Venstrefløjen i Italien del 2

I denne 2. del af en artikelserie om venstrefløjen i Italien beretter forfatteren først og fremmest om partiet Rifondaziones 10. kongres, hvor Flemming Larsen selv var til stede. Derudover fortæller han om et vel modtaget initiativ fra den succesrige NEJ-bevægelse mod Renzis planer om ændringer i den antifascistiske og arbejdervenlige forfatning fra 1948 – planer, der led nederlag ved folkeafstemningen i 2016. Initiativet vedrører samling på venstrefløjen, og artiklen samler således op på den nuværende status for bestræbelserne i den retning.

Anna Falcone og Tomas Montanari

Rifondaziones Tiende Kongres

Rifondazione afholdt sin 10. kongres 31. marts – 2. april 2017, hvor jeg var til stede som Enhedslistens repræsentant.

Kongressen, hvis slagord var ”Der er behov for revolution”, blev afholdt i byen Spoleto i det centrale Italien meget tæt på området, som blev hårdt ramt af de voldsomme jordskælv sidste år. Kongressen startede da også med, at en gruppe besøgte den nærliggende by Norcia, som var en af de hårdt ramte. Rifondazione har tradition for at være meget aktiv med at etablere og arbejde i hjælpegrupper ved naturkatastrofer, som Italien desværre har haft så rigeligt af.

Naturkatastrofer kan være delvist menneskeskabte, hvilket fx i Italien gælder vældige jordskred, som ofte kan skyldes for hård bebyggelse af højdedragene. Jordskælvene kan selvfølgelig ikke på samme måde henføres til menneskeskabte handlinger, men så meget des mere kan det kritiseres, hvor utilstrækkeligt der tages hånd om konsekvenserne for de mennesker, der mister hus og hjem. Og netop i dagene under kongressen var der store manifestationer mod indsatsen efter jordskælvene, både i Rom foran parlamentsbygningen og ude i de berørte områder.

Ellers var kongressen præget af særdeles menneskeskabte plager, såsom arbejdsløshed (12,0 % mod 6,2 % i Danmark, dec. 2016), ja, en katastrofal ungdomsarbejdsløshed (15-24 årige: 40,1 %, dec. 2016); dertil reel fattigdom, prekære jobs, forringelser af den offentlige skole, forringelse af pensionsforholdene, indgreb mod arbejderrettigheder, ja, faktisk kender vi jo også i Danmark remsen for mange af disse forholds vedkommende og ved, at meget stammer fra EU’s vækst- og stabilitetspagt, blot er problemerne i Italien langt værre.

Oven i dette de specielt italienske onder: mafiaen og korruption i det hele taget; en lind strøm af immigranter, som indebærer et kæmpe arbejde med at redde folk i Middelhavet, efterfølgende problemer med tacklingen af fordeling/pleje/juristeri/integration osv. samt problemer med en racistisk højrefløj; endelig en stor forskel mellem nord og syd i Italien.

manifesto_X_congresso

To dokumenter

Bortset fra at sætte ord på de mange problemer var et stort tema naturligvis, hvordan de skulle tackles. Før kongressen var der blevet produceret to længere politiske dokumenter, et hoveddokument, som et flertal af ledelsen stod bag, samt et alternativt dokument, som bl.a. var underskrevet af Eleonora Forenza, medlem af EU-parlamentet, valgt på fælleslisten L’Altra Europa (det andet Europa), men i øvrigt medlem af Rifondazione.  Kongresforberedelserne i partiet foregår bl.a. ved, at der diskuteres og stemmes om disse dokumenter i afdelingerne. Alt i alt fik hoveddokumentet 71,5 % af medlemmernes stemmer, mens det alternative fik 28,5 %.

