At være eller ikke at være moderne

POSITIVISME. John Grays bog adskiller sig fra de gennemsnitlige post-11.september udgivelser i forsøget på at formulere en kritik af grundlaget for det foregående århundredes dominerende politiske ideologier.

Af Jon Rostgaard Boiesen | Lagt på nettet: Ons. 15 nov. 2006 kl. 15:02 | Fra Det Ny Clarté #1

John Gray: Al Queda og hvad det vil sige at være moderne.
Oversat af Frank Beck Lassen. Slagmark, 2006. 186 sider, 198 kr.

Det er en på mange måder vigtig, men også problematisk bog som John Gray – der er professor i europæisk tænkning ved London School of Economics, og endelig ikke må forveksles med pop-psykologen der har skrevet om kvinder fra Venus og mænd fra Mars – har skrevet. Vigtig fordi den griber fat i den konflikt der i de sidste fem år har stået i centrum af international politik, den såkaldte ”krig mod terror”, med et kynisk analytisk blik der kaster mange væsentlige pointer af sig. Men problematisk da det i høj grad forbliver ved at Gray kaster pointerne af sig uden at diskutere eller underbygge dem nærmere. De kommer derved ofte til at fremstå noget postulerende og usammenhægende – måske ligefrem i modstrid med hinanden.

Grays grundlæggende pointe er at vi stikker os selv blår i øjnene hvis vi – som den nuværende amerikanske administration – beskriver og forstår Al Queda som et levn fra middelalderen der truer vores hårdt tilkæmpede modernitet. Vi må forstå at der er flere måder at være moderne på, og at Al Queda også er en del af moderniteten – ligesom nazismen og kommunismen var det. Et verdensomspændende netværk af Al Quedas type, forudsætter simpelthen modernitetens globale handel og kommunikation, ligesom forestillingen om at store spektakulære voldshandlinger, som at angrebene den 11. september 2001 kan fremme en ny verdensorden også er en moderne tanke. Det kan derfor ikke undre at nazismen og kommunismen sammen med islamismen udgør nogle af de store skurke i Grays fortælling, men også nyliberalismen – og det er hér Grays bog adskiller fra den gennemsnitlige post-11.september-bog. Nyliberalismen deler ifølge Gray en grundlæggende svaghed med marxismen, nemlig en positivistisk tro på at det er muligt at administrere samfundet rationelt. Og de deler begge med nazismen og islamismen en tro på at det kan lade sig gøre én gang for alle at overkomme alle konflikter og komme til tusindårsriget.

Gray gør i den forbindelse en del ud af hvordan de tidlige positivister, som Comte og Saint-Simon, gjorde sig tanker om en ”fornuftens religion” – hvilket skal forstås ganske bogstaveligt. Den dag i dag findes der positivistiske kirker i Brasilien. Gray bruger dette til at vise at rationalitets- og fremskridtstroen selv rummer religiøse elementer, og at vi derfor stikker os selv blår i øjnene hvis vi tror det kun er de andre der er religiøse. Nyliberalismen bygger på det religiøse, positivistiske tankegods.

Så vidt Grays kritiske projekt som i høj grad må siges at ramme plet. Men når det kommer til at give et bud på en alternativ forståelsesramme halter det mere. Gray synes at svinge kraftigt mellem på den ene side på idealistisk vis at lade religion og kultur være de afgørende parametre, og på den anden side materialistisk at fremhæve betydningen af narkohandel (hvor Gray er konsekvent og radikal nok til at foreslå en legalisering, sådan at terrororganisationerne ville blive frataget en væsentlig finansieringskilde) og den kamp om de tilbageværende olieressourcer der allerede er i gang, og som vil få afgørende betydning for geopolitikken i årene der kommer. Gray er bedst når han fremhæver disse lidt banale forhold.

Problemet er blot at Gray ikke fører denne analyse igennem, men stopper ved et vagt defineret kulturbegreb. Det skyldes muligvis hans afstandtagen fra marxismen. I denne ser han blot en oplysningsoptimistisk tro på et fremtidigt utopia – sådan som det kom til udtryk i bolsjevismen. På grund af denne manglende skelnen mellem marxismen som ideologi og marxismen som analytisk redskab, synes Gray altså ude af stand til at føre sine ansatser til en materialistisk analyse til ende. I stedet sættes et vagt defineret kulturbegreb ind for at forklare konflikter. Og Grays vision for en mere fredelig verden bliver derfor også et system hvor enhver nok så grusom regering kan få lov at være i fred så længe den ikke generer andre – ethvert land har jo sin kultur!

Alle disse forbehold til trods, kan Al Queda og hvad det vil sige at være moderne anbefales. Bogen er let læst, og kommer med mange provokerende og øjenåbnende pointer – selvom de som nævnt ikke hænger videre godt sammen. Bogen er – bortset fra enkelte uheldige anglicismer – glimrende oversat af Frank Beck Lassen.

Jon Rostgaard Boiesen studerer filosofi ved Århus Universitet.