Amerikansk (mineral-)olie og den spanske borgerkrig

Anmeldelse af Spain in our hearts

Madrid 1656

Adam Hochschild: “Spain in our hearts. Americans in the Spanish Civil War 1936-39”, Houghton Mifflin Harcourt, 2016.

Indledning

Som den britiske udenrigsminister Lord Curzon udtalte i 1928, havde de allierede vundet første verdenskrig ”på en bølge af olie” (Denny 1928, side 15). Efter krigen svarede den tyske generalstab ved at satse på olie og benzin produceret på brunkul i Mellemtyskland – den Leuna-benzin, hvis lugt man endnu efter DDR-tiden kunne fornemme i de ’genforenede’ tyske gader.

Benzin-syntesen skulle blive en dyr affære og førte i 1925 til kemikapitalernes koncentration i IG Farben. Efter en produktionsøgning i 1927 i gigantiske oliefelter i Texas og Oklahoma og et medfølgende prisfald på verdensmarkedet for olie var rentabiliteten af IG Farbens strategiske satsning også på lang sigt truet. De lave oliepriser drev IG Farben i armene på den tyske fascisme, da den med sin autarkipolitik stod for en protektionistisk aflukning fra verdensmarkedet (Leisewitz 1972).

Da tysk oprustning for alvor gik i gang i 1936, rådede de tyske fascister i hvert fald ikke over olie nok til også at kunne smøre Francos krigsmaskineri (2/3 af Tysklands olieforbrug blev importeret). De forsynede ellers generalissimo Franco med alt fra bombefly og tanks til rifler samt instruktører og soldater. Den tyske ‘Legion Condor’ brugte egen flybenzin, da den for eksempel bombede Guernica (baskisk: Gernika) og dermed som et studieobjekt forvoldte den første totale udslettelse af en by fra luften. Men næppe nogen har, som Hochschild bemærker, stillet spørgsmålet om, hvem der mon leverede benzinen m.v. til Francos hær.

Picassos Guernica

Picassos Guernica

Intermezzo: en borgerkrig i borgerkrigen

Især på venstrefløjen er det velkendt, at det i 1936-1937 foruden slaget mod Francos oprørstropper kom til en konflikt i konflikten mellem hhv. anarkister og den mere og mere magtfulde ledelse af Republikkens styrker, bestående af sovjetiske og sovjetisk-orienterede kommunister. Denne konflikt kom i centrum i briten Ken Loach’s dramafilm Land and Freedom fra midten af 1990’erne. En historisk vurdering af filmen kom i 1996 i en udførlig anmeldelse af Carsten Jørgensen (Arbejderhistorie 1/1996, side 68-72).

Adam Hochschild er kendt i Danmark gennem sine bøger om belgiske kong Leopolds grusomme koloniregime i Congo (Hochschild 2001) samt om ideologisk splittede engelske familier før og under første verdenskrig (Hochschild 2014). I Spanien-bogen beskriver Hochschild konfliktens kerne som den reelt eksisterende sociale revolution i Barcelona hhv. Catalonien. Især i samtiden blev den kun sjældent iagttaget og rapporteret.  Omvæltningen blev båret dels af fagforeninger; dels af et lille, anarkistisk parti POUM (Arbejderpartiet for Marxismens Enhed). Dette er helt i tråd med anarko-syndikalisters og anarkisters historiske dominans i Sydeuropas arbejderbevægelse (Abendroth 1974).

De internationale brigader kom efterhånden til og støttede den republikanske regerings hær. Enkelte udenlandske frivillige, der optrådte tidligt i Spanien, kæmpede derimod sammen med de anarkistiske militser, heriblandt George Orwell. Deres påstand var, at revolutionen f.eks. gennem afskaffelsen af ejendomsretten og kollektivisering af jorden var en forudsætning for en sejrrig borgerkrig. ”Den socialistisk-venstreliberale regering var (derimod) ikke indstillet på at skulle håndtere en revolution bag egne linjer” (Jørgensen, side 69).

