Ernesto “Che” Guevara - Manden bag myten

GUERILLA. Den 9. oktober er det 40 år siden at Che Guevara blev dræbt. Siden november 1966 havde han forsøgt at opbygge en guerillabevægelse i Bolivia, men d. 8. oktober 1967 blev han taget til fange af det bolivianske militær. Dagen efter blev han henrettet. De allerfleste mennesker har hørt navnet Che Guevara. Man kender hans billede. Han er blevet et symbol på den heltemodige oprører. Men hvor mange ved egentlig hvem han var, og hvad han stod for? Flemming Larsen beretter her om Che’s liv og gerninger. 

- Af Flemming Larsen.

Ernesto Guevara blev født i Argentina i 1928 af antifascistiske forældre der tilhørte det liberale borgerskab. Som toårig fik han konstateret astma, en sygdom som skulle komme til at præge ham resten af livet. Han udviklede en enorm viljestyrke og kastede sig i en slags trods mod sygdommen ud i mange slags sport og alskens dumdristige forehavender. Nær han led under efterveerne fra de voldsomme astma-anfald kunne han til gengæld kun læse, og han udviklede meget alsidige læseinteresser, for eksempel spændte hans repertoire som 15-årig fra Dumas, Faulkner og Steinbeck til Mallarm”, Zola og Freud.

Lærdom via motorcykel

Efter gymnasiet besluttede han sig for at læse medicin. Ved siden af studierne blev det en stor lidenskab for ham at rejse. Kendt af mange (pga. filmen over hans dagbog) er den lange motorcykelrejse i 1952 gennem store dele af Latinamerika sammen med vennen Alberto Granado. PÅ denne rejse oplevede han den store fattigdom som prægede kontinentet, og han blev vakt socialt og politisk. Efter at have færdiggjort medicinstudiet hjemme i Argentina måtte han på farten igen. Denne gang gik turen blandt andet til Guatemala hvor han var vidne til at den demokratisk valgte Arbenz-regerings jordreform fik en brat ende da Cia-støttede lejetropper invaderede landet i juni 1954. Ernesto måtte flygte ind på den argentinske ambassade og siden videre til Mexico.

Oplevelserne i Guatemala skulle få vidtrækkende konsekvenser for Guevaras politiske udvikling. Med egne øjne oplevede han hvad det var for en slags “hjælp” det “demokra-ti-ske” USA ydede et lille fattigt land som vovede at forsøge at udvikle sig ved at begrænse et stort amerikansk selskabs (United Fruit’s) magt. Han skulle resten af livet betragte USA som menneskehedens fjende, og han oplevede at man ikke måtte være for tandl’s hvis man skulle sætte sig op mod denne supermagt.

Mødet med Castro og sejren i Cuba

I Guatemala havde Guevara første gang mødt cubanere som havde deltaget i det mislykkede oprør mod diktatoren Batista i 1953. I Mexico City mødte han i juli 1955 Fidel Castro som i løbet af et par timer overbeviste ham om det væbnede oprørs nødvendighed. Fidel Castro var netop løsladt fra sin fængselsstraf i Cuba efter den mislykkede opstand og var nu i gang med at forberede et nyt oprør på den caribiske – “Che” – som Ernesto nu blev kaldt på grund af sin hyppige brug af dette spanske fyldord – blev hyret som gruppens læge. I november 1956 drog 82 mand af sted på skibet “Granma” for at gå i land i den sydøstlige del af Cuba hvor de ville starte en guerillakrig i Sierra Maestra-bjergene mod det forhadte Batista-styre. En ny vigtig epoke startede for Che Guevara.

Selve landgangen blev en fiasko. Batistas soldater overraskede gruppen, og mange rebeller blev skudt eller taget til fange. Kun 14 af de 82 mand overlevede. Også Che blev såret, men efter svære trængsler lykkedes det ham at slippe op i Sierra Maestra-bjergene. Undervejs måtte han træffe et valg som forekommer symbolsk. PÅ et tidspunkt måtte han vælge mellem at tage sit lægeudstyr eller en ammunitionskasse med sig. Han valgte ammunitionen, og det skulle da også vise sig de næste to år at han nok så meget var gue-rilla-soldat som læge. Allerede under træningen i Mexico havde han vist stor militær iver, og i Cuba skulle han snart udmærke sig både ved sit usædvanlige mod og sit strategiske overblik. Fidel Castro udnævnte ham til “Comandante”, hvilket betød at Che blev en af guerillakampens topledere.

“Los barbudos”, de skæggede oprørere i bjergene, opnåede større og større støtte fra civilbefolkningen. Che Guevara blev bestyrket i sin varme sympati for de jordløse bønders sag, og allerede under oprørskrigen begyndte han at etablere undervisning i bjergene: Folk skulle lære at læse og skrive.

