KONSPIRATIVT. For 30 år siden blev en af Italiens førende politikere, Aldo Moro,
tilfangetaget, tilbageholdt og senere myrdet. Mange havde interesse i og ønskede ham
død, og De Røde Brigader tog ansvaret for aktionen. Men hvem stod egentlig bag? Omstændighederne
omkring begivenheden er stadig genstand for stor debat i Italien, et land hvor
konspirationer og teorier om dem er særlig udbredt. Gert Sørensens bidrag til at kaste lys
over affæren fortæller en vigtig historie om de vesteuropæiske samfund i Den Kolde Krigs
æra.

Med denne titel offentliggjorde den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia allerede i 1978 en bog om De røde Brigaders drab samme år på Aldo Moro fra det kristendemokratiske regeringsparti. Det var en af de allerførste forsøg på en analyse. Det franske ord blev bevidst brugt for at tildele den dramatiske hændelse noget af den uigennemsigtighed, der altid har karakteriseret magtspillet, ikke mindst i Italien. Det er i år tredive år siden at den bedst rustede af de italienske terrorgrupper på venstrefløjen gennemførte sin mest spektakulære handling, da den på åben gade i Rom kidnappede Moro og senere lod meddele at hans lig kunne findes i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms centrum få hundrede meter fra det kristendemokratiske og det kommunistiske partis hovedkvarterer. Moro havde da siddet indespærret i 55 dage, i hvad brigadisterne kaldte “Folkets fængsel”, et få kvadratmeter stort aflukke der var blevet installeret i en lejlighed i den sydvestlige del af byen. Nær man arbejder med Historien, opdager man hurtigt at den forløber i forskellige niveauer og i forskellige hastigheder. Det er ikke nogen ualmindelig iagttagelse at der i bestemte ofte uforudsete øjeblikke af Historien indtræder mørkbare accelerationer i begivenhederne. Moro-afføren er en sådan fortættet begivenhed, der kortvarigheden til trods ændrede på mange forhold og gør det så meget mere berettiget i dag at tale om et før og et efter. I årene efter 1978 gik terrorismen mod sin opløsning, og partisystemet tog en anden drejning da både kristendemokraterne i DC og kommunisterne i PCI kom svækket ud af affæren.

Aktører
Nær Moro den 9. maj blev fundet hvor han blev fundet, var der tale om en nøje planlagt placering fra De røde Brigaders side med høj symbolværdi, eftersom DC og PCI var de to ubetinget vigtigste partier i sidste halvdel af 1970ernes Italien. Moro havde åbnet op over for Enrico Berlinguers kommunister der havde haft stor fremgang ved valgene midt i ærtiet. Hele dette klima af et historisk kompromis mellem de to politiske modstandere lagde op til et brud med efterkrigstidens fastlæste politiske mønster der hidtil havde udelukket PCI fra regeringsmagten af ideologiske, men også af militærstrategiske grunde. Dermed blev en af præmisserne ved Den Kolde Krigs konfrontationslogik udfordret hvilket ikke uden videre kunne ignoreres i den større geopolitiske kontekst nær man tog Italiens betydning i Middelhavsområdet i betragtning. Løses Moroafføren inden for rammerne af den internationale politik, bliver billedet ikke mindre sammensat. Det lykkedes ganske vist myndighederne
at optrevle De røde Brigader og arrestere gruppens førende medlemmer i årene efter 1978. Den sidste af hovedskikkelserne, Mario Moretti, blev fanget i 1981. Han havde været gruppens leder siden 1974 og en af hjernerne bag det blodige øangreb på statens hjerte” der kulminerede med bortførelsen og henrettelsen af Moro fire år senere. Man kunne så forledes til at tro at med de hårde fængselsstraffe der faldt i de efterfølgende retssager, har vi fået en fuld opklaring af Moro-afføren. Mange har da også stillet sig tilfreds og set de afsagte domme som udtryk for den historiske sandhed om hvem der stod bag. Grundene har været forskellige og vekslet fra de mere håndfaste interesser i ikke at grave dybere til ønsker om blot at fortrænge et stykke fortid med alt for mange ubesvarede spørgsmål. Umiddelbart er det dog indlysende at en juridisk proceduresag alene tager stilling til skyldsspørgsmålet i et konkret og principielt overskueligt handlingsforløb. I dette tilfælde handler det om at godtgøre, hvem der materielt udførte bortførelsen og det efterfølgende drab på Aldo Moro. PÅ dette punkt var der ikke tvivl. Moretti og andre af bortførerne har da også indrømmet deres deltagelse. En historiker kan imidlertid ikke nøjes med en juridisk tilskæret sandhed, da en historiker netop tilstræber en løsning der sætter en konkret forløb ind i en større sammenhæng. Dermed bringes der flere aktører i spil end dem der identificeres under en retssag, hvis ellers kildematerialet lægger op til en sådan udvidelse af undersøgelsesfeltet.