Selvom regeringen  – anderledes end oprørerne under Franco – ifølge Hochschild rådede over en betydelig guldskat, lykkedes det ikke at få andre vestlige regeringer til at sælge våben til Republikken, hvis arbejdermilitser var beskedent udrustet. Kun Sovjetunionen endte med at gøre det. Da dens leverancer af moderne våben var kommet i gang sent i 1936, hjalp de til at holde selve Madrid fri fra oprørernes overgreb (Hochschild, side 74).  Det spanske kommunistparti PCE kom skridtvis til magten. ”Men det værste var, at sovjetiske rådgivere og repræsentanter for sovjets hemmelige politi overførte den sovjetiske udrensnings metoder på Spanien. De lod den ‘trotskistiske’ organisation POUM og de syndikalistiske arbejdere, der var solidariske med den, nedkæmpe i Barcelona i maj 1937”. Samtidigt dannede Juan Negrin en regering, der af hensyn til den sovjetiske udenrigspolitik gav ”afkald på enhver socialistisk foranstaltning” (Abendroth 1974, side111).

Ken Loach fortæller 60 år senere om den engelske arbejder Davids deltagelse i kampene i Spanien fra den dag, han blev modtaget med budskabet om, at ”hele verdens front mod fascismen lige nu går igennem Spanien” (Jørgensen, side 70). Som i Barcelona døde heltemodige anti-fascister også senere uden tilstrækkelig udrustning på åben slagmark, de blev udsultet og lemlæstet i stort antal. Deres modpart i den større krig, Francos styrker, var veludrustet, velnæret og assisteret af et overtal af tyske og italienske tropper. For dem var Spanien en realistisk forprøve på de krige, der skulle komme. Ikke for ingenting tilsluttedes Spanien efter fascisternes sejr til den Antikomintern-pagt, der siden grundlæggelsen i 1936 mellem Tyskland og Japan havde til formål at bekæmpe den internationale kommunisme – ligegyldigt om den var anarkistisk eller partikommunistisk ledet.

Oliekilder – krigskilder også uden krigserklæring

I 1938, endnu inden borgerkrigens afslutning, skrev George Orwell sin Hyldest til Catalonien, som Ken Loach byggede på. På grund af bogens bitre kritik af Stalins indflydelse på borgerkrigen blev den under den kolde krig en bestseller. Men, som Hochschild viser, fortrød Orwell et halvt år efter udgivelsen i lyset af den større kamp mod fascismens fremmarch sin alt for store fokus på undertrykkelsen af POUM. Fem år senere reviderede han i det hele taget sin vurdering af den catalanske revolutions betydning for krigens udfald: ”Fascisterne vandt, fordi de var stærkere; de havde moderne våben og de andre ikke”. Ifølge Hochschild deler historikerne i dag denne opfattelse (Hochschild 2016, side 362) – selv uden at rapportere om, hvor de flydende forsyninger kom fra.

Vi kender det fra de senere kampe om olien, at den rå tilegnelsestrang som oftest bliver benægtet. Som økologen Barry Commoner sagde det efter USA’s indmarch i Irak januar 1991: Den var nok ikke sket, hvis Kuwait havde været kendt for salg af broccoli og ikke olie. En vis olie-blindhed har bredt sig…

Det hollandsk-britisk-amerikanske herredømme over alverdens oliekilder var allerede i 1928 blevet beskrevet som årsag til mange krige (Denny 1928). Og uden denne drivkraft var USA efter anden verdenskrig næppe blevet den hegemoniale magt i verdenssystemet, der f.eks. gennem Marshall-hjælpen til omstilling fra kullene gjorde Vesteuropa afhængig af oliekilderne – om det så var amerikanske eller ‘Mellemøstens’.

