Samir Amin og spændingsfelterne i den generaliserede monopolkapitalisme

Samir Amin

Den nuværende fase af kapitalismen kalder Samir Amin den generaliserede monopolkapitalisme, der politisk (imperialistisk) modsvares af triaden mellem USA, Europa (EU) og Japan. Spændingsfelterne ligger mellem triaden og Kina og andre fremspirende lande som Indien og Brasilien. En ny form for polycentrisk globalisering er ved at tage form, bl.a. fordi medlemmer af triaden viser så åbenbare svagheder. EU er præget af opløsning, formidlet af euroens sammenbrud. Kina og Rusland er ved at nærme sig hinanden, men samtidig har Kina indtil videre støttet det dollarbaserede internationale valutasystem, så relationerne er ikke entydige. Amin tiltror ikke det arabiske oprør evnen til at gøre op med imperialistisk dominans, hvis egentlige rationale er kontrol med alle verdens ressourcer og udtrækning af ’rente’ (overnormale profitter) [1].

Transform-konference og transformationer

Samir Amin var en meget aktiv deltager i Transform-konferencen om Krisen i Europa i København i foråret. En lille ældre herre med stor vitalitet og udstråling. Oprindelig fra Egypten er den højproduktive forfatteraktivist og teoretiker Amin nu skiftevis i Paris, Dakar Senegal og Cairo, eller hvor han ellers kaldes hen. Den 80-årige var lige kommet fra Brasilien, en nats søvn og han var i form. Han er en sand radikal i den forstand, at han udtrykker det, som hans analyse har ført ham til at konkludere. Nogle gange giver hans udsagn et gib i én.

I sit indlæg på konferencen lå det Amin på sinde at redegøre for, at den nuværende fase af kapitalismen kræver sin egen term, Generalized Monopoly Capitalism (den generaliserede monopolkapitalisme), GMC. Siden halvfjerdserne er vækstraten faldet til halvdelen af sit tidligere niveau, og monopolkapitalismen, som Amin kaldte den tidligere fase, reagerede ved at flytte op ad stigen, hvori indgår det nye mønster af finansialisering (mere om dette begreb senere i artiklen). Den kvalitative ændring kan dog beskrives på mange måder. Mange er klar over forandringen, men drager ikke de nødvendige konsekvenser af den høje grad af centralisering til den generaliserede monopolkapital, der fandt sted i perioden 1975-90.

Alle betydningsfulde økonomiske aktiviteter er nu kontrolleret af GMC, der i tur og orden styres af kredit. Der trækkes monopolrente, imperialistisk rente (dvs. beløb over den gennemsnitlige profitrate, et fænomen der især gælder på naturressourceområdet, også kaldet jordrente) ud af systemet:

“Den generaliserede og globaliserede monopolkapitalisme er et system, der garanterer disse monopoler en monopolrente pålagt [levied on] den merværdimasse (transformeret til profit), som kapitalen trækker ud af udbytningen af arbejde. I den udstrækning disse monopoler opererer i systemets periferier, er monopolrente imperialistisk rente. Kapitalakkumulationsprocessen – der karakteriserer kapitalismen i alle dens successive former – er derfor drevet af maximeringen af monopol/imperialistisk rentesøgning.” [2]

Europa, USA og Japan står sammen om at styre systemet, og så længe det virker, er der ingen modsætning, men snarere tale om en fælles bevidsthed om delte interesser. Finansialisering er bygget ind i reproduktionen af GMC, der går fra én boble til den næste.

Vi bevæger os væk fra et politisk system med en vis balance mellem kræfterne. Nu er det politiske system i samdrægtighed med GMC baseret på konsensus, der ødelægger den relative grad af demokrati, der herskede tidligere. USA’s nuværende politiske scene er endog en total farce med en hel befolkning udsat for aktiv fordummelse. Naturligvis er politisk modstand til stede, men ikke som en vel integreret del af systemet, kan man slutte.

