den urokkelige, evigtgyldige og uforanderlige ytringsfrihed. Underkaster man sig ikke den nye gud er man per definition vantro antidemokrat (eller med Homanns udtryk: tilhænger af diktaturer) – sætter man spørgsmålstegn ved ytringsfrihedens ukrænkelighed, sætter man nemlig også spørgsmålstegn ved demokratiet, hvis man skal følge de nye gudedyrkeres logik.
Myten om forsvaret for ytringsfriheden
Jyllands-Posten bragte ikke tegningerne for at forsvare ytringsfriheden. Det er en myte der efterfølgende blev brugt til det formål at forsvare tegningerne imod kritik. Myten blev bygget op for at trække fokus væk fra de egentlige motiver.
Sammen med tegningerne skrev Jyllands-Posten hvorfor de valgte at bringe karikaturtegningerne:
“Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse."
Her fremgår det klart at formålet var at vise, at muslimer må finde sig i at blive hånet og latterliggjort. Det begrundes med at vi har demokrati og ytringsfrihed. Sagt på en anden måde: Ytringsfriheden gav Jyllands-Posten den formelle og juridiske ret til at krænke nogle muslimer.
Civilisationernes sammenstød
Morten Homann erklærer frejdigt at motivet for at bringe tegningerne er uden betydning. Derved fjerner han også tegningerne fra deres politiske kontekst. Ved at gå bag om motiverne kan man også bedre forstå hvorfor tegningerne var så betydningsfulde. Jeg kan umiddelbart fremdrage tre væsentlige grunde til at tegningerne blev bragt i Jyllands-Posten i efteråret 2005.
1) Kommunalvalget var under 2 måneder væk, og en oppisket stemning og fokus på indvandrere og integration før et valg har tidligere været effektivt i forsøget på at sikre borgerlige stemmer. Jyllands-Posten som stort set har stået last og brast med regeringen fremtvinger debatten.
2) Igennem en række år er debatklimaet og ytringerne over for de fremmede blevet skærpet. En yderligere forråelse af debatklimaet og kritikken af de fremmede er efterhånden det eneste område regeringen og dens støtteparti kan skærpe situationen yderligere. Rent lovgivningsmæssigt har regeringen allerede været på kant med flere menneskerettighedskonventioner. En stadig hårdere tone over for flygtninge og indvandrere skal sikre opbakning til regeringens indvandrerfjendske politik. Jyllands-Posten der allerede har udmærket sig ved at være talerør for kendte yderligtgående højreekstremister er ikke bleg for at skubbe yderligere til debatten.
3) Jyllands-Posten, med den neokonservative kulturredaktør Flemming Rose i spidsen, forsøgte at fremme ideen om sammenstødet mellem civilisationerne. I Jyllands-Postens sprogbrug bliver det til et opgør med de muslimer der ikke omfavner Jyllands-Postens forståelse af det moderne samfund. Dette er ikke en generel religionskritik. Det er et konkret opgør med de muslimer der afviser USA og de europæiske nationer som rollemodeller for hvordan man skal indrette samfundet.
Konsekvensen af det sidste punkt er selvfølgelig klar. Fremstillingen bliver at den vestlige jødisk-kristne civilisation er moderne og har fat i den lange ende, over for de tilbagestående muslimer der holder fast i fortiden. Og at vi derfor har ret og pligt til at vise den rette vej for de muslimske lande der ikke kan forstå det. Den hvide mands byrde er, endnu engang, at skabe orden i kaos og bringe den rette civilisation ud til de umoderne og undertrykte. Den imperialistiske tankegang lever i bedste velgående blandt de borgerlige, og desværre også på dele af venstrefløjen.
Venstrefløjen burde med det samme have været ude og fordømme tegningerne som provokationer og påpege hykleriet omkring regeringens holdning til ytringsfrihed. Den danske regering og Jyllands-Posten støtter for eksempel en irakisk regering der har indført lovgivning hvor kritik af landets styre kan give syv års fængsel!
Realiteten var desværre at venstrefløjen stod lammet. Store dele af venstrefløjen, herunder Morten Homann, faldt for regeringens og Jyllands-Postens spin om ytringsfrihed og gav derfor plads for den borgerlige hetz. Nogle andre, som Poul Nyrup Rasmussen, gik i den anden grøft og mente man slet ikke måtte kritisere religioner og islam.
Forsvar af Islam?
Når den yderste venstrefløj i 1930’erne forsvarede jøder mod højrefløjens angreb var det ikke fordi de dyrkede jødedommen, men derimod fordi det var højrefløjens strategi at splitte befolkningen. Vi må ligesom dengang tage afstand fra splittelsesforsøg. Ikke fordi vi deler muslimers religiøse opfattelse, men fordi vi sammen med størstedelen af muslimerne i Danmark har en interesse i at stoppe dansk krigsdeltagelse og skabe konkrete forbedringer af det danske samfund.
Besvar