Hvis man, som Ellen Brun for nylig gjorde, antager, at USA i mellemkrigstiden afholdt sig fra sine permanente krigeriske involveringer i resten af verden (Brun 2017), er dette en sandhed med modifikationer. At blande sig var i hvert fald blevet en del af den ekspansive amerikanske olieindustris DNA: Det var industrien selv, der sammen med den tyske og italienske fascisme støttede oprørerne mod den legitime Spanske Republik. Mere indirekte gjorde de vestlige regeringer det også, som Noam Chomsky gjorde opmærksom på (Chomsky 2002, side 159).

Texaco goes to war

Kapitel 14 af Hochschilds bog bærer denne overskrift. Det beskriver, hvordan den amerikanske militærattaché i Spanien i efteråret 1937 for en gangs skyld meldte hjem om manglende udrustning for Republikkens retfærdige sag. Fuld af sympati overgav han det amerikanske kontingent af de internationale brigader (Lincoln-Washington bataljonen) nogle manualer samt to velindpakkede pistoler. Hochschild tilføjer: ”Fuquas pistolgave har nok i øjeblikket glædet Lincoln-tropperne, men en anden amerikaner, Torkild Rieber, gav Franco en langt større gave: en uafladelig strøm af olie fra Texaco”(side 247-48).[1]

Hochschild, som i mange år fungerede som underviser på journalistuddannelsen ved University of California Berkeley, bemærker hertil: ”Den amerikanske presse blev ved med at ignorere historien. Hvis dens korrespondenter i Spanien skulle have opdaget detaljerne, ville det have krævet mere indviklede og mindre grandiose beretninger end at lave dagture til fronten i en bil fyldt med kollegaer.” Resultatet var i USA: ”Selvom journalisterne nogle gange skrev om ‘Captain’ Riebers åbning af nye oliefelter og om hans farverige fortid på høj sø, blev hans forsyningslinje med olie på kredit til nationalisternes Spanien ikke bemærket” (side 248).

Derimod konstaterer Hochschild: ”Næsten den eneste fortælling herom i løbet af krigen udkom i den avis, der tilhørte ‘The Wobblies’ – den hæderkronede radikale gruppe af International Workers of the World -, hvis udgiver åbenbart havde fået tips herom fra en sømand på en af Riebers tankskibe. Ikke et ord om emnet udkom i New York Times eller nogen anden af de større amerikanske dagblade” (side 248). Med andre ord: Klassekampen var på spil.

Hochschild foretager ikke en egentlig klasseanalyse af det spanske samfund og klassernes internationale alliancer. En sekvens på 36 billeder mellem side 218 og side 219, der viser krigens gru, ofre og gerningsmænd, indledes dog med ordene: ”Den enorme kløft mellem rig og fattig udgjorde en større spænding, der lå under den Spanske Borgerkrig.”

Stærkere end Hochschild fokuserede Noam Chomsky på, at den revolution, som disse spændinger udløste, blev udsultet og slået ned i borgerkrigens første år: ”På den spanske revolutions tid i 1936 og ’37 prøvede Roosevelts administration at underminere den… husk at Texaco også spillede en rolle… De vestlige magter var i stærk opposition til den Spanske Republiks styrker… fordi den republikanske side var allieret med en folkelig revolution… Efter at de anarko-syndikalistiske organisationer med magt var blevet nedlagt, bekymrede de vestlige magter sig ikke mere i samme grad.” (Chomsky 2002, side159)

Den måde, hvorpå Texaco hjalp frankisterne, satte Chomsky mere bastant end Hochschild ind i sin internationale kontekst: ”Mens revolutionen endnu var i gang i Spanien, og de republikanske styrker lå i krig med General Franco og hans fascistiske hær… ville de vestlige lande og det stalinistiske Rusland alle gerne af med de republikanske styrker. Og en af måderne, hvorpå Roosevelts administration hjalp til at komme af med dem, var det, der blev kaldt ”neutralitetsloven”… (som) i dette tilfælde kun blev anvendt halvhjertet. Fascisterne fik alle de våben, de havde brug for fra Tyskland, men landet havde ikke olie nok. Olieselskabet Texaco, som på det tidspunkt blev ledt af en nazist [Captain Torkild Rieber] … standsede i juli 1936 simpelthen deres eksisterende oliekontrakter med den Spanske Republik og omdirigerede deres tankskibe midt på Atlanterhavet til at starte på leverancerne til fascisterne af den olie, de havde brug for. Selvfølgelig var alt dette helt illegalt, men Roosevelts administration gjorde aldrig noget ud af det” (samme sted).