Hoveddokumentet med titlen ”Socialisme i det 21. århundrede, for en ny humanisme” behandler i uddybende form krisen og økonomiske forhold, idet en af pointerne er, at krisen langt fra at være en ’mangel-krise’ tværtimod er en overproduktionskrise, som kapitalismen ikke kan håndtere. Derudover fremhæver dokumentet den succesrige forfatningskamp i forbindelse med sejren over Renzis ’reform’ ved folkeafstemningen i december og udnævner endda dele af forfatningen som et godt udgangspunkt for et overgangsprogram hen mod socialismen (hvilket også blev berørt i min tidligere artikel ”Venstrefløjen i Italien – del 1”). Endelig er der også et meget selvkritisk afsnit med baggrund i, hvor sløjt det står til med opbakningen til Rifondazione sammenlignet med den tidligere langt stærkere position.

Netop dette sidste er udgangspunktet for det alternative dokument med titlen ”Revolution og Rifondazione. Det parti, som vi vil have”. Her fortælles det, at mens der i 2009 var ca. 47.000 medlemmer, var dette tal i 2015 faldet til ca. 17.000, dvs. at tallet var faldet med 30.000 på bare 6 år – og 2009-tallet var endda EFTER den store splittelse i 2008. Forenza og de andre bag dokumentet mener, at Rifondazione i langt højere grad bør blive et bevægelsernes parti frem for at bruge for meget tid på at diskutere med andre kræfter på topniveau om, hvordan man skal vinde frem på det parlamentariske niveau. Partiet har også utroligt dårlige erfaringer med dette de seneste år, idet man røg ud af parlamentet i 2008 og ikke er kommet tilbage siden – bortset altså fra, at Forenza i EU-parlamentet er valgt på den nævnte fællesliste, som er med i GUE/NGL (Gauche Unitaire Européenne/Nordic Green Left), hvor også Rina Ronja fra Folkebevægelsen mod EU er tilknyttet. – Eleonora Forenza er i parentes bemærket selv ’prototypen på en aktivist’. Mange gange har hun protesteret i EU-parlamentet med et skilt løftet i vejret; under 60-års fejringen af EU i Rom for nylig var hun stædig forhandler til fordel for en gruppe af protesterende, som var blevet tilbageholdt af politiet; og endelig var hun for nylig med en antifascistisk delegation på besøg i de østlige områder af Ukraine, hvor hun blev truet med fængsling af de ukrainske myndigheder.

Seneste nyt mht. antal medlemmer: i maj 2017 meddeles det, at man i partiet er i gang med fornyelser af kontingentbetaling; status er på meddelelsestidspunktet 9.891 fornyelser, men partiet satser selvfølgelig på, at man når op på over 100 % i forhold til 2016-tallet på ca. 15.750 medlemmer.

Jeg tror ikke, der nødvendigvis er så stor forskel på de to strømninger mht. at satse på bevægelserne. Også flertallet satser stærkt på, at den store bevægelsesaktivitet i forbindelse med valgkampen op til folkeafstemningen om forfatningsforringelserne i december skal udnyttes, idet man håber, at der kan skabes en mere permanent form for samling.

Eleonora Forenza

Eleonora Forenza

Bevægelserne

En række enkeltsagsbevægelser (omkring miljø, skole, arbejdsmarked, socialt mv.) har været aktive i Italien, men fandt sammen dels omkring valgkampen forud for folkeafstemningen om forfatningsforringelserne i december og dels i forbindelse med manifestationerne i Rom mod fejringen af 60-året for Romtraktaten/EU den 25. marts. Som sagt satser Rifondazione meget på både at være aktiv i disse bevægelser og på at skabe en struktur for samarbejdet til venstre for PD (uden at man dog ønsker, at Rifondazione skal opløses). Helt aktuelt har der siden (den 11. juni) været lokalvalg i ca. 1000 kommuner, og her satsede partiet på etablering af fælleslister med andre venstrekræfter, hvor det var muligt. Generelt blev valget desværre en lille fremgang for højrefløjen, og mig bekendt fik Rifondazione ikke valgt nogen kommunalbestyrelsesmedlemmer.