Før i tiden havde kapitalen til huse i mennesker, nu er den abstrakt. Marx forestillede sig, at systemet ville bryde sammen, men i stedet er det inkorporeret i en ’præstekaste’ [clergy]. Det er ikke bæredygtigt.

Der er ikke tale om en konspiration, men om en strategi. Vi bliver nødt til at se på den virkelige fjende med klart blik. Vestens (dvs. triaden bestående af USA, Europa/EU og Japan) fundamentale strategi er på to niveauer: For det første skal de ny fremspirende [emerging] lande som Kina inddæmmes eller tvinges tilbage. For det andet er der resten af verden, Indien og Brasilien med en vis autonomi samt mindre lande, som vil kunne komme under militær kontrol. Europa er en del af det kompleks, der vil have militær kontrol med planeten. En præventiv krig fra vestens side er ikke udelukket. I hvert fald er destruktion af lande og ikke demokrati målet. Til det hører også destruktion af mennesker, også af højtuddannede, f.eks. af ingeniører i Irak efter Saddams fald. I de ikke-fremspirende lande foregår der en ’lumpen’ udvikling. Her henviser Amin til André Gunder Frank, der talte om den fattigdomsgørelse, som vi klart ser i dag i Grækenland. Men selv i Tyskland er der marginale eksistenser.

Kampens kerne er adgang til jordens ressourcer. Kapitalismen er ikke grøn. Livet på jorden er truet, men der er potentiale for at udvikle et positivt alternativ, i og med at folk ikke vil blive ved med at acceptere tingenes tilstand. I de arabiske lande ser vi måske begyndelsen på begyndelsen.

Vi har brug for dristighed. Den radikale venstrebevægelse er en minoritet, men har nået et punkt, hvor den kan ændre verden. Der skal sættes spørgsmålstegn ved ejendom, og GMC firmaer skal nationaliseres. Samfundets styring skal socialiseres. Om man vil kalde det socialisme eller kommunisme er ligegyldigt. Uanset hvad kræver et højere civilisatorisk niveau afskaffelse af den private ejendomsret.

Hvorfor kalde den nuværende kvalitativt forskellige fase af kapitalismen for den generaliserede monopolkapitalisme?

I grunden er termen ’oligopol’ (altså flere producenter/sælgere) mere dækkende for de nuværende markedsforhold end monopol. Spørgsmålet er imidlertid ikke så meget antallet af firmaer, men at der ikke er ren konkurrence. Samt at oligopol/monopol dækker mere end markeder, nemlig også produktionsleddet.

Stammer forestillingen on ren konkurrence ikke fra mikroøkonomien, især Alfred Marshall? Og har det nogensinde været andet end en fiktion, spurgte jeg (KHP).

På det svarede Amin, at Marshall faktisk byggede på, hvad der var tilfældet i det 19. århundrede, hvor der var mange producenter af de samme varer. Men det er da rigtigt, at centralisering af kapitalen var en selvfølgelighed hos Marx. I kolonitiden udbyggedes verdenshandlen. Dengang drejede det sig faktisk først og fremmest om handels- og ikke om produktionsmonopoler, selvom man havde store kapitalkoncentrationer omkring jernbanebyggeri, og oligopoler blev opbygget i mineindustrien og de store kemiske industrier. Dette varede til 2. verdenskrig. Før den 1. verdenskrig var monopoler imidlertid nationale. Først efter 2. verdenskrig opstod de transnationale virksomheder bygget op omkring de store amerikanske selskaber, f.eks. bilproducenter. Monopolerne kontrollerer nu alt fra ekstraktion til salg.