Hochschild er inde på, at Texaco også greb direkte ind i kampene gennem en omfattende logistisk støtte til angrebene på Republikkens forsyningslinjer. Mussolinis store ubådsflåde i Middelhavet blev gennem Texaco orienteret om forsyningsskibenes bevægelser til og fra det republikanske Spanien. I sommeren 1937 var italienske overgreb skyld i, at forsikringspræmierne for tankskibe i Middelhavet firedobledes (side 249). ”Alene i august 1937 sænkede italienske ubåde, luftvåben og overfladeskibe 26 skibe ladet med last til og fra Republikkens havne… Nogle af de sænkede skibe var russiske, hvorfor Sovjetunionen efter august måned undlod ethvert forsøg på via Middelhavet at sende våben og ammunition til Spanien” (side 237). Da alternative leverancer fra arktiske eller Østersø-havne via Atlanterhavet p.g.a. den franske regerings vægelsindede holdning kun sporadisk nåede frem, konkluderer Hochschild: ”Aldrig igen ville Sovjetisk hjælp vende krigslykken.” Derimod skærpede England den ikke-interventions-politik i forhold til den spanske borgerkrig, som det siden 1936 ved siden af Frankrig havde fået både Tyskland og Sovjetunionen til at acceptere, ved i september 1937 at afholde en konference i Nyon ved Genfersøen, der i stedet for alvorlige indgreb kun talte om Italiens ‘u-båds-pirateri’. Tyskland, Japan m.fl. besvarede dette appeasement et par måneder senere ved, at Italien blev optaget som medlem i  Antikomintern-pagten.

Sovjetunionens våbenhjælp har ifølge Hochschild været til stede med en vis, omend begrænset effektivitet, idet den kom sent i 1936 og endte inden krigens afslutning. Hans forklaring af det sidste gennem Texacos støtte til den italienske marines aktioner holder bogstaveligt mere vand end Chomskys overordnede betragtninger. Hochschild vurderer det mere pragmatisk, at Stalins balancegang allerede i forhold til revolutionen i Spanien var ‘delikat’: ”Hvis den sovjetiske diktator så ud til at understøtte den vidtgående sociale revolution, der fandt sted i Catalonien og andre dele af Republikken, ville det forskrække Storbritannien og Frankrig, de allierede han ville have brug for i tilfælde af krig med Tyskland” (side 47).

Hertil kom ifølge Hochschild de negative militære virkninger, som de interne kampe i Sovjetunionen fik: en oplagt slagmarks-taktik med kolonner af panservogne i en knibtangsmanøvre, som general Michail Tuchatschewski stod for, turde de sovjetiske officerer ikke anvende i slaget om Brunete (ved Madrid) i juli 1937. Den tidligere leder af den Røde Armé, som Josef Stalin havde anset som sin rival, var få uger forinden blevet eksekveret, efter at han under tortur havde tilstået, at han skulle have været tysk spion (side 225). – Et andet problem var ifølge Hochschild, at panservognene kun skulle besættes med partikommunister, der ikke nødvendigvis var de mest kvalificerede til opgaven.

