Økonomiske og politiske dramaer i Madagaskar: En ekspræsident kommer til Danmark

Lige fra jeg første gang satte fødderne i Antananarivo og dermed Madagaskar blev jeg betaget af byen og landet. Jeg var der flere gange i 2006 og 2007, mens Marc Ravalomanana var præsident.  I januar 2009 kom jeg tilbage på en ny konsulentopgave, og et par dage efter stod byen på den anden ende i et oprør mod præsidenten. Efter normaliseringen fem år senere har jeg været der nogle gange mellem 2014 og 2015. Det følgende bygger på mine erfaringer, indtryk og læsninger aktiveret af Marc Ravalomananas besøg i København og visningen af dokumentarfilmen The Return of a President.

Marc Ravalomanana (udtales Ravaloman’, evt. Ravalomanan’) var præsident i Madagaskar fra 2002 til 2009. MR er en self-made mand, der startede sin yoghurt-forretning ganske småt og efterhånden dominerede den animalske agroindustri i Madagaskar. I 2001 stillede han op til præsidentvalget  mod Didier Ratsiraka, der var præsident fra 1975 til 1993 og fra 1997 til 2002.  Efter første runde ville MR ikke anerkende, at han ikke havde vundet absolut flertal og erklærede sig som vinder. Stridigheder fulgte, og han blev udråbt som præsident året efter og blev genvalgt i 2006.

Den 26. januar 2009 var der oprør imod MR. På det tidspunkt befandt jeg mig selv på den Store Ø, som den kærligt kaldes. Jeg var der på en konsulentopgave, der bestod i at levere en analyse af en organisation, der var vigtig for vedligeholdelse og udbygning af vejnettet.

Det var borgmesteren i Antananarivo, Andry Rajoelina, fhv. DJ, der bar  det officielle flag for opstanden/kuppet. Da MR forfatningsstridigt ville sætte ham fra bestillingen som borgmester, kunne MR’s egen adgang til præsidentposten anses for at være illegitim, og han blev afsat af militæret i marts 2009. Han tog så til Sydafrika, og Rajoelina blev fluks indsat i stedet. Dernæst drejede alt sig om, hvornår landet ville vende tilbage til et konstitutionelt styre.

Det internationale samfund anerkendte ikke Andry Rajoelina (populært kaldt TGV efter hans partis initialer og samtidig spillende på ligheden med forkortelsen for de franske højhastighedstog). Derfor var Madagaskar uden for lands lov og ret i årene 2009-2014, hvor TGV var ‘præsident’  for den Høje Overgangsautoritet (Haute Autorité de Transition – HAT). Det lykkedes endelig, bl.a. ved det sydlige Afrikas samarbejdsorganisation SADC’s hjælp, at få en aftale i stand, så der kunne afholdes valg i 2013.

Hery Rajaonarimampianina (ja, prøv bare at udtale det) blev præsident i januar 2014 efter at være blevet valgt i 2. runde.  Han var tidligere finansminister i TGVs regering. Hverken MR eller TGV kunne stille op. Det blev kaldt ’ni-ni’, altså hverken den ene eller den anden. I 2014 vendte MR efter flere forgæves forsøg  tilbage til Madagaskar, hvorefter han fluks blev sat i husarrest i den nordlige by Antsiranana. Den varede i syv måneder.

MR arbejder nu på at stille op til valget i 2018. En forfatningsændring begået af TGV og vedtaget ved folkeafstemning i 2010  indførte, at kandidater til præsidentvalget skulle have boet i landet i seks måneder forud for valget. Den hurdle kan MR så klare nu. Om ni-ni-reglen stadig gælder, diskuteres. I mellemtiden er hans hustru Lalao Ravalomanana blevet valgt til borgmester i Tana (2015).

Det er meget svært at vurdere, hvad der foregår bag kulisserne i Madagaskar, og jeg skal ikke gøre mig videre klog på eliternes kamp, men komme med nogle konstateringer. Der har været mange rygter fremme om, at Frankrig i en eller anden form stod bag kuppet, der var ret velorganiseret. Hvad jeg så var folkemasser, der gik igennem gaderne. De satte bl.a. ild til MRs lagerbygninger og fabrikker. Var det orkestreret? Det var det nok. Didier Ratsiraka har senere tilstået, at han var med til at fjerne MR, men han ville ikke gå med til blodsudgydelser, har han sagt.

