Palæstinenserne lever i et glasbur

Lone Høgel var tre måneder i Palæstina sidste år for at arbejde for en NGO, der behandler torturofre. Konklusionen på hendes observationer er, at Palæstina er som et fængsel, og der er ingen politisk vilje til at ændre noget, heller ikke fra selvstyrets politikere. En udpræget resignation har bredt sig, hvor folk blot prøver at klare dagen og vejen, så godt det nu kan lade sig gøre.

Palæstinenserne på Vestbredden kan se ud til alle sider, og visse steder helt ned til Middelhavet, men de kan ikke komme derned og bade, for der er ingen døre, der åbner udad. Kun udlændinge kan komme ind og ud. Israelerne har til gengæld frit udsyn over deres gøren og laden.

Ramallah by

Ramallah by

I Ramallah, den fungerende hovedstad, er stemningen stille og rolig. Palæstinenserne er venlige, hjælpsomme, aldrig påtrængende, og mange taler forbavsende godt engelsk. Gaderne er fulde af mænd, der er klædt som enhver vesteuropæer, af kvinder med og uden tørklæde, der bærer på indkøbsposer, og af en flåde af biler, der kører så tæt i centrum, at man bare kan træde ud foran dem, og de holder øjeblikkeligt tilbage. Butikkerne er yderst velforsynede med importerede varer. Dertil kommer, at man føler sig sikker og ikke behøver frygte hverken lommetyve eller overfald. Der er et byggeboom, som jeg ikke har set mage til noget andet sted, efter sigende finansieret af penge fra oliestaterne. Imposante ministerier har bredt sig – dog til manges fortrydelse, for det tages som et tegn på, at ideen om Jerusalem som hovedstad er opgivet. Men så snart man bevæger sig uden for byen, kan man se, at dens ro og fred har en pris.

Her hænger der stærkt bevogtede israelske bosættelser på de fleste klippetoppe, på vejen til Jerusalem stoppes man af de første check-points bemandet med israelske soldater, der bærer deres skudklare maskinpistoler foran sig på brystet. Alle må ud af bussen og vise dokumentation. Man mærker med det samme på vejens kvalitet, hvem der står for dens vedligehold. Er den velplaneret, er den israelsk, er  den fuld af huller, er den palæstinensisk. Bosætterne breder sig over de åbne landdistrikter, som i israelske aviser kun kaldes ved deres bibelske navne, Judæa og Samaria.

I Hebron er den israelske besættelse helt kvælende. Den tidligere så driftige handelsby er nu kun en skygge af sig selv. Gaderne omkring det centrale marked, souk’en, er kun tilgængelige gennem check-points, og de fleste boder har måttet sætte slå for døren. Men værst står det til i landdistrikterne, hvor bosætterne slår sig ned på palæstinensisk ejet jord. Når de vil høste deres oliven, risikerer bønderne at blive mål for stenkastende bosættere,. Hensigten er, frygter mange, at genne palæstinenserne ind i byerne, hvor det er nemmere at isolere dem i en slags apartheidstat uden de rettigheder, man har i et demokratisk land.

Under den rolige overflade hviler en stemning af håbløs resignation. Man spørger uvilkårligt sig selv: Hvad er der sket med den palæstinensiske kampgejst, som vi har  hørt så meget om? Hvordan har det tidligere sammenhold og kampen for selvstændighed kunnet ende med, at palæstinenserne er blevet et knægtet folk? Vi hører om unge mennesker, der med knive og sten overfalder israelske soldater med fare for deres liv. De fleste bliver skudt ned, før de når på tæt hold af soldaterne. Men de unge agerer på egen hånd, for der er ingen organiseret, planlagt modstand, hverken væbnet eller fredelig.

Forklaringerne er mange:  Alle, jeg har spurgt, har opgivet troen på, at regeringen søger at ændre situationen. De siger, ydmygelsen er total, og at de lige så godt kan holde op med at kæmpe for en tostats-løsning, der blot er blevet til en dårlig vittighed. Vi har da i det mindste fred her, vi slår ikke hinanden ihjel som i landene omkring os, siger de. Og der er ingen hjælp at hente nogetsteds. Imens søger folk at få deres hverdag til at fungere, at sørge for børnenes skolegang og at holde sammen på familien, sådan som mennesker nu engang gør andre steder i verden, når de ikke længere tror på, at forholdene kan ændres.

Både den israelske og palæstinensiske regering har det fint med at opretholde status quo, så længe der ikke er optøjer. De holder på skrømt fredsprocessen i live, dog uden at ville forhandle fred, og hver side har sine egne motiver. Mange mener, at Oslo-processen var en stor fejltagelse. Den gav palæstinenserne selvstyre, men den politiske magt har korrumperet politikerne. Inderkredsen om Mahmoud Abbas meler sin egen kage og er bare blevet rigere og rigere. Der har ikke været valg siden 2007, da Hamas til omverdenens forbavselse vandt parlamentsvalget, og splittelsen mellem styret på Vestbredden og Hamas blev uforsonlig.

Lovgivningen er siden gået helt i stå. Den officielle forklaring lyder, at det miskmask af historiske kludetæppelove, der er lagt oven i hinanden fra tidligere besættelsesmagter, det ottomanske styre, det britiske mandat, Jordan, Ægypten og Israel, er indbyrdes uforenelige og gør det umuligt at lovgive. Men andre mener, at det ikke burde være en begrundelse for ikke at gøre noget.

Undskyldningen giver i hvert fald den palæstinensiske regering et råderum, hvor den kan fastholde sin interne magt på trods af, at den er skakmat. Modstand mod regimet slås ned, og fængslerne fyldes med demonstranter, der kritiserer manglen på presse- og ytringsfrihed. Det sker også, at fanger tortureres. Regeringen har modsat sig den europæiske kampagne for boycot af varer produceret i bosætterområderne, fordi det kan skade fredsforhandlingerne. Til manges store fortørnelse dukkede Mahmoud Abbas op til Shimon Peres’ begravelse – manden der igangsatte bosætterbevægelsen – mens han ikke én eneste gang har vist sig ved begravelsen af en af de unge stenkastende drenge.

Ngo’er anses gerne for at repræsentere de kræfter i civilsamfundet, som kæmper for folkets rettigheder. Mange palæstinensiske ngo’er er da også kompetente, og de er dygtige til skaffe donormidler. På et seminar, hvor EU fremlagde sit udkast til en ny strategisk  hjælpepakke, havde fremmødte ngo-repræsentanter mulighed for at kommentere strategien. Kun én ngo-leder påtalte EU’s overordnede politik og dens manglende kritik af Israel. Alle de andre plæderede for deres behov for flere midler til netop deres arbejdsområde. Der var ingen samlet forholden sig til EU’s politik, men hvem kan også bebrejde dem, at de holder lav profil, når konsekvenserne for åben kritik er truende for deres sikkerhe?

I stedet for at udvise en klar politisk holdning til konflikten, ved f.eks. at anerkende Palæstina som stat, nøjes EU med at betale sig fra den, og Palæstina er det land, der modtager flest penge pr. indbygger af alle EU’s modtagerlande. De arabiske lande er nu helt tavse, men de har også fået andet at tænke på i de seneste år. USA støtter Israel, og måske bliver Jerusalem snart udråbt til hovedstad. De eneste tiltag til solidaritet fra Europa er rettet mod Gaza, men her har myndighederne jo også en klart udtrykt modstand mod Israels besættelse. På Vestbredden derimod er befolkningen blevet gidsler i et samspil mellem den interne og eksterne undertrykkelse. Derfor lyder stemmerne ikke her.

Om forfatteren
Lone Høgel er cand. mag. i spansk, har arbejdet i UNHCR (Latinamerika) og for Folkekirkens Nødhjælp som Latinamerika-koordinator