Texaco-chef Riebers fascistiske netværk bliver mere udførligt fremstillet i bogens kapitel 10 om ‘Manden der elskede diktatorer’. Uden hensyn til omkostningerne hjalp han endda med til at forøge deres antal med Franco. Hertil arbejdede han direkte sammen med Texacos repræsentant i Paris og en embedsmand i det statslige spanske olieselskab, der var knyttet til (de spanske fascisters) falanks. ”Da både de spanske nationalister og deres allierede manglede olie, og de Forenede Stater besad et åbenbart grænseløst udbud, sikrede denne livslinje fra Texaco, at Franco kunne fortsætte med at føre krig. Hvis (derimod) den amerikanske regering havde interveneret for at stoppe strømmen, kunne nationalisternes krigsanstrengelser være blevet alvorligt bremset” (side 170).

Men præsident Franklin D. Roosevelt har ikke kunnet beslutte sig til at forsvare Republikken. Og det kom for sent, når han efter Republikkens nederlag fortrød sin neutralitetspolitik, der i praksis favoriserede Texacos dødsstød til Republikken. Bogen gennemgår i flere faser, hvordan administrationens ubeslutsomhed står i skærende kontrast til de modige aktører i den spanske krig, de amerikanske frivilliges kontingent i de internationale brigader, som Hochschild indgående omtaler. Han har hertil både i stor stil brugt arkivmaterialer og lavet instruktive interviews.

Bad guys – good guys

Til forskel fra George Orwell holdt Ernest Hemingway, som Hochschild bemærker, sin rolle under borgerkrigen som krigskorrespondent og -deltager adskilt fra rollen som publicist. Bestselleren Hvem ringer klokkerne for udkom først i 1940 og var gennemsyret af en forventning om, at nederlaget ville komme.

Det at lide nederlag skulle i sig selv ikke forhindre en i at skrive historien bedre, end sejrherrerne gør – en indsigt, som Eric Hobsbawm henviser til i et interview om hans bog Ekstremernes århundrede (Hobsbawm 1996). Hochschild er i hvert fald på grund af sin egen grundige forskning i stand til at attestere, at Hemingway havde gjort grundig research især til kampscenerne i sin litterære fremstilling. Hans bog sang ikke et helte-epos om ”arbejderklassens mænd fra mange nationer skulder-ved-skulder i kamp mod fascismen. Romanens centrale figur er derimod specialist i spansk litteratur og sabotør og beskrives som den enlige ulv, der sprænger en jernbanebro bagved fjendens linjer.” (side 361).

Her bemærker Hochschild et paradoks, idet figuren Jordan som alle Hemingways helte ”ikke er nogen trofast tilhænger af nogen organiseret tro.” Men Jordan-figuren blev til gennem inspiration fra en amerikansk frivillig, der kom til at være det. Som Hochschild afslører: ”I denne høje, modige, lyshårede universitetslærer fra det vestlige USA, der dør i Spanien for sin overbevisning, fandtes en utvetydig henvisning til Bob Merriman” (samme side).

Baggrunden er, at den økonomiuddannede Robert Merriman fra universitetet i Nevada i 1934 fik et stipendie til et studieophold i Sovjetunionen. Hans færden og skæbne er en rød tråd gennem hele Hochschilds bog. I Spanien bliver han medlem af det derværende kommunistiske parti. Inden da var han i San Francisco vidne til og medorganisator af en langvarig havnearbejderstrejke om organisationsretten. Ved universiteterne færdedes han sammen med sin kone Marion i den tids venstreintellektuelle kredse. De så USA’s arbejdsløse og fattige samt New Deal-politikkens manglende evne til i fredstid at kunne løse problemerne som stærk kontrast til planøkonomiens aktivering af arbejdskraften, oppiskede økonomiske vækst og fremskridt i sociale sikringer.

Bob Merriman blev, som Hochschild skriver, af økonomen John K.Galbraith rost for sin tapperhed. I felten bliver han en vellidt leder af de kæmpende amerikanske frivillige, der – ligesom de andre kontingenter af de internationale brigader – gør en umådelig værdifuld indsats med en højere kvote af ofre, end de spanske tropper har. Bob døde i 1939 under tilbagetoget fra det sidste slag ved Ebro-floden, hvor han forsøgte at bane vej for sin trop ud af en omklamring af fascistiske tropper.

Hochschilds bog forklarer baggrunden for det litterære monument, Hemingway har skrevet. Gennem sin empatiske og vidende skildring af mange involverede liv og deres baggrund giver han Hemingways indledende motto af John Donne mere end en eksistentialistisk mening: ”Ethvert menneskes død river noget fra mig; thi jeg er ét med den ganske menneskehed; så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for – de ringer for dig.”

Ved siden af Merriman-parret skildres også andre, især journalister, med et dybt engagement i Sovjetunionens eller hele menneskehedens skæbne. Deres vidt forskellige erfaringer i krydsfeltet mellem sovjetkommunismen og den spanske revolution hhv. Republikkens overlevelseskamp bliver til et lærestykke.

Tilsammen repræsenterer de det, som ifølge David Harvey udgør den mest eksplosive modsætning i den globale kapitalisme, nemlig den mellem kapitalakkumulationens blinde vækst og en revolutionær humanisme (Harvey 2014, kap. 17). Harvey går tilbage til den algierske uafhængighedskrig for at fremhæve Frantz Fanons tolkning af de koloniseredes kamp og bevidsthed i retning af en revolutionær humanisme.

Adam Hochschilds skildringer af både engelske og amerikanske frivilliges involvering i den spanske borgerkrig bliver på trods af større tidsmæssig afstand et mere betydningsfuldt lærestykke for folkene i kapitalakkumulationens centre, end Frantz Fanons forsøg på at forstå den koloniseredes oprør umiddelbart er det.

Hochschilds gennemgående spørgsmål til historiefremstillingen er da også: Ville jeg selv have gjort det samme? Hvilket inkluderer en dyb solidaritet med de ofte meget unge frivillige blandt andet fra amerikanske storbyers arbejderkvarterer hhv. slums, der spontant tog af sted for at bekæmpe det borgerlige såvel som fascistiske tyranni, der direkte førte til endnu en verdenskrig. Som en arbejdsløs dansk bager og hjemsendt korporal fra artilleriet selvbevidst udtrykte det: ”Set i europæisk sammenhæng udviklede den spanske borgerkrig sig til 2. Verdenskrigs begyndelsesstadium, og i dette stadium deltog jeg som luftværnsartillerist”(Christensen 1986, side 17).

Et uundgåeligt nederlag?

Vestmagternes ofte kritiserede appeasement-politik begyndte ikke omkring München 1938, men viste sig i fuldt sving med en årelang tolerance over for et forenet fascistisk angreb på en ung republik. Skulle Franklin D. Roosevelt virkelig i efteråret 1936 have undladt at hjælpe Spanien, fordi han var bange for, at de katolske vælgers stemmer ville forhindre hans genvalg (Hochschild, side 316)? Så siger det i hvert fald en del om den type demokratis klassekarakter.

Selv havde både Franklin og Eleanor Roosevelt en vis indsigt i europæiske og spanske klasseforhold. Da Hemingway sammen med filmmageren Joris Ivens den 8. juli 1937 har foretræde for parret i Det Hvide Hus og viser deres dokumentar ‘The Spanish Earth’, kritiseres den for ikke at vise konfliktens socio-økonomiske baggrund med stærkt koncentreret jord-ejendom (Hochschild, side 239).  Målet med filmen, at skabe mere udbredt sympati for Republikkens sag, blev ifølge Hochschild ”nogle gange på en speciel måde forfejlet gennem Hemingways fascination med krige og hans fortælling, der forherligede slagmarken som testområde” (side 238).

Var det store personligheders beslutninger eller mangel på samme, der var afgørende for udfaldet af den spanske borgerkrig og dermed for den internationale klassekamp i årtier? Eller har socialhistorikeren Wolfgang Abendroth ret med sit dystre, deterministiske udsagn om hændelserne i sommeren 1937: ”SUKP’s stalinistiske politik (udvirkede) omsvinget hos den fortvivlet kæmpende spanske arbejderbevægelse i borgerkrigen. Trods de spanske republikanske troppers og de internationale brigaders modige modstand var den videre kamp fra nu af kun sidste akt i et drama, hvis udgang lå fast efter at regulære tyske og italienske enheder var blevet sat ind” (Abendroth 1974, side 111)?

Set i bakspejlet er spørgsmålet ikke kun, hvordan vi får den rigtige side af den spanske borgerkrig ind i vores hjerter, men hvordan vi undgår at misbruge det gode omdømme af antifascisternes kamp – ligesom det skete under 1990’ernes socialdemokratiske danske regering, da dens interventionsstyrker i Jugoslavien blev kaldt for den ‘Internationale Brigade’?

Slutbemærkning

Foruden 22 kapitler er Hochschilds bog bl.a. forsynet med 33 siders forklarende noter og en bibliografi på 10 sider. Den indeholder foruden bøger og artikler også sektioner om afhandlinger samt om arkiveret og ikke-publiceret materiale. Til sidstnævnte hører et ungt vidnes uhildede skildring af revolutionen (Cusick, 1979).

 

Kilder

Abendroth, Wolfgang (1974): Den europæiske arbejderbevægelses historie. Forlaget politisk revy. Udkom på tysk i 1965

Brun, Ellen (2017): To, tre, mange Afghanistan! Klumme, Arbejderen, 11. April

Chomsky, Noam (2002): Texaco and the Spanish revolution, i Understanding Power, kap.5 (noter i særskilt udgave)

Commoner, Barry (1991): Fighting for oil we shouldn’t need. Los Angeles Times, 13. februar, side B-7

Christensen, Karl (1986):  Min spanske krig. Erindringer fra den internationale brigades luftbatteri ‘Argument Dimitrov’ 1936 – 1937. SP Forlag, Århus

Cusick, Lois (1979): Anarchist Millennium. Memories of the Spanish Revolution of 1936-37. Upubliceret manuskript, kopi ved Hoover Institution Library, Stanford University

Denny, Ludwell (1928): We fight for oil. Alfred A. Knopf, New York

Harvey, David (2016): 17 modsætninger og enden på kapitalismen. Forlaget Solidaritet. Først udgivet i 2014

Hemingway, Ernest (2000): Hvem ringer klokkerne for. Lindhardt & Ringhof. Først udgivet i 1940

Hobsbawm, Eric(1996): Rückblick auf ein kurzes Jahrhundert. Blätter für Deutsche und Internationale Politik nr. 11, side 1375-1385

Hochschild, Adam (2001): Kong Leopolds arv. En fortælling om grådighed, terror og heroisme i kolonitidens Afrika. Lindhardt og Ringhof. Først udgivet i 1998

Hochschild, Adam (2014): Aldrig mere krig – loyalitet og modstand 1914-1918. Informations Forlag. Først udgivet i 2011

Jørgensen, Carsten (1996): Anmeldelse af Ken Loach’s Land and Freedom. Arbejderhistorie 1/1996, side 68-72

Leisewitz, André (1972): Die Auswirkungen der Verwissenschaftlichung der Produktion auf die Monopolbildung und auf das Verhältnis von Ökonomie und Politik dargestellt am Beispiel der chemischen Industrie, i Das Argument, vol.14. 1972, 5/6, side 444 – 508, især afsnit VI

Orwell, George(1975): Hyldest til Catalonien. Gyldendal. Først udgivet i 1938

Noter

De fleste oversættelser er mine (rcd); citatet af John Donne er fra Nina Wegners anmeldelse af Hemingways roman på Litteratursiden.

[1]  Hochschild har lagt budskabet fra dette kapitel op på websiten Mother Jones, se: http://www.motherjones.com/politics/2016/03/texaco-franco-spanish-civil-war-rieber