Rentekapitalismen – økonomisk teori og global virkelighed

Anmeldelse af Rentekapitalisme

Karen Helveg Petersen: “Rentekapitalismen – økonomisk teori og global virkelighed” Frydenlund, 2017.

Indledning

Bogen bygger på Karen Helvegs mange års erfaringer fra arbejdet i den tredje verden, specielt Afrika, og hendes dybe indsigt i økonomisk teori. Kondenseret gennem forfatterens lyse hoved bliver det til en sand guldgrube af viden og indsigt. Et værk af den kaliber må regnes som forfatterens livsværk, selv om der uden tvivl er stof til mere.

Karen Helveg og jeg arbejder sammen i redaktionen af Det Ny Clarté, hvorfra jeg har fulgt bogens tilblivelse på sidelinjen. Jeg har også haft fornøjelsen af at være læser på en del af Karens artikler undervejs.

Karen har sin helt egen karakteristiske skrivestil. Direkte og kontant, uden så mange dikkedarer og mellemregninger. Ikke noget floromvundet, højtflyvende ordgejl. Det er en koncentreret tekst, som kræver noget af sin læser. Indimellem, specielt i de teoretiske dele, skal man ganske højt op i klokkefrekvens for at følge med – i hvert fald når man ikke er fagøkonom. Men bruger man den tid det tager, så er der meget at hente.

Så kunne man tro, at det er blevet en lidt tør og kedelig bog. Men nej – forfatteren stikker nemlig hele tiden hovedet frem gennem teksten, med små kommentarer, sidebemærkninger og finurlige formuleringer. Man er hele tiden i dialog og mærker, at dette er noget forfatteren brænder for. Der er mindst lige så meget patos som etos i bogen. Den lever.

Med Karens egne ord: ”Selvom dette ikke er et akademisk værk – om ikke andet, så fordi akademiets krav mere er til konformitet end til indsigt og dermed faktisk tager livet af videnskaben – prøver jeg at være vederhæftig og redelig, om end sarkasme ikke kan undgås. Man skal jo høre og læse meget vrøvl, så det giver en lille ondskabsfuld glæde at gøre opmærksom på det.” (s. 20).

Struktur og indhold

foto af bog

Bogen er i fire dele.

Første del – Udbytning og udvikling – Vesten og ’resten’ – indeholder en række konkrete eksempler på, hvordan de store globale selskaber, og Vesten i det hele taget, lykkes med at fortsætte kolonitidens udnyttelse af den 3. Verden. Det handler både om udviklingsbistand, fattigdom, teknologi og korruption. Og der er hele tiden nye vinkler på stoffet. Som f.eks. det faktum at de afrikanske lande aldrig er blevet nationalstater i økonomisk forstand, sådan som vi kender dem i vores del af verden.

Hoveddelen – Kapitalismens mange ansigter – handler om økonomi og økonomisk teori. Det var den jeg selv blev mest fanget af.

Man er aldrig i tvivl om, at forfatteren sidder solidt plantet på skuldrene af Karl Marx, som sidder solidt plantet på skuldrene af de store klassiske økonomer, Adam Smith og David Ricardo. Det er fra det sted Karen – med et formidabelt analytisk apparat og overblik – kører de nyere økonomiske teorier gennem en veritabel vridemaskine. Det er en oplevelse. Vi får en grundig og sønderlemmende kritik af mainstream økonomien, og samtidig en skarpsindig overførsel af Marx kapital- og værdianalyser på nutiden.

Det er med god grund at neoklassikerne – med marginalismen, grænsenytteteorien og mikroøkonomien – får en ordentlig omgang. For det var jo dem der reducerede den brede, klassiske økonomi til en lille skaldet algoritme om udbud og efterspørgsel. Det vi kalder markedsmekanismen. Og for at kunne gøre det, var de nødt til at stilisere de økonomiske forudsætninger i en sådan grad, at økonomisk teori fra da af fuldstændig mistede jordforbindelsen.

Som f.eks.:

Forudsætningen om at alle aktører går ind på markedet med samme startkapital, der nærmer sig det absurde i en verden hvor uligheden måske aldrig har været større;

Forestillingen om at økonomien søger mod et imaginært ligevægtspunkt, hvor udbud og efterspørgsel møder hinanden, samfundet er i harmoni med sig selv, og alt er fryd og gammen. En hovedløs overførsel af 1600-tallets naturvidenskab, som ikke har noget som helst at gøre med et menneskeskabt samfund;

Og det forfatteren kalder den ’neoliberale apartheid’, opdelingen i en offentlig og privat sektor, som ikke tjener andet formål end at sidstnævnte kan drive klapjagt på førstnævnte.

