Hvad skal vi med teknologien?

Vor tids digitale oligarker vender lige nu op og ned på verden – uden nogen egentlig har bedt om det, eller forholdt sig til det. Hvordan er det gået til? Og kan det virkelig være rigtigt, at menneskehedens skæbne skal ligge i hænderne på en håndfuld forvoksede tekno-nørder?

Det vi kalder den fjerde industrielle – eller digitale – revolution, peger tilbage til 1700-tallets England, og verdens første fabrikssystem. Den teknologi, der var rygraden i den første industrielle revolution, skiftede menneskets naturlige livsrytme ud med maskinens og urets, bunkede mennesker sammen i fabrikker og byer, skabte nye samfundsklasser og ændrede magtforholdene. Makkerparret kapital-teknologi satte sig på ryggen af mennesket, og skabte en ny social rangorden, med kapitalen for bordenden.

Den industrielle revolution var ikke en tilfældighed. Datidens England havde akkumuleret et kapital-segment af velhavende købmænd, bankfolk, godsejere og virksomhedsejere, som i realiteten styrede landet. Og de havde lært at det ikke længere handlede om at samle penge på kistebunden. Den virkelige kilde til rigdom, lå i produktionsevnen, evnen til at skabe vækst og profit. Kapitalen skulle på arbejde.

Og det kom den. For segmentet havde også lært, at jo mere frihed de gav kapitalen, jo større værdi skabte de for samfundet. Den logik hvilede på de selvsamme hjørnesten, som stadig bærer den liberale samfundsmodel – vækst gennem konkurrence og effektivitet. Konkurrencen lægger pres på produktionsapparatet, for at udnytte ressourcerne så effektivt som muligt, og det driver teknologiudviklingen.

Den industrielle revolution var nok en teknologisk revolution, men nedenunder markerede den kapitalismens endelige gennembrud, som den kraft, der – fremfor alle andre – skulle komme til at styre udviklingen og indretningen af menneskets tilværelse, vores forhold til hinanden og vores omverden. Alliancen mellem industri, teknologi og kapital havde dynamikken til at skabe en ny verden.

Totalteknificering

Det har ikke ændret sig – tværtimod. Det revolutionerende i moderne teknologiudvikling skal ikke findes i en ny social orden, men i det grænseoverskridende og grænseløse, som udvider den eksisterende. De digitale teknologier, der er accelereret og udviklet i de sidste 20-30 år, rækker langt ud over tidligere teknologiers automatisering og effektivisering af produktionsprocesserne, og er nærmest bygget ind i den moderne livsform.

Teknologien flytter og udvisker grænserne mellem det kunstige og det virkelige, det levende og det livløse – mellem menneske og teknologi. Den skaber virtuelle rum, som ikke er til at skelne fra virkeligheden. Den simulerer menneskelig intelligens, der udfordrer og gennemlyser os på alle ledder og kanter. Den taler med os og slår vores græsplæne. Den manipulerer arvemassen og indgår i avancerede symbioser, som udvider vores biologiske rækkevidde.

Den digitale teknologi er i færd med at overskride selve den grænse, der engang gjorde Homo til Sapiens – nemlig evnen til at tænke, tale og handle socialt. Verden er på vej ud i et ingenmandsland, hvor ingen kan sige med sikkerhed, hvornår mennesket hører op og teknologien begynder.

Men den er også grænseoverskridende i en anden forstand. Den konstituering af forholdet kapital-lønarbejde, der blev skabt under den industrielle revolution, udvides i den digitale verden, til at være et forhold mellem kapitalen og det moderne menneske, i alle dets facetter og funktioner.

Den tidlige fabriksteknologi havde travlt med at tampe disciplin ind i de svageste grupper i samfundet. Den digitale teknologi er i gang med at mobilisere hele befolkningen i kapitalens tjeneste – som brugere, prøvekaniner, idemagere, semikapitalister, sælgere, forbrugere, producenter osv. Digitaliseringen gør hele kloden til arbejdsplads, og hele døgnet til arbejdstid.

