MENNESKER VS. VÅBEN. Postmoderne krigsførelse siges at have ændret krigens fundamentale love. Hverken stater eller oprørsbevægelser har tilsyneladende nogen chancer nær først amerikanerne tager deres nyeste teknologiske og militære isenkram i brug. Men virkeligheden er en anden, beretter Jacob Levish, der har set Usa’s våbenarsenal efter i sømmene og studeret den irakiske modstandsbevægelses seneste erfaringer.

 

Da oberst Harry Summers i 1975 sagde til en nordvietnamesisk kollega at “I ved godt I aldrig besejrede os på slagmarken,” var svaret: “Det kan godt være, men det er også irrelevant.” Nyhedshistorier omkring den amerikanske invasion af Afghanistan og Irak bebudede ankomsten af en længe ventet militær revolution (RMA = “Revolution in Military Affairs”), en ny form for krigsførelse der skulle kombinere innovative taktikker fra slagmarken med hightech våben, netværkskommunikation og sofistikeret overvægningsteknologi. Det amerikanske militær reklamerede for sit nyeste legetøj som øforce multipliers”, faktorer der lovede dramatisk at øge den amerikanske krigseffektivitet uden brug af yderligere tropper. Avancerede våbensystemer som blev offentligt proklameret i det amerikanske forsvarsministeriums besiddelse, omfattede ubemandede øspy drones”, åbunker busterå-bomber og præcisionsstyret ammunition. Desuden forlød det at der i det amerikanske arsenal var nogle frygtindgydende nye science fiction-agtige våben: dødsstråler, “E-bomber”, endda indretninger der ville sætte menige soldater i stand til at se gennem vægge.

 

Det blev hævdet vidt og bredt at såkaldt “wired” eller “postmoderne” krigsførelse ville transformere det 21. århundredes slagmark og sikre amerikansk overherredømme for fremtidens generationer. Som en tv-kommentator henrykt jublede: “Det er svært at forestille sig en teknologisk forandring, der har haft en lignende indvirkning på internationale anliggender. Udviklingen af kampvognen? Et militærflys første flyvning? Opfindelsen af krudtet? Det er på det niveau.”[2] Denne grad af begejstring for RMA overlevede ikke længe den første sejrsrus. Efter flere års opslidende guerillakrige i Mellemøsten er amerikanske strateger nu på ny ved at repetere den vigtigste lektion fra Vietnam-krigen: At guerillakrig ikke blot er en militær, men en politisk kamp; at teknologi, uanset hvor sofistikeret eller dødbringende den måtte være, ikke kan nedkæmpe en beslutsom folkelig modstand; at modstandsfolk før deres styrke fra folkelig støtte og samarbejde.[3] Følgende revurdering af de mest lovpriste Rma-våben i lyset af krigens realiteter bekræfter endnu engang at det stadig er mennesker, ikke udrustning, der er afgørende.

 

Præcisionsammunition

“Afghanistan vil blive husket som “smartbombeæ-krigen,” forudsagde New York Times i en forsideartikel, der reklamerede for åhurtigheden og præcisionen ved – en ny form for amerikansk luftstyrke.” [4] Faktisk er amerikanske åsmarte bomber” allerede blevet brugt under Golfkrigen i 1991 og angrebet på Jugoslavien i 1999, og deres præstationer var på visse møder utilfredsstillende. Laserstyrede våben var ikke bare meget mindre præcise end den aktuelle propaganda antydede; de viste sig også at være ubrugelige i dårligt vejr (skydække eller sandstorme forhindrer laserstyringssystemer i at “male” målet).[5] Det nye direkte angrebsvåben JDAM (Joint Direct Attack Munition), et kompakt satellit-navigationssystem, der omformer en frit faldende bombe på 900 kg til et styret “smart” våben, var udviklet til at overvinde vejrproblemer. Rapporter fra Afghanistan og Irak tyder på at Jdam’s GPS-teknologi fungerede godt under sandstorme og gennem skydække, modstod jamming og generelt var øpåfaldende god og påfaldende konsistent”, skønt præcisionen sandsynligvis ikke var helt som forsvarsministeriet hævdede.[6] JDAM er forholdsvist billig, med en pris på ca. $20.000 pr. bombe, og vil sandsynligvis i mange år endnu blive ved med at være en dødbringende trussel for faste, synlige mål. Til 500.000 dollars stykket er den amerikanske flødes Tomahawk krydsermissil meget dyrere. Det er en skibsaffyret, radarstyret flyvende bombe der debuterede i Golfkrigen i 1991, og også blev brugt i Irak og Afghanistan. Da dette missil er dyrt og upræcist i forhold til Jdam-våbnet, er det gået lidt af mode som konventionelt våben, selv om atomdrevne krydsermissiler stadig er en vigtig del af det amerikanske arsenal.[7] Tomahawk’en er stort set uforandret siden sin introduktion sidst i 1970’erne, men en ny hightech ætaktisk Tomahawk” er under udvikling. Blandt de lovede forbedringer er ombordværende netværkscomputere, der er i stand til at behandle mældata fra talrige kilder samt et tv-kamera til observation af slagmarken. Den taktiske Tomahawk skulle oprindelig leveres i 2004, men er blevet forsinket flere gange og bliver måske ikke brugt i kamp inden for en overskuelig fremtid.