Kilder
Litteraturen om Moro-afføren er overordentlig righoldig. Mere er kommet til her i trediveåret, herunder en ny udgave af Moros efterladte breve fra “Folkets fængsel”. Kilderne bag denne litteratur er mange, og de har hver deres oprindelse i den rolle som deres ophavsmænd har spillet op til selve forløbet, under selve forløbet og i den lange periode der siden er gået med at bearbejde erindringen. Der kan være al mulig grund til at forholde sig til disse kilder da de danner udgangspunktet for den udbredte opfattelse at Moro-afføren langtfra er lukket og heller ikke endnu har fundet sin tavse og snart glemte plads i historiens mange usyn(statshemmelighed). Sergio Flamigni, mangeårigt kommissionsmedlem, har udgivet en lang række kritiske og veldokumenterede bøger. Endvidere har mange af de centralt placerede rødbrigadister som Mario Moretti og Alberto Franceschini udsendt fyldige interviewbøger, der dog ofte giver divergerende versioner af håndelsesforløbet. Der findes også meget tilgængeligt materiale fra engelske og amerikanske arkiver, der giver et samstemmende indtryk af en voksende uro ikke mindst i efterretningskredse over udsigten til, at Moro skulle give kommunisterne større politisk indflydelse. Henry Kissingers åbenlyse og aggressive holdning over for Moro var velkendt. Det er også fra disse arkiver at vi har fået kendskab til eksistensen af hemmelige stay behind strukturer der skulle sætte ind med såkaldte æcovert operations”. I dette regi kalkulerede man med muligheden af at intervenere i andre landes indre forhold med brug af den mere uortodokse krigsførelses midler, såsom propaganda, præventive indgreb, sabotage og anden undergravende virksomhed. Det gjaldt ikke bare mod fjendtlige stater, men også som en støtte til de antikommunistiske kræfter i de lande i den vestlige verden som enten ikke ville eller, formåede at sætte effektivt ind. Blandt de primære kilder hører naturligvis de breve som Aldo Moro fik lov til at sende til sine politiske kolleger i DC, til pave Poul VI, til familien og sine nærmeste medarbejdere. Brevene blev fra brigadisternes side brugt til at lægge pres på myndighederne for at få en forhandlingsløsning der blandt andet implicerede en frigivelse af fængslede terrorister. Der var naturligvis den humanitære side af sagen, altså myndighedernes formodede interesse i at Moro slap med livet i behold. Men der lå også et pres i at Moro formentlig sad inde med informationer om statens inderste hemmeligheder i kraft af at han havde været ministerpræsident og ressortminister i flere regeringer. Brevene indeholder imidlertid også nogle dybere refleksioner som før en mere udførlig form i et selvstændigt dokument, nemlig det såkaldte øpolitiske testamente” som Moro efterlod. Dette testamente påkalder sig stadig i dag stor opmærksomhed. Således er det blevet fundet i flere omgange. Dele af det dukkede op flere måneder efter Moros død. Det skete i efteråret 1978 under en ransagning af et af De røde Brigaders skjulesteder i Milano. En anden del så dagens lys samme sted flere år efter, nemlig i 1990. Disse omstændigheder bliver ikke mindre påfaldende af at det materiale vi så har til rådighed, næppe er fuldstændigt. Men det er ikke bare fundhistorien, der rejser spørgsmål om andre kræfters indblanding. Det samme gør selve indholdet af ødet politiske testamente”, der i mange henseender leverer en læsenøgle fra Moros side til en forståelse af den bredere kontekst som affæren skal løses ind i med dens mange italienske og internationale forgreninger.

