Det danske Clart’s historie

I foråret 2006 tog Dino Knudsen initiativ til at afholde et møde med henblik på at starte en ny generation af tidsskriftet Clarté her i landet. I mødet deltog en række forskellige venstreintellektuelle med tilknytning til medierne, kulturlivet, venstrefløjen og fagbevægelsen, og de besluttede at danne en forening hvis formål det er at udgive tidsskriftet Det Ny Clarté.

Tidsskriftet Clarté opstod i 1920'erne, og har herhjemme haft forskellige udgivere og holdninger til de spørgsmål der rejste sig for socialistiske intellektuelle. Tag med på historiker Morten Things tour de force gennem det danske Clart’s brogede historie.

Bevægelsen fik hurtigt lokale sektioner i mange europæiske lande. Men de mange pacifister faldt fra da Barbusse nærmede sig kommunismen. Omkring 1921 var mange af de oprindelige sektioner gået i opløsning, og den gamle ledelse med de kendte navne havde trukket sig. I Frankrig kom bladet Clarté i løbet af tyverne under trotskistisk dominans, og Barbusse trak sig tilbage fra arbejdet. Han kastede sig over andre typer af arbejde for kommunismen indtil han i 1928 vendte tilbage til Clartø-tanken, men nu i en ny form med bladet Monde

Den danske Clartø-sektion
Initiativet til at danne en Clartø-sektion i Danmark kom fra Sverige. I Sverige havde Clartø-sektionen fastholdt sit oprindelige grundlag, nemlig en intellektuel organisation for socialister af alle afskygninger. Opgaven var at drive socialistisk oplysningsvirksomhed blandt de intellektuelle. De interne stridigheder i arbejderbevægelsen skulle holdes uden for.

I august 1925 inviterede Svensk Clarté repræsentanter for Norge og Danmark til et møde i Lund. Det førte til dannelsen af en afdeling af Clarté begge steder. I Norge blev det organisationen Mot Dag der organiserede Clarté. Den danske repræsentant ved mødet i Lund var socialdemokraten Hartvig Frisch. Han tog hjem og startede arbejdet for at rejse bevægelsen.

En anledning fik han da Martin Andersen Nexø skrev en kronik i Social-Demokraten om Akademikerne og Arbejderklassen. Nex’s nogenlunde enslydende syn på forholdet mellem arbejderne og de intellektuelle var altid ret negativt. Han satte "det proletariske instinkt" sø højt at han normalt advarede arbejderne mod akademikerne. Således også her. Frisch skrev en svar-kronik som samtidig var en redegørelse for Clarté-bevægelsen. I modviljen mod de intellektuelle sø socialdemokraten Frisch en særlig begrundelse for oprettelsen af Clarté. Han fortalte om de svenske clartister og deres udmærkede blad. Og han sluttede med en opfordring til dannelsen af en dansk afdeling.

Den 18. november 1925 afholdtes konstituerende møde i Søpavillonen i København. PÅ mødet var der flere oplæg. Frisch sagde blandt andet: "Tiden er inde til at socialistisk Kultur tager Førerskabet i dansk Aandsliv og der maa ske en Samling af socialistiske Synspunkter og Tendenser." Mødet vedtog love og valgte bestyrelse, som udtrykte et kompromis mellem socialdemokrater og kommunister. Tegneren Anton Hansen blev formand og fulgtes i bestyrelsen af socialdemokraterne J.H. Leunbach og Svend Christensen. Dertil kom kommunisterne A. D. Henriksen og Aage Jørgensen. Endelig de dengang partiløse Ebbe Munch og Hans Kirk. Frisch fik søde i redaktionen sammen med Anton Hansen, J. H. Leunbach og Otto Gelsted.

Bladet Clarté udkom første gang i januar 1926. Frisch skrev en nærmest programmatisk artikel om "De Intellektuelle". Otto Gelsted anmeldte Upton Sinclairs bog Mammonart. Han gav Sinclair ret i at megen kunst er propaganda for en bestemt klasse. Men der fandtes også kunst for dens egen skyld. Og så brød han sig ikke om sammenblandingen af marxisme og psykoanalyse.

Bredt kulturtidsskrift
DKPs Arbejderbladet reagerede meget positivt på første nummer af Clarté. PÅ trods af den klare socialdemokratiske dominans var Social-demokratiet meget kritisk fra starten af. I Socialisten tog Ejnar Tønnesen Clarté ved vingebenet. Sidenhen gik partisekretæren Alsing Andersen til angreb. Både Leunbach og Frisch måtte ud og forsvare sig, og gennem det meste af 1926 bølgede diskussionen frem og tilbage. Socialdemokratiets anke var samarbejdet med kommunisterne. I dem så de kun splittelsesfolk. Frisch derimod sø to tendenser inden for arbejderbevægelsen som havde målet tilfælles og derfor fælles kultur.

