Af Carsten Bagge Laustsen og Troels Nørskov Nielsen

tortur

KRIGSFOTOS. For fire år siden blev en række fotos af ydmygede irakiske fanger i Abu Ghraib fængslet offentliggjort og skabte straks et internationalt ramaskrig. Carsten Bagge Laustsen og Troels Nørskov Nielsen analyserer her retrospektivt billederne og baggrunden for dem i et forsøg på at indkredse deres betydning, for bødler og ofre såvel som for offentligheden.

 

Da billederne fra Abu Ghraib-fængslet i Irak kom til offentlighedens kendskab i april 2004, vakte den ondskab som de dokumenterede stor furore verden over. Offentliggørelsen af billederne var en ironisk og skelsættende begivenhed, der for eftertiden vil regnes som en nøgle til forståelsen af Usa’s proklamerede krig mod terror. Som  det vel er de fleste bekendt, viser billederne amerikanske soldater i færd med at torturere og ydmyge sandsynligvis helt uskyldige ofre. Nær dette er ironisk, er det naturligvis, fordi disse soldater var sendt i felten for at omdanne Irak til et demokratisk forbillede for resten af Mellemøsten. Efter afsløringen af overgrebene stod det klart at billederne såvel for bødlerne som for ofrene havde spillet en central rolle i mishandlingerne. Præcis hvilken rolle vil vi forsøge at belyse i denne artikel.

 

Hvad billederne viser

Billederne fra Abu Ghraibfængslet sendte chokbølger gennem hele verden da de blev offentliggjort i CBS programmet 60 Min II og kommenteret af Seymore Hersh (som også havde afsløret My Laimassakren i Vietnam 35 år tidligere) i tre artikler i det ansete tidsskrift The New Yorker.[1] Ud over de billeder der er kommet til offentlighedens kendskab, er der over 1800 billeder i Bush-administrationens varetægt som den ikke vil offentliggøre med henvisning til at det vil mindske sikkerheden for de udstationerede amerikanske tropper.

 

Mishandlingerne af de irakiske fanger fandt uhindret sted fra efteråret 2003 og frem til tidspunktet hvor sergent Joseph Darby indleverede en cd der indeholdt billederne til en efterforskningsenhed i den amerikanske hær (CID). Cd’en havde Darby fået af Charles Graner der siden blev idømt den hårdeste straf for sin deltagelse i torturen. Lederen af den efterfølgende militære undersøgelse, generalmajor Antonio M. Taguba, konkluderede at fangerne havde været udsat for talrige tilfælde af sadistiske, modbydelige og umoralske kriminelle handlinger.[2] Nær man ser på billederne er det svært at være uenig i denne vurdering.

 

Et af de i offentligheden mest kendte billeder fra Abu Ghraib viser en irakisk fange der står i Kristus-positur, placeret på en kasse med en hætte over hovedet og med elektroder påsat fingre og fødder. Truslen var at fangerne ville få stød, og flere fanger har bekræftet at det rent faktisk skete.[3] Dette billede er sø skræmmende og ikonisk i dets karakter at Dora Apel med rette har udpeget det som en form for logo for krigen i Irak – et logo, der selvfølgelig står i skærende kontrast til det slogan, Operation Iraqi Freedom, som den amerikanske hær lancerede deres “operation” under. PÅ to andre billeder ser vi Lynndie England, der om nogen blev Abu Ghraib-skandalens Poster Girl.[4] PÅ det første holder England en irakisk mand, der ligger nøgen på betongulvet, i en hundesnor. Det andet viser England stående, smilende og med en cigaret dinglende i mundvigen foran en række af nøgne irakiske fanger der alle har hætter over hovedet. En af fangerne masturberer, og England giver et thumps uptegn med den ene hånd, mens hun med den anden peger på fangens penis, som udgjorde hånden en pistol.

 

Derudover dækker de resterende billeder et bredt spektrum af såvel psykiske som fysiske og seksuelle overgreb: nøgne fanger stablet i bunker, fanger tvunget til at simulere homoseksuelt samkvem, hunde der blev brugt til at skræmme fangerne og i enkelte tilfælde havde bidt dem, og endelig fanger placeret nøgne i ekstremt smertefulde positioner og ofte med kvindeundertøj trukket ned over deres ansigt. PÅ billederne, som Mpreservisterne selv sørgede for at tage og efterfølgende videredistribuere til andre interesserede, er der ingen synlige tegn på modvilje mod at deltage i torturen og overgrebene. Hvis man ser på deres gestikulationer og ansigtsudtryk så kunne billederne lige så godt være taget foran eventyrslottet i Disney World.

