Fidel Castro – oplyst diktator og klassisk latinamerikansk frihedshelt

Fidel Castro, Prime Minister of Cuba, smokes a cigar during his meeting with two U.S. senators, the first to visit Castro's Cuba, in Havana, Cuba, Sept. 29, 1974. (AP Photo)

Vist var Fidel Castro en diktator. Men han var også en frihedshelt, som holdt stand mod det USA, der kun 140 km fra landets grænse reelt havde kontrolleret Cuba som en kolonimagt frem til revolutionen i 1959. At den cubanske revolution overlevede trods nærheden til en fjendtligt indstillet nordamerikansk kolos og en 56 år lang handelsembargo er Fidel Castros sande triumf.

Nok taler Mette Frederiksen og Lars Løkke grådkvalt om USA som ”den frie verdens leder”. Men helt sådan opfatter resten af verden ikke USA, som væltede eller underminerede flere end 40 latinamerikanske regeringer gennem det 20. århundrede, støttede Indonesiens statskup og massakrer på 1 million mennesker i 1965 og dræbte millioner under krigen i Indokina.

At Cuba under Fidels ledelse i 1959 frigjorde sig fra USA’s neokolonialisme og siden overlevede 56 år med efterfølgende hårdhændet afstraffelse og sanktionspolitik fra USA’s side har givet landet en aura af værdighed i hele den tredje verden. Holder man sig til den danske andedam er det svært at forstå, at så mange af verdens statsledere – fra Canada til Sydafrika, Vietnam og Frankrig – står i kø for at hylde den lille østats døde leder.

På vores ”røde tv-kanal” DR blev Castro af den indkaldte kommentator kaldt for ”en af de værste diktatorer i Latinamerika”. Og for nylig udgav Aarhus Universitetsforlag en bog om verdens 16 værste massemordere til alle tider, hvor Fidel og Hitler pryder forsiden sammen med Pol Pot! Forfatteren bag dette tosseri er idehistorikeren Mikkel Thorup, som er blevet forfremmet til professor ved Aarhus Universitet, det må være en Århushistorie.
Det er rigtigt, at der blev myrdet flere hundrede mennesker efter det USA-støttede Batista-diktaturs fald i 1959. Nu må vi huske på – ikke for at forsvare det – at de fleste var knyttet til det forhadte diktaturs undertrykkelsesapparat. Og vi danskere henrettede jo også kollaboratører efter befrielsen.

Det cubanske styre er et diktatur, som undertrykker enhver politisk opposition (der finder en offentlig debat sted, den må dog på ingen måde drage det kommunistiske partis magtmonopol i tvivl). Men helt ærligt: Hvordan sammenligne et land, som henretter nogle hundreder efter en befrielse med diktaturer som det chilenske, det argentinske eller det salvadoranske, hvor hundredetusinder blev myrdet eller tortureret i 1970’erne og 1980’erne af militær uddannet af USA? USAs præsident Ronald Reagan – Søren Pinds og Brian Mikkelsens store idol – støttede Guatemalas diktator Ríos Montt, der siden blev dømt for medvirken til folkedrab på 160.000 mayaindianere. Målt ud fra FNs kriterier om ”menneskelig udvikling” (der f.eks. handler om hvor mange år, man kan forvente at leve i godt helbred) befinder Cuba sig på niveau med vestlige lande og volden er minimal, mens de mellemamerikanske lande (bortset fra Nicaragua og Costa Rica), der er så ”heldige” også at ligge tæt på USA i dag, er de mest voldelige lande i verden.

Vandene skilles, når talen går på Cuba – og Fidel Castro. Han var mange ting – genial politiker, romantisk revolutionshelt, forførende folketaler, manisk magtmenneske og brutal diktator i én og samme person. En af historiens stædigste magtmennesker, en storhedsvanvittig enehersker, hvis ego var alt for stort for en lille sukkerproducerende ø i Det Caribiske Hav. Men samtidig må man, når talen går på Fidel Castro, altid minde om de cubanske sociale landvindinger og den positive rolle, Cuba har spillet for demokratiseringsprocessen i det sydlige Afrika.

Det kan være svært at skelne den 90-årige Fidel Castros liv fra hans lands skæbne. Fidel – som han kaldes selv blandt de næsten halvanden million cubanere i Florida (hvoraf kun en del er flygtet af politiske grunