Tråd: Muhammed-krisen - 1 år efter - Hvad har venstrefløjen lært?
Fri os fra religionerne
Af: Morten Homann
Oprettet: Ma. 13 nov. 2006 kl. 01:08
Kunne man forestille sig en situation, hvor mennesker der havde benyttet sig af deres demokratiske rettigheder og havde fået dødstrusler for det, ikke blev bakket op af den danske venstrefløj, men derimod kritiseret skarpt med et slet skjult æde har selv været ude om det”? Nej, vel? For i venstrefløjens historie og selvforståelse stiller man sig altid på menneskers side mod undertrykkende systemer og totalitære ideologier. Men ikke desto mindre svigtede venstrefløjen med et brag, da det var tolv danske bladtegnere, der fik dødstrusler og måtte gå under jorden, fordi de havde formastet sig til at overtræde et religiøst samfunds selvpåtvungne billedforbud.
For 150 år siden var det venstrefløjen, der stod vagt om det enkelte menneske og kritiserede religioner som øfolkets opium”. Men da de tolv tegnere formastede sig til at tegne – i øvrigt temmelig uskyldige – karikaturer af den muslimske profet, var det pludselig venstrefløjen, der side om side med fundamentalistiske imamer blev jomfrunalsk fortørnede over nogle karikaturtegninger, som i enhver anden sammenhæng næppe ville have fået nogen til at løfte et øjenbryn.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad Jyllands-Postens motiver til at offentliggøre tegningerne har været. Og det er også lige meget. For ytringsfrihed afhænger ikke af, hvilket motiv man har for at ytre sig. Jeg synes, at tegningerne er både berettigede – fordi de stiller nødvendige spørgsmål ved, hvilken rolle vi tildeler religionen i almindelighed og islam i særdeleshed i moderne samfund – og befriende, fordi de fik en vigtig, men hidtil skjult diskussion, frem i det åbne. Og så synes jeg egentlig, at venstrefløjen skylder de tolv avistegnere tak for at have rejst debatten.
Sagen Rushdie
I slutningen af 1980’erne udløste forfatteren Salman Rushdies bog De sataniske vers lignende forfærdelige trusler fra fundamentalistiske muslimer, fordi han lavede satire over Muhammeds liv. Dengang bakkede presse, regeringer, forfattere og forlag verden over op om Rushdie, men billedet var mildest talt noget mere mudret denne gang. Hvad er forskellen? At litteratur er en højere kunstform end avistegninger? At Rushdie selv har muslimsk baggrund, og derfor må kritisere islam, mens ikke-muslimer ikke må? Sandheden er jo, at der ikke er nogen forskel. Det er mennesker, der har benyttet sig af deres ytringsfrihed til at kritisere en religion, og som bagefter har måttet lægge ryg til trusler på livet.
Begge sager er eksempler på, hvordan religiøse fanatikere, totalitære bevægelser og diktaturregimer bruger de værst tænkelige midler til at true mennesker i demokratiske samfund til tavshed. Det er grimt. Det er uhyggeligt. Og det er alt andet end venstreorienteret.
På nær de sekteriske få, der hyldede diktaturregimerne i Sovjetunionen, Kina eller Albanien har der været en udbredt enighed på den danske og europæiske venstrefløj om, at de demokratiske rettigheder ikke kan gradbøjes. Derfor har vi kritiseret de såkaldt socialistiske regimer nådesløst. Og derfor har vi kritiseret de vestlige samfund for at være inkonsekvente og dobbeltmoralske i deres forsvar for de grundlæggende demokratiske rettigheder.
Derfor stod venstrefløjen med rette skulder ved skulder med Rushdie. Men knap tyve år senere var billedet et andet. De tolv avistegnere havde selv været ude om dødstruslerne. Mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh var da forkert, men fremkaldte ingen tårer eller vredesudbrud på venstrefløjen.