 

Krigens billeder

Billederne fra Abu Ghraib kan forst’s som enform for krigstrof”. Som andre krigstrofæerudstiller billederne fra Abu Ghraib en slagenog ydmyget fjende. Trofæerne kunne best”i kropsdele fra dræbte fjender, dele af deresudrustning og i nyere tid altså af fotografier.Den sidste type trofæer har vi især set fraVietnam-krigen og frem fordi kameraet pådette tidspunkt var blevet hvermandseje.[5]

 

Disse fotografiske trofæer kan virke harmløse da de ikke umiddelbart viser den ondskab som kommer til udtryk i en krigssituation. Endvidere mødes disse billeder også ofte med en mistillid til deres autenticitet.[7] Tænk her blot på billedet hvor amerikanske soldater under Anden Verdenskrig planter Stars and Stripes på den japanske stillehavsø Iwo Jima. Billedet var et falsum der blev taget flere dage efter kamphandlingernes afslutning og som på ingen møde udtrykte eller dokumenterede det blodbad som slaget på øen var for både amerikanerne og japanerne.

 

I modsætning til dette billede blev autenticiteten af billederne fra Abu Ghraib bekræftet af præsident Bush da han udtalte til offentligheden at han følte afsky over for de afsporede og onde handlinger som billederne dokumenterede. Således var der ikke længere tvivl om at mishandlingerne havde fundet sted. Billederne blev et vendepunkt i krigen mod terror, da det med dem blev muligt at kommunikere hvad der tidligere syntes ikke kommunikerbart. Krigen fremstod før disse billeder som en uendelig krig udkæmpet mod en skjult og ansigtsl’s fjende. Med billederne blev ofrene og smerten imidlertid ubehageligt nærværende. Det var næsten som om vi var der selv – og givet var det i hvert fald at fotografierne tvang os til at tage moralsk stilling og reflektere kritisk over hele demokratiseringsprojektet for Mellemøsten og den igangværende krig mod terror.

 

Et af de aspekter der er så åbenlyst chokerende ved billederne, er at de viser at det er “os” som begår handlinger der ellers – i en vestlig optik – normalt bliver associeret med “dem” (terroristerne). Billederne udfordrer hermed den konventionelle forståelse af hvem der er de gode/de onde. Ud over at afkræve beskueren en form for stillingtagen har fotografierne også en kraft som almindelig skreven tekst ikke har. Som Donald Rumsfeld forklarede, var skrevne forklaringer blot ønoget man læste, og det er én ting”, mens billederne øer ufattelige – dette er noget helt andet”.7

 

Krigen kom tæt på

De overgreb og den tortur der kommer til udtryk i billederne fra Abu Ghraib, genskaber på paradoksal vis en menneskelighed i den sterile krigsførelse som den amerikanske hær har markedsført sig i forhold til. I Abu Ghraib fængslet var der ikke længere tale om præcisionsbombning eller laserstyrede missiler, der blev affyret på lang afstand, men i stedet om en smerte der påførtes direkte: en ved første øjekast personlig motiveret ondskab. Billederne giver på denne vis et indblik i nogen af de mest primitive menneskelige instinkter, aggression og frygt – og på den smerte, som krigshandlinger forvolder.

 

Mishandlingerne blev begået ansigt til ansigt, og gerningsmændene hørte ofrenes skrig og så deres reaktion på den påførte smerte. Ydermere havde torturen ofte en seksuel dimension, hvormed der blev skabt en perverteret form for intimitet offer og bøddel imellem.[8] Dette seksuelle aspekt er i øvrigt et aspekt som adskiller Abu Ghraib billederne fra mere traditionelle krigsbilleder.[9]

 

Greenberg[10] spekulerer derfor i om torturen (og dermed også billederne) på en eller anden møde har fungeret som en følelsesmæssig ventil for soldaterne – eller som en form for bizar souvenir der har været med til at understrege “vores” overlegenhed i forhold til “dem”. Billederne fungerer netop som souvenirs idet de cirkulerede mellem forskellige soldater, deres venner og deres familie. Her har vi en parallel til fotografierne af Ku Klux Klans lynchninger af sorte, der også til tider blev reproduceret som postkort. Ud over at fungere som souvenirs kunne fotografierne fra Abu Ghraib også anvendes som en form for afpresning der skulle sikre en lind strøm af efterretninger fra tidligere indsatte. Hvis disse ikke tilvejebragte brugbare efterretninger, ville de involverede soldater offentliggøre nogle af billederne og på denne vis bringe skam over de tidligere indsatte og deres familier.[11]

 

Hvis skyld?

Vi indledte denne artikel med kort at omtale billedet af en mand i Kristus-positur og med ledninger fastgjort på arme og ben. Dette billede danner baggrund for en karikatur som den irakiske kunstner Sallah Edine Sallat malede på en murvæg i Bagdad. Ved siden af portrættet af manden har Sallat malet et portræt af frihedsgudinden. Statuen har fået en Ku Klux Klan-hætte over hovedet, og statuens mærke øjenhuller er derfor nu maskens huller. I stedet for at holde frihedens flamme i hånden rækker statuen nu op efter en kontakt som er forbundet med ledningerne hen til fangen. Under billedet står der “That Free Dom for Bosh”.[12]

 

