|
|
Det danske Clart’s historie
I foråret 2006 tog Dino Knudsen initiativ til at afholde et møde med henblik på at starte en ny generation af tidsskriftet Clarté her i landet. I mødet deltog en række forskellige venstreintellektuelle med tilknytning til medierne, kulturlivet, venstrefløjen og fagbevægelsen, og de besluttede at danne en forening hvis formål det er at udgive tidsskriftet Det Ny Clarté. Clarté-bevægelsen har sine rødder i Frankrig. Den kendte franske digter Henri Barbusse (1873-1935) tog i 1919 initiativ til at samle intellektuelle krigsmodstandere. I den første komité, der skulle tegne foretagendet, havde Barbusse fået mange kendte progressive til at gå med, blandt andet Anatole France, Romain Rolland, H.G. Wells, Upton Sinclair og Georg Brandes. Bevægelsen fik sit navn efter en roman af Barbusse. Både hans roman Le Feu og romanen Clarté fik en utrolig udbredelse og spillede en stor rolle for krigsmodstanden. De oversattes begge til dansk, Ilden i 1916 og Klarhed i 1919. Bevægelsen fik hurtigt lokale sektioner i mange europæiske lande. Men de mange pacifister faldt fra da Barbusse nærmede sig kommunismen. Omkring 1921 var mange af de oprindelige sektioner gået i opløsning, og den gamle ledelse med de kendte navne havde trukket sig. I Frankrig kom bladet Clarté i løbet af tyverne under trotskistisk dominans, og Barbusse trak sig tilbage fra arbejdet. Han kastede sig over andre typer af arbejde for kommunismen indtil han i 1928 vendte tilbage til Clartø-tanken, men nu i en ny form med bladet Monde I august 1925 inviterede Svensk Clarté repræsentanter for Norge og Danmark til et møde i Lund. Det førte til dannelsen af en afdeling af Clarté begge steder. I Norge blev det organisationen Mot Dag der organiserede Clarté. Den danske repræsentant ved mødet i Lund var socialdemokraten Hartvig Frisch. Han tog hjem og startede arbejdet for at rejse bevægelsen. En anledning fik han da Martin Andersen Nexø skrev en kronik i Social-Demokraten om Akademikerne og Arbejderklassen. Nex’s nogenlunde enslydende syn på forholdet mellem arbejderne og de intellektuelle var altid ret negativt. Han satte "det proletariske instinkt" sø højt at han normalt advarede arbejderne mod akademikerne. Således også her. Frisch skrev en svar-kronik som samtidig var en redegørelse for Clarté-bevægelsen. I modviljen mod de intellektuelle sø socialdemokraten Frisch en særlig begrundelse for oprettelsen af Clarté. Han fortalte om de svenske clartister og deres udmærkede blad. Og han sluttede med en opfordring til dannelsen af en dansk afdeling. Den 18. november 1925 afholdtes konstituerende møde i Søpavillonen i København. PÅ mødet var der flere oplæg. Frisch sagde blandt andet: "Tiden er inde til at socialistisk Kultur tager Førerskabet i dansk Aandsliv og der maa ske en Samling af socialistiske Synspunkter og Tendenser." Mødet vedtog love og valgte bestyrelse, som udtrykte et kompromis mellem socialdemokrater og kommunister. Tegneren Anton Hansen blev formand og fulgtes i bestyrelsen af socialdemokraterne J.H. Leunbach og Svend Christensen. Dertil kom kommunisterne A. D. Henriksen og Aage Jørgensen. Endelig de dengang partiløse Ebbe Munch og Hans Kirk. Frisch fik søde i redaktionen sammen med Anton Hansen, J. H. Leunbach og Otto Gelsted. Bladet Clarté udkom første gang i januar 1926. Frisch skrev en nærmest programmatisk artikel om "De Intellektuelle". Otto Gelsted anmeldte Upton Sinclairs bog Mammonart. Han gav Sinclair ret i at megen kunst er propaganda for en bestemt klasse. Men der fandtes også kunst for dens egen skyld. Og så brød han sig ikke om sammenblandingen af marxisme og psykoanalyse. Bredt kulturtidsskrift Clarté eksisterede som organisation og blad til udgangen af 1927, og i en tid fungerede alliancen faktisk i form af mødevirksomhed og blad. Man talte sammen, man arbejdede sammen. Bladet tog en bred vifte af emner op. Det var ikke noget snævert kulturtidsskrift. Det som Frisch havde ment med kultur skulle forst’s bredt som forsøget på at rejse en ny politisk kultur, en marxistisk kultur. Marxismen blev her forsøgt anvendt på et mangefold af emner. Monde-gruppe og anden generation Monde-gruppen udsendte i 1929 et blad med navnet Studentersamfundet Clarté, hvori man fremlagde planen. Studentersamfundet skulle omdannes