Tværtimod forlangte venstrefløjspolitikere mere omsorg for religiøse følelser og plads til religionen. Venstrefløjspolitikere opfordrede til at lægge bånd på brugen af ytringsfriheden. Det var et fynsk byrådsmedlem fra Enhedslisten, der med næb og kløer forsvarede kvinders ret til tørklæder og til at afstå fra at tale med, endsige trykke hånd med mænd. Det var Sfæere, der politianmeldte såvel Jyllands-Postens karikaturer af Muhammed som et tøjfirmas seksuelle motiver med Jomfru Maria på en t-shirt. Og det er mange steder venstrefløjen, der kæmper for at få bygget flere moskeer.
Er det virkelig den samme venstrefløj, som for 30-40 år siden insisterede på, at alt i samfundet var til debat og at alle autoriteter og ideologier – ikke mindst de religiøse – fortjente nådesløs kritisk granskning?
Udlændingedebattens dybe spor
Men hvad er der dog sket, siden Rushdie gik under jorden og fik venstrefløjens velfortjente støtte? Der er ingen tvivl om, at hovedforklaringen skal findes i den danske og europæiske debat om udlændinge og integration.
Man kan diskutere længe og indgående, hvorfor udlændingedebatten er blevet så polariseret. Jeg for min egen regning mener, at venstrefløjen har påtaget sig et betydeligt medansvar ved alt for længe at forsømme dialogen om og løsningen af indvandrings- og integrationsproblemerne, men det er sådan set underordnet i denne sammenhæng.
Faktum er, at integrationen er kørt helt skævt, og at venstrefløjen ganske berettiget ser et behov for at tale de menneskers sag, som virkelig ønsker at integrere sig i Danmark, men som af forskellige grunde har ganske svært ved det. Problemet opstår, når ønsket om at forsvare etniske minoriteter mod diskrimination og grove angreb fra den yderste højrefløj bliver til en politisk automatpilot, der over en kam forsvarer alle indvandrere imod al kritik. Det er vel dybest set også en form for racisme.
Der er ingen tvivl om, at frygten for at komme til at træde etniske minoriteter over tæerne har fået mange til at krybe i flyver-skjul og forsvare religionen. Men det er en fatal fejl. Etniske minoriteter er ikke hævet over kritik, blot fordi de i andre sammenhænge har det svært i de vestlige samfund. Vi skal heller ikke gøre alle etniske minoriteter til religiøse minoriteter. For religioner skal kunne diskuteres og kritiseres som alt andet. Og de bør – som alle andre autoriteter – underkastes venstrefløjens kritiske blik.
At kritisere islam – endsige bestemte måder at praktisere islam på for ikke at tale om vold begået i islams navn – er ikke det samme som at kritisere de mennesker, der er troende muslimer. Og det er endnu mindre det samme som at kritisere etniske minoriteter. Det er tværtimod en livsnødvendighed i et demokratisk samfund, at der er plads til den debat, og at vi kan skille de to ting ad. Venstrefløjen har – i selskab med fanatiske religiøse kræfter – nægtet at acceptere, at man kan diskutere islam uden at blive anset for at være fanatisk fremmedhader. På den måde har venstrefløjen spillet nyttige idioter for religiøse fundamentalister. For venstrefløjen må i stedet – som man i øvrigt altid har gjort – insistere på, at i et moderne samfund er alt til debat, og alle må finde sig i, at deres livsanskuelser kan blive kritiseret.
Men hvis man tillod sig at forsvare tegnernes ret til at portrættere Muhammed og tilslutte sig det rigtige i at tage konfrontationen med de religiøse mørkemænd og stå fast på, at religiøse følelser altid må underlægges menneskerettigheder som f.eks. ytringsfriheden, var omkvædet straks, at nu drev man hetz mod muslimer. Sandheden er jo, derimod, at man gør demokratiet og integrationen en bjørnetjeneste ved ikke at stå fast på de grundlæggende værdier. Det er kun de fundamentalistiske kræfter, der vinder på undskyldninger fra venstrefløjen, Jyllands-Posten og den danske regering. Rækker man dem en lillefinger, ved de for fremtiden, at demokratiet er til salg for trusler. Det kan aldrig være et venstreorienteret standpunkt.
