Byer i opbrud

Anmeldelse af Byer i opbrud

Byer i opbrud

Peter Schultz Jørgensen: Byer i opbrud. Forlaget Bogværket, 2017.

Arkitekt og forfatter Peter Schultz Jørgensen har arbejdet med byudvikling, bystrategier og kultur i mange år. Han er tilknyttet netværker Nordic City Network og har tidligere  skrevet ”New York” og ”Kampen for byen”. Han er nu på banen med en ny bog, ”Byer i Opbrud”, hvis pointe er, at kapitalismen i dag er i en civilisatorisk krise i og med at det ”antifælles” har fået overtaget på alle niveauer – med alt hvad det indebærer af uhæmmet global kapitalkoncentration, stigende urbanisering, udpining af naturens ressourcer med social polarisering og nød til følge overalt på kloden. Bogen beskriver urbaniseringen og byernes dominans som centre for kapital og magt, hvorfor det er i byen kampen skal stå for at skabe levende dynamiske urbane fællesskaber med nye demokratiske rum og fora for at kunne løse de mange komplekse sociale, klima- og miljømæssige problemer vi står overfor.

Peter Schultz Jørgensen har udgivet bogen ”Byer i opbrud” med en fremragende beskrivelse af byudvikling, samfund og demokratiske idealer siden de græske bystater og frem til i dag. Det er en bog som burde være pligtlæsning for alle der interessere sig for planlægning, udviklingen i København og alle andre byer.

Bogen er et omfattende værk med mange noter og henvisninger, og jeg vil her forøge at beskrive lidt af dens faglige og politiske ærinde.

For enhver som ønsker at forstå, hvad byudvikling og planlægning handler om, er dette en væsentlig bog, der gennemgår historiske forudsætninger for planlægning kombineret med skarpe analyser af, hvordan kapitalisme og globalisering skaber ulighed, sociale sammenbrud og miljømæssige kriser.

Bogen ser også på folkelige storbybevægelser, som forsøger at tiltage sig retten til byen, og som kan inspirere alle dem, der har politiske og sociale ambitioner om at vende en asocial udvikling.

Forfatteren tager udgangspunkt i en marxistisk analyse af globaliseringen og kapitalens udvikling og hermed i de sociale og økonomiske ændringer, der har omformet vores byer og landskaber gennem de sidste 100 år.

By som eksponent for det ”antifælles”

I tidligere tider udviklede byerne sig i kraft af sociale lag og klasser organiseret i fællesskaber, der hver især bidrog til samfundets reproduktion. Efter nedbrydningen af de gamle feudale fællesskaber i land og by opstod arbejderbevægelsen som en stærk, samlende fælles kraft, der i dag synes nedbrudt af kapitalens effektive evne til ”del og hersk”. Men  efter at industrien er flyttet ud og væk, er arbejderklassens politiske og sociale fællesskaber opløst, og byen befinder  sig nu i en kritisk zone domineret af det antifælles, som styrkes af tidsåndens fokus på forbrug, konkurrence og individualisme. Det er i storbyerne, at alle kapitalens kriser løber sammen og forstærkes, og hvor modsætningen mellem det fælles og antifælles sættes på spidsen.

Under neoliberalismen har vi set hvordan kapitalen i udstrakt grad unddrager sig omkostninger ved den samfundsmæssige reproduktion, mens samfundets grundstruktur er blevet gennemsyret af det antifælles bl.a. med henvisning til den liberale forestilling om individets frihed. Til det citerer PSJ Marx: ”Først i fællesskabet får individet de midler i hænde som gør det muligt at udvikle alle sine evner. Først i fællesskaber bliver den personlige frihed mulig”.

Velfærdsstaten var resultat af arbejderklassens tidligere styrkeforhold i forhold til den industrielle kapital, men den har ændret karakter grundet finansialiseringen af kapitalen, som betyder vi er gået fra en skattestat til en gældsstat, som totalt undergraver velfærdsstatens ide om omfordeling.  Nu er statens rolle  først og fremmest at skabe bedre rammer for private investeringer, og dens rolle i forholdet mellem arbejde og kapital er styrket i kapitalens favør.

Vi lever i dag i et globalt skæbnefællesskab. Alle vegne ser vi statens tilbagerulning af velfærdsstaten, hvilket svækker borgernes tillid til stat, kommune og magtbærende partier, men fra politisk hold får vi at vide at det er nødvendighedens politik, som er med til at skabe en politisk apati som gør samfundet forandringstrægt.

Byen er i dag reelt en finansiel abstraktion af bytteværdi til fordel for banker og investorer, hvor det er jorden som privat ejendom og de prisstigninger der følger med, der former byen fysisk og socialt.

Den gentrificering, som de fleste storbyer har oplevet i de sidste 20 år, er et led i en bevidst strategi for at ændre bykvarterer og beboersammensætning for at give plads til eliten og den bedrestillede middelklasse med ejerboliger, shopping-miljøer, kulturtilbud, havnefronter, kontorer til IT-udviklere, vidensarbejdere og uddannelsescentre. De lag der før købte villaer og parcelhuse i forstæderne vender igen tilbage til byen sammen med den globale elite og kapitalfonde, der ikke ved hvor de ellers skal investere deres kapital.