Spændingens strategi
I Moros efterladte testamente finder man således en sønderlemmende kritik af den degenerering af det politiske system som en voksende korruption allerede på daværende tidspunkt tydeliggjorde. Vi finder antydninger til eksistensen af en antiguerillastrategi i NATO-regi, der meget vel kunne være det netværk for mere uortodoks krigsførelse der i 1990 blev afsløret under betegnelsen Gladio (for mere herom, se Det Ny Clarté #03 og #07, red.). Men dertil kommer at Moro gør ind i nogle overvejelser om den spændingens eller destabilitetens strategi, der blev sat ind mod PCI og venstrefløjen i et klart antikommunistisk øjemed allerede i december 1969, da en højreekstremistisk gruppe med forbindelser til efterretningsvæsenet udløste en bombe i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano. “Spændingens strategi” er i dag blevet en anerkendt periodebetegnelse, nær talen falder på 1970’erne og den sorte og røde terrorisme der slog igennem i Italien i det årti. Moro lægger ikke skjul på forbindelserne til efterretningsvæsenet også uden for Italien i sin brug af denne terminologi.

At der var andre kræfter i spil omkring hans bortførelse end De røde Brigader”, nærede Moro selv ikke tvivl om. Nær man læser hans breve indgående, bliver man klar over at Moro var ganske bevidst om at hans rolle som gidsel, der kunne gøres til genstand for forhandling, fordi han sad inde med kompromitterende viden om statens hemmeligheder, snart blev afløst af en anden rolle. Efterhånden som forhandlingsløsningen udeblev, betragtede Moro sig snarere som et offer som magteliten var villig til at gøre for på denne møde at uskadeliggøre arkitekten bag det politiske nybrud over for PCI. Under hele forløbet udsendte De røde Brigader jævnligt et kommunikø for at holde offentligheden underrettet og ikke mindst for at forklare Moros skyld som en af de hovedansvarlige for hvad der i deres særlige marxistisk-leninistiske sprogbrug blev kaldt de multinationale selskabers imperialistiske stat. Men den 18. april blev der fundet et lidt anderledes kommunikø der meddelte at Moros lig var at finde i bunden af en frossen så oppe i bjergene øst for Rom. Det viste sig hurtigt at være et falsk kommunikø der var blevet fabrikeret af en person med tilknytning til den berygtede romerske mafiabande fra Magliana-kvarteret. Det skete ikke på egen tilskyndelse, men formålet var klart det at forberede befolkningen på Moros død. Det er efterfølgende kommet frem at Magliana- banden med sit indgående lokalkendskab faktisk sad inde med oplysninger om hvor Moro sad fanget. I den udstrækning denne oplysning er korrekt, kan det konkluderes at myndighederne formentlig havde et vist kendskab til hvor Moro var at finde, men at man af forskellige grunde ikke udnyttede denne viden med henblik på en befrielse.

