Bøndernes Vej: Samtale med Elizabeth Mpofu

Elizabeth Mpofu er International Generalsekretær (General Coordinator) for La Via Campesina, der blev stiftet i Belgien i 1993 som den internationale stemme for bønder. Den kæmper for fødevaresuverænitet og forbedrede jordrettigheder og imod det industrielle landbrug.

Denne artikels forfatter interviewede Elizabeth Mpofu i forbindelse med Transform-konferencen 2018, ’Global og institutionel krise og rød-grønne alternativer’, hvor hun talte om  ’Alternativer til den økologiske krise, fødevarekriserne og klimakrisen’. Samtalen drejede sig om La Via Campesina og forholdene i Zimbabwe, som Mpofu er fra og hvor hun har sit eget landbrug. Hun har været med til at stifte Zimbabwe Smallholder Organic Farmers Forum (ZIMSOFF.) De stilte spørgsmål er sat i kursiv nedenfor.

Elizabeth Mpofu

Hvad er La Via Campesina?

Elizabeth Mpofu (EM) sagde på konferencen, at La Via Campesina (LVC) kæmper for bønders adgang til jord, rent vand og naturressourcer. Også kystfiskere, andre småfiskere samt pastoralister er med. Det er en bevægelse for social retfærdighed, der ikke mindst lægger vægt på kvinders rettigheder til jord, idet den noterer, at 70% af verdens fødevarer er produceret af kvinder.

Et centralt punkt er fødevaresuverænitet, der kort og koncist defineres som ‘menneskers ret til sund og kulturelt passende mad produceret ved socialt retfærdige og økologisk sensitive metoder’.[1] Derved står det i modsætning til fødevaresikkerhed, der er den politiske målsætning for regeringer i Det Globale Syd gående ud på at skaffe fødevarer nok til befolkningen. Samme regeringer er derimod ligeglade med, om der er kemikalier og pesticider i maden, og hvor den stammer fra. Importerede fødevarer er skyld i sygdomme og overvægt. Således stiger fedme eksplosivt blandt børn og kvinder. Det er derfor nødvendigt også at tage sundhed i betragtning.

LVC advokerer for klimaretfærdighed og er modstander af biobrændsler og andre afgrøder, der skader jorden og reducerer fødevarearealet for den lokale befolkning. Organisationens praktiske initiativer ligger inden for agroøkologi. Den har 182 medlemsorganisationer i 81 lande[2] og driver lobby-virksomhed gennem arbejdende kollektiver og et europæisk forbindelseskontor i Bruxelles. De organiserer også kampagner og  demonstrationer (take to the streets). EM noterede, at ikke mindst i Sydafrika går folk ofte på gaden for at demonstrere. Den 17. april er den internationale dag for bønders rettigheder. LVC går også i dialog med parlamenter.

Hvad er Genève-deklarationen om bønders rettigheder?

Denne deklaration, som skal beskytte bønder mod overgreb, har været under diskussion i FN siden 2012. LVC er central i processen, og der forhandles omkring dens målsætninger om adgang til ressourcer og modstandsdygtig såsæd. Måske kan deklarationen blive godkendt på FNs Generalforsamling i september dette år, sagde EM og uddybede med, at forhandlingerne fortsætter med møder i april og igen i juni. Processen har taget lang tid, bl.a. fordi EU ikke var parat til at vedtage dokumentet, der jo også skal gælde for europæisk landbrug. Derudover er nogle afrikanske regeringer ganske enkelt ikke klar over, hvad forhandlingerne går ud på. Kun Sydafrika har fulgt processen på nært hold og lobby’er andre afrikanske regeringer.

EM arbejder tæt sammen med FNs landbrugsorganisation FAO, der nu arbejder for agroøkologi. Hun blev således udnævnt til afrikansk ambassadør for FAOs internationale år for bælgplanter i 2016. LVC er også i kontakt med IFAD (FAOs investeringsarm) gennem dets landmandsforum. Hun udtrykte, at det er vigtigt at være med tidligt i forhandlingsforløb og at arbejde med organisationernes regionale kontorer. Alt i alt har EM et vist håb til FN-organisationerne, selvom hun udmærket er klar over, at de er udsat for pres fra mange sider.

Har udviklingsbistand gavnet småbønderne?