GMC’er i Europa er imidlertid fortrinsvis nationale monopoler, ikke engang europæiske. Der er et par transnationale selskaber/organisationer som Airbus og European Space Agency, men de er etableret af stater. Disse monopoler kan have problemer på det nationale niveau, men på det globale niveau er de associeret med deres konkurrenter eller har delt markedet mellem sig (selvom man kunne sige, at der f.eks. er konkurrence mellem Boeing og Airbus, KHP). Det er disse oligopoler, der dominerer den internationale kapitalisme og gennem dem, at deres hjemstater har magt, kunne man tilføje.[3]

Det var i perioden 1975-90, at konsortier med aftaler om produktion og markeder og indbyrdes afstemte aktioner opstod. Der er måske 5.000 virksomheder af betydning i verden i dag. GMC-præsteskabet kontrollerer alt. De former forbrug og behov, livsstil, den offentlige mening.

Er det ikke udtryk for profitratens tendens til fald? Amin svarede til det, at produktionen er klemt, og det er profitraten også. Underforstået: derfor driften mod imperialistisk rente.

Om det splittede Europa

EU er delt i tre zoner. Den centrale del er de tidligt udviklede kapitalistiske lande, England, Frankrig, Tyskland, Holland, Skandinavien, Belgien, Schweiz og Østrig. Det andet lag er Italien og Spanien,[4] hvor kapitalismen ikke er slået igennem før meget senere, faktisk først efter 2. verdenskrig. Det tredje stratum er landene, der tidligere var sovjetisk dominerede samt Grækenland,[5] der ikke var kapitalistisk udviklede inden 2. verdenskrig, og som udviklede en form for statskapitalisme sidenhen. De er nu perifere lande, dominerede af den centrale kerne. De mangler GMC firmaer, dvs. man kan sige, at Tjekkiet naturligvis har Skoda, men det er nu helt ejet af tyske VW (KHPs tilføjelse).

Den nye opdeling minder om tredverne – der er faktisk tale om en slags ’blød’ fascisme. Tyskland stod dengang i modsætning til England og Frankrig, mens landene i Østeuropa var dets vasaller – også politisk omkring autoritære ledere som Józef Pilsudski i Polen (1926-35)[6] og Miklós Horthy i Ungarn (1920-44). Sydeuropa, dvs. Italien, Spanien og Portugal, gik også den fascistiske vej dengang. Parallellen er naturligvis ikke perfekt, men gældsbyrde baseret på mangel på moderne udvikling og et solidt politisk fundament er fælles for dem i dag.

Amin ser en lighed, ikke mellem Nordamerika og Europa, men snarere en europæisk parallel til forholdet mellem USA/Canada og dets satelitter i Latinamerika og Caribbean. Således har det centrale Europa også sine egne periferilande.

Der er ingen mulighed for at reparere på ulighederne, der kun er blevet bestyrket af euroen. Europa under det nuværende EU er i GMC’ernes tjeneste. Euroen er et projekt, der deler og ikke samler. Den står ikke til at redde, men det er heller ikke ønskeligt. Vi har nu en de facto mark-zone med Tyskland i centrum (dvs en zone, hvor euroen er en fortsættelse af den tyske D-mark), associerede lande (Skandinavien og Holland) og Tysklands semi-kolonier i periferien. Over for det står UK, der flytter sig mere og mere over mod den atlantiske alliance forstærket af City of London/Wall St. aksen. Frankrig viser to tendenser, Vichy, der med en smule overdrivelse kan siges at være Sarkozy-linjen, eller de Gaulle,[7] hvis linje repræsenteres af Hollande (måske også en lidt heroisk antagelse). Spørgsmålet er, om Frankrig går med Tyskland eller England eller gør noget tredje. Og over for det har vi de sydlige kriseramte lande. At forsvare EU er at slå det ihjel. EU i sin nuværende form er en logisk konsekvens af udviklingen, der skal vendes totalt, hvis der skal komme noget progressivt ud af det. Derfor mener Amin ikke, at det fra et venstreradikalt synspunkt er ønskeligt at forsøge at redde euroen. Man må begynde helt forfra.