Clarté eksisterede som organisation og blad til udgangen af 1927, og i en tid fungerede alliancen faktisk i form af mødevirksomhed og blad. Man talte sammen, man arbejdede sammen. Bladet tog en bred vifte af emner op. Det var ikke noget snævert kulturtidsskrift. Det som Frisch havde ment med kultur skulle forst’s bredt som forsøget på at rejse en ny politisk kultur, en marxistisk kultur. Marxismen blev her forsøgt anvendt på et mangefold af emner.

Monde-gruppe og anden generation
Selvom bladet Clarté snart gik ind sø fortsatte ideen alligevel. Rudolf Broby Johansen havde været aktiv i Clarté og i Studentersamfundet. Og det blev ham som, gennem en kontakt til Barbusse, skabte bladet Monde og gruppen af samme navn. I 1928-29 voksede venstrefløjen kraftigt i Studentersamfundet. Monde-gruppen var toneangivende, og i løbet af 1929 lægges den strategi at gøre Studentersamfundet til en Clartø-organisation. I Monde-gruppens mødeprotokol hedder det den 9. september 1929: "Paa Clarté Kongressen i Göteborg vedtoges at Monde indtil videre repræsenterer Nordisk Clarté i Danmark. Der arbejdes foreløbig inden for Studentersamfundet med det Formaal ved først gunstige Lejlighed at lade Samfundet indgaa under Nordisk Clarté.”

Monde-gruppen udsendte i 1929 et blad med navnet Studentersamfundet Clarté, hvori man fremlagde planen. Studentersamfundet skulle omdannes til en marxistisk Clartø-organisation tilsluttet Nordisk Clartøforbund.

Til generalforsamlingen den 9. november 1929 opstillede Monde-gruppen en næsten ren Monde-liste. Men det lykkedes de ældre kræfter i Samfundet at få flertal for en bestyrelse under ledelse af Ragnar Spørck. Det fremgår af bladet som nu hed Studentersamfundets Clarté. Det lille 's' i endelsen markerer at organisationen ikke blev til Clarté i denne omgang. Den nye bestyrelse med Spørck i spidsen ønskede at lade Studentersamfundet indgå i den nationale studenterforening. Der blev indkaldt til en ny generalforsamling hvor oppositionen vandt flertallet, og der blev nedsat en næsten ren Monde-bestyrelse. Studentersamfundets Clarté blev nu Samfundets officielle blad under navnet Clarté, som udkom 1929-30.

Venstre-opposition og tredje generation
Tredje omgang for navnet og ideen var, da de socialistiske faggrupper i 1935-36 blev til Socialistiske Studenter og fra oktober 1936 begyndte at udgive Clarté. PÅ forsiden af første nummer anerkendte man forbindelsen bagud til Henri Barbusse og hans Clarté-bevægelse, og skrev videre: "Navnet Clarté er derfor ensbetydende med en bredt anlagt socialistisk studenterbevægelse, som ikke blot stiller sig krigens bekæmpelse som opgave, men som i det hele arbejder for at sprede socialistisk oplysning blandt akademikerne og drage studenterne ind i arbejderbevægelsen.”

Clarté havde Erik Nielsen som redaktør af det første nummer, men fra og med nummer to overgik redaktionen til Per Kirstein, fra december 1936 til maj 1938, og Mogens Boserup, indtil bladet gik ind i 1943. Bladet blev præget af de voldsomme opgør mellem kommunister og socialdemokrater og kommunistiske grupper indbyrdes som fulgte med den spanske borgerkrig.

Bladets stofområde var klart det politiske og det ideologiske. Det studenterpolitiske var trængt meget stærkt tilbage og det kulturelle stof indskrænkede sig til en diskussion mellem Harald Herdal og Hans Kirk.

I februar 1937 talte Clarté "mere end 400 medlemmer," i oktober samme år talte den "henved 500." I nr. 6 fra november 1939 oplyser bladet at det udkommer i 700 eksemplarer. Der var tale om en ikke ubetydelig vækst. Organisationen organiserede ikke mindst intellektuelle, som var utilfredse både med Socialdemokratiet og DKP. Arbejdet fortsatte under krigen og for en del af medlemmernes vedkommende i form af illegalt arbejde.

Efterkrigstid og fjerde generation
En ny periode for Clarté startede i 1947 hvor en gruppe kommunistiske studenter antog navnet som betegnelse for deres fraktion i Studentersamfundet. Og som sådan eksisterede den op gennem halvtredserne. I midten af halvtredserne markerede Clarté sig med et par udgivelser. Det drejede sig i 1954 om Ib Nørlunds Videnskab i krise der afstedkom en del diskussion. Samme år oversattes Liu Shaoqis Hvordan bliver man en god kommunist fra 1939. I 1955 udsendte Clarté Eric Danielsens Kritik af psykoanalysen. Samme år kom nok et kineseri. Det var Chao Shulis Li Yu-tsai's Vers og andre fortællinger som bidrog til den ganske lille samling af kinesisk litteratur på dansk.