Jeg spurgte videre, om udviklingsbistanden havde været nyttig for bønder eller ej. Hun svarede, at det kommer an på, hvilke organisationer man har at gøre med, og “hvor de kommer fra”. LVC får på globalt plan hjælp fra andre NGO’er som bl.a. Climate Justice [Alliance, red.]. Derimod er LVC ikke nødvendigvis på linje med officielle bistandsorganisationer, der finansierer større investeringer, for de arbejder ikke for de fattige. Når de indgår samarbejde med store firmaer for industriel dyrkning af eksportafgrøder, fremmer de ikke bare ressourceoverførsel fra de lande de er sat til at hjælpe, men  skader dem snarere. Som eksempel nævnte hun det 600.000 hektar store projekt ProSavana i Mozambique, der skulle introducere eksportafgrøder som sojabønner, bomuld og majs. Men projekter er gået i stå på grund af modstand fra lokale bønder, der frygtede, at de ville miste deres jord til agroindustrielle komplekser. Det var finansieret af den japanske udviklingsorganisation JICA og havde brasilianske partnere.

Uganda er begyndt at gennemføre en strategi for udvikling af biobrændsler og har fået støtte udefra til omlægningen. Bl.a. er jatropha blevet plantet.[3] Men træhugst af hjemmehørende træer har ført til kritik, og strategien er løbet ind i vanskeligheder. Jatropha er også introduceret i Zimbabwe, og Verdensbanken skubber på for øget dyrkning af sukkerrør, der kan bruges både til at producere sukker og bioethanol.[4] Som man kan se, er der eksempler på, at bøndernes modstand virker.

Hvor står LVC med hensyn til småbønders ejendomsret til jord?

EM svarede, at har man skøde, kan man få banklån. Hun gav sig selv som eksempel. Hun havde erhvervet 10 hektar jord under Zimbabwes jordreform, men havde kun fået et simpelt dokument (certificate of occupation) på, at hun kunne overtage jorden og derfor kunne hun ikke stille den som sikkerhed mod lån. Hun ønskede også, at hendes børn kunne arve jorden, og det er heller ikke på plads.

Men alt i alt indrømmede hun, at dette spørgsmål skulle analyseres samme med de større problematikker om jordtyveri og adgang til jord. Hvordan beskytter man bedst det lille landbrug? Hvis bønder er ejere, kan de sælge jorden, eller den kan eksproprieres fra dem mod erstatning. Er de ikke formelle ejere men kun brugere, skulle man tro det var nemmere at tage jorden fra dem, men politikere og udefra kommende interessenter ved godt, at de risikerer ballade, hvis de går for hårdt frem. Så uformelle men traditionelle rettigheder kan i nogle tilfælde være beskyttende. Spørgsmålet blev også drøftet på konferencen, hvor der blev givet eksempler fra Indien på, at jord ganske nemt er blevet eksproprieret fra småbønder, der var registreret som ejere.

GMO-afgrøder og ’grøn’ revolution – er afrikanske regeringer ondsindede eller uvidende?

LVC og EM er modstandere af genetisk modificerede afgrøder (GMO), der introduceres i forlængelse af genoplivningen af den såkaldte grønne revolution fra tresserne, hvor højtydende sorter for alvor blev introduceret til erstatning for de gammelkendte. Spørgsmålet er, hvad der kan gøres for at forhindre GMO-såsæd i at trænge ind. EM gjorde opmærksom på, at Ugandas præsident, Yoweri  Museveni, ikke har accepteret GMO, men det har den sydafrikanske regering til gengæld. Det er svært at forudse, hvad resultatet bliver for Afrika som helhed.

Afrikanske regeringer kritiseres ofte, også af EM. De lytter ikke, de orienterer sig for lidt. EM mente imidlertid, at afrikanske regeringer har kyndige folk, men der er også mange, der er uvidende. F.eks. er der ikke omhu nok ved udvælgelsen af repræsentanter til konferencer. Ofte kender de ikke til de områder, de skal forhandle. LVC og bondeorganisationerne indtager imidlertid en strategisk tilgang over for regeringer og sørger for at bygge alliancer og endog at oplyse embedsmænd og politikere om forhold, som de ikke har skænket mange tanker. Det var klart på konferencen, at EM mener, at der også på det højeste plan er tale om ledere, der modvirker deres folks interesser ved at støtte den nye ’grønne revolution’ og ved at tilrane sig jord til sig og sine.

 Hvad er der sket under jordreformen i Zimbabwe?