Uopklarede spørgsmål
Nær det gælder de forskellige faser mellem kidnapningen og det endelige drab, er der fortsat mange punkter der endnu ikke har fundet en tilfredsstillende forklaring. Hvorledes var den kommandogruppe af brigadister sammensat der gennemførte kipnapningen og dræbte Moros fem vagter? Meget tyder på at der var infiltrerede agenter med i den blodige operation. Der er også blevet rejst spørgsmålstegn ved om Moro var det samme sted under hele bortførelsen. Ligeså er der sået tvivl om dødstidspunktet, da brigadisternes udsagn ikke matcher med obduktionsrapportens resultater. I maj 1998 skrev sønnen Giovanni Moro et åbent brev til dagbladet la Repubblica hvori han krævede at sandheden kom frem. Hvad han plæderede for, var ikke en sandhed der nægtede at De røde Brigader var en del af den italienske venstrefløjshistorie, og at de havde deres særlige ansvar, og heller ikke en sandhed der satsede på en komplotteori ved at pege på en magtfuldkommen grå eminence der skaltede og valtede med Italien efter forgodtbefindende. Det er for så vidt mellem disse to poler at eftertænksomheden i dag bevæger sig. PÅ den ene side gjorde De røde Brigader hvad de gjorde, men andre handlede med. PÅ den anden side er det vanskeligt at udpege en statslig eller fremmed instans der direkte og uformidlet greb ind og fremkaldte den afslutning som Moro-afføren fik. Mindre kan vel også gøre det for at bekræfte den overordnede holdbarhed af tesen om at det var et bredt ønske i Italien og udenfor at forpurre tilnærmelsen mellem DC og PCI. De mange dokumenter der i dag er tilgængelige, giver måske ikke endnu det afgørende bevis der kan bortvejre enhver tvivl, men de udsiger noget om de institutionelle rammer og de politiskadministrative tankegange inden for og imod hvilke De røde Brigader mente at handle på egne præmisser, men som i realiteten definerede en kontekst de ikke besad den fulde indsigt i. Under de 55 dage nedsatte indenrigsminister Francesco Cossiga en krisestab der blandt sine medlemmer talte en vis Steve Pieczenik. Denne var amerikaner, med studier ved Harvard og MIT og en af Henry Kissingers medarbejdere, og var indkaldt som ekspert i kidnapningssager. Pieczenik har altid nægtet at lade sig afhøre i de forskellige undersøgelseskommissioner om sin egentlige rolle. Han har dog givet enkelte interviews, hvori han ikke efterlader nogen i tvivl om sit virke. Senest har han givet et større interview til den franske journalist Emmanuel Amara, der blev offentliggjort i bogen Nous avons tu” Aldo Moro (2006, Vi har dræbt Aldo Moro). Titlen kan lyde som en tilståelse. Pieczenik giver her en ganske utilslæret, men også lidt selvpromoverende beskrivelse af sin daværende opgave der i korthed gik ud på at holde en forhandlingslinje åben, men på skræmt, selv om det skulle tvinge De røde Brigader til at slå deres gidsel ihjel, efterhånden som det blev klart at denne linie ikke førte til noget. Et ræsonnement som dette kondenserer i al sin nægternhed præcist den kynisme der også er en del af magtudøvelsen, og som i særlig grad træder frem nær historiske begivenheder spidser til og kræver en øjeblikkelig
afgørelse.

Til eftertiden
Alberto Franceschini der var blandt grundlæggerne af De røde Brigader, men blev arresteret allerede i 1974, skriver i en erindringsbog: “De røde Brigaders historie er ikke kun historien om en organisation og dens enkelte militante medlemmer. Dette er kun ét aspekt. Det andet aspekt som man ikke kan se bort fra, hvis man vil have et komplet billede vedrører statens handlinger over for os: De har bekæmpet os nær det tjente et formål at bekæmpe os, og de har ladet os gøre hvad vi ville nær det tjente dem at vi voksede os større.” Det er her mere en historisk end en juridisk dom Franceschini afgiver. Den historiske dom er på én gang noget mere og noget mindre end den juridiske. Den må opgive at afdække spørgsmålet om skyld og straf i alle detaljer. Men den kan med vægtige begrundelser i kilderne sige noget relevant om Moro-afføren, nemlig at noget skete og skulle ske, enten fordi nogen ønskede at det skulle ske, eller fordi nogen ikke helt forstod hvad der skete og derfor undlod at gøre hvad der skulle gøres, og altså indirekte lod ske hvad der skete. Det efterlader unægtelig en dybt foruroligende påmindelse om den demokratiske ordens skrøbelighed, nær gældende normer sø let kan tilsidesættes og give plads til en politisk adfærd der ikke skyr udemokratiske midler for at opnå det ønskede resultat.

Dr. phil. Gert Sørensen er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk,københavns Universitet. Han har forfattet en række bøger om Italien, inklusiv om Antonio Gramsci. Senest har han udgivet “Berlusconi og den moderne fyrste” (2008).