Over for det hotel jeg boede på indebrændte 20-30 mennesker natten til d. 27. januar. Jeg selv og dem jeg var sammen med kom ud af landet et par dage efter, at vi havde opholdt os indendørs det meste af tiden efter omvæltningerne. Air France fungerede da.

Jeg var faktisk tilbage i landet i begyndelsen af sommeren 2009, og efterfølgende færdiggjorde vi den rapport vi skulle levere. Senere var jeg så heldig at få et andet konsulentjob i sommeren 2014 og var der flere gange med sidste mission i sommeren 2015. Jeg havde også været i Madagaskar under MRs præsidenttid, nemlig i 2006 og 2007. Mine opgaver har været inden for transport- og energisektorerne.

Her for nylig var MR i Danmark i forbindelse med premieren på en dokumentarfilm om ham, og han stillede op til et dialogmøde sammen med nogle rådgivere, bl.a. en dansk. Det foregik på Københavns Universitets Center for Afrikastudier d. 21. marts. Nogle dage senere så jeg filmen, The Return of a President, instrueret af Lotte Mik-Meyer. Den består af periodevise optagelser med MR  og hans rådgivere og familie fra vistnok 2011 og et par år frem. En stor del af den er filmet i hans bopæl i Sydafrika. Filmen er meget sparsom med tidsangivelser, så det er ikke helt klart, hvornår de forskellige begivenheder eller blot optagelser finder sted.

Kongepaladset i Antananarivo

Kongepaladset i Antananarivo

Lidt baggrund

Bortset fra en mulig oprindelig befolkning, man har fundet nogle arkæologiske fund fra, er de første indbyggere polynesiske indvandrere, der kom fra eller via Indonesien. Man kender ikke den præcise søvej, om der var gentagen trafik, hvor mange der tog den lange rejse, eller hvornår det skete. Tidsintervallet, der gives for ankomsten, er flere hundrede år mellem år 100 og år 700. Som det er vanligt, tyder alt på, at indvandrerne faktisk var der tidligere end hidtil antaget.

Indvandring fra Afrika fandt sted i århundrederne efter den polynesiske, og bantu-ord er optaget i malagassisk. Arabiske handelsposter kom til. Indere og kinesere er indvandret efter 1880. Inderne er fortrinsvis muslimske og stammer fra Gujarati, nu ca. 60.000-70.000. Der er ikke mindre end 100.000 kinesere. Der er også stadig en stor fransk befolkning. Disse grupper sidder på en stor del af velstanden på øen. Et nutidsfænomen er ældre franskmænd (sic), der kan få mere for deres pension end hjemme i Frankrig plus få kontakt med søde damer.

Sproget tilhører den austronesiske sprogstamme  og mere præcist den malayo-polynesiske sproggruppe med nærmeste fætter i Borneo. Hvis man slår op på Wikipedia under ‘Malagasy language’ kan man se, at tallene i de forskellige sprog, der listes, ligner hinanden forbløffende meget, helt over til Hawaii. Malagassisk er også det eneste sprog på Madagaskar ud over fransk. MR ville i øvrigt indføre engelsk som tredjesprog. De to førstnævnte er  officielle sprog (aviserne er halvt-halvt). Malagassisk er et af den slags sprog, hvor hele sætninger nærmest kan klaskes sammen til ét ord. Efternavnene, der næsten alle begynder med Ra (blod), har derfor mening eller er en kombination af faderens og moderens navn. Men for en anden én er de håbløse, også fordi udtalen sluger en masse af bogstaverne. Det var faktisk en englænder, der udformede det skrevne sprog af i dag.

Den malayisk-polynesiske befolkning deler sig i flere grupper, der i sin tid også skabte kongedømmer, mest kendt er merina og betsileo, mens sakalava er af afrikansk afstamning. De, der strides om præsidentembedet, er fortrinsvis fra merina-gruppen fra højlandet omkring Tana.

Fra 1600-tallet føjede hollændere og portugisere den transatlantiske slavehandel til den allerede eksisterende slavetrafik i Det Indiske Ocean. Landet blev forenet af en merina-konge omkring 1800. Hans efterfølger, Radama I, underskrev aftaler med englænderne om at opgive slavehandlen og acceptere protestantiske missionærer. Dronning Ranavalona (1828-1861), enke efter Radama, klædte sig i viktorianske gevandter, men er vidt berømt for sin grumme adfærd over for kristne missionærer og konvertitter. Efter hendes død blev de tilladt igen. Englændere og franskmænd konkurrerede i 1900-tallet om at  erhverve øen som koloni, indtil franskmændene ‘vandt’ i 1896.

Landet blev uafhængigt i 1960. Det var først under præsident Ratsiraka, at undervisning på malagassisk begyndte. Ved den lejlighed blev det den dominerende merina-gruppes dialekt, der blev proppet ned over hovedet på resten, hvad der skabte en del spændinger.

Befolkningen er vokset kraftigt og tæller i dag omkring 25 millioner fra 4 millioner i 1950. Ca. halvdelen  er ikke med i en organiseret religion, lidt over 40 % er dedikeret kristne, hvoraf halvdelen katolikker, den anden halvdel protestanter (som MR og en del af de ledende merinaer) og resten er  muslimer eller hinduer. I øvrigt har de mange kulturelle overleveringer fra tidligere tiders praksisser, bl.a. respekten for forfædrene og veludviklede gravskikke, også hold i de kristne. Antropologer elsker det. Summa summarum fornemmer man en stærk kultur, der også er med til at holde samfundet nogenlunde stabilt, men som samtidig er meget hierarkisk. Det bidrager også til et lidt konservativt udsyn.

Transport af trækul

Transport af trækul

Madagaskar i dag

Tana er en rigtig by med en prækolonial historie. Den blev udbygget kraftigt under kolonitiden. I det tidlige tyvende århundrede  blev der boret  hele to tunneller igennem bjergryggen. Oppe på toppen af det højeste bjerg ligger det gamle kongepalads, Rova, der udbrændte i 1995, men siden har været under genopbygning. Se foto.

Fattigdommen er følelig. I Tana overnatter uendelig mange  på gaden, og gadeprostitutionen er mildest talt udbredt, ligesom de meget energiske sælgere af vanilje og alt muligt andet, der hele tiden kommer op til en på gaden. Plus tiggere.

Landet er opdelt i geografiske regioner, der har forskellige karakteristikker. Jeg har kørt sydpå til byen Fianarantsoa, og vejen derned går gennem lave bjerge med rød jord og risdyrkning i dalbundene og i øvrigt terrassebrug, se foto. Afskovningen er et faktum, dels af naturskov, men også af den plantede. Det skyldes både det velkendte afrikanske problem med forbrug af brænde ud over den naturlige regeneration af træmassen og med udvidelse af landbrugsarealet samt illegal fældning af sjældne træsorter. Fotoet forestiller en (beskeden) transport af trækul. Hugsten og salg af den sjældne palisander steg kraftigt i ‘overgangsperioden’.

Men Madagaskar har også mineraler og alle ædelstene undtagen diamanter. Der er faktisk en ret stor smykkeproduktion i landet (overvejende styret af den indiske befolkning, karana).

Landet har enorme potentialer. Det er mærkeligt slet og ret, at der ikke er flere turister. For det er meget smukt og varieret, og floraen og faunaen er, som det vil vides, unik. Der er vanvittigt fordrejede klippelandskaber, paradislignende øer (St. Marie), den berømte baobab-allé ved Mahajanga, ørken og noget nær regnskov. Togstrækningen Fianarantsoa-Manakara skulle også være noget for sig. Tana har chikke restauranter og gode hoteller. Befolkningen er i øvrigt meget behagelig.

Der er en vis udvikling på landet, bl.a. er der mange aktive og dygtige NGOer. Elektrificeringen er i gang. Men de store centrale systemer tager lang tid at udbygge. Donorerne er ‘kommet tilbage’ efter at have undladt at give ny officiel støtte i årene 2009-2014.

Landskab syd for hovedstaden

Landskab syd for hovedstaden

Hvad strides der om?

Hvis man hører den officielle retorik om den politik, der skal føres, ligner de forskellige regimer hinanden, bortset fra Ratsirakas, der kaldte sig socialistisk. Ratsiraka trak landet ud af den franske franc-zone, og dermed har dets valutakurs været meget svingende, især i nedadgående retning. Allerede i halvfemserne begyndte den statscentralistiske model at blive rullet tilbage, og MR videreførte de liberalistiske reformer, da han kom til magten og i øvrigt fik sat gang i en del investeringer. Han indførte også Ariary’en, der er fem gange større end den tidligere Madagaskar-franc, for dog at komme nogle nuller til livs. Love og dekreter, der skabte institutioner, der anses for normale i et samfund med et samarbejde mellem den offentlige og private sektor, blev udbygget. Han hidkaldte også udenlandske (amerikanske) rådgivere, der var med til at udforme ’Madagascar Action Plan’, en stort anlagt strategi, der skulle lede udviklingen af landet, men er kort på, hvordan det kan lade sig gøre. Men bruttonationalproduktet steg meget under MR, op mod 7% (endnu mere i 2002-03, men da var det også faldet kraftigt under dødvandet efter præsidentvalget i 2001), nok ikke helt uafhængigt af de internationale konjunkturer.

Lige inden kuppet blev MR kritiseret for at ville give 1,3 millioner hektarer jord  i langtidsleje til sydkoreanske Daewoo uden betaling. Området svarer til halvdelen af Danmarks dyrkede areal. Formålet var dyrkning af majs og beplantning med oliepalmer til eksport af palmeolie.[1] En anden kilde til utilfredshed var købet af en ny præsidentjet, der omgik reglerne for offentligt indkøb og i øvrigt var dyr. Og for det tredje lukkede MR medier ejet af TGV. Senere kom der andre mere direkte kriminelle anklager til.

Det skal tilføjes, at landets offentlige sektor er tyndt befolket, og embedsapparatet er kraftigt underbetalt. Det vil sige, at det er magtpositionen, der tiltrækker. Det fører også til stridigheder om kompetencer inden for de forskellige områder. Tit har man fornemmelsen af, at det er vigtigere at få ret end at drive agendaen fremad. Niveauet for diskussioner på de efterhånden talrige workshops jeg har deltaget i er ret højt. Man kan få rap over fingrene, hvis man ikke er helt præcis og behersker fransk perfekt.

Som i andre lande har den nuværende præsident udnævnt en kreds af folk tæt på sig, der skal filtrere tiltag i alle sektorer.

Men selvom der ikke er mange embedsmænd osv, er de bestemt ikke inkompetente. Der kan dog komme et problem med at tiltrække dygtige unge, der foretrækker den private sektor, som på trods af alt udvikler sig. Undervisningskvaliteten er, påstås det, under pres – og det fra grundskole til universitet.

Ingen tvivl om, at de gamle nag lurer, også selvom mange af os ikke helt forstår dem. MR sagde i København, at han ønsker forsoning. Samtidig mener han også, at han er meget populær og vil vinde igen uden problemer, hvis han kan stille op til præsidentvalget i 2018.

En politisk-økonomisk analyse

Vanskelighederne er imidlertid objektive. Det er et land, der mange steder ikke har haft en regering. Der er love, der ser fine ud, men som ikke respekteres, f.eks. om skovhugst, fordi der ikke er inspektører nok. Til gengæld er de ledende udmærket klar over, at der nu skal en anden tilgang til naturressourceforvaltning til: Lokalbefolkningen må selv se deres interesse i at bevare og beskytte ressourcerne. Men det kræver, at de har deres udkomme. Landbruget er i mange år stået i stampe og dækker ikke behovet, f.eks. for den vigtige forsyning med ris, på grund af ringe ydelse.