Nyrups nypuritanisme
Det kræver en ualmindelig snørklet hjerne at få tegninger der portrætterer en person, der er død for næsten 1500 år siden, til at være en konkret hån mod mennesker, der lever i dag. Hvis det havde været tolv tegninger der portrætterer Hassan fra Albertslund, havde det været en anden snak. Men det var det som bekendt ikke.
Venstrefløjens opgave er at forsvare mennesker – herunder deres ytringsfrihed, frihed til at vælge religion og frihed fra undertrykkelse. Men det er ikke venstrefløjens opgave at forsvare religioner. Tværtimod bør det da være venstrefløjens rolle at kæmpe for kvindefrigørelse, ytringsfrihed og et sekulariseret offentligt rum. Venstrefløjen skal ikke forsvare religioner, men derimod bekæmpe religionens indtog i samfundslivet og stå fast på, at religion er og bliver en privatsag.
Dermed er også sagt, at mennesker i det danske samfund er velkomne til at være religiøse – kristne, buddhister, muslimer eller hvad man nu føler for. Men den fundamentalistiske forestilling, som både trives i muslimske og kristne miljøer, at man skal gøre hele sin omverden til genstand for sine religiøse regler og normer, skal bekæmpes. Man må underkaste sig selv alle de religiøse leveregler, man har lyst til. Men man kan ikke forlange det samme af sine medmennesker, og man kan ikke forlange, at samfundet skal indrettes efter disse regler.
Men venstrefløjen er endt i det ringhjørne, hvor man igen og igen forsvarer religioner – typisk islam – i den vildfarne tro, at man så forsvarer de mennesker, der praktiserer den. Blandt skoleeksemplerne på denne strømning er såmænd tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Jovel, Nyrup har da erklæret sin fulde principielle opbakning til ytringsfriheden. Men ytringsfriheden er ikke noget, der bliver sikret med principielle falbelader og teoretiske forsikringer. Det er noget, der sker ved at tage de konkrete slagsmål, der opstår, når politiske kræfter ønsker ytringsfriheden eller for den sags skyld andre demokratiske grundprincipper sat helt eller delvist ud af kraft. Som det for eksempel var tilfældet i sagen med Jyllands-Postens tegninger.
Men Nyrup gik oven i købet skridtet videre. Han opfordrede midt under Muhammedkrisen i en artikel i avisen European Voice alle europæiske regeringer til øat erklære højt og tydeligt og uden forbehold, at man ikke støtter eller tilskynder offentliggørelse af emner, der krænker troen hos millioner”. Den lader vi stå et øjeblik.
Nyrups vildfarelser er et godt eksempel på den sære “nypuritanisme”, der i disse år vokser frem ikke mindst på venstrefløjen i dansk og europæisk politik, hvor religioner pludselig skal beskyttes mod kritik i en grad, som de fleste mennesker og folkeslag ville have sig frabedt, hvis det gjaldt dem selv. Det skyldes måske den fatale vildfarelse, at integrationen bedst varetages ved at bruge en særlig standard for ytringsfrihed, når det drejer sig om religion og særligt islam. Integrationen kommer ikke til at fungere ved at pakke hinanden ind i vat, men ved at stå fast på demokratiets grundprincipper. Også selv om det er lettere at lade være.
Jeg er sikker på, at det store flertal af danskere – ikke-muslimer såvel som muslimer – er enige i, at ytringsfriheden er ukrænkelig, og at det i et moderne samfund skal være muligt at diskutere og karikere alt, uanset om man selv ville gøre det eller ej. Og jeg er sikker på, at det samme store flertal er enige i, at vi med vores ytringer ikke skal krænke hinanden som mennesker, men have plads til at kritisere hinandens religioner, ligesom vi diskuterer, kritiserer – og indimellem håner – hinandens politiske ståsteder og foretrukne fodboldhold.