Mindst én af Pentagons spiondroner bruges nu i stort omfang til levering af præcisionsammunition og kan derfor dræftes i dette afsnit. Predator, et ubemandet luftfartøj (UAV = Unmanned Aerial Vehicle) der er indrettet til overvågning og rekognoscering, begyndte at bære laserstyrede Hellfire-missiler underden amerikanske invasion af Afghanistan og fortsætter med at flyve på kampmissioner i Irak og andre steder i Asien. Predator har været genstand for åndeløse lovord fra vestlige journalister, men i praksis er den langsom, forholdsvis upræcis og stort set ubrugelig i regnvejr.[8] En undersøgelse fra det amerikanske forsvarsministerium sidst i 2001 fandt øalvorlige mangler i pålidelighed,vedligeholdelsesevne og åhuman factors design” og rapporterede at sidst i 2001 var 22 af de 50 Predator-fly, der var blevet bygget til det amerikanske luftvåben [til en pris af 25 millioner dollars pr. stk.] blevet skudt ned eller var styrtet.[9] Predator er dog værdsat i sin rekognosceringsrolle og før anerkendelse for sin evne til at opdage fjendens mortærpositioner og advare konvojer om potentielle bagholdsangreb.[10] Generelt vurderer USA nøjagtigheden ved den præcisionsammunition der blev brugt i Irak og Afghanistan, til ca. 90 procent.[11] I Lancet-undersøgelsen af civile tab i Irak fra 2006 tilskrives 13 procent af disse alligevel luftangreb, det vil sige at af 601.027 estimerede voldelige dødsfald er næsten 80.000 irakere blevet dræbt af amerikanske bomber før juni 2006.[12] Ikke desto mindre ser militære analytikere ud til at være tilfredse med hightech bombernes og missilernes præstationer selv om de tydeligvis ikke formår at reducere antallet af civile ofre. Dette skyldes at formålet med præcisionsstyret ammunition ikke er at undgå æcollateral damage” (utilsigtet skade eller tab), trods amerikanske propagandisters påstand om det modsatte.

 

Disse våbens egentlige betydning er at de beskytter fly og piloter mod antiluftskyts; præcise lang-distance luftangreb betyder færre udfald og mindre udsættelse for fjendtligt skyts.[13] Målt udelukkende i antal tabte fly pr. udfald ser præstationen ud til at have været fremragende.[14] Det vil altså sige at det faktum at præcisionsvåben i virkeligheden har været årsag til flere civile ofre, ikke bekymrer de militære planlæggere synderligt, bortset fra at avisberetninger om “unødvendige” drab engang imellem kan være pinlige for USA. Hvad der bekymrer imperialistiske lande meget mere, er præcisionsvåbnenes påviste utilstrækkelighed over for den målbevidste guerillamodstand. Under invasionen af Libanon var Hizbollah-krigere i stand til at bekæmpe Israels åsmarte bomber”, som de havde fået leveret fra USA, ved hjælp af klassisk guerillataktik: De gravede sig ned (et netværk af forstærkede underjordiske bunkere kom konstant på tværs af præcisionsvåbnene), eller de blandede sig med befolkningen efter behov. Israels hightech målstyringssystemer var heller ikke specielt effektive til at lokalisere små bærbare våben som Hizbollahs Katyusharaketter.[15]

 

Luftkrigen i Irak har gennemgået et tydeligt skift med tiden fra taktisk præcisionsbombning til strategisk bombning med det formål at straffe folk for deres støtte til modstandsbevægelsen.[16] En lignende fremgangsmåde blev fulgt meget hurtigere i Libanon, hvor det israelske luftvåben som en reaktion på at dets indledende præcisionsangreb mod Hizbollah var slået fejl, udvidede luftkrigen til civile mål, herunder boligblokke, lufthavne, broer, hovedveje og mennesker.[17] I begge tilfælde undervurderede aggressorerne katastrofalt det mod der findes hos folket, hvis støtte til modstanden og vilje til at ofre voksede sig større end nogensinde før.

 

Omfanget og styrken af den folkelige støtte til Hizbollah er stadig en pinlig sag for amerikanske og israelske propagandister som har forsøgt at portrættere partiet og dets milits som simple håndlangere for syrisk indblanding i libanesiske anliggender. Opinionsundersøgelser der blev gennemført under eftervirkningerne af den israelske invasion, og som viste at 87 procent af libaneserne støttede modstanden,[18] blev afvist eller ignoreret af vestlige medier, men Hizbollahs overraskende sejr er i sig selv tilstrækkeligt bevis på folkelig støtte. Den taktik der kunne overvinde Israels hightech ammunition , konstruktionen af omfattende underjordiske kommandocentraler og hårdede raketbaser over hele landet, lynhurtige overførsler af udrustning og militssoldater midt under det israelske bombardement, selv kæmpernes evne til efter ønske at blande sig med den civile befolkning, krævede folkets sympati og koordinerede assistance, ofte gennem flere år med omhyggelig forberedelse i mindste detalje.

 

Efterretning og rekognoscering

Det amerikanske militærs dominans på den traditionelle slagmark skyldes i høj grad dets sofistikerede systemr til elektronisk krigsførelse, ikke mindst dets evne til nærmest øjeblikkeligt at indhente og koordinere elektroniske efterretninger. I teorien er det amerikanske C4I (Command, Control, Communications, Computers and Intelligence = kommando, kontrol, kommunikation, computere og efterretning) fuldt integreret fra top til tå hvilket vil sige at USA allerede er engageret i “network-centric” (“netværks-centrisk”) krigsførelse.[19] I rummet bestemmer GPSsatellitter målenes beliggenhed, hastighed og retning og videregiver oplysningerne til krydsermissiler og andre præcisionsvåben. Højt oppe i luften indsamler og kombinerer det konverterede Boeing 707-fly, der er kendt som JSTARS, radar-, infrarød- og video-information og opretter aktuelle elektroniske landkort til brug for de øverstkommanderende på slagmarken. Tættere på jorden bruger et dusin forskellige varianter af rekognosceringsdroner, lige fra Global Hawk der er på størrelse med et trafikfly, til den ganske lille, håndaffyrede Raven, elektronisk billedanalyse til at identificere og spore målene. Elektroniske oplysninger fordeles øjeblikkeligt til kommandoposter, bærbare computere og Strykers (hurtiggående terrænpanserkøretøjer udstyret med 50 kaliber tunge maskingeværer og det nyeste i slagmarks-teknologi) og bliver måske snart stillet til rådighed for de enkelte soldater gennem det “Land Warriorå-koncept, der er beskrevet herunder.

