Venstrefløjen i Italien del 1

Der sker ting og sager på den italienske venstrefløj i øjeblikket.

Det socialdemokratiske regeringsparti, Partito Democratico (PD), er blevet splittet i forbindelse med, at en del af partiets venstrefløj er brudt ud og har dannet bevægelsen ”Articolo 1 – Movimento Democratico e Progressista”; et nyt venstrefløjsparti, Sinistra Italiana (SI – ’Det italienske venstre’), har set dagens lys, og det før så stærke parti Rifondazione Comunista er stærkt svækket før sin 10. kongres 31. marts – 2. april 2017. Derudover er der stærk aktivitet i mange bevægelser, hvilket bl.a. vil manifestere sig i Rom i forbindelse med EU’s officielle markering af 60-året for underskrivelsen af Rom-traktaten den 25. marts.

Artiklen bygger bl.a. på forfatterens ophold i Rom 29/10-30/11 og på diverse italienske nyhedsmedier og hjemmesider, ikke mindst dagbladet Il Manifesto og partierne Rifondaziones og Sinistra Italiana’s hjemmesider, hhv. www.rifondazione.it og www.sinistraitaliana.si

Regeringens forslag om forfatningsændringer

Lad os starte tilbage i november 2016, som i Italien var præget af valgkamp op til folkeafstemningen den 4. december om Renzi-regeringens forslag til forfatningsændringer, der endte med et stort NEJ til forslaget (60 % – 40 %).

Matteo Renzis regering (det socialdemokratiske Partito Democratico (PD), et par centrumpartier samt et centrum-højre parti afspaltet fra Berlusconis) havde foreslået en række ændringer i den bestående forfatning. Forslagene var mange og ret forskelligartede, og de vigtigste ingredienser var følgende:

  • Ændring af senatet. Italien har et to-kammersystem, og det ville have været særdeles fornuftigt at have afskaffet senatet fuldstændigt. Forslaget begrænsede antallet af medlemmer mærkbart, men til gengæld skulle de nu ikke vælges direkte, men meget indirekte fra lokale institutioner. Og de skulle stadig have noget at skulle have sagt inden for dele af lovgivningen.
  • Vigtige dele af lovgivningen skulle kunne føres hurtigt gennem det parlamentariske system (med begrænset mulighed for opposition og folkelig debat).
  • Overførsel af magt fra regionale myndigheder til centralregeringen.
  • Svækkelse af folkeafstemningsrettigheder. Folkeafstemninger har en vigtig funktion i det italienske politiske system (siden 1946 har der været mere end 70 af slagsen), og denne rettighed er især vigtig i tider (som nu), hvor valgsystemet giver en ’flertalspræmie’ til det største politiske parti/den største koalition. Meningen med flertalspræmien er, at dette parti/denne koalition skal kunne regere med et flertal, og at parlamentet således ifølge denne tankegang kan fungere ’effektivt’, men det betyder selvfølgelig, at samme parlament ikke på demokratisk vis afspejler den reelle fordeling af politiske synspunkter i befolkningen.

Modstanderne anså generelt forslagene som en styrkelse af regeringen/den udøvende magt på bekostning af demokratiet og folkets indflydelse. Bl.a. Rifondazione gjorde meget ud af, at forslagene faktisk var en direkte udmøntning af forslag fra en rapport fra storbanken J. P. Morgan (The Euro Area Adjustment) i 2013. I denne rapport hedder det bl.a.: ”The constitutions and political settlements in the southern periphery, put in place in the aftermath of the fall of fascism, have a number of features which appear to be unsuited to further integration in the region” (“Forfatningerne og de politiske aftaler i den sydlige udkant, der blev oprettet efter fascismens fald, har mange træk, der ikke forekommer at passe til en videre integration i regionen”). De ‘upassende’ træk er fx “a strong socialist influence”, “constitutional protection of labor rights” og “the right to protest if unwelcome changes are made to the political status quo.”

Jfr. det sidste gjorde Rifondazione meget ud af, at mange af forslagene sigtede på at gøre det svært for folk at have mulighed for at protestere mod forslag fra en snæver gruppe omkring regeringen.

Hvor vigtig forfatningskampen er for Rifondazione, udtrykkes helt klart i det politiske 35-siders dokument ”Socialisme i det 21. århundrede – for en ny humanisme”, der er udarbejdet som oplæg til partiets 10. kongres 31. marts – 2. april 2017.

Jeg citerer et afsnit, som foreslår at benytte forfatningens ord og bogstav som overgangsprogram [fremhævelserne er mine, fl]:

Den demokratiske konstitutionalisme, som har gjort sig gældende i anden halvdel af 1900-tallet [efter vedtagelsen af en ny forfatning i 1948, som var stærkt influeret af den italienske modstandsbevægelse, fl], udgør for os den grundlæggende reference i et overgangsprogram.