Urbanisering

Om urbaniseringens vækstparadigme skriver PSJ. at det er på kollisionskurs med både biosfæren og det menneskelige samfund. Det frembringer nedbrud i landsbyer og bykvarterer på hele kloden grundet det globale finansielle system og arbejdsdelingen.

Med kapitalismens vareliggørelse af alt fremmedgøres vi, og urbaniseringen er med til at underminere det særlige og det specifikke på et givent sted. Den stigende private tilegnelse af jord og kultur-, sociale og miljømæssige værdier på lokalt og globalt plan, er med at ophæve og presse alt det ud der før var fælles i bysamfundene, som f.eks. de tidligere offentlige ejede arealer der var afsat til sociale, kulturelle og rekreative formål.

Den individuelle  shopper –”homo economicus” – har i stedet indtaget pladsen i det moderne samfund, hvis kerne er forbrug, og kommercielle aktiviteter har fortrængt de andre funktioner og socialiserende fællesskaber fra byernes gader.

Hvad er en by?

Den stigende urbanisering både i nationalt og globalt regi betyder også at forholdet mellem land og by er totalt ændret. Med henvisning til Henri Lefebvre (fransk marxistisk sociolog, der skrev om retten til byrummet) siger PSJ, at samfundet som helhed er fuldstændigt urbaniseret. De sammenhængende strukturer af produktion og marked er ophævet og skaber en ny deling mellem land og by.

København indgår i ”byen Sjælland”, da hele øen udgør et stort samlet bolig- og arbejdsmarked, foruden et sammenhængende økosystem, der indgår i utallige globale arbejdsdelinger. Derfor argumenterer PSJ for en ny form for administrative demokratiske enheder, nye demokratiske bystater med et udstrakt lokalt demokrati, i stedet for vores nuværende nationalstater, blandt andet fordi magtens centralisering hos den globale finanskapital gør, at demokratisk indflydelse i de nuværende nationale strukturer forbliver en illusion.

I et langt kapitel beskrives hvordan progressive kommuner, byer og folkelige sociale bevægelser kan gå ind i kampen for en demokratisering af magten, og hermed udvikle urbaniteten til en human civilisation frem for et center for en grådig finans- og rentekapital, for gældsfælder og boligboble-økonomi, som undergraver mulighederne for et socialt og miljømæssigt bæredygtigt samfund.

Ved at genskabe og styrke fællesskabet kan kommuner og regioner som primære demokratiske magtrum blive udvejen for fremtidens byer og samfund i en globaliseret verden, frem for at vi får en stigende fremvækst af nationalistisk chauvinisme med fascistiske træk.

Det er vigtig at være bevidst om at netop det nationalistiske blev opdyrket som led i skabelse af de nye nationalstater efter Wienerkongressen i 1814, og at nationalstaten netop ikke er en naturlig enhed i modsætning til det stedsspecifikke og lokale, som har domineret menneskers bevidsthed før.

Retten til byen

Det er i storbyen hvor form, funktionalitet og forholdet til borgernes livsformer og magtens former struktureres, og derfor skal løsninger for samfundet som helhed også findes her.

Byen set som samfund forekommer i dag reduceret til branding, events, konkurrenceevne og BNP underlagt et centraliseret beslutningshierarki, der låser og begrænser enhver lokal handlefrihed.

Derfor handler retten til byen også om ejendomsretten. Men at erobre retten til byen kræver både oprustning af omfattende folkelige bevægelser og en kraftig udvidelse af det stedlige demokrati.

Dette kræver en radikal fornyelse af ”kommunen”, som primær enhed for radikalt demokrati, der kan pege hen mod det næste samfund, og med ”kommunen” skal vi generobre ordets grundlæggende betydning som et kollektiv med et ægte deltagerdemokrati der inddrager alle – snarere end et bureaukratisk administrativt apparat, der formidler statens dekreter.

Et andet problem er, at byen tenderer til at løsrive sig fra det nationale og det regionale for at konkurrere på den globale scene i netværk med andre byer, men ud over at den globale økonomi udgør et marked, er det også et system af ledelse og beslutninger og uformelle magtstrukturer borgerne absolut ingen demokratisk indflydelse har på hvorfor, med Henri Lefebvres ord, “retten til byen kræver et nyt revolutionær koncept for borgerskab”.

Der er flere kapitler i bogen som beskriver konkrete initiativer, hvor borgerne har iværksat selvorganiserende aktiviteter i deres lokale bysamfund; f.eks. i Berlin, Stockholm, Bologna, Barcelona samt i byer i USA forsøger man dels at koble bysamfundenes behov og produktion til stedets og regionens økosystemer. Det kan vi   lade os inspireres af i Danmark.  Derudover anviser PSJ veje for både alternative demokratiske og økonomiske modeller, der kan føre til både social og økonomisk bæredygtighed.

Uden utopier ingen forandring!

PSJ mener vi er nødt til at sætte det nye næste samfund på dagsordenen ud fra en dialektisk utopianisme, for at bryde den fastlåste opfattelse af dagens samfund. Utopiske planer og ideer er nødvendige for motivation og handling hvis drivkraft kommer af stærk indignation og vilje til sociale alternativer.

Vi savner en sådan stærk bevægelse her i landet og i København, hvorfor jeg kun kan anbefale alle på venstrefløjen, som vil en anden vej i byudviklingen, at læse Byer i opbrud.

Hanne Schmidt er arkitekt, udannet i 1976 og medlem af Enhedslisten