 

I praksis er netværks-centrisk krigsførelse langt fra gnidningsløst. Under invasionen af Afghanistan og Irak lykkedes det den elektroniske overvågning at lokalisere genstande af potentiel militærinteresse, men i almindelighed var det ikke muligt at skelne mellem fjender, venner og civile.[20] Resultatet var betydelige utilsigtede tab, æcollateral damage”, og adskillige meget omtalte forekomster af “friendly-fire”, herunder den amerikanske fodboldstjerne Pat Tillmans død.[21] Hightech udstyr blev ujævnt fordelt på slagmarken, det var skrøbeligt og kunne let gå i stykker, og det var stærkt afhængigt af den logistiske forsyning.[22] Hørførerne blev ofte overvældet af den store mængde tilgængelige oplysninger, mens generalerne opdagede at stor viden om fjendens dispositioner ikke garanterer korrekte strategiske og taktiske beslutninger.[23] Trods sine fejl og mangler har hightech C4I fungeret godt nok til støtte for motoriserede manøvrer, massive luftangreb og “setpiece” kampe (udført efter et stående mønster) som det amerikanske militær fortsat udmærker sig ved.

 

I forbindelse med guerillakrige har de nyeste overvægningsmuligheder dog ikke hjulpet de amerikanske styrker ret meget. De irakiske modstandsfolk har lært at manøvrere i små, letudstyrede grupper, som nærmest er umulige at opdage af de amerikanske droner eller i værste fald ikke er til at skelne fra civil trafik. Små, men yderst effektive åhit and runø-angreb (f.eks. Iedøer, Improvised Explosive Device, improviseret sprængningsanordning som en vejsidebombe, eller snigskyttebeskydning) er beregnet til at modarbejde de amerikanske droner; celledelt organisation og kommunikation ansigt-til-ansigt bruges til at omgå signalefterretninger.[24] Den amerikanske elektroniske signalefterretningstjenestes højtflyvende, hightech system er orienteret mod styring og ødelæggelse af de højeste niveauer i en enhedskommandostruktur (derfor har forsvarsministeriets offentligt været så betaget af ødecapitation strikes”, tilintetgørelse af toppen i ledelsespyramiden, og derfor er den netop også utilstrækkelig til at trænge ind i små, disciplinerede guerillaceller).[25] Som følge heraf er det endnu ikke lykkedes USA at opnå et brugbart efterretningsbillede af den irakiske modstand, og det ser ikke ud til at gå ret meget bedre i Afghanistan.[26] Således udtaler militæranalytikeren Anthony Cordesman i en dyster og opgivende vurdering af den amerikanske indsats mod oprørsbevægelsen i Irak at netværks-centrisk krigsførelse er blevet overgået af hvad han kalder åhuman-centric warfare”, krigsførelse med mennesket i centrum: Sensorer, Uavæer og IS&R [information seeking and retrieval = informationssøgning og indhentning] kan have stor værdi i Irak ligesom i Vietnam og Sydlibanon, men de er alt andet end ømagiske kugler”. Det ubemandede jordsensorprogram i Vietnam blev engang markedsført som en sådan magisk kugle, men det tog under et år at overvinde det.[27]

 

Hvad der er endnu mere foruroligende for de amerikanske teoretikere er, at Hizbollahs succesrige forsvar af det sydlige Libanon i 2006 bar vidnesbyrd om at en velorganiseret guerillastyrke kan slå det højteknologiske Vesten med dets egne våben. Hizbollah forvirrede Israels satellitog overflyvnings-efterretningstjeneste med fælder, en veludviklet kontrasignalteknologi der forcerede krypterede radiokommunikationer og opsnappede nøgleoplysninger fra slagmarken, simpelthen ved at aflytte de israelske soldaters mobiltelefonsamtaler med deres familier.[28] Blokeringsteknologi, som muligvis blev leveret af Iran, spærrede anti-missilraketter ombord på de israelske fartøjer, hvilket gjorde det muligt for Hizbollah at sætte mindst ét israelsk krigsskib ud af stand til at manøvrere.[29] Selv om den israelske elektroniske efterretningstjeneste er ætæt på standarden for eller endnu bedre end den de amerikanske styrker har til rådighed”, mener Cordesman at ømoderne teknologi ikke leverer den form for sensorer, beskyttelse og våben, der kan forhindre en dreven lokal styrke i at tvinge Israel eller USA til at kæmpe mod den på  dens egne præmisser.”[30]

 

Infanteriets udstyr

Den teoretiske “fodsoldat”, en infanterist udstyret med 7,5 kg hightech udstyr, herunder mini-computer, GPS modtager, slagmarks-Wi-Fi og heads-up visuel display, er endnu ikke set i kamp, skønt nogle elementer af dette slidstærke udstyr til sidst forekom i begrænset omfang i Irak fra maj 2006.[31] Bortset fra dette uprøvede system har teknologien gjort overraskende lidt forskel for den amerikanske frontliniesoldat. Tredive år efter Vietnam-krigen forlader de amerikanske infanterister sig stadig på M-16 maskingeværer, som de stadigvæk betragter som ringere end den AK-47 som generelt bruges af guerillakrigere (soldater i Irak rapporterer at M-16 maskingeværets berygtede blokeringsproblemer forværres af sand [32]). De menige soldater er meget gladere for M240 mellemvægts maskingeværet, et alsidigt og yderst mobilt våben som i det store og hele har erstattet Vietnam-krigens M60, og det pålidelige M2 .50-kalibers tunge maskingevær som gør tilbage til Anden Verdenskrig og blev beskrevet af en marineinfanterist som æden ultimative kampstopper” og ødet mest eftertragtede teatervåben.”[33] Skulderbørne raketkastere som SMAW (Shoulder-Launched Multipurpose Assault Weapon) anvender teknologi der er flere årtier gammel og ikke bedre end den der blev brugt af modstandsfolkene. [34]

 