Forfatningen af 1948, som er emblematisk for den tid, er ikke kun et sammenhængende statsligt projekt baseret på et stærkt værdisystem, den er også en veldefineret plan for samfundet og for demokratiets fremadskridende udvikling. Det, at den i sin karakter er i modstrid med den europæiske orden, med neoliberalismen som er indbygget i traktaterne, med konkurrencens forrang og med kapitalens fortrinsret over arbejdet, gør, at den i dag mere end nogensinde vil være særdeles virkningsfuld, hvis den bliver brugt som alternativ politisk, økonomisk og social model i forhold til den orden, som er dikteret af kapitalens altædende gennemtrængningskraft. Det er ikke tilfældigt, at forfatningen nylig blev centrum for det angreb, der dog til sidst blev afvist i en af de mest usædvanlige massekampagner, som dette land har oplevet.

Den fulde generhvervelse og aktualisering af forfatningen fra 1948, med tyngdepunktet solidt plantet i spørgsmålet om ejendomsret og følgelig med udvikling af de temaer som er indeholdt i forfatningsdokumentets kapitel om økonomiske forhold helt ud i deres yderste konsekvenser, er grundlæggende også for opbygningen af en koalition af kræfter, som vil kæmpe for et alternativt projekt. En genopliven af det forfatningsmæssige projekt har i sig kraften til at forene de sociale lag, der er blevet ramt af krisen, tale til arbejderne og samtidig prioritere klart mellem de politiske temaer. Forfatningen er den røde tråd, som tydeligt forener det demokratiske og det sociale spørgsmål. Og som tilbyder kommunisterne et særdeles fordelagtigt terræn til at kunne sætte overvindelsen af de kapitalistiske samfundsforhold på dagsordenen.”

(oversat fra italiensk af Ellen Agerskov)

Jeg har medtaget dette lange citat som et godt eksempel på, hvor meget den antifascistiske forfatning fra 1948 betyder for den italienske venstrefløj. Et andet eksempel er PD-udbrydernes navngivning af deres nye bevægelse: ”Articolo 1 – Movimento Democratico e Progressista”. Artikel 1 i forfatningen lyder: ”Italien er en demokratisk republik, funderet på arbejdet. Suveræniteten tilhører folket, som udøver den under de former og med de begrænsninger, som forfatningen tilsiger.” Generelt kan det siges om forfatningen, at den er meget arbejdervenlig. Bl.a. betones i de første paragraffer i kapitlet om økonomiske forhold arbejdernes ret til en løn, man kan leve af; retten til at organisere sig; retten til strejke inden for visse rammer mm. Også de sociale rettigheder for uarbejdsdygtige betones. Imidlertid kan disse PD-udbrydere dog ikke siges at tilhøre den rigtige venstrefløj, men mere om dette senere i artiklen.[1]

Den stærke modstand mod ændringsforslagene er også blevet set som en generel modstand mod både Renzis politik og person og mod EU’s politik. Man kunne fx møde JA-folk, der argumenterede for, at jo, der var masser af grunde til at være imod Renzi, men det kunne jo ikke være en grund til at stemme nej til disse ’udmærkede forslag’. Det siger noget om, at Renzi, en højre-socialdemokrat af Blair-typen, havde gjort sig godt og grundigt upopulær, både via sin politik og sin personlighed. En række markante personligheder inden for hans eget parti PD stemte nej til forslagene.

Modstanden mod forslagene kom både fra højre og venstre. Heldigvis var der en markant modstand fra venstrefløjen. Det største LO, CGIL, var imod, og en række folkelige bevægelser kunne i slutningen af november samles til en kæmpedemonstration i Rom som udtryk for ’det sociale NEJ’. Rifondazione håber (jfr. citatet), at bl.a. dette faktum kunne være et springbræt mod en bedre koordination af kræfterne til venstre for PD.

Partito Democratico – et centrum-venstre parti?

Efter nederlaget ved folkeafstemningen valgte Renzi at gå af, men kun for (efter en partirunde hos præsident Mattarella) at overlade roret til sin udenrigsminister, Paolo Gentiloni, også han fra PD. Mange mente, at italienerne nu skulle til valgurnerne hurtigst muligt, men foreløbig ser det ud til, at den nye regering vil sidde der et godt stykke tid (dog skal der senest stemmes i 2018).

Til gengæld har hele forfatningsdiskussionsforløbet fået konsekvenser for PD, idet en del af partiets venstrefløj har forladt partiet for (som sagt) at danne bevægelsen ”Articolo 1 – Movimento Democratico e Progressista”. Vi skal dog ikke regne med, at det er her, vi finder den socialistiske fortrop, selvom flere af personerne har rødder i det hedengangne stærke PCI (det italienske kommunistparti), fx Massimo D’Alema (tidligere premierminister) og Pier Luigi Bersani (tidligere PD-partisekretær). De har selv i høj grad haft ansvar for udskridningen mod højre, men selvfølgelig er venstreorienterede socialdemokrater at foretrække for Renzi-folkenes højreorienterede linje.