Landets eksportværdi består for en stor del af nikkel, kobalt og ilmenit (en jernart), men det får ikke nok indtægter ud af mineraludviningen. Det er canadiske Sherritt plus selskaber fra Japan og Korea, der står for nikkel og kobalt. Investeringerne i nikkel- og kobaltminerne, rørledning, raffinaderi, elektricitetsforsyning og havneanlæg etc. stod i 8 milliarder dollar og blev gennemført under MR.  Ilmenit udvindes mod syd i Taolagnaro (Fort Dauphin) i et partnerskab mellem Rio Tinto (80%) og staten Madagaskar (20%). Projektet startede før MR’s præsidenttid, men blev færdigt under den. Firs procent af verdens vanilje kommer fra Madagascar, men  produktion og salg domineres af mellemmænd og aftagere, og børnearbejde er udbredt.[2]

Derudover er der en tekstilindustri, der har til huse i en Export Processing Zone, og som giver arbejde til fortrinsvis unge kvinder i Tana. Fordi lønforholdene er så usle i landet, har denne form for arbejde været populær, men fra 2005 blev EPZ-fordelene noget formindsket på grund af udløbet af præferencerne under multifiber-aftalen. Til gengæld nød Madagaskar godt af African Growth and Opportunity Act, indført i Bill Clintons sidste præsidentdage. Toldfri adgang til det amerikanske marked blev dog suspenderet fra 2010 til 2014 på grund af undtagelsestilstanden. I 2008 var der over 100.000 arbejdere, som måske ansættes igen efter det tidligere tab. De, der nu ejer fabrikkerne, kommer overvejende fra Mauritius.[3] Det er svært at finde opdateret materiale om zonen. Sikkert er det, at der ikke har været megen spillover på øvrige sektorer af økonomien, og at denne zone i øvrigt har gjort energisituationen vanskeligere for andre ved at have privilegeret adgang.

En god artikel er ‘Den malgassiske økonomis stagnation: krisernes rolle og sociopolitiske faktorer over en længere horisont’[4]. Et af de vigtige punkter er, at det forekommer, at hver gang Madagaskar er ved at komme på fode, så sker der et tilbageslag. Der er åbenbart alligevel for mange interesser, der har noget at miste. Krisen 2009-2014 betød alvorlige tilbageskridt, ingen tvivl om det. Landet er nu som før donorafhængigt, og det ved donorerne, der derfor stiller strenge krav.

Afgørende er nok, at Madagaskars jævnthen stagnerende økonomi befinder sig i samme fælde som så mange andre afrikanske lande: afhængighed af råvareeksport, en stærkt voksende befolkning, der er i stadig mindre grad selvforsynende med fødevarer, 100% import af olieprodukter og af maskiner/teknologi. Når et problem går i hårdknude,  får udenlandske investorer i panik ekstra fordele eller skal løse det så hurtigt, at omkostningerne bliver for store, f.eks. i elproduktionen.

Fattigdommen er steget jævnt hen, også under MR. Mellem  2005 og 2010 steg den med +8,7% på landet og  +2,2% i byerne. 80% af husholdningerne på landet levede i fattigdom i 2012. Ekstrem fattigdom dækkede 56% af befolkningen, mens ca. 70% er fattige.[5] Ekstrem fattigdom betyder underernæring og fysisk underudvikling.

Men på det sidste er der da sket noget. Hørte man på MR på mødet er alting nu elendighed, men det er ikke helt sandt. I hvert fald er de internationale donorer i gang med at yde en masse projekt- og budgetstøtte (IMF). Selv elektricitetsselskabet har fået stillet et lån af Verdensbanken til rådighed for  at rehabilitere distributionsnetværket og -systemet. Udenlandske investeringer i infrastruktur er også kommet på mode i Madagaskar, og arbejdet på et stort vandkraftværk skulle nu være ved at blive sat i gang. Desværre er Madagaskar-forhandlere ikke så gode til at få de bedste deals, og tit ser det ud til, at der vil ske noget, men så falder det hele fra hinanden igen.

Kommer ekspræsidenten tilbage til magten? Og filmen

Hvis MR får lov til at opstille næste gang, vil han sikkert tiltrække mange stemmer. Jeg tror bestemt heller ikke, der vil være fransk støtte til noget kupforsøg. Den form for Françafrique må være en saga blot.