Det er værre end vi tror: ”Alt for mange har en fornemmelse af, at noget er galt ved økonomisk teori, og lirer nogle lektier af om neoliberalismen. Virkeligheden overgår dog fantasien, for det er få selv kritisk indstillede, der kan forestille sig hvor mærkværdige økonomiens grundpræmisser er.” (s. 100).

Værdiskabelse er et af forfatterens yndlingsemner. Og her er der ingen vaklen i geledderne – det er arbejdet og kun arbejdet der skaber værdi. På den konto uddeles øretæver til højre og venstre – mest til højre, bl.a. til lederne: ”Lederne er ikke parasitter, tværtom, de skaber værdi. Derfor fortjener de, hvad de får i opskruet løn for offentlig udspyning af banaliteter, i aktieoptioner for at fyre personale som deres retfærdige andel i deres værdiskabelse og i pensionsrettigheder for at blive huset for evigt i Fagforeningen af Forenede Lederes æresbolig.” (s. 320).

Og så er der jo ham Keynes, som mange økonomer har et ambivalent forhold til. Alle hans spidsfindige analyser og tvetydige begreber gør ham (mis)brugbar i mange sammenhænge. Han skal dog – om ikke andet – have kredit for at indføre makroniveauet i økonomien, med begreber som investering, opsparing og forbrug. Det der indgår i nationaløkonomien. Så ønsker man at nørde lidt mere rundt i Keynes, er der også mulighed for det.

Anden del afsluttes med nogen afsnit om penge, finans og monetaristerne, hvor forfatteren igen lykkes forbilledligt med at basere mange af sine analyser på Marx.

I tredje del kommer hjulene ned på jorden igen. Det handler om de to andre produktionsfaktorer – jord og arbejde. Med mange veldokumenterede eksempler fra energisektoren og landbruget på, hvordan 3. Verdenslandene udnyttes efter moderne metoder, gennem ejendomsretter, prisdannelse og profitter. Det hele analyseres ved en genoplivning af Marx teorier om jordrente og differentialrente. (Det er ikke det afsnit man skal læse i metroen på vej til arbejde.)

Den del behandler også et andet af Karens yndlingstemaer, nemlig spørgsmålet om hvad der er produktivt og uproduktivt arbejde. Her er der heller ingen slinger i valsen. Først citeres Adam Smith: ”Der findes én slags arbejde, der øger værdien af det emne som det bearbejder, og et andet der ikke har denne virkning. Det første kan når det producerer værdi, kaldes produktivt og det andet uproduktivt arbejde”, som Marx koger ned til at ”arbejdet engageret af kapitalister for at producere varer til salg, som resulterer i merværdi, er produktivt”. (s. 305). (Mit arbejde med denne anmeldelse er således et skoleeksempel på uproduktivt arbejde!).

Fjerde og sidste del – Krise og rentekapitalisme – starter med en superfin analyse af den seneste finanskrise, med tilhørende gældskrise og eurokrise.

Og så kommer vi endelig til forfatterens forklaring af begrebet rentekapitalisme – bogens titel – som betegnelse for den moderne form for kapitalisme og imperialisme. Rentekapitalisme omfatter ”driften efter højere profitter, der slår gennemsnittet” (s. 329), ”erobring af ressourcer ved hjælp af alle hånde finanstricks i de allerfattigste lande, en spytten ud af industrivarer i Syd- og Sydøstasien, og en ragen til sig af dem, der sidder på den økonomiske magt; koncerner og finansfonde, enkeltpersoner og institutioner” (s. 19-20), alt i alt et triangulært geopolitisk forhold (mellem): råstoflande, industriproducenter og Vesten.

Til allersidst tre appendixer om:

Økonomiske metoder og modeller

Piketty og Marx (om Kapitalen)

Prisdannelse på finansielle instrumenter og markeder, og en diskussion om risiko

Bogens hensigt

Hensigten med bogen er, med forfatterens egne ord: ”ønsket om at indkredse den moderne kapitalismes metamorfoser” (s. 17) – de forskellige iklædninger den optræder i, i det moderne samfund. Det lykkes i den grad.

Det lykkes også på den måde at bringe økonomisk teori tættere på den globale virkelighed – bogens undertitel.

Man kan undre sig over hvordan det overhovedet er muligt at opretholde en økonomisk ’logik’, der i den grad er ude i hampen, og i øvrigt i fuld gang med at splitte kloden ad.

For alle os, der gerne vil etablere en kvalificeret systemkritik, bidrager bogen med en helt afgørende brik, ved at kritisere mainstream økonomien indefra, på et højt kvalificeret niveau. Den burde være obligatorisk læsning på alle de økonomistudier der hjernevasker dagens økonomer.

Vælger man at bevæge sig ind i det minefelt, så husk på Karens valgsprog: Don’t mess with capitalism or it will mess with you! (s. 210).