De vigtigste opfindelser i infanteriudrustningen er ikke våben som sådan. Nylige fremskridt i nattesyn og infrarød afløsning giver i dag amerikanske tropper et klart fortrin efter mørkets frembrud; især standardudleverede natbeskyttelsesbriller anvender nu futuristisk billedforbedrende teknologi der udsender meget små mængder lys ind i den synlige skudvidde. Med den samme marineinfanterists ord: “Vores gutter kan se i mærke, og natten er deres egen. Der er meget lidt fjendtlig aktion efter aftenbønnen. Flere og flere fjender bliver smadret [dvs. dræbt] om natten under troppebevægelser af hunter-killer teams.”[35] For tiden har modstandsfolkene ingen mulighed for, bortset fra med deres mod og forsigtighed, at stille noget op over for nattesynet; den amerikanske overlegenhed vil sandsynligvis blive undergravet, efterhånden som avanceret nattesynsteknologi kommer ind på det sorte våbenmarked.

 

De amerikanske tropper sætter også stor pris på det avancerede “Interceptor” kropspanser. Dette udstyr med keramiske plader er forholdsvist let (men øhelvedes varmt”); det vejer kun 2,7 kg og har levet op til fabrikantens løfter, idet det konsekvent stopper AK-47 skud og sprængstykker fra lette granater.[36] Sammen med forbedret medicinsk behandling på slagmarken har det nye kropspanser uden tvivl reddet mange amerikanske liv og dermed styrket kampmoralen. Men da panseret kun beskytter torsoen, kan det ikke i væsentlig grad reducere antallet af invaliderende kvæstelser som skyldes angreb fra snigskytter og Iedøer (Improvised Explosive Devices).[37] Det udgør derfor ikke nogen uoverstigelig hindring for guerillataktikkens traditionelle hit-and-run lynangreb.

 

Kimæriske våben

Efter fem års krig i Mellemøsten har de mest fantasifulde nye indretninger, som siges at være i det amerikanske arsenal, og som minder om Hollywood science fiction, endnu ikke indfundet sig på slagmarken. Nogle af disse våben kan stadig være under udvikling, nogle eksisterer, men har ikke været brugt af politiske eller taktiske grunde, nogle har måske aldrig eksisteret undtagen som journalistiske forestillinger eller sort propaganda. Det er lærerigt at tage en hurtig gennemgang af disse primært kimæriske våben.

 

Trods frygt for det modsatte inden krigen er USA ikke i stand til at øse gennem vægge”, undtagen i en meget begrænset betydning. Militærets manglende evne til at identificere skjulte menneskelige mål kom tydeligt frem under belejringen af Fallujah i april 2004, hvor amerikanerne kneb udenom at kæmpe fra hus til hus; i stedet indkaldte marineinfanteristerne luftangreb eller affyrede skulderbørne raketter for at jævne hver eneste bygning der kunne tænkes at huse modstandsfolk med jorden. Det forlyder at et håndholdt radarsystem beregnet til brug i  husundersøgelser først nu er klar til anvendelse i Irak. Det vil give de menige soldater mulighed for at spore menneskelig tilstedeværelse gennem en betonmur, men dets rækkevidde er begrænset til 50 fod (15,24 m). Desuden skal apparatet holdes – i hånden – langs med den væg der skal ses igennem, hvilket betyder at dets brug mod velbeskyttede guerillapositioner vil være det rene selvmord.[38]

 

 

E-bomben, et sprængningsvåben indrettet til at afbryde elektriske kredsløb ved at skabe et intenst elektromagnetisk felt, eksisterer utvivlsomt.[39] Der er dog endnu intet bevis på at USA har brugt E-bomber i kampe. (Ikke E-bomber, men præcisionsvåben blev brugt til at afbryde og ødelægge irakisk kommunikation under luftangrebet i 2003). Da våbnets effektive rækkevidde ikke kan kontrolleres på pålidelig møde, er E-bomben stort set nyttel’s i lav-intensitets-guerillakrige, undtagen som et østrategisk våben” til brug mod folket i almindelighed.[40] I forbindelse med øasymmetrisk krigsførelse”, et tænketanks-slagord for kampe mellem vestlige supermagter og tredjeverdensnationer eller irregulære tropper dræftes E-bomben primært som en trussel for Vesten. Den teknologi der skal til for at bygge en enkel E-bombe er tilsyneladende så ligetil at amerikanske antiterrorisme-eksperter er opskræmte: “Hvis elektricitet, computere og telekommunikation ødelægges, har man også ødelagt fundamentet for det moderne samfund. I en tidsalder med terrorisme sponsoreret af den tredje verden, er Ebomben den store udligningsmaskine.”[41] I mellemtiden kan guerillastyrker forholdsvist let forsvare sig mod E-bomber: Potentielle mål kan “hærdes” ved hjælp af lowtech metalafspørringer kendt som Faradaybure.[42] E-bomben er derfor et hightech våben der kan blive mere fordelagtigt for de svage end for de stærke.

 