Og denne gang er midlerne mere raffinerede. Totalteknificeringen skaber en selvudbytning, forklædt som frihed, og en idealisering af den californiske tekno-kultur, som marginaliserer dem der ikke er med på vognen. Dampmaskinen forøgede muskelkraften, digitaliseringen tager sig af hjernen og manipulerer os til at tænke og handle som dresserede får. Og det går stærkt. Den digitale økonomi vokser 7 gange hurtigere end den traditionelle.

Hele forløbet – fra den industrielle revolution til i dag – kan ses som én lang intensivering af kapitalismen, hvorunder 99% af verdens befolkning inddisciplineres i kapitalens tjeneste, mens den sidste procent skummer fløden og styrer løjerne.

Den digitale forretning

I 2014 var der over 7.2 milliarder mobilenheder i verden. Mere end 4.5 milliard mennesker bruger jævnligt deres mobiltelefoner. En almindelig bruger er – i en eller anden form – i kontakt med sin iPhone 2-300 gange i døgnet. For de hårdest ramte er det dobbelt så meget. Der er 3 milliarder internet brugere og 2 milliarder aktive brugere af sociale medier, som tilbringer 1.8 timer i snit om dagen på den konto.

I 2021 forventes 20% af alle menneskers aktiviteter her på kloden, at involvere en eller flere af de 7 digitale giganter, som vil akkumulere ufattelige mængder af data om os alle sammen. Data og informationer, som både er et værdifuldt aktiv for selskaberne, og en værdifuld vare på markedet. Facebook tjente USD 22 milliarder på annoncering på mobile platforme i 2016.

Digital teknologi har banet vej for en ny global forretningsmodel, som breder sig i USA og Asien og er på vej ind i Europa. En platformsøkonomi, domineret af nogen få digitale giganter, med monopollignende status. Et digitalt oligarki.

Digitale platforme forbinder eksterne producenter og (for)brugere, som skaber værdi ved at interagere med hinanden. Netværket fungerer som en kommunikations- og markedsplads, og ligger ’ovenpå’ en teknisk infrastruktur, med algoritmer, udviklingsredskaber og spilleregler. Nedenunder opsamles data i rå mængder – om deltagerne, deres adfærd, det de producerer, det de køber, det de ser på, det de kommunikerer om, priser, markedstrends etc.

Facebook ved mere om os end vi selv gør, og mere end nogen regering nogensinde vil komme i nærheden af at vide om sine borgere.

Lige bortset fra Kina, som er ved at indføre et overvågnings- og reguleringssystem, der skal holde øje med alle borgeres adfærd – ved hjælp af algoritmer, internettet, og Big Data – og føre point ind og ud af en ’socialkreditkonto’, der bestemmer deres muligheder i livet, alt efter hvordan de gebærder sig. Kina er – grundet sin særlige form for statskapitalisme – i gang med at udvikle en helt ny digital herskerteknologi, baseret på sociometri og psykopolitik. En lækkerbisken for alle regeringer med totalitære ambitioner.

EU lancerer en GDPR-pakke (General Data Protection Regulation) til ikrafttrædelse i april 2018 – med bl.a. krav om utvetydig tilladelse fra den enkelte til opsamling af persondata, og krav om at alle skal have adgang til at forlange sletning af deres data. Det slag er tabt på forhånd. Når kapitalen og markedet styrer teknologiudviklingen, kommer samfundet uvægerligt på mellemhånd. Innovationsevnen er mageløs, når det handler om at omgå reguleringer der begrænser de frie markedskræfter, og der er udsigt til en god forretning.

Digitale daglejere

På arbejdsmarkedet kaldes fænomenet Freelancer-platforme eller gig-økonomi. En slags virtuel ’menneskesky’, hvor arbejdskraft hentes ned på individuel daglejerbasis på siden af det konventionelle arbejdsmarked. Koblingen mellem udbud og efterspørgsel, styres af en algoritme. Når der er bid, kan arbejdet enten udføres digitalt – uden fysisk tilstedeværelse (den slags arbejde kan f.eks. entreres via platformen PeoplePerHour), eller fysisk (f.eks. via platformen Uber). Det digitale arbejdsmarked er vokset med 25% fra 2016 til 2017.

Set fra virksomhedsside giver det mange fordele. Fuldt skalérbare ressourcer, ingen opstartsomkostninger, ingen oplæringsforpligtelser, ingen følgeomkostninger, ingen ferie, ingen forsikringer, ingen opsigelsesfrister og ingen begrænsninger i bevægelighed. Skønsmæssigt sparer virksomheden 25-30%. Generelt ligger lønniveauet tæt på minimumslønningerne.

I øjeblikket udbydes både mere og mindre kvalificeret arbejde, også nye typer arbejde, på daglejerbasis. Et eksempel er ’klik-arbejde’, hvor man får et par håndører pr. klik, for f.eks. at få ’seertallet’ skruet op på en bestemt reklameside, så platformen kan tage en højere pris for den. Gig-økonomien skaber et digitalt prekariat.

Der er mange bud på effekten af digitaliseringen på det konventionelle arbejdsmarked. Måske vil en 20-30% af samtlige jobs i verden blive ’effektiviseret’ væk i løbet af de næste 10-20 år. Forventningen er, at det – som sædvanlig – er de mere rutineprægede opgaver der bliver afløst, og de kreative og komplekse opgaver der bliver tilbage til mennesket. Helt forkert. Kombinationen af moderne robotteknologi og maskinintelligens kommer til at løse opgaver, som både matcher og overgår menneskets fysiske og mentale kapacitet. Digitale teknologier griber meget længere og dybere ind end ’gammeldags’ informationsteknologi.

Hul i hovedet?

En af de højt profilerede digitale teknologier er kunstig intelligens eller maskinintelligens – og superintelligens – som er trådt ud af sine barnesko og gået over til selvlærende neurale netværk. Ligesom den menneskelige hjerne, udvikler maskinen (algoritmen) sig selv – af sig selv, ved at modtage indtryk fra omgivelserne.

Vi kan roligt skrotte dogmet om at computere kun gør det de får besked på. De avancerede algoritmer der bygges op i neurale netværk, har for længst passeret grænsen for menneskets fatteevne. Googles sidste nye superintelligens, AlphaZero, har slået verdens mest avancerede skakprogram, ved at vinde 28 ud af 100 partier, og spille remis i resten. AlphaZero lærte sig selv at spille i løbet af 4 timer, og arbejdede betydeligt mere effektivt med sit dybe neurale netværk – sin ’hjerne’ (næsten 900 gange færre søgninger per sekund end den forrige udgave, AlphaGo, og derfor tilsvarende hurtigere til at finde resultatet).

Inden for superintelligensforskningen er antagelsen, at i det øjeblik det lykkes at skabe kunstig intelligens på niveau med menneskets, er superintelligens næsten uundgåelig. For hver gang teknologien bliver bedre, bliver dens forbedringsevne også bedre, og derfor nærmer den sig hurtigere og hurtigere det tipping point, som nogen kalder singularitet.

I fysikken dækker begrebet singularitet over en unik tilstand, der er så ekstrem, at de almindelige lovmæssigheder bryder sammen og med dem vores muligheder for at forstå hvad der sker. Overført til teknologien, vil det svare til at der sker så store forandringer, så hurtigt, at mennesket bliver koblet ud af ligningen. Efter singulariteten er indtrådt, vil der ikke være nogen forskel på menneske og maskine, virkelig og virtuel virkelighed.