Man kan i høj grad undre sig over, at mange af de gamle kommunister inden for så relativt kort tid er drejet så kraftigt i socialdemokratisk retning, ja man kunne endda sige i højresocialdemokratisk retning. Det skyldes selvfølgelig til dels, at PD også indbefatter arvingerne til venstrefløjen af det gamle kristelig-demokratiske parti, men ikke kun. Den nærmere analyse af dette vil jeg dog ikke foretage her, kun konstatere, at Renzis parti intet har med venstrefløj at gøre. Partiet er gået i gang med kongresforberedelser, og vi må se, om den højreorienterede linje kan bevare magten; i hvert fald er der flere udfordrere til Renzi, hvad angår sekretærposten.

Sinistra Italiana

Et nyt venstrefløjsparti, Sinistra Italiana (SI), har set dagens lys i form af en stiftende kongres den 17.-19. februar. En stor del af dets organisation vil formentlig bygge på SEL’s afdelinger – SEL, Sinistra-Ecologia-Libertà, udskilte sig fra Rifondazione i 2008-9 og havde i 2013 34.279 medlemmer (det seneste tal, jeg har kunnet finde). SEL opløste sig selv den 17. december 2016 for at gå ind i den konstituerende fase op til stiftelsen af det nye parti (hvor bl.a. et samarbejde i parlamentet er gået forud for selve stiftelsen – indbefattende nogle ex-medlemmer af hhv. det socialdemokratiske PD og Grillos femstjernebevægelse).

På den stiftende kongres blev Nicola Fratoianni valgt som partisekretær, et vigtigt job i de italienske partier. Fratoianni er medlem af deputeretkammeret og er kendt som tilhørende venstrefløjen i det tidligere SEL (som mindede om SF, dog efter min vurdering lidt mere venstreorienteret). Et prominent medlem er Stefano Fassina, som var højtstående medlem af PD indtil 2015, hvor han ragede kraftigt uklar med Renzi. Han er medlem af parlamentet (deputeretkammeret), af byrådet i Rom og af Sinistra Italiana’s nye landsledelse.

Nicola Fratoianni

Nicola Fratoianni

Rifondazione og Sinistra Italiana

Rifondaziones partisekretær Paolo Ferrero leverede en hilsen på SI’s kongres. Rifondazione holder som sagt selv kongres om kort tid, og Ferrero benyttede lejligheden til at sige, at analyserne i de to partiers kongresdokumenter lignede hinanden meget. Derfor inviterede han i en varm og åben tale til et samarbejde de kommende år. Han lagde vægt på, at Rifondazione ikke ville opløse sig selv, men at det ikke forhindrede, at man forsøgte at samarbejde om forskellige projekter på venstrefløjen i stedet for at modarbejde hinanden, som venstrefløjen normalt var så god til. Han sagde, at dette var vigtigt ikke kun for Rifondaziones 20.000 medlemmer eller for SI’s medlemmer, men for alle de tusindvis af mennesker, der havde været aktive op til den nylige folkeafstemning om Renzis forfatningsplaner.

Talen blev varmt modtaget af både forsamlingen og partiets ledelse. Så lad os håbe, at dette virkelig signalerer en styrkelse af den italienske venstrefløj.

I øvrigt går Ferrero af som Rifondazione-sekretær på den kommende kongres. Jeg har endnu ikke bemærket nye sekretær-emner. Ferrero er til gengæld for nylig blevet valgt som en af vicepræsidenterne i European Left (et europæisk samarbejde mellem en række ventrefløjspartier i EU-landene).

Paolo Ferrero

Paolo Ferrero

Rifondazione og venstrefløjen

Her et par ekstra ord om Rifondazione, som indtil for nylig klart har været den stærkeste kraft i den radikale venstrefløj. Men partiet har som nævnt mistet meget af sin fordums styrke og har ikke været repræsenteret i de nationale parlamentariske organer siden 2008, og det føler sig i krise. Dette udtrykkes helt klart i det ovenfor nævnte dokument ”Socialisme i det 21. århundrede – for en ny humanisme”. Mere om dette nedenfor, men først lidt om de sammenhænge, Rifondazione indgår i på nuværende tidspunkt.

De sociale bevægelser – Jeg nævnte ovenfor, at en række sociale bevægelser vil lave arrangementer i forbindelse med 60-året for underskrivelsen af Rom-traktaten (både Rifondazione og SI er også med i dette arbejde). De sociale bevægelser (af mange forskellige slags: miljøgrupper, antiprivatiseringsgrupper m.m.fl.) kunne samle store demonstrationer i efteråret, og der har været opfølgende konferencer efter folkeafstemningen den 4. december.

Rifondazione forsøger at være aktiv i alle disse grupperinger og satser meget på, at denne samling kan fortsættes.

Kommunalt samarbejde – Rifondazione indgår i et lokalt samarbejde i flere kommuner, bl.a. i de store byer Rom og Napoli. I Rom har man støttet ovennævnte Stefano Fassinas kandidatur og valg, og i Napoli har man støttet den genvalgte borgmester Luigi de Magistris.

L’Altra Europa (Det andet Europa) – også kaldet ”L’Altra Europa con Tsipras”, startede i forbindelse med EU-valget i 2014 som en støtte til, at Tsipras skulle være formand for kommissionen. Listen fik valgt 3 medlemmer ind i parlamentet, heriblandt Eleonora Forenza fra Rifondazione. Listen blev også støttet af SEL samt af en række enkeltpersoner. Den er lokalt organiseret og deltog i regionalvalgene i 2015. – Eleonora Forenza var i øvrigt GUE-NGL’s forslag til formand for EU-parlamentet (GUE-NGL er venstrefløjspartiernes gruppe i EU-parlamentet).

European Left. – Rifondazione var oprindelig en af initiativtagerne til dannelsen af European Left. Ved organisationens nyligt afsluttede kongres blev dets sekretær, Paolo Ferrero, som sagt valgt som en af de fire vicepræsidenter.

Rifondazione afholder snart kongres. Som allerede nævnt er det slut med fordums styrke, og det kan da heller ikke skjules i ”Socialisme i det 21. århundrede”, at partiet er i krise. På de sidste sider i det 35 sider lange dokument (med adskillige fine politiske analyser), opfordres der til, at partiorganisationen nødvendigvis må have et mægtigt brush-up. Det meddeles, at man ikke sjældent hører: ”Men Rifondazione, eksisterer det stadig?”, hvilket selvfølgelig virker stærkt demotiverende på medlemmerne. Kongresdokumentet lægger med en række forslag op til, at dette skal der laves om på.

Femstjernebevægelsen (Movimento 5 Stelle, M5S)

Jeg må også sige et par ord om Femstjernebevægelsen, selvom den ikke egentlig er en del af venstrefløjen. Men omvendt er denne bevægelse langtfra en entydig politisk kraft. Den startede som en typisk antipolitiker-bevægelse, som der er en vis tradition for i Italien. Men den har nu udviklet sig til en stærk politisk kraft, også parlamentarisk. Mellem en fjerdedel og en tredjedel af vælgerne vil stemme på M5S. De er svære at placere på en venstre-højre akse. Jeg har mødt PD-tilhængere, der siger, at M5S er højreorienteret (M5S er stærkt kritisk over for både den nuværende og de foregående regeringer). Omvendt kender jeg flere personer, der oplagt er venstreorienterede, men som nu støtter Femstjernebevægelsen. Af og til er Rifondazione enig med bevægelsen, men ofte er partiet kritisk over for den. Det kan fx nævnes, at der er et klart grønt islæt i bevægelsen, men til gengæld møder man også indvandrerkritiske toner. Der er ingenlunde tale om nogen socialistisk bevægelse.

Det vil være relevant med en nærmere analyse af M5S, hvilket jeg vil udskyde til en senere lejlighed. Jeg vil i første omgang henvise til en artikel, som har været bragt i netmagasinet Kritisk Debat. Det drejer sig om Oppositionsbevægelser af Susan Watkins (oversat fra Oppositions bragt i New Left Review): http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1743 . Her sammenlignes en række europæiske bevægelser, bl.a. Syriza, Podemos, Parti de Gauche og M5S. Om sidstnævnte hedder det i en note, at en undersøgelse fra 2013 viste, at 38 procent af bevægelsens vælgere beskrev sig som “venstreorienterede”, 22 procent som “højreorienterede” og 12 procent som ”centrum”, mens 28 procent ikke svarede. Generelt kan det siges, at femstjernebevægelsen er meget utilbøjelig til at ville samarbejde med andre, men det vil formentlig ændre sig, jo nærmere de kommer en reel politisk magt og indflydelse.

 

I en følgende artikel vil jeg bl.a. komme ind på begivenhederne omkring 60-året for underskrivelsen af Rom-traktaten den 25. marts, kongresserne i Sinistra Italiana og Rifondazio­ne samt en ny folkeafstemning ønsket af CGIL, det største LO, den 28.maj, denne gang om en arbejdsmarkedslov. Endvidere vil jeg skrive lidt mere om Femstjernebevægelsen.

Noter

[1] Hvis partiet i forbindelse med kongresdiskussionerne bliver mere konkrete mht. denne ’forfatningsstrategi’, bl.a. på det økonomiske område, vil jeg uddybe temaet i en opfølgende artikel.