Sammenlignet hermed er det kun rige nationer der har rød til at investere i laservåben. [43] USA forsker aktivt i en række rumbaserede højenergi lasersystemer, primært i forbindelse med missilforsvar, men egentlige rum-til-jord laserkanoner siges at være flere årtier ude i fremtiden.[44] Lasergeværer til slagmarken som er indrettet til at gøre fjendens soldater blinde, er blevet udviklet af flere lande, herunder USA, men intet land har endnu turdet bruge dem, sandsynligvis fordi de er udtrykkeligt forbudt under international lov.[45] En ny kategori af strælevåben med ødirected energy” (ødirigeret energiø) bliver måske snart anvendt i Irak. Dette våben som giver sig ud for at være humant, udsender en stråle af elektromagnetisk energi der østrælevarmer menneskelige mål på afstand [og skaber] en uudholdelig smertefuld brændende følelse ved øjeblikkeligt at opvarme fugtigheden under huden”.[46] Strålen kan også give blindhed og fødselsdefekter.[47] “Directed energy weapons” er beregnet til at monteres på militærtrucks, ikke til kamp som sådan, men til kontrol af folkemængden, specifikt “Black Hawk Down scenariet”, hvor menige soldater kæmper med vrede civile. Et sådant våben, Raytheon’s Active Denial System, siges at være parat til brug i Irak, men embedsmænd fra det amerikanske forsvarsministerium har udtrykt bekymring over den æoffentlige modtagelse” (l’s: nyhedsoptagelser af børn og gravide kvinder der skriger af smerte) og øjuridiske anliggender” (l’s: ulovlighed.)[48] Fra tid til anden dukker der stadig rygter op om at USA brugte rødselsvækkende øhemmelige våben” til at udføre grusomheder i Afghanistan og Irak. I eftervirkningerne af Fallujah rapporterede adskillige vidner for eksempel at USA havde brugt et mystisk sprængstykkevåben der “smeltede” kødet på ofrene, men lod knoglerne og somme tider tøjet blive tilbage uberørt. Rygterne talte sandt, men væbnet var hverken nyt eller hemmeligt. Som en italiensk tv-dokumentar senere afslørede, og som det amerikanske udenrigsministeriums embedsmænd til slut indrømmede, havde USA med overlæg brugt hvid fosfor , et spontant brændbart kemikalie beregnet til oplysning af slagmarker til at brænde modstandsfolk og indespørrede civile levende.[49] Generelt er der ikke kommet overbevisende dokumentation frem om hightech øhemmelige våben”; snarere antyder vidnesbyrdene at USA er fuldt ud i stand til at udføre grusomheder med sit store, meget omtalte arsenal af traditionelle våben.

 

Konklusion

Det nuværende amerikanske dilemma i Mellemøsten består i at kunne modstå Iedøer (Improvised Explosive Devices), hjemmelavede bomber som typisk ligger skjult under de veje som de amerikanske forsyningskonvojer bruger. I Irak begyndte IED-angrebene i juli 2003 og har været støt sigende lige siden, både i antal og effektivitet. USA registrerede 10.953 separate IED-angreb i 2005 som var årsag til 674 dødsfald (eller 61,6 procent af alle dødsfald i kampene), og 4.256 sårede (eller 71,6 procent af alle sårede i kampene).[50] Og alle disse tal var for opadgående i hele 2006.[51] Iedøens effektivitet som guerillavåben kan ikke måles alene i ofre; disse billige, let konstruerede dødsfælder[52] afbryder også logistikken, forhindrer arbejdskraften i at fungere og underminerer soldatermoralen. USA måtte erkende den alvorlige trussel som Iedøerne udgjorde, og lancerede en række hightech modtræk som hver og en blev tilintetgjort på opfindsom møde af en stadig mere udviklet modstand: De første Iedøer blev udløst af ledninger og batterier; oprørerne ventede ved vejsiden og detonerede de primitive mekanismer nær amerikanerne kørte forbi. Efter et stykke tid blev de amerikanske tropper gode til at få øje på og dræbe aftrækkerne nær bomberne eksploderede. Det fik oprørerne til at udskifte deres ledninger med radiosignaler. I hektisk fart og med store omkostninger udstyrede Pentagon sine styrker med støjsendere til at blokere disse signaler, og det lykkedes for dem [i foråret 2005]. Oprørerne tilpassede sig hurtigt ved at sende et uafbrudt radiosignal til Ied’en; nær signalet stopper eller blokeres, eksploderer bomben. Løsningen? Spor signalet og sørg for at det fortsætter. Problem: Signalet er krypteret. Nu kæmper amerikanerne med opgaven at knække krypteringen på farten og efterligne den indtil videre uden held.[53] Historien er et levende billede på den hurtighed og fleksibilitet hvormed modstandsstyrkerne har tilpasset sig hightech krigsførelse. Modstandsfolkene har anvendt det menneskelige intellekt på billig, let tilgængelig teknologi og har dermed fundet metoder til at nedkæmpe nogle af de mest sofistikerede anordninger i det amerikanske arsenal. I mellemtiden er amerikanske analytikere som pr. Tradition er tilbøjelige til at undervurdere den tredje verdens modstandere, blevet tvunget til at anerkende guerillaens overlegne evne til at lære, kommunikere og tilpasse sig. I hærens nye manual om oprørsbekæmpelseskrig skal soldaterne lære at ø[en] dygtig oprørsbekæmper skal være i stand til at tilpasse sig mindst lige så hurtigt som modstanderen.”[54]

 

Hvad hightech militær aldrig kan regne med at komme på højde med, er dog guerillaens stærkeste ressource: folkets hjælp og beskyttelse. De taktiske initiativer som har lagt hindringer i vejen for verdens stærkeste militærmaskine er i hvert enkelt tilfælde understøttet af folkelig opbakning og samarbejde. Selv nær der mangler et sammenhængende politisk program, har folket i Mellemøsten aldrig tvivlet på behovet for at bekæmpe fremmed besættelse, og de har stået urokkeligt fast trods de enorme menneskelige ofre som den amerikanske form for krigsførelse har krævet. Frem for alt har de nægtet at lade sig true af enten hightech remedier eller af den amerikanske ammunitions overvældende farlighed. Deres mod og udholdenhed har i sin helhed bekræftet en militær sandhed som den pensionerede generalmajor Robert Scales Jr. SØ rammende udtrykte det: “Hvis fjenden kan se dig og nå dig med sine våben, behøver han ikke en UAV for at lokalisere dig eller et præcisionsvåben for at dræbe dig. Det eneste han har brug for, er en kugle til 13 cent.”[55]

 

 

Forkortet og oversat fra engelsk af Thora Heegaard. Oprindelig bragt i “Aspects of Indiaøs Economy”: www.rupe-india.org/

 

Jacob Levich (f. 1959) er ansat ved Stony Brook University i New York. Han arbejder tæt sammen med det indisk-baserede Research Unit for Political Economy og var medudgiver af Behind the Invasion of Iraq (Montly Review Press, 2003)

 

NOTER:

1. E. Cohen, Lt. Col. C. Crane, Lt. Col. J. Horvath & Lt. Col. J. Nagl, “Principles, Imperatives, and Paradoxes of Counterinsurgency,” Military Review (March-April 2006), s. 53, usacac.leavenworth. army.mil/CAC/milreview/English/MarApr06/Cohen.pdf.