En specielt vigtig bevægelse er naturligvis fagbevægelsen. En værdifuld og progressiv regulering af det italienske arbejdsmarked blev indført i 1970 med vedtagelsen af ’Statuto dei lavoratori’ (bestemmelser for arbejderne) efter de stærke (nogle kalder dem ligefrem ’revolutionslignende’) arbejdskampe i 1969-70. Disse progressive bestemmelser er i gang med at blive svækket i lighed med det øvrige EU’s arbejderrettigheder. Dette har fået CGIL, den mest venstreorienterede af de 3 faglige hovedorganisationer, til at igangsætte en stor kampagne til fordel for et nyt ’charter om arbejderrettigheder’. Man har samlet underskrifter siden april 2016, og der har den 6. maj 2017 været afholdt en manifestation/fest på en stor plads i Rom til støtte for sagen. Både Rifondazione og Sinistra Italiana (om sidstnævnte parti, se første artikel samt nedenfor) opfatter det som særdeles vigtigt at støtte op om denne kampagne.

Fagbevægelsen i Italien er præget af en meget lavere organisationsprocent end hos os (jeg har set tallet 40 % nævnt) og blev desuden kort efter anden verdenskrig opsplittet i tre dele: det traditionelt kommunistiske CGIL (som i dag nærmest må betegnes som venstresocialdemokratisk), det katolske CISL samt det traditionelt socialistiske UIL. Metalarbejderorganisationen FIOM under CGIL er den mest venstreorienterede af de her nævnte organisationer og er i de sidste syv år blevet ledet af den karismatiske Maurizio Landini, som ligger tæt op ad Rifondaziones synspunkter; han var indtil 1991 medlem af PCI, det stærke kommunistparti, som jo desværre blev opløst i 1991 af reformistiske kræfter – hvor Rifondazione blev skabt som protest mod dette. Landini er her i juli fratrådt som sekretær for FIOM for i stedet at indtræde i ledelsen af CGIL. Til venstre for de tre ’officielle’ hovedorganisationer er der derudover opstået mindst to ’basisfagorganisationer’ (COBAS og USB), som Rifondazione også samarbejder med.

Det parlamentariske plan

Som sagt har Rifondazione ikke været repræsenteret i parlamentet siden 2008, så på dette plan ser det lidt sort ud for partiet i øjeblikket; og næste parlamentsvalg nærmer sig med stormskridt, idet det senest skal afholdes i foråret 2018. Som jeg nævnte i første artikel, vil Rifondazione meget gerne samarbejde med det nystiftede parti Sinistra Italiana  (det italienske venstre, SI). Den på kongressen afgåede Rifondazione-sekretær Paolo Ferrero opfordrede kraftigt til samarbejde, da han tidligere i år besøgte SI’s stiftende kongres, idet han henviste til de mange fælles opfattelser i de to partiers kongrespapirer. SI’s nyvalgte sekretær Nicola Fratoianni holdt da også en tale på Rifondaziones kongres, hvor han fremhævede de politikpunkter, som de to partier er enige om: arbejderrettigheder, omfordeling, offentlige investeringer, støtte til CGIL mv. Han undgik dog at tale om et tættere direkte samarbejde mellem de to partier.

Et af problemerne ved et sådant samarbejde vil helt sikkert være forholdet til Renzis (højre)socialdemokratiske PD (Renzi blev 30. april 2017 genvalgt som sekretær efter at have slikket sine sår efter folkeafstemningsnederlaget, og efter at flere prominente medlemmer har forladt partiet og dannet det nye venstresocialdemokratiske parti MDP, Movimento Democratico e Progressista). Sinistra Italiana vil nok være noget splittet på dette punkt; fx er SI’s repræsentant i EU-parlamentet blevet tilknyttet den socialdemokratiske gruppe og ikke den venstreorienterede GUE/NGL. Det har givet European Left (et samarbejde mellem europæiske venstrepartier, omtalt i min første artikel) lidt hovedbrud, idet SI har ansøgt om observatørstatus her i foråret. Denne status blev tildelt dem i juni på Paolo Ferreros foranledning (Ferrero er fhv. Rifondazione-sekretær og nu en af vicepræsidenterne i European Left), men under den forudsætning, at man holdt øje med udviklingen i Italien; begrundelsen for ja’et var, at ansøgningen var udtryk for en venstredrejning, og at observatørstatus’en kunne være en brobygger for de fortsatte samlingsbestræbelser på Italiens venstrefløj.