Efter sejren i januar 1959 blev Che en markant skikkelse i cubansk politik. Først fulgte der et retsopgør mod Batistas bødler. Mange blev henrettet. Che var blevet kommandant på garnisonen La Cabaæa som kom til at huse to revolutionære domstole. Han var ikke medlem af domstolene som sådan, men han gennemgik sagerne sammen med dommerne, og som kommandant havde han det sidste afgørende ord. Således var han reelt den øverst ansvarlige, og han er siden blevet beskyldt for at være en brutal morder. Men ifølge Jon Lee Anderson (se boglisten) indskærpede Guevara over for dommerne at retssagerne skulle føres på fair vis:  revolutionens fjender måtte ikke kunne sætte en finger på disse sager. Lad os i den forbindelse huske at også vores del af verden har set henrettelser og retsopgør mod den besejrede fjende. I Frankrig og Italien skete det i ikke ringe omfang efter Anden Verdenskrig.

Ellers blev jordreformen Che’s første store hjertesag, og som i Guatemala blev den en torn i øjet på amerikanske interesser. Striden med USA skal ikke her gennemg’s i detaljer. Kort kan det siges at amerikanske reaktioner medførte yderligere indgreb mod amerikanske interesser fra cubansk side, og at Cuba i stigende grad støttede sig til Sovjetunionen samtidig med at revolutionen fik en mere socialistisk karakter. Che Guevara var en del af den revo-lutionære bevægelses venstrefløj og dermed en af motorerne i denne radikalisering. Konflikten med USA mundede som bekendt ud i to højdepunkter: først eksilcubanernes Usa-støttede invasion ved Svinebugten i 1961, som sluttede med et knusende nederlag; dernæst i den såkaldte Cuba-krise i 1962 hvor Sovjetunionen måtte opgive at installere atombærende raketter på cubansk jord.

Af andre vigtige opgaver som Che blev tildelt i Cuba må nævnes at han blev leder for Nationalbanken og senere industriminister. Endvidere blev han rejsende ambassadør for Cubas revolution i masser af lande, dels i en række af de nye lande i den tredje verden (Algeriet, ægypten, Indien, Indonesien m.fl.), dels i de kommunistiske lande. Hvor han tidligere under sine ungdomsrejser havde udviklet en stærk “pan-latinamerikansk” bevidsthed, skærpede hans rejser for Cuba hans internationalistiske udsyn i det hele taget.

Rejsende i guerillaaktivitet

I 1965 forlod Che Guevara atter Cuba. Der er spekulationer om at han efterhånden var blevet for uenig med den øvrige regering i den førte politik. Guevara stod for en meget “ren” og idealistisk, ja næsten asketisk politik, forstået sådan at skabelsen af ødet ny menneske” stod højt på hans dagsorden. Dette menneske burde arbejde ud fra moralske, idealistiske tilskyndelser og ikke først og fremmest ud fra materielle. Mange har sikkert fundet nogle af hans ideer lidt for højtflyvende. Alligevel tror jeg ikke at man her skal finde hovedårsagen til hans forsvinden. Jeg tror at ligesom han foretrak soldater- frem for lægerollen, gjaldt noget tilsvarende i forhold til hans administrative opgaver. Han udførte disse loyalt og med stort engagement, men Che tænkte internatio-na-listisk og foretrak at tilbyde sine evner som guerillaleder i nye projekters tjeneste.

Efter et kort eventyr i Congo, hvor en cubansk gruppe støttede lokale rebeller, drog han sammen med en håndfuld cubanere til Bolivia for at opbygge en guerillabevægelse ligesom man havde gjort i Cuba en halv snes år tidligere. Denne gang endte det imidlertid i total fiasko. Der var ingen opbakning fra de lokale bønder, og den bolivianske hær kunne, støttet af CIA, relativt hurtigt nedkæmpe styrken og henrette Che.

Myten

Som bekendt blev Che Guevara de følgende år en myte af de helt store, ikke mindst i den vest-lige verden hvor ungdoms- og studenteroprør prægede 1968 og de følgende år. Che’s billede vajede på bannere under de omfattende Vietnam-demonstrationer. Fascinationen har holdt sig til vore dage. Hvad er det der fascinerer ved Che Guevara? Og er der noget vi kan lære af Che i vor egen tid?

Allerede i levende live kunne Che fascinere sine omgivelser. Han var umiddelbart charmerende, var intelligent og belæst og så gik han til enhver opgave med stort engagement. Og han endte med at give sit liv for en større sag. Dette sidste må være grunden til at han også i dag kan dyrkes af utrolig mange mennesker uden at de nødvendigvis støtter (eller overhovedet ved) hvad han i øvrigt stod for.