Filmen om MR fremstiller sagen fra hans side. Den fulgte slet og ret hans gøren og laden i perioder under eksilet i Sydafrika. Den viser lidt om forhandlingerne, men der gives ikke noget større indblik eller baggrund. Filmholdet er også med under de frustrerede forsøg MR foretog for at vende tilbage til Madagaskar. Det sidste mislykkede forsøg endte med, at myndighederne simpelthen lukkede alle lufthavne, så flyet han var i, ikke kunne lande, og det selvom HAT var gået med til en aftale om, at han kunne vende tilbage. Man ser også, at præsident Sarkozy modtog Andry Rajoelina under krisen (uden dato, men det var d. 7. dec. 2011), hvilket godt kan give yderligere næring til den mistanke, at skiftet i 2009 ikke var Frankrig ukært. For nogle af os tæller det dog i den anden retning, at  man ser, at MRs folk har kontakt med israelske Mossad.

Lotte Mik-Meyer tog selv til Madagaskar og talte med nogle folk der, men det virker nu som et temmelig tilfældigt udsnit. Fortrinsvis taler hun med støtter af MR, og samtalerne går mildest talt ikke i dybden.

Freedom House skriver i 2016, at Ravalomanana i 2010 blev dømt til livsvarigt tvangsarbejde/ fængsel for at have beordret, at 30 demonstranter fra oppositionen blev dræbt i 2009.[6] Den dom lagde sig oven i  en fireårig dom og en bøde for at have sammenblandet interesser, som han fik i 2009. Han har ikke fået amnesti siden, skriver Freedom House, mens andre kilder lader til at mene, at han har fået amnesti, om ikke andet så de facto. Under alle omstændigheder ville han ikke selv være med til at inkludere amnestien i forhandlingerne om sin tilbagevending, da det ville indebære en anerkendelse af skyld, og han var ikke dækket af amnestiloven vedtaget i 2012 på grund af karakteren af dommen fra 2010.

Filmen lider under ikke at give et mere fyldigt billede, også af at det er tydeligt, at filmskaberne ikke ved særlig meget om landet. Det virker heller ikke, som om de har prøvet at sætte sig ind i det. Man får dog det klare indtryk, at MR har en sag, han kæmper for, om end den er blandet op med hans eget ego. Naturligvis fremstiller han det, som om det udelukkende er folkets sag, der ligger ham nær, og også som om han er den eneste, der kan frelse det. Hans og i øvrigt også hans kones udholdenhed og mod afkræver dog respekt. Givet, at fru Ravalomana er blevet valgt til borgmester, uden at folk vidste meget andet om hende, end at hun er pot og pande med sin mand, må man vel også gå ud fra, at MR har et betragteligt følge i hovedstaden. Men ved valget i 2013 vandt hans parti kun 20 sæder i parlamentet, mens Rajoelinas nye parti fik 49 ud af de 151 pladser.

Der er mange usikkerheder. Den nuværende præsident har brudt med Rajoelina og har selv været ude for forsøg på at få parlamentet til at anlægge en rigsretssag i 2015, fordi han ikke skulle have respekteret forfatningen. Han slap med skrækken.

The rest is history – in the making.

 

[1] ‘Daewoo to cultivate Madagascar land for free’, Financial Times 19. november 2008.

[2] Se Danwatch rapporten, The Hidden Cost of  Vanilla: Child Labour and Debt Spirals, 8. december 2016, https://www.danwatch.dk/en/undersogelse/thehiddencostofvanilla/ (31.03.2017).

[3] Fra oplæg af Lindsay Whitfield, ‘African-owned firms in garment global value chains: Ethiopia and Madagascar compared’ på RUC d. 19. december 2016.

[4] Philippe Hugon, ‘La stagnation de l’économie malgache: le rôle des crises et des facteurs sociopolitiques en longue période’ i Revue internationale et stratégique 2005/4 No 60, s. 19-32.

[5] Bilan Commun de Pays – Common Country Assessment fra 2012, udarbejdet af FN og Madagaskar.

[6] Madagascar/Freedom in the World 2016, https://freedomhouse.org/report/freedom-world/2016/madagascar (31.03.20017)