Jeg er tilhænger af en reel religionsfrihed og religionslighed i Danmark – men religion må være en privatsag og må også indbefatte retten til ikke at være religiøs. Reel religionsfrihed betyder også, at ingen religioner skal kunne påberåbe sig særlige hensyn i den offentlige debat. Alle religioner må i et moderne samfund finde sig i at være til diskussion – og i at blive gjort til grin!
Islamismens svøbe
Det gælder særligt den ekstreme form for politisk islam, der går under betegnelsen islamisme. Her er der overhovedet ingen grund til, at venstrefløjen skal lægge fingrene imellem. Religion og politik skal være adskilte størrelser. Når der oven i købet som for islamisterne er tale om, at man vil afskaffe demokratiet, gøre op med grundlæggende menneskerettigheder, indføre korporlige straffe for religiøse forbrydelser og smadre ligestillingen mellem kønnene, bør det være venstrefløjen, der står i forreste række i et bolværk om demokratiet og menneskerettighederne.
Venstrefløjen må se i øjnene, hvad det er for en bevægelse, man er oppe imod. Og vi er nødt til åbent og ærligt at diskutere den sammenhæng, der hævet over enhver diskussion eksisterer mellem islam og terrorisme i verden som den ser ud i dag. Hovedparten af den internationale terrorisme sker altså i islams navn – uanset om venstrefløjen vælger at stikke hovedet i busken eller ej. Det vil de fleste – sikkert også muslimer – mene er en fejlfortolkning af islam og et misbrug af profeten Muhammeds navn. Men ikke desto mindre sker det – uskyldige mennesker bliver slået ihjel i islams navn.
Derfor var det også hyklerisk at opleve reaktionerne på den tegning, der forestillede profeten Muhammed med en bombe i sin turban. Straks før fundamentalistiske muslimer side og side med velmenende venstreorienterede til angreb på denne utilstedelige sammenblanding af islam og terrorisme. Jeg synes tværtimod, at lige netop den tegning satte fingeren på en uhyggeligt relevant diskussion, nemlig de mange forbrydelser, der begås i Muhammeds navn. Den sammenhæng har hverken Jyllands-Postens eller den pågældende avistegner fundet på. Det kan man derimod takke Osama bin Laden og hans mange forgængere og efterfølgere for. Og det burde vel næppe være nogen forbrydelse at pege på.
Hvis man som muslim tager afstand fra terror, har man jo ikke noget i klemme. Og skal man bebrejde nogen, må man vel rette skytset mod de selvmordsbombere, der dræber hundredvis af uskyldige i islams navn, snarere end dem, der vover at sætte det problem til debat.
Senest var det såmænd selveste paven, der kom galt af sted. Ved hvad? Ved at bruge et 600 år gammelt citat til at understrege, at religion og vold ikke har noget med hinanden at gøre. Og hvad var reaktionen? Alt fra hidsige vredesudbrud til voldelige opstande for at understrege, at pavens ord var mere aktuelle, end han nogensinde havde forestillet sig.
Hvem er det, venstrefløjen hjælper ved at tøve i disse diskussioner? Ikke de familier, der lever under jorden med politibeskyttelse. Og bestemt ikke det store flertal af muslimer, som jeg er overbevist om tager afstand fra fundamentalisternes afsindigheder. Nej, Muhammed diskussionen afslørede, at venstrefløjen havde svigtet sine egne idealer og grundprincipper.
Ingen kunne forudse konsekvenserne af Jyllands-Postens berømte tegninger af profetens ansigt, og ingen kan være tilfredse med angrebene på danskere og danske repræsentationer i Mellemøsten. Men debatten har været helt nødvendig – ikke mindst for venstrefløjen. Og forhåbentlig kan den være med til, at venstrefløjen igen står fast på, at religion er en privatsag, at alt kan debatteres og kritiseres i det offentlige rum – og at det at forsvare mennesker ikke er det samme som at forhindre kritik af det, de tror på.
Besvar