til en marxistisk Clartø-organisation tilsluttet Nordisk Clartøforbund. Til generalforsamlingen den 9. november 1929 opstillede Monde-gruppen en næsten ren Monde-liste. Men det lykkedes de ældre kræfter i Samfundet at få flertal for en bestyrelse under ledelse af Ragnar Spørck. Det fremgår af bladet som nu hed Studentersamfundets Clarté. Det lille 's' i endelsen markerer at organisationen ikke blev til Clarté i denne omgang. Den nye bestyrelse med Spørck i spidsen ønskede at lade Studentersamfundet indgå i den nationale studenterforening. Der blev indkaldt til en ny generalforsamling hvor oppositionen vandt flertallet, og der blev nedsat en næsten ren Monde-bestyrelse. Studentersamfundets Clarté blev nu Samfundets officielle blad under navnet Clarté, som udkom 1929-30. Venstre-opposition og tredje generation Clarté havde Erik Nielsen som redaktør af det første nummer, men fra og med nummer to overgik redaktionen til Per Kirstein, fra december 1936 til maj 1938, og Mogens Boserup, indtil bladet gik ind i 1943. Bladet blev præget af de voldsomme opgør mellem kommunister og socialdemokrater og kommunistiske grupper indbyrdes som fulgte med den spanske borgerkrig. Bladets stofområde var klart det politiske og det ideologiske. Det studenterpolitiske var trængt meget stærkt tilbage og det kulturelle stof indskrænkede sig til en diskussion mellem Harald Herdal og Hans Kirk. I februar 1937 talte Clarté "mere end 400 medlemmer," i oktober samme år talte den "henved 500." I nr. 6 fra november 1939 oplyser bladet at det udkommer i 700 eksemplarer. Der var tale om en ikke ubetydelig vækst. Organisationen organiserede ikke mindst intellektuelle, som var utilfredse både med Socialdemokratiet og DKP. Arbejdet fortsatte under krigen og for en del af medlemmernes vedkommende i form af illegalt arbejde. Efterkrigstid og fjerde generation I 1956 blev Knud Erik Svendsen formand for Clarté, og organisationen blev i kølvandet på Khusjtjovs hemmelige tale om Stalin på SUKPs 20. kongres, og invasionen i Ungarn, inddraget på oppositionens side i opgøret i DKP. Mogens Fog – de kommunistiske intellektuelles uformelle leder – tog i en vigtig tale, bragt i Clarté, offentligt afstand fra invasionen, og udkastede planen for en ny, uafhængig kommunisme meget lig det som siden blev kaldt eurokommunisme. Stridigheder I februar 1959 begyndte fraktionen at udsende sit eget blad Clarté, udgivet af "den marxistiske fraktion i Studentersamfundet," senere øaf Marxistiske Studenter” med Peter Schæffer som redaktør. I 1960 var Hans Jørgen Svendsen redaktør, i 1961 Per Kirkeby og i 1962 Svendsen og Kirkeby i forening. 1962 var også året hvor Clarté udgav den skelsættende revy Gris på gaflen skrevet af Jesper Jensen, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. I midten af tresserne kom nye folk til Clarté, blandt andet den senere studenteroprører Finn Ejnar Madsen. I 1968 udgav Clarté (på Thanning og Appel) Poul Henningsen-klassikeren Hvad med kulturen i fotografisk optryk. I 1970 begyndte Clarté at udgive en serie af hæfter med navnet Marxistiske hæfter. Hæfterne var skrevet med henblik på teoretisk afklaring, og som regel skrevet af DKPere. Men det er bemærkelsesværdigt, i forhold til DKPs stil i øvrigt, at også folk uden for partiet (som Claus Bryld og Jens Brinch) skrev hæfter om marxistisk teori. Der udkom i alt 25 hæfter 1970-76. Intellektuelt tilflugtssted Clarté udkom ikke altid til tiden, og i 1977, da man udgav nr. 6/1975, besluttede man at stryge årgang 1976. Man fejrede i 1977 50-året for det første Clarté med John Hansens Bibliografi over Clarté 1926-76. Denne interesse for perspektivet bagud havde man også vist i andre udgivelser, for eksempel nr. 4-5/1975, som indeholdt udvalgte artikler fra Clarté i tyverne og trediverne om socialistisk kulturdebat. I 1977-årgangens sidste nummer, nr. 6, var der en pjece af Arne Herløv Petersen om Kolde krigere. Den udkom i slutningen af 1978. Herefter mangler igen årgang 1978 og 1979. I 1981 udkom første nummer af 1980 ærgangen (tyvende årgang). Der udkom tre numre mere, det sidste i 1983 – så var det slut med Clarté. De sidste årgange var mere DKP-tro end i begyndelsen af 70’erne. Måske var organisationen og bladet blevet overflødigt med et meget aktivt KommS på scenen. BEHOV for klarhed |
|