2. “Hi-Tech War,” Innovation, PBS, udsendt 2.3- 2004, udskrift på www.pbs.org/wnet/innovation/episode4_essay1.html.

3. I kølvandet på det amerikanske sammenbrud i Irak understreger den nyeste militære tænkning nu politiske operationer, menneskelig efterretning, propaganda og fælles handling med indfødte styrker – i hovedsagen en tilbagevenden til oprørsbekæmpelsesdoktrinen fra 1960’erne. Se Eliot Cohen et al., “Principles, Imperatives, and Paradoxes of Counterinsurgency,” Military Review, marts-april 2006; “Military Hones a New Strategy on Counterinsurgency,” New York Times, 4. okt. 2006, www.nytimes.com/2006/10/05/washington/05doctrine.html. Det er ironisk at Maos On Guerilla Warfare (Om guerillakrigsførelse) er blevet obligatorisk løsning for amerikanske militæranalytikere. Se f.eks. Ralph Masi, “Mao as Guide to Fight in Iraq,” RAND Corp., 4. jan. 2004, www.rand.org/ commentary/010404SFC.html; Thomas X. Hammes, “Countering Evolved Insurgent Networks,” Military Review, juli-aug. 2006, www.army.mil/ professionalwriting/volumes/volume4/october_ 2006/10_06_2.html.

4. “Use of pinpoint air power comes of age in new war,” New York Times, dec. 24, 2001.

5. Peter Grier, “The JDAM Revolution,“Air Force Magazine”, sept. 2006,

www.afa.org/magazine/ Sept2006/0906JDAM.asp.

6. “Afghanistan: First Lessons,“Jane’s Defense Weekly”, 19. dec. 2001. USA måler sine bombers nøjagtighed ved hjælp af en misvisende formel kendt som æcircular error probable” eller CEP. CEP er simpelthen radius på en cirkel hvor 50% af de affyrede våben kan forventes at ramme. Jdam’s meget omtalte CEP på 13 meter betyder derfor at kun halvdelen af JDAM falder inden for 13 meter fra målet. “Planned JDAM Upgrade Boosts Accuracy to 10 Feet, “National Defense”, dec. 2001 www.nationaldefensemagazine.org/issues/2001/Dec/Planned_JDAM.htm. Det er en af grundene til at store mængder af civile dræbes rutinemæssigt af “præcisions”-luftangreb.

7. Se “BGM-109 Tomahawk, –Federation of American Scientists Military Analysis Network”,

www. fas.org/man/dod-101/sys/smart/bgm-109.htm.

8. Projekt om regeringsmæssig uopmærksomhed, Predator Unmanned Aerial Vehicle, 25. marts 2000, www.pogo.org/p/defense/do-020311-failures-predator.html.

9. Jeffrey St. Clair, “Flying Blind, “Counterpunch”, 30. okt. 2001 www.counterpunch.org/predator1. html. CIA bruger Predator som et mordvåben, og i denne rolle har den ydet en uberegnelig og somme tider katastrofal præstation. Den er ansvarlig for mange af de mest omtalte drab på civile i de nutidige krige, herunder Cia’s massakre på mindst 80 skoledrenge i oktober 2006 i et angreb på en madrassa-skole i Pakistan. Dette siges at have været et mislykket drabsforsøg på al-Qaeda-udsendingen Ayman al-Zawahiri. “Questions Surround Pakistan Strike,” Council on Foreign Relations Daily Analysis, 1. nov. 2006 www.cfr.org/publication/11883/questions_surround_ pakistan_strike.html.

10. “U.S. Drones Crowd Iraqøs Skies to Fight Insurgents,” New York Times, 5. april 2005. 11. James Dunnigan, “The Continuing Air War in Iraq,” Strategy Page, 15. feb. 2005 www.strategypage. com/dls/articles/200521423.asp. 90%-tallet som sandsynligvis er overdrevet til propagandaformål, betegner den procentdel af bomber der ramte deres mål og afspejler ikke de bomber der var målrettet forkert pga. Dårlige efterretningsoplysninger.

12. G. Burnham, R. Lafta, S. Doocy, & L. Roberts, “Mortality after the 2003 invasion of Iraq: a cross-sectional cluster sample survey,” The Lancet, 11. okt. 2006 www.thelancet.com/webfiles/images/journals/lancet/s0140673606694919.pdf. Det høje antal civile dræbte i Irak og Afghanistan skyldes dels Usa’s vilje til at bombardere tæt befolkede områder (selv et hightech våben som er præcist målrettet mod f.eks. en anti-luftsskytsstilling vil alligevel dræbe alle som befinder sig inden for våbnets omfattende dødbringende rækkevidde). Desuden fortsætter fejlbehæftede efterretninger med at være årsag til talrige civile dødsfald, som f.eks. i det luftangreb der udslettede deltagerne i et afghansk bryllup i juli 2002. Se Marc Herold, A Dossier on Civilian Victims of United States“ Aerial Bombing of Afghanistan: A Comprehensive Accounting (2002) www.cursor.org/stories/civilian_deaths.htm.

13. See Carlo Kopp, “JDAM Matures,” Australian Aviation, dec. 2002 www.ausairpower.net/TEJDAMPt1.html.

14. F.eks. mistede det amerikanske luftvåben ikke et eneste fly under invasionen af Afghanistan i 2001-02. Daniel Haulman, USAF Manned Aircraft Combat Losses 1990-2002, Air Force Historical Research Agency, 9. dec. 2002, i uddrag på www.stormingmedia.us/48/4804/A480434.html.