Det interessante er selvfølgelig den omvending der ligger i billedet. Billederne fra Abu Ghraib er karakteriseret ved at vise ofrene som underkastede og tavse. De har – på grund af den sandsæk som de har over hovedet – intet ansigt og ingen stemme. Mange har interesseret sig for hvilke persontyper England og Graner var, men meget få har interesseret sig for ofrene. Sallat nøjes ikke med at tildække hovedet på frihedsgudinden. Hun forsøger også aktivt at skabe et modnarrativ – hun ser sagen fra et irakisk perspektiv. Og hvad består dette narrativ så i? Tegningen påpeger naturligvis det paradoksale i at friheden “vindes” ved at krænke og torturere menige irakere. Som en kommentator skriver, ætog amerikanerne til Irak for at give irakerne demokrati og frihed, men de endte med at eksportere en opdateret version af Ku Klux Klan.”[13]

 

Den almindelige opfattelse er at kun ganske få af bataljonens medlemmer kunne karakteriseres som afvigende personer med psykiske problemer, og spørgsmålet er også om det i det hele taget er væsentligt. Nær de kunne handle som de gjorde så var det blandt andet fordi der var en præsident og en regering som delte verden op i de gode og de onde og som gjorde det ene krumspring efter det andet for at bøje og fordreje Geneve konventionerne.[14] Selvfølgelig har bataljonens medlemmer et ansvar, og selvfølgelig skal de retsforfølges i forhold  til dette, men der er også et ansvar som nær højere op og som bør gøres gældende. PÅ nogle af billederne fra Abu Ghraib ser vi fængselspersonale der varetager deres pligter tilsyneladende upåvirkede af de excesser som foregår i deres umiddelbare nærhed. Nær de kunne dette, var det sandsynligvis fordi de så handlingerne som acceptable eller i hvert fald autoriserede fra højere sted.

 

En væsentlig baggrund for billederne fra Abu Ghraib var en række memoranda fra den amerikanske administration angående definitionen af hvad der talte som tortur. For det første legitimerede disse at Usa’s fanger ikke længere blev behandlet som krigsfanger underlagt Geneve-konventionerne. For det andet indsnævres forestillingen om hvad der tæller som tortur radikalt. Hvad angår forhørsteknikkers psykiske konsekvenser hævder den juridiske rådgiver for den amerikanske administration Jay Bybee i sit memorandum at de kun tæller som tortur hvis de psykiske lidelser strækker sig over måneder eller år. Og som et yderligere kriterium skal det være intentionen at “offeret” lider varig skade. Hvor stor betydning Bybee-memorandumet har haft er uklart, men det var ikke den eneste obskure juridiske rapport som sø dagens lys i Washington.

 

Den amerikanske administration har sandsynligvis ikke direkte beordret at fangerne skulle ydmyges seksuelt, men de  har skabt et klima som gav de underordnede en forestilling om at de leverede hvad der var ønsket. Det betyder ikke nødvendigvis at forsvarsministeriets elite kendte til mishandlingerne, men omvendt må man sige at der i hvert fald ikke var noget i deres adfærd, udtalelser og retslige og quasiretslige interventioner som forhindrede at noget sådant kunne ske. Tværtimod fjernede de det værn som normalt sættes op mod sådanne excesser, nemlig de internationale konventioner.

 

Carsten Bagge Laustsen (f. 1970) er lektor ved Institut for statskundskab, århus Universitet, og har bl.a. udgivet en introduktion til Slavoj Zizek. Troels Nørskov Nielsen (f. 1975) kandidat i statskundskab.

 

 

NOTER

1 Seymour M. Hersh (2004): Chain of Command. London: Penguin Books, p. xviii.

2 Karen J. Greenberg & Joshua Dratel (2005): The Torture Papers. New York: Cambridge University Press, p. 416.

3 Jennifer K. Harbury (2005): Truth, Torture, and the American Way: the history of U.S. involvement in torture. Boston: Beacon Press, p. 13.

4 Michelle Brown (2005): Øæsetting the Conditions” for Abu Ghraib: The Prison Nation Abroad”, American Quarterly, 53 (3): 973-997, p. 982.

5 Johanna Bourke (2005): “Sexy Snaps”, Index on Censorship, (1): 39-45.

6 Søren Kjærup (1998): “Billedkommunikation”, pp. 58-82 i Bent Fausing og Peter Larsen (red.): Visuel Kommunikation. København: Medusa.

7 Hersh 2004, p. 65.

8 Karen J. Greenberg (2006): “Introduction: The Rule of Law Finds Its Golem: Judicial Torture Then and Now”, pp. 1-12 i Karen Greenberg (ed.): The Torture Debate in America. New York: Cambridge University Press, p. 4.

9 Bourke (2005).

10 Greenberg (2006).

11 Dora Apel (2004): “Torture Culture: Lynching Photographs and the Images of Abu Ghraib”, Art Journal, 64 (2): 88-100.

12 W.J.T. Mitchell (2005): “The Unspeakable and the Unimaginable: Word and Image in a Time of Terror”, ELH, 72: 291 308, p. 304.

13 Max Gordon (2004): “Abu Ghraib: postcards from the edge”, Open Democracy, http://www.openDemocracy.net, p. 2.

14 Marcy Strauss (2004): The lesson of Abu Ghraib, Legal Studies Paper, No. 2004-18, September, http://ssrn.com/abstract=597061, p. 7.