Leder: Sammenbrud og en tvivlsom fremtid

Catalan separatist flags are held up as fireworks go off in Sant Jaume Square in front of the Catalan regional government headquarters during celebratrions after the Catalan regional parliament declared independence from Spain in Barcelona, Spain, October 27, 2017. REUTERS/Yves Herman TPX IMAGES OF THE DAY

Vi lever i sammenbruddenes tid. Alt flyder, centret kan ikke holde — for nu at blande et par kendte vendinger sammen.

Vi, der ønsker en retfærdig, ligelig og solidarisk organisering af produktion og fordeling, ser til med forbløffelse. Ikke bare på Trumps udskejelser og Brexit-forhandlingerne, hvor det konservative britiske politikerhold er kommet så amatøragtigt og splittet til bordet. Catalonien, hvad skal man mene? Behøver man at holde med nogen? Kan man ikke bare tage en tredje position, lidt fra oven: Selvfølgelig har Catalonien en lang historie med udeståender med Spanien og er oppe imod en stivsindet og konservativ centralregering, men småstatsnationalisme? Man kan også tænke lidt længere frem, hvor store skal enhederne i en mere ideel samfundsorden være? Har man brug for de nationalstater, der viser sig mere og mere reaktionære, og som om noget er garanten for ejendomsret og statsborgerskab, det borgerligt-kapitalistiske samfunds nøgleinstitutioner? Selvom man kan konstatere, at netop kapitalismens transnationale frontløbere overgår og omgår nationerne i hele deres virke. Men på det ideologisk-politiske plan dyrkes det nationale og det etniske. Fantasy-genren med sin begejstring for nordiske guder og vikinger — og det med Hollywoods opbakning – skubber f.eks. godt til  dansk identitetsdyrkelse i form af sammenblanding af nation og race.  Andre lande vi kan sammenligne os med har deres egen version. Kort sagt: blod og jord.

Det diskuteres igen, hvad rollen for fornuft og følelse er i politik. Normalt accepteres standard-godset af økonomisk forståelse som ‘fornuft’, der samtidig anklages for ikke at gribe den følelsesladede befolkning. Så derfor skal der hældes lidt følelse, ja ligefrem passion på. Vi andre råber forgæves op om, at den accepterede rationalitet ikke er særlig fornuftig. Dong-salget til Goldman Sachs var ikke en teknokratisk rationel beslutning, men storfinansen, der rendte danske politikere over ende.

Den katastrofale Dong-sag blev rullet ud igen, da Goldman Sachs solgte sine aktier med en pæn gevinst på 150% fra 2014 til i dag. Hverken SR- eller VLAK- regeringen vil indrømme fadæsen. Hvis man mener, at hvad der gavner Goldman, er godt for os, er det jo heller ikke en fejl, men en gave givet godt ud.

Selvom Trumps maverick-sejr blandt andet skyldtes angreb på parasitær finans, har han konstant gavnet  Wall St., der ikke ved bedre end frie hænder for investeringer, skattelettelser samt beskyttelse mod udenlandske konkurrenter, hvor det er opportunt. Det er det ikke altid, for firmaernes import stammer typisk fra deres egne udenlandske datterselskaber eller partnere og ikke mindst fra udnyttelse af billig arbejdskraft i lande, man i øvrigt ser ned på. Forhandlinger om revision af ‘frihandelsaftalen’ NAFTA mellem USA, Mexico og Canada  er ved at gå til i modsatrettede interesser. De høje børskurser hjælpes nu ikke kun på gled af Trumps ‘politik’, men især af den lette adgang til kredit for de store finansmarkedsspillere.

For at få det hele til at glide ned kan flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande frit bruges som skydeskive. Der er en stigende hårdhed og grum retorik fra højrefløjens selvsikre side. I skøn samklang med mediernes underholdning af masserne med kendissernes gøren og laden. Det hamres fast, at de rige og succesrige fortjener det de har, og folket lader sig til gengæld affodre med kik ind i deres spændende gøremål.

Der er også positive udviklinger, men måske ikke umiddelbart på det økonomiske plan. Afsløringerne af  Harvey Weinstein og andre magtfulde kvindeudnyttere har om ikke andet pirket til treenigheden af penge – medier – politik. At fremtrædende sorte (især) sportsfolk ikke vil stå med hånden på hjertet og hilse det amerikanske flag til tonerne af nationalsangen ved store kampe, men i stedet knæler, er også vigtigt symbolsk.

I mellemtiden smadres nogle hårdtvundne velfærdsfremskridt. Reaktionen fra naive fra venstrefløjen er  at komme med forslag til ‘forbedringer’. Men alt nyt som gammelt kan fordrejes, deleøkonomi, sociale medier og gamle medier. Højrefløjen har i al for høj grad held med at definere fake news ud fra budbringeren i en pervers version af Marshall McLuhans bekendte slogan ‘the medium is the message’ lanceret tilbage i 1960’erne.

Og svaret? Det kan kun være modstand. ‘Visioner’ kan man have, men de må udrulles for og i et andet samfund. Foreløbig er de visioner man har brug for klarhed over, hvilke angrebspunkter man skal sætte ind imod, i forhold til hvilke kræfter man kan mobilisere.