På Transform-konferencen udspandt der sig en hektisk debat med den kendte tyske venstreorienterede debattør og akademiker Elmar Altvater om lige præcis euroens fremtid. Altvater mente, at Grækenland burde blive i euroen, ja, man skulle end ikke ønske, at det blev tvunget ud af møntunionen, hvorimod Amin ikke så nogen udvej eller noget bedre for Grækenland end at skulle bryde med euroen.

Er Kina stadig en del af periferien, og står det virkelig i modsætning til vesten?

Fremspirende lande/markeder er dem, der har opnået høje vækstrater og eksporterer andet end råmaterialer, dvs. industrielle produkter. De tre vigtigste lande er Kina, Indien og Brasilien. I lighed med gængse forestillinger accepterer Amin nu at kalde de stærke nye lande fremspirende. Implicit regner han dem altså ikke længere som en del af periferien, men de fremspirende lande er forskellige og har ikke samme strategi i det globale system. Der er kvalitativ forskel mellem Kina på den ene side, Brasilien og Indien på den anden.

Der finder en polycentrisk globalisering sted, der giver manøvrerum for andre end triaden, også for interne klassekampe i andre lande. Kina er ikke-hegemonisk (dvs. ønsker ikke dominans, KHP), hvad man bør sætte pris på og støtte. Om det er fremspirende er ikke det vigtigste. Triadens strategi vis-à-vis Kina er som sagt inddæmning [containment] og om muligt tilbagetrængning.

Ifølge Amin har Kinas politiske strategi opmuntret Rusland, der i grunden sammen med Kina er USA’s fjender, og Amin ser en tendens til tilnærmelse mellem de to lande. I det lys kan man se Putins bestræbelser på at modernisere den russiske hær.

Indien og Brasilien har indgået et semi-kompromis med USA, mens CIA’s rolle er snævret ind til at sætte lande op mod hinanden, Kina mod Vietnam, Brasilien mod svagere lande som Bolivia, Ecuador, Venezuela.

Forfatteren af denne artikel påpegede, at Kinas udvikling i høj grad er formidlet ved hjælp af vestlig kapital, og at det er en vigtig spiller i det nuværende internationale valutasystem omkring dollaren. Amin indrømmede, at Kina forsvarer det globale monetære system, men dette er alligevel ved at bryde sammen. Yuan (eller renminbi) er i stigende grad en international valuta, begyndende på nærmarkederne, og derfra sker der en udvikling af en form for regionalisering. Den kinesiske strategi har været at skubbe den politik ud i fremtiden, men det opretholder dermed også USA.

Mao var en forudsætning for Kinas succes. Selvom man kan karakterisere Kina som fundamentalt set kapitalistisk, er det stadig statskontrolleret. Selv det mest private initiativ er under offentlig styring, om ikke reelt så potentielt. Altså er der tale om statskapitalisme. Kina er fuldt ud klar over, hvordan vesten kontrollerer det globale system gennem teknologi og kontrol med planetens ressourcer, gennem medier og militær. Kina lærer ved at få udenlandske investorer til at hyre dets topingeniører. Senere skifter selskaberne hænder. På den måde er Kina langt fremme mht. at udvikle teknologi med egne midler og har også skaffet sig adgang til naturressourcer uden for landet, bl.a. kobber og olie. Og jernmalm kunne man tilføje.

Men mht. medier har Kina ingen magt. Militæret er ved at blive bygget op. Er Kina imperialistisk? Amin fastholder, at Kina nok har taget ved lære af vesten, men har et andet perspektiv, og det vil ikke bøje sig for vesten. Selvom Kina har støttet den amerikanske gæld, vil det ikke overtage dominansen i verden, men går ind for multidominans. (Se Det Ny Clarté # 11, august 2009: Lande i Syden, foren jer!).

Vil det finansielle system bryde sammen af sig selv?

Finansialisering bestemmes af Amin i forhold til fire faktorer: a) Finansmarkedernes volumen har ekspanderet meget hurtigere end ’realøkonomisk’ vækst – allerede i 1995 var finanskapitalen på 190 % af USA’s, Japans og Europas BNP (finanskapitalen her bestemt som aktier og andre ejerandele, statsobligationer og private lån) – nu er procentsatsen langt højere, b) nye instrumenters udvikling især inden for derivater og rent spekulative papirer, c) den øgede vægt af finanser i virksomhedsøkonomien, altså en vækst i porteføljeinvesteringer i forhold til fysiske aktiver inden for de enkelte storvirksomheder, d) stigende globalisering af den finansielle hypertrofi (abnorme vækst), f.eks. inkluderende Singapore og Malaysia.[8]

Den ’udadvendte’ udviklingsmodel er fundamental i det spil, hvori indgår den hellige triade, USA, EU og Japan. Det er den model, der har skabt compradorborgerskabet i periferien, de mennesker, der lever af at formidle udenlandsk kapitals indtrængen i egne lande mod selv at få del i kagen. Mere end det, Amin ser korruption som indbygget i alliancerne. Alt skal se fint ud på overfladen, men nedenunder hersker de mindre pæne deals. Compradorborgerskabet har i tur og orden sine egne underleverandører og spytslikkere. Er der nogen, der kan huske termen imperialistlakajer? ”Jeg hævder, at på scenen for GMC er korruption blevet en organisk komponent i reproduktionen af dens akkumulationsmodel: Rentesøgende monopoler kræver statens aktive medvirken. Den ideologiske diskurs (den ’liberale virus’) proklamerer, at ’statens hænder skal væk fra økonomien’, mens dens praksis er ’staten i monopolernes tjeneste’.”[9]

Det internationale finansielle system fortsætter med at være dollarbaseret, men BRIC-landene vil få et vidt spillerum for autonomi ligesom Latinamerika, hvis anti-US ALBA alliance (Venezuela, Cuba, Bolivia og Ecuador som de vigtigste medlemslande) dog bliver sat på plads af Brasilien og de mere socialdemokratisk orienterede lande i regionen.

Amin giver altså ikke noget klart svar på spørgsmålet. At euroen bryder sammen, synes at være den sikreste forudsigelse. Dollaren og de dollarbaserede kapitalmarkeder er afhængige af Kina, der derfor langsomt rejser sig som reservevaluta.

Har den arabiske revolte ændret på konstellationenerne?

Samir Amin har naturligvis grundigt kendskab til forholdene i Maghreb-landene [10] og hele Mellemøsten. Grundlæggende ser han frihedselskende tendenser i oprørene, men også at de nye herskere, der kommer til, ser ud til at blive lige så underordnet vestlige interesser, som de tidligere regimer var. USA indså sent, hvad der skete i Egypten, vendte så på en tallerken og blev pludselig pro-oprørsk, hvor det tidligere havde holdt sig til Mubarak. Det muslimske broderskab, der ikke fik lov til at stille op til valgene under Mubarak, var i virkeligheden vel integreret i magtapparatet. Det var med til at gøre forarmelsen acceptabel ved at tilbyde social støtte, undervisning og sundhedstjenester. Amin ser broderskabet som reaktionært og præget af ledere, der er medlemmer af comprador-borgerskabet. En bevidst depolitisering har fundet sted lige siden Nassers sidste år (han døde i 1970), og i den samvirkede USA’s dominans på det overordnede politisk-økonomiske plan med en kraftig udvikling af den informelle sektor. Materielle småbidder fra bazaar-økonomien[11] blev parret med islamiske dogmer for at sikre massernes fysiske og sjælelige overlevelse.

Syrien er kompliceret. Den syriske præsident Bashar al-Assads statsterror er konfronteret med et islamistisk oprør med kun begrænset rum for egentlige frihedsbevægelser. Der er dog også indblanding udefra, f.eks. fra Tyrkiet og Saudi-Arabien. Den overordnede amerikanske interesse er, at Syrien samt Iran svækkes. Bashar var ellers lige inden oprøret kommet ind i varmen p.gr. af den økonomiske åbning udadtil og neoliberale politikker indadtil. Dette sidste var dog med til at stimulere det folkelige oprør, fordi livsvilkårene blev kraftigt forværret p.gr. af stigende priser på basisvarer. Det lyder kynisk, men i lyset af de vage rent verbale udfald fra amerikansk side mod Bashar kunne man fristes til at konkludere, at enten afholder USA sig fra intervention, fordi det er svækket, eller også kan det se, at Syriens selvdestruktion går i den strategisk set ønskede retning. Amin nævnte ikke en vestlig humanitær intervention, evt. fremtvunget af den vestlige opinion, som en mulighed.

I en ny artikel, ”The Arab Revolutions: A Year After”[12] nævner han forhindringerne for et befriet Syrien som 1) USAs ønske om at bryde Iran/Syrien/Hezbollah alliancen, 2) Israels ønske om fragmentering af Syrien, og 3) golfstaternes støtte til oprettelsen af et sunni-diktatur. Hans syn på Syrien giver således meget lidt håb for nogensomhelst forbedring for befolkningen.

Alt i alt lader det ikke til, at Amin mener den arabiske revolte har ændret på de internationale konstellationer og heller ikke meget på vilkårene for befolkningerne bortset fra ovennævnte ”begyndelse på begyndelsen”. Snarere har den ført til en ny form for hjemmegroet uro, hvor man kan frygte, at den kan manipuleres i stormagternes retning. Afhængigt af hvor macchiavellistiske stormagterne er, eller man ser dem som. – Om Amin har ændret mening efter indsættelsen af den nye præsident i Egypten, vides ikke, men det er nok tvivlsomt.

Noter

[1] Artiklen er baseret på Samir Amins offentlige optræden på Transform-konferencen om Krisen i Europa i København d. 17-18 marts og på forfatterens (KHPs) samtaler med Samir Amin ved den lejlighed, senere telefonkontakt samt fortrinsvis nyere publikationer af Amin. KHP har indlagt fortolkninger, men har så vidt muligt indikeret hvor og hvordan samt også, hvor hun giver sit eget besyv med.- Se også Arbejderen, ”Status på et oprør” fra d. 5. maj 2012 for et mere ordret interview med Amin optaget i forbindelse med konferencen. Som titlen siger, drejer den artikel sig især om det arabiske oprør, hvorfor der er lagt mindre vægt på det her.

[2] I ”Dristighed, mere dristighed” (”Audacity, more audacity”, Pambazuka 2011-12-01, Issue 560, http://www.pambazuka.org/en/category/features/78392).

[3] Min (KHPs) forståelse af Amin er, at de store firmaer er monopoler på deres hjemmemarked, men ikke nødvendigvis på det internationale marked, hvor der er oligopoler, dvs. få sælgere, men dog flere, af samme produkt.

[4] Amin nævnte ikke Portugal, som dog må høre til i denne kategori.

[5] I min opfattelse hører Grækenland til i samme gruppe som Spanien etc.

[6] En kompliceret skikkelse, der først og fremmest forsvarede Polens uafhængighed og storhed.

[7] Vichy-regeringen var Frankrigs tyskvenlige regering fra 1940-44 under ledelse af Marskal Pétain med sæde i Vichy. Charles de Gaulle, den franske befrielsesgeneral og senere præsident 1958-69, forsvarede et stærkt Frankrig, selvom han også var med til at frigive kolonierne og accepterede Algeriets uafhængighed.

[8] Amin, Samir. 2003. Obsolescent Capitalism: Contemporary Politics and Global Disorder, London/New York: Zed Books, s. 43

[9] Amin, Samir. 2011. ”An Arab Springtime”, Pambazuka, 06/08. URL: http://www.pambazuka.org/en/category/features/73902

[10] De nordafrikanske lande fra Libyen og mod vest.

[11] Småhandel, tuskhandel.

[12] Pambazuka 2012-03-14, Issue 576, http://pambazuka.org/en/category/features/80745.