Vi talte om jordreformen i Zimbabwe under Robert Mugabe. Jorden tilhørte ikke retmæssigt de hvide farmere, understregede EM. De havde stjålet den fra hendes og hendes landsmænds forfædre, ja de havde slået mange ihjel. Zimbabwes jordreform har været en af de bedste, for den gav jord til befolkningen. Men regeringen fulgte ikke op med støtte til inputs som såsæd og nødvendig infrastruktur. Et af resultaterne har været træfældning, for kun få vidste, hvordan man skulle beskytte træer, endsige vigtigheden af at gøre det.

Zimbabwe lider af hyppige tørker, fremskyndet af klimaforandringerne. Men ikke mindst unge mennesker, der har fået jord, er gode til at overleve ved at dyrke markedsafgrøder som bomuld og tobak.

Jeg spurgte opfølgende, om bomuld og tobak kunne karakteriseres som gode afgrøder, underforstået: når man tænker på, hvad LVC står for. EM svarede ikke direkte på det, men sagde, at der var stigende dyrkning af ’cow peas’, selvom de ikke er særlig velegnede til Zimbabwe. Jordnødder til spiseolie og jordnøddesmør er bedre. Ligeledes solsikker, der også bruges til spiseolie.

Den nye zimbabweanske præsident har talt om at kompensere de hvide farmere, hvad ligger der I det? 

Der er meget lidt information om det punkt, svarede EM. Det er ikke klart, hvad præsidentens udsagn betyder. Vil han se på landbruget igen? EM var en lille smule bekymret.

Hvordan kan man undgå afskovning, der skyldes træ brugt til madlavning?

Afskovning er et stort problem i Afrika. Zimbabwe gennemfører nu et træplantningsprogram, hvor 5-10 træer skal plantes for hvert træ, der fældes. Det er i princippet miljøagenturet, der står for kontrollen, men der er ikke sat noget kontrolsystem op, så det er de små samfund, der må sørge for overholdelse af påbuddene.

I den forbindelse nævnte EM, at det store problem med madlavning ved hjælp af brændetræ og trækul kunne overkommes ved at bruge solenergi, men der er behov for ressourcer til forskning samt til at udbrede kogeaggregaterne, der typisk har form af en parabol.

Hvad vil det sige at være FAO ambassadør?

Opgaven som FAO ambassadør for bælgplanter (pulses) går ud på at mobilisere landmænd. Teknisk viden skal spredes, f.eks. om hvornår man skal plante bønner, som får jordens frugtbarhed til at stige og dertil er sunde. EM har også været inviteret af FAO-kontorer i Sydafrika, Tanzania og Ghana til at præsentere sit program.  Det drejer sig om at støtte det arbejde, der foregår i de forskellige lande, bl.a. ved træning i, hvordan man kan forarbejde og bruge de høstede bønner.

Hvordan går det med Via Campesina skoler?

På verdensplan har LVC  40 agroøkologiske træningscentre, af hvilke 4 ligger i Afrika, Mozambique, Niger, Mali og  Zimbabwe. Hun ved ikke, hvor mange mennesker der er under træning, men selve den praktiske læring foregår på egne farme. Skolerne er meget succesrige.

Kilder

[1] Se https://foodsecurecanada.org/who-we-are/what-food-sovereignty. LVC lancerede begrebet på Verdens Fødevare Topmødet i 1996.

[2] Frie Bønder – Levende Land er den eneste medlemsorganisation fra Danmark.

[3] Jatropha er kontroversiel. Planten er blevet markedsført som noget nær et mirakel, fordi den kan vokse på tørre jorder og dermed ikke tager jord fra lokale afgrøder, men forsøg med at plante den og få biodiesel i større skala har ikke været succesrige i Afrika. Det viser sig, at et ordentligt udbytte kræver gode jorder, og så er man tilbage i problematikken om konkurrence med produktion af fødevarer.

[4] Nyplantning af sukkerrør, en gammelkendt afgrøde på det afrikanske kontinent, kan hjælpe til større uafhængighed af importeret sukker, men typisk er afrikanske lande ikke længere konkurrencedygtige på eksportmarkeder. Dertil kommer de økologiske omkostninger, f.eks. er sukkerrør meget vandkrævende. Der er også godt at sige om sukkerrør. Forarbejdningen til råsukker foregår lokalt, og sukkerfabrikker producerer deres egen energi og kan endda give et overskud, der kan sælges til elnettet.