Ren science fiction – overhovedet ikke. Ud af 100 af verdens førende forskere i kunstig intelligens svarer 90, at de tror at kunstig intelligens vil være nået til menneskets intelligensniveau i 2070.  Halvdelen af dem tror det vil ske allerede mellem 2040 og 2050, og flere mener at kunstig superintelligens vil være en realitet få årtier senere.

Men fortvivl ikke. ”Kunstig intelligens hverken hader dig eller elsker dig, men du er skabt af atomer som den kan bruge til noget andet.” (Eliezer Yudkowsky, citeret fra Murray Shanahan, The Technological Singularity, s. 214).

Måske er den digitale menneskeart vi selv har sat i verden, bedre egnet end os. Måske er den naturlige udvælgelse, vi troede vi kunne køre udenom, bare trådt et niveau op, og har gjort os selv mindre egnede. Måske er vi evolutionens sidste, fatale fejlgreb.

Hul i demokratiet

Den digitale teknologi driver, sammen med kapitalismen, en af de mest revolutionerende samfundsforandringer, som ingen rigtig har opdaget. Formentlig er de digitale giganter, der tændte lunten, ikke engang selv klar over hvad de har udløst.

Spørgsmålet er, om teknologien – den teknologiske udvikling – skal kvalificeres og skubbes ind i det offentlige rum, og gøres til genstand for en oplyst samfundsdiskussion – eller den skal prisgives kapitalen og en forsvindende lille teknologisk elite, der selv er ved at miste grebet.

Er man en glad kapitalist og teknologisk futurist (måske det samme), vil man helst have diskussionen om teknologi så langt ned i værdikæden som muligt. Det er immervæk nemmere at argumentere for at bruge robotterne, når de nu er her, end at diskutere om vi overhovedet vil have dem.

Det er ubegribeligt at teknologi kun optræder som middel til vækst, overvågning og underholdning. Oplyst teknologipolitik burde være en dybt integreret del af den demokratiske dagsorden og diskussion om fremtidens samfund. Den diskussion starter ikke med at spørge hvad teknologien skal bruges til, men om hvilken teknologi der skal udvikles – hvilket samfund vi vil have.

Og hvilket glorværdigt projekt for Europa! Vi kunne vel dårligt finde noget mere meningsfuldt at samles om, end spørgsmålet: Hvad skal vi med teknologien?

En demokratisk revitalisering af Europa, drevet af:

Tværvidenskabelighed. Hvor naturvidenskaberne tager ingeniørerne i hånden, og går ud og møder samfunds- og humanvidenskaberne. Sammen må de ud og møde den befolkning, de skal skabe værdi for. Det er på vej – men vejen er lang. F.eks. er op mod 75% af forskningen inden for EU’s største forskningsprogram, Horizon 2020, uden reel involvering fra samfundsvidenskaberne og humanvidenskaberne og over 90% er uden involvering af humanvidenskaberne.

Åbenhed og formidling. Som f.eks. projekt åben videnskab (Open ScienceOS). Ideen om at al videnskabelig viden skal gøres åbent tilgængeligt så tidligt som muligt i forskningsprocessen, også på tværs af de videnskabelige discipliner. Åben videnskabsbevægelsen har fået vind i sejlene, både på grund af udbredelsen af åben tilgang (Open Access PublishingOA) til forskningsmateriale på nettet og fordi funding bureauerne og universiteterne selv ønsker det.

Tværgående sektorsamarbejde. Der udvikler samarbejdet mellem den private sektor, den offentlige sektor, de akademiske institutioner – og i høj grad NGOer og 4. sektorvirksomheder, som f.eks. socialøkonomiske virksomheder der er i stand til at mobilisere civilsamfundet, borgerne.

Teknologi er et socialt fænomen som skal ud af den kapitalistiske ligning, og de digitale oligarkers baghave. Hvis vi skulle give os selv et godt råd, kunne det være at afkommercialisere samfundsudviklingen, og gøre op med dogmet om, at det fælles ve og vel er ligefremt proportionalt med størrelsen på Zuckerbassens pengetank.