Nogle vil mene at hans engagement var for stort, for der kom også en vis ubønhørlighed over ham. Han krævede meget af sig selv, og tilsvarende krævede han meget af andre. Umiddelbart efter revolutionen besøgte hans far ham på Cuba og fandt at sønnen nu var af en helt anden hårdhed end tidligere. Han oplevede hvordan hans søn fandt en af rebelsoldaterne sovende på vagten hvorefter denne straks blev arresteret. Che’s argument var at det var en forbrydelse at bringe samtlige kammeraters liv i fare.

Man kan møde ret forskellige vurderinger af Guevaras personlighed. Sandheden er formentlig at den har været temmelig sammensat, samt haft forskellige udtryk til forskellige tider. Jeg har omtalt det øranke og rene”, det idealistiske som tenderede mod det ubønhør-lige, men han bliver også beskrevet som humoristisk og meget gener’s.

Che og venstrefløjen i dag

Politisk bliver Che husket for især to ting: Dels hans betoning af den væbnede kamp mod imperialismen (øskab to, tre, mange Vietnam’er”) og dels indenrigspolitisk hans betoning af det idealistiske, frivillige arbejde. Ingen af disse strategier kan siges at have haft den store succes i Latinamerika. Da jeg selv besøgte Cuba i 1973, talte den cubanske fagbevægelse meget engageret for at også materielle stimuli var vigtige på arbejdsmarkedet. Og hvad angår den væbnede kamp og førte den ikke blot til nederlag i Bolivia, den fik i det hele taget en meget begrænset succes i denne del af verden.

Che Guevara var ikke principielt mod fredelige midler for at opnå en mere retfærdig verden, han så blot ikke nogen muligheder herfor i Latinamerika. Han havde set hvordan den store nordlige nabo havde knust håbet i Guatemala, han havde oplevet sejren i Cuba, så der er ikke noget besynderligt i at guerillastrategien blev hans ledesnor.

Dele af højrefløjen prøver at dæmonisere Guevara. Forlaget Aschehougs tilbagetrækning af en bog om Che sidste år, efter pres fra Berlingske Tidende, er et skandaløst eksempel. PÅ venstrefløjen bør vi dog ikke bruge uendelige energier på at tilbagevise alle højrefløjens fordrejninger, men lad os ud fra vores eget socialistiske ståsted vurdere fortiden, herunder Che Guevara.

For mig er Che Guevaras skrifter og taler ikke bibelsteder med evig sandhedsværdi, men hans engagement for en bedre verden er en rettesnor. Den verden med ulighed, sult, sygdomme, fattigdom, undertrykkernes vold og så videre, som optændte ham til kamp, er desværre ikke væk. Den kræver vores engagement, og vi må bruge de midler vi finder rigtige i vores tid.

Che Guevara har medvirket til Cubas store resultater. Landet har bestemt problemer, men mange af dem er skabt af Usa’s blokade og sabotage. PÅ trods heraf har Cuba en uddannelses- og sundhedsstandard som er sammenlignelig med den udviklede vestlige verdens. FN arbejder med et Human Development Index (HDI) som ud over økonomi, netop tager højde for uddannelse og sundhed. Her ligger Cuba meget højt i Latinamerika, og Fn’s Human Development Report 2006 gør udtrykkelig opmærksom på at blandt andet Cuba ligger langt højere i Hdi-rækkefølgen end dets økonomi egentlig tilsiger.

Arven efter Che

At forfølge arven efter Che betyder for mig utrætteligt at modarbejde verdens uretfærdigheder med hensyn til at dække menneskers grundlæggende behov. Det indebærer også at afsløre og bekæmpe de kræfter som tilsidesætter disse behov med imperialistisk magtpolitik til fordel for egne forretningsinteresser. Desværre er magthaverne i USA stadig centrum for disse interesser, og desværre har det officielle Danmark lagt sig i halen på dem.

I det sidste brev til sine børn bad Che Guevara dem vokse op som gode revolutionære og skrev blandt andet: øøvær i stand til at føle under huden de uretfærdigheder der bliver begået over for hvem som helst, hvor som helst”. Jeg så forleden hans datter, børnelægen Aleida Guevara March, udtrykke sin store beundring for faderen i italiensk TV. I tidsskriftet SALT fra februar 2006 talte samme Aleida om sin fortolkning af arven efter sin far. Hun afviser ikke væbnet oprør hvis det er hvad et folk har besluttet sig for (vi hylder som bekendt også vores eget voldelige oprør under den tyske besættelse). Men hun glæder sig over de venstreorienterede vinde der blæser over Latinamerika (hun nævner specielt Venezuela, Bolivia og Argentina) og betoner at forandring er mulig med fredelige midler.