Hvad angår forholdet til Renzi og PD, er Rifondazione til gengæld fuldstændig klar i spyttet: Ingen talte på kongressen for et samarbejde med PD, men udelukkende om at danne et ’rigtigt venstre’ til venstre for PD. Og den nyvalgte sekretær Maurizio Acerbo fastslår i et senere interview i det kommunistiske dagblad ’Il Manifesto’, at Renzi klart er en modstander, og at partiet heller ikke har tænkt sig at bide på diverse venstresocialdemokratiske invitationer til samling. Rifondazione har ikke mere interesse i noget ’centrum-venstre’, men kun i et ’ægte venstre’, hvor Acerbo henviser til Syriza, til Unidos Podemos og til opbakningen til Mélenchon i Frankrig.

På det lokale plan henviser partiet meget til situationen i Barcelona og Katalonien og er i øvrigt med i et lignende samarbejde i Napoli. Jeg har ovenfor nævnt samlingsbestræbelserne på lokalt plan og kan her tilføje, at Rifondazione håber på en afsmitning på det nationale plan; fx appelleres der til Napolis karismatiske borgmester Luigi de Magistris om at være deltager på landsplan.

Også hvad angår vælgerundersøgelser, ligger Rifondazione lavt, nemlig omkring 1 %. Sinistra Italiana svinger mellem 2,1 og 2,6 %, det nye venstresocialdemokratiske MDP (med bl.a. tidligere premierminister Massimo D’Alema) ligger på omkring 3,5-3,8 %, og endelig ligger det grønne parti ’Verdi’ på 0,9 %. Til gengæld ligger Femstjernebevægelsen (M5S, Movimento 5 Stelle) på højde med PD, idet begge partier ligger mellem 26 og 28 %. Denne bevægelse er venstrefløjens hovedpine. Paolo Ferrero sagde i sin beretning, at venstrefløjens stemmer er ’parkerede’ hos M5S, som giver mange vælgere et håb med deres aktivistiske stil, men hvis politik ikke løser noget. Han angreb bevægelsen for at løbe efter flertallet, efter hvordan vinden nu blæser. Hvad angår højrefløjen, gjorde han det klart, at den består af to dele: den del, som følger EU og neoliberalistisk politik, og den del, der er racister og således skaber kamp mellem de fattige. Rifondazione kan ikke have alliance med nogen af de to, selvom de sidste er meget stærkt kritiske over for EU’s politik.

Maurizio Acerbo

Maurizio Acerbo

Holdningen til EU

Gang på gang blev det på kongressen fremhævet, at EU var ’ureformérbar’, og ingen talte imod denne vurdering. Ud fra de to kongresdokumenter kan man skelne mellem tre forskellige holdninger til EU:

  • Hoveddokumentet angriber kraftigt EU’s neoliberalistiske politik, men mener samtidig, at det ikke er nogen løsning at melde sig ud. Det siges dog, at man godt er klar over, at der er noget paradoksalt i de fremførte synspunkter, men der argumenteres ikke desto mindre for, at man skal satse på ’ulydighed’ over for de gældende traktater. Endvidere mener man, at udtræden ville medføre handelsproblemer og kapitalflugt, og endelig siges det, at disse holdninger ikke skal forhindre, at man samarbejder med andre anti-neoliberalistiske venstrekræfter, som ikke deler Rifondaziones synspunkter.
  • Det alternative dokument deler sig op i to holdninger til dette spørgsmål.
    1. Mindretallet inkl. Forenza står ikke for udmeldelse, men lægger stor vægt på fælles aktiviteter/aktioner på tværs af grænserne i Europa, idet venstrekræfterne bør være på højde med kapitalens måde at organisere sig på.
    2. Et større antal taler om brud med EU, men først når styrkeforholdene har ændret sig til fordel for venstrekræfterne.