15. Pepe Escobar, “The Spirit of Resistance,” Asia Times Online, 26. juli 2006 www.atimes.com/atimes/Middle_East/ HG26Ak02.html; Lin Xu, “A Repeat of the Iraq War? Hezbollah Wins æthe Assymetric Warfare,” Washington Observer, 2. aug. 2006 www.washingtonobserver.org/en/document.cfm?documentid=62&charid=3.

16. Seymour Hersh, –Up in the Air,“ New Yorker, 28. nov. 2005.

17. Philip H. Gordon, “Air Power Wonæt Do It,” Washington Post, 25. juli 2006; Human Rights Watch, Fatal Strikes: Israel’s Indiscriminate Attacks Against Civilians in Lebanon (aug. 2006) hrw. org/reports/2006/lebanon0806/index.htm.

18. “As Fighting Continues, Lebanese Author Says New Poll Shows Overwhelming Support For Hezbollah,” Democracy Now!, udsendt 27. juli 2006, udskrift påwww.democracynow.org/article.pl?sid=06/07/27/1423248.

19. “Network-centric Warfare” (ænetværks-centrisk krigsførelse) eller NCW er blevet defineret som et “operationskoncept” – der oversætter informationsoverlegenhed til kampevne ved effektivt at forbinde velenformerede enheder i kampen.” D. Cammons, J. Tisserand III, D. Williams, A. Seise & D. Lindsay, Network Centric Warfare Case Study Volume I (US War College Center for Strategic Leadership), juni 2006, s. 13. Som mange nyere militærteorier bygger NCW på opfindelser i erhvervslivet, som med succes har brugt netværksteknikker på arbejdspladsen til at få større overskudsværdi ud af en mindre arbejdsstyrke. Yderligere oplysninger: Vice Adm. Arthur K. Cebrowski, “Network-Centric Warfare: Its Origin and Future,” Proceedings of the US Naval Inst., jan. 1998, HYPERLINK øhttp://www. usni.org/Proceedings/Articles98/PROcebrowski.htm” \t "_blank" www.usni.org/Proceedings/Articles98/PROcebrowski.htm.

20. John Luddy, The Challenge and Promise of Network-Centric Warfare, feb. 2005 (Lexington Institute white paper), www.lexingtoninstitute.org/docs/521.pdf.

21. Den deling der dræbte Tillman var styret fra en fjern hightech operationsbase med brug af realtids satelligdata. “Startling findings from Pat Tillman investigations,” Associated Press, 10. nov. 2006.

22. En marineløjtnant fangede de teknologiske begrænsninger på slagmarken meget levende: “Hvis du laver et hul i et landkort af papir, har du et kort med et hul i. Hvad har du hvis du sender en kugle gennem en computerskærm? Gammelt skrammel.” “Point, Click – Fire,” Business Week, 7. April 2003. www.businessweek.com/magazine/content/03_14/b3827608.htm.23. John Luddy, op. cit. (i det anførte værk)

23. John Luddy, op. cit. (i det anførte værk)

24. Amerikansk efterretningstjeneste kan nemt opsnappe radiotransmissioner, e-mails og, i besatte eller samarbejdende lande, telefonsamtaler på land. Dens evne til at fjernovervæge mobiltelefonsamtaler er velkendt; hvad der er mindre kendt er at USA ofte kan lokalisere hvor en givet mobiltelefon befinder sig, og dermed spore dens bruger, selv nær telefonen tilsyneladende er slukket. Den colombianske narkotikasmugler Pablo Escobar og den påståede Al Qaeda-fører Abu Musab al-Zarqawi blev begge myrdet på denne møde. Mark Bowden, Killing Pablo (2002); “Cell phone tracking helped find al-Zarqawi,” CNN News, 10. juni 2006, www.cnn.com/2006/WORLD/meast/06/09/iraq.al.zarqawi/index.html. Til gengæld er det almindeligt kendt at amerikansk “HUMINT” (human intelligence = menneskelig efterretning) er totalt utilstrækkelig i Mellemøsten. Næsten fire år inde i Irak-krigen har USA stadig ikke været i stand til at rekruttere de nødvendige arabisktalende medarbejdere, for slet ikke at nævne pålidelige informanter, og plages af dobbeltagenter. Se “The Enemy Spies,” Newsweek, 24. juni 2005, www.msnbc.msn.com/id/8272786.

26. Se John Prados, “Blind in Baghdad,” Bulletin of the Atomic Scientists, jan.-feb. 2005, s. 18, www.thebulletin.org/article.php?art_ofn=jf05prados. Usa’s manglende evne til at samle nyttige efterretningsoplysninger om Iraks cellemodstandsgrupper er blevet citeret som en overvejende grund til at de har skredet til masseanholdelser og tortur. Seymour Hersh, “The Gray Zone: How a secret Pentagon program came to Abu Ghraib,” New Yorker, 24. maj 2004 www.newyorker.com/fact/content/articles/040524fa_fact?040524fa_fact.

27. Anthony H. Cordesman, Iraqøs Evolving Insurgency and the Risk of Civil War (Center for Strategic and International Studies), draft revised 22. juni 2006, s. xviii, www.csis.org/media/csis/pubs/060622_insurgency.pdf.

28. Alastair Crooke & Mark L. Perry, op. cit. (i det anførte værk)

29. Iason Athanasiadis, “How hi-tech Hezbollah called the shots,” Asia Times, 9. sept. 2006 www.atimes.com/atimes/Middle_East/HI09Ak01.html.

30. Cordesman, Preliminary Lessons of the Israeli-Hezbollah War (Center for Strategic and International Studies), udkast revideres 17. aug. 2006, s. 12 www.mafhoum.com/press9/284P51.pdf.

31. “Science Fiction Gets Left Behind,” Strategy Page (19. maj 2006) www.strategypage.com/ htmw/htinf/articles/20060519.aspx.

32. “A Marine reports from Iraq,” Washington Times, 22. nov. 2005

www.washtimes.com/op-ed/20051121-093501-9601r.htm.

33. Ibid.; “M240G Medium Machine Gun,” Federation of American Scientists Military Analysis Network, www.fas.org/man/dod-101/sys/land/m240g.htm.

34. Selv om det endnu ikke er nemt tilgængeligt i marken, siges et skulderbæret termobarisk angrebsvåben, SMAW-NE, at være blevet brugt til at ødelægge hele bygninger under belejringen af Fallujah i 2004; den knuste dermed også kæmpere eller civile som måtte befinde sig inde i bygningen. Men “p”] grund af mangel på gennemtrængningsstyrke ved NE affyringen opdagede vi at vore angrebsmænd først skulle affyre en raket med dobbelt formål for at lave et hul i væggen eller bygningen.” “Marines Quiet About Brutal New Weapon,” DefenseTech.org, 14. nov. 2005, www.defensetech.org/archives/001944.html.

35. “A Marine reports from Iraq.”

36. Ibid.; 2005 US Army Weapons Systems Handbook s. 138-39, reprinted in Federation of American Scientists Military Analysis Network, www.fas.org/man/dod-101/sys/land/wsh/138.pdf.

37. Blandt de amerikanske styrker i Irak er forholdet mellem de sårede og de dræbte ca. 8 til 1; i Vietnam var det 3 til 1. Næsten 3000 amerikanske tropper er blevet dræbt i Irak, men over 20.000 er blevet såret; af disse er kun halvdelen vendt tilbage til arbejdet. Militæranalytikere erkender at øsørede er et langt bedre mål på operationernes intensitet end dræbte.” “U.S. Casualties in Iraq Rise Sharply,” Washington Post, 8. oktober 2006. Mens det måske har mindre indvirkning på hjemmefrontens morale nær soldater søres og ikke dræbes, gør det kun lidt forskel fra et rent militært synspunkt. For modstandsfolkene afspejler den amerikanske optagethed af dødstallene under krigen en svaghed: Mens demoraliserede vestlige høre må gå til ekstraordinære yderligheder for at holde offertallene nede, betyder guerillaens større vilje til at ofre sig for sin sag, at tabene lettere kan bæres uden at skade moralen.

38. “New Device Will Sense Through Concrete Walls,” American Forces Information Services, 3. jan. 2006, www.defenselink.mil/news/Jan2006/20060103_3822.html.

39. Kernebomber er kendt for at generere en elektromagnetisk puls (EMP) der kan ødelægge elektrisk og elektronisk udstyr, især computere og radioer, over en stor radius. Selv om USA endnu ikke har vovet at bruge kernevåben i Mellemøsten, menes det i vide kredse at USA har udviklet konventionelle E-bomber der bruger højstyrke-mikrobølger til at generere Empæer. Se Carlo Kopp, “The Electromagnetic Bomb – A Weapon of Electrical Mass Destruction,” Chronicles Online Journal (U.S. Air Force 1996), www. airpower.maxwell.af.mil/airchronicles/kopp/apjemp.html.

40. Efterhånden ville værdien af strategisk Ebombning i Irak eller Afghanistan være lig nul, eftersom ingen af landene har ret meget tilbage at ødelægge inden for elektronisk infrastruktur.

41. “E-Bombs And Terrorists,” Popular Mechanics, september 2001, www.popularmechanics.com/technology/military_law/1281421.html.

Indien er blandt de nationer der menes at have testet E-bomber. Ibid.

42. “The Electromagnetic Bomb - a Weapon of Electrical Mass Destruction.”

43. Ikke at forveksle med laserstyrede bomber. Den totale udgift ved den laserbaserede komponent i det strategiske forsvarsinitiativ, der er almindelig kendt som “Star Wars”, er blevet vurderet til $194 billion til og med 2015. Economists Allied for Arms Reduction, The Full Costs of Ballistic Missile Defense, januar 2003, s. 60, www. epsusa.org/publications/papers/bmd/bmd.pdf.

44. Defense Science Board Task Force, High Energy Laser Weapons Systems Applications, juni 2001, www.acq.osd.mil/dsb/reports/rephel.pdf.

45. “Blinding Laser Weapons,” BMJ 1997; 315:1392 (29. november), www.bmj.com/cgi/ content/full/315/7120/1392.

46. Jacob Levich, “John Kerry’s World of Hurt,” Counterpunch, 10. juni 2004, www.counterpunch. org/levich06102004.html.

47. Stew Magnuson, –Directed Energy Weapons Face Hurdles,“ National Defense, marts 2006, www.nationaldefensemagazine.org/issues/2006/march/directed_energy.htm.

48. Ibid.

49. “US used white phosphorus in Iraq,” BBC News, 16. nov. 2005, news.bbc.co.uk/2/hi/ middle_east/4440664.stm. Brugen af kemiske våben mod mennesker er selvfølgelig en krigsforbrydelse.

50. Cordesman, Iraqøs Evolving Insurgency and the Risk of Civil War, s. vi.

51. Robert Bryce, “Surge of Danger for U.S. Troops,” Salon.com, 22. jan. 2007, http://www.salon.com/news/feature/2007/01/22/ieds/

52. Det er blevet vurderet at de totale udgifter ved hver eneste IED der er blevet brugt i Irak gennem 2005 er lavere end erstatningsudgifterne til en enkelt nedskudt Cobra angrebshelikopter. Cordesman, Iraqøs Evolving Insurgency and the Risk of Civil War, s. xxv.

53. “The Enemy Spies,” Newsweek, 27. juni 2005.

54. E. Cohen, Lt. Col. C. Crane, Lt. Col. J. Horvath & Lt. Col. J. Nagl, s. 51.

55. “Battle Plan Under Fire,” Nova, PBS, udsendt 4. maj 2004, udskrift på www.pbs.org/wgbh/nova/transcripts/3110_wartech.html. i både politiske og medieorienterede organisationer. Arbejder nu freelance