I 1956 blev Knud Erik Svendsen formand for Clarté, og organisationen blev i kølvandet på Khusjtjovs hemmelige tale om Stalin på SUKPs 20. kongres, og invasionen i Ungarn, inddraget på oppositionens side i opgøret i DKP. Mogens Fog – de kommunistiske intellektuelles uformelle leder – tog i en vigtig tale, bragt i Clarté, offentligt afstand fra invasionen, og udkastede planen for en ny, uafhængig kommunisme meget lig det som siden blev kaldt eurokommunisme.

Stridigheder
Da Knud Erik Svendsen blev ekskluderet af DKP, satte en gruppe sig for at generobre Clarté. Selvom oppositionen var stærk, var den partiloyale gruppe det også. Sidstnævnte fik valgt Benito Scocozza, Birger Kledal, Peter Schæffer og Erik Jensen ind i bestyrelsen i november 1957. Op til generalforsamlingen den 29. november 1958 var der modsætninger i bestyrelsen, mellem Knud Erik Svendsen der ønskede at fastholde en blandet bestyrelse, og Benito Scocozza der ønskede en ren kommunistisk bestyrelse. PÅ generalforsamlingen blev Benito Scocozza formand.

I februar 1959 begyndte fraktionen at udsende sit eget blad Clarté, udgivet af "den marxistiske fraktion i Studentersamfundet," senere øaf Marxistiske Studenter” med Peter Schæffer som redaktør. I 1960 var Hans Jørgen Svendsen redaktør, i 1961 Per Kirkeby og i 1962 Svendsen og Kirkeby i forening. 1962 var også året hvor Clarté udgav den skelsættende revy Gris på gaflen skrevet af Jesper Jensen, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. I midten af tresserne kom nye folk til Clarté, blandt andet den senere studenteroprører Finn Ejnar Madsen. I 1968 udgav Clarté (på Thanning og Appel) Poul Henningsen-klassikeren Hvad med kulturen i fotografisk optryk.

I 1970 begyndte Clarté at udgive en serie af hæfter med navnet Marxistiske hæfter. Hæfterne var skrevet med henblik på teoretisk afklaring, og som regel skrevet af DKPere. Men det er bemærkelsesværdigt, i forhold til DKPs stil i øvrigt, at også folk uden for partiet (som Claus Bryld og Jens Brinch) skrev hæfter om marxistisk teori. Der udkom i alt 25 hæfter 1970-76.

Intellektuelt tilflugtssted
Bladet Clarté udviklede sig i 1970’erne til et sted der var præget af DKP, men som var åbent overfor diskussioner fra andre dele af venstrefløjen. Der var modstand imod denne tendens, som førte til dannelsen af en regulær DKP-studenterorganisation, KommS i 1974. Mange af de nyradikaliserede studenter gik ind i KommS som eksisterede frem til 1989. Clarté blev derfor i højere grad et tilflugtssted for mere kritiske kommunistiske intellektuelle.

Clarté udkom ikke altid til tiden, og i 1977, da man udgav nr. 6/1975, besluttede man at stryge årgang 1976. Man fejrede i 1977 50-året for det første Clarté med John Hansens Bibliografi over Clarté 1926-76. Denne interesse for perspektivet bagud havde man også vist i andre udgivelser, for eksempel nr. 4-5/1975, som indeholdt udvalgte artikler fra Clarté i tyverne og trediverne om socialistisk kulturdebat. I 1977-årgangens sidste nummer, nr. 6, var der en pjece af Arne Herløv Petersen om Kolde krigere. Den udkom i slutningen af 1978. Herefter mangler igen årgang 1978 og 1979. I 1981 udkom første nummer af 1980 ærgangen (tyvende årgang). Der udkom tre numre mere, det sidste i 1983 – så var det slut med Clarté. De sidste årgange var mere DKP-tro end i begyndelsen af 70’erne. Måske var organisationen og bladet blevet overflødigt med et meget aktivt KommS på scenen.

BEHOV for klarhed
Selvom det ikke altid lykkedes, er det en gennemgående ide, at Clarté skulle være en organisation af intellektuelle i den historiske betydning af ordet: kritiske mennesker, som blandede sig i den offentlige debat, og som forsøgte at afklare socialistiske problemstillinger uafhængigt af splittelsen i arbejderbevægelsen. Nu findes der ikke længere nogen arbejderbevægelse som er socialistisk. Men der findes stadig socialistiske intellektuelle som har brug for klarhed.

Skrevet af Morten Thing - Bragt i Det Ny Clarté #1