Der var selvfølgelig flere nuancer; fx var der én, som fra talerstolen sagde, at måske skulle vi ikke evig og altid tale om dette Europa, da der jo også fandtes en verden udenfor…

Antiimperialisme

Det sidste var der dog ikke nogen som helst tvivl om på kongressen. Der gik en uhyre klar antiimperialistisk ånd gennem både de omtalte dokumenter og gennem selve kongressen med mange internationale talere. Der blev talt med klare bogstaver mod NATO’s optrapning af spændingen over for Rusland, og der blev udtrykt en meget klar og utvetydig solidaritet med de kæmpende venstrekræfter i Latinamerika: Der blev fx holdt et minuts stilhed til minde om Fidel Castro, og der blev givet udtryk for klar solidaritet med Venezuelas trængte regering.

Rifondaziones fremtid

Jeg tror, jeg har fået givet udtryk for, at partiet kæmper med meget store problemer. Det er dog stadig en vigtig organisatorisk kraft i landet: Der er ca. 700 afdelinger, der er stadig vigtig aktivitet rundt omkring i landet, og der er stadig mange gode og dygtige folk i partiet.

NYT INITIATIV – inspireret af forfatningskampen

Den 18. juni opstod der et nyt spændende initiativ, idet to af lederne fra NEJ-bevægelsen mod   Renzi-regeringens ’reform’ af forfatningen, der faldt ved folkeafstemningen i december 2016, Anna Falcone og Tomaso Montanari, havde inviteret en række organisationer til møde i Brancaccio-teatret i Rom under overskriften ”Folkelig alliance for demokrati og lighed”.

I første artikel skrev jeg om, hvordan Rifondazione anså kampen til forsvar for den gældende forfatning som særdeles vigtig for at dreje landet mod venstre. Denne kamp var partiet ikke ene om. I november var jeg til stede ved et møde i Rom med den lange titel ”La decostituzionalizzazione in atto nei paesi d’Europa” (ikke let oversætteligt, men ca.: ’af-konstitutionaliseringen’ i gang i de europæiske lande – jfr. mine bemærkninger i første artikel om storbanken J.P. Morgans angreb på de sydeuropæiske forfatninger). Mødet var arrangeret af bl.a. GUE/NGL, og oplægsholderne var især en række kyndige forfatningseksperter. Heriblandt den afholdte Stefano Rodotà (død juni 2017), som var opstillet som kandidat ved seneste afstemning om valg til præsidentposten, samt advokaten Anna Falcone. Allerede ved denne lejlighed holdt Anna Falcone en magtfuld tale til fordel for mere demokrati, til fordel for et system, hvor folk havde lyst til at stemme og deltage i politik (antipolitiker-tendenser er som bekendt udbredte i Italien).

Anna Falcone

Anna Falcone

Første del af Montanaris og Falcones appel lød således:

”Vi står over for en hastende beslutning. Som ikke består i at afgøre, hvilken bogstavkombination der vil kunne støtte den næste regering magen til de forrige, men i at sikre, at der i det kommende parlament vil være repræsentanter for de svageste i dette land og for alle dem, unge og mindre unge, der som følge af krisen er havnet i nød, i midlertidig ansættelse, uden fremtid og muligheder. Alle dem, der de sidste mange år ikke har stemt, fordi de ikke tror på, at politik kan levere svar på deres daglige liv: dem, der ikke er sikrede, fordi de er arbejdsløse eller i midlertidige jobs; dem, som sidst på måneden ikke har flere penge som følge af utilstrækkelige lønninger eller sultepensioner.

Vor tids store problem er dette: uligheden. Den kollektive ulyksalighed forårsaget af, at de få lukrerer på ressourcer og de fælles goder, således at alle andre ender i elendighed.

Denne verdens skandaløse virkelighed er en økonomi, der dræber: Disse radikale ord – disse sande ord – er ikke udtalt af en politisk leder på venstrefløjen, men af Pave Frans. Spørgsmålet er: Kunne det tænkes, at man kunne overføre denne sandhed til et modigt og innovativt politisk program? Vi mener, at der ikke er noget andet valg. Og vi mener, at det første skridt i en virkelig kamp mod uligheden er at få alle dem til at stemme, som vil afskaffe denne tingenes tilstand og generobre rettigheder og værdighed.

For at gøre dette er det nødvendigt at åbne et nyt politisk rum, hvor folks afgivne stemmer på ny vil tælle.

Især nu, hvor der for 117. gang skal vedtages en valglov, der igen sender en overflod af ’udpegede’ i parlamentet. Navnlig i et politisk landskab, hvor de tre aktuelle poler: højrefløjen og PD – desværre ikke til at kende fra hinanden i deres neoliberalistiske politik og inspiration – samt M5S enten nedbryder eller i hvert fald ikke viser nogen som helst interesse for lighed og social retfærdighed.” (oversat fra italiensk af Ellen Agerskov)

De to initiativtagere slår til lyd for en venstrefløjens fællesliste ved det kommende parlamentsvalg, men gør det også klart, at de ikke ser sig selv som ledere af projektet. Programmet skal dannes nedefra ved folkelig deltagelse, mens valget af personer, der skal repræsentere dette program, kommer i anden række.

Appellen er blevet umådeligt godt modtaget. Mere end 2.000 personer var til stede i og uden for teatret, og 65.000 fulgte med via streaming på nettet. Sekretærerne for Rifondazione (Acerbo) og SI (Fratoianni) var til stede, men det var ikke kun partifolk, der prægede mødet: Masser af unge deltog, nogle repræsenterede de unge, der har svært ved at få job (’prekariatet’), andre repræsenterede de studerende, andre igen folkelige lister på det lokale plan. Fagforbundet FIOM var også til stede.

Der var inviteret bredt, og til stede var da også fremtrædende repræsentanter for det venstresocialdemokratiske udbryderparti fra PD, MDP. Det gav anledning til piften, da en repræsentant for dette parti var på talerstolen. En fællesliste sammen med dette parti vil være en umulighed for Rifondazione og vil sikkert også give problemer for SI. Fratoianni (SI) stillede senere sammen med bl.a. Acerbo (Rifondazione), Anna Falcone (nej-bevægelsen) og D’Alema (ex-premierminister og repræsentant for MDP) op til et opfølgende interview i dagbladet ’Il Manifesto’. Her gav han udtryk for mistillid til det ’socialdemokratiske venstre’ i polemik med D’Alema. Acerbo var også uforsonlig og sagde, at MDP m.fl.’s interesse for projektet desværre ville forsinke den realistiske samling mellem Rifondazione, SI og dem, der sluttede op om Falcones projekt.

En eller to lister til venstre for PD?

Sådan står sagerne lige nu. Umiddelbart er det svært at forestille sig, at de mange nye sociale bevægelser har lyst til at alliere sig med folk, der i høj grad har været medvirkende til at gennemføre den politik, der protesteres imod. Femstjernebevægelsen er der ingen af disse mennesker og organisationer, der regner som venstreorienteret. Så meget des mere, som denne bevægelses immigrantfjendskhed har fået en tak opad på det sidste.

Spændende er det imidlertid, hvad Falcones og Montanaris projekt fører til. Der er i øjeblikket gang i aktiviteter på lokalplan og på projektets hjemmesider, hvorefter det er meningen, at der skal være en ny konference i løbet af efteråret.

(Artikel afsluttet 17.7.2017)

Noter

Personer omtalt i artiklen

Acerbo, Maurizio – nyvalgt sekretær for Rifondazione

D’Alema, Massimo – fhv. premierminister (1998-2000), medstifter af MDP

De Magistris, Luigi – Napolis borgmester

Falcone, Anna – en af lederne af nej-bevægelsen mod Renzis forfatningsreform

Ferrero, Paolo – netop afgået Rifondazione-sekretær og nu vicepræsident for European Left

Forenza, Eleonora – medlem af EU-parlamentet for L’Altra Europa, en koalition som Rifondazione er en del af

Fratoianni, Nicola – SI’s nyvalgte sekretær

Landini, Maurizio – Tidligere leder af metalarbejderforbundet FIOM

Montanari, Tomas – ledende i nej-bevægelsen mod Renzis forfatningsreform

Renzi, Matteo – fhv. premierminister (2014-2016), parti: PD

Rodotà, Stefano – kandidat ved seneste afstemning om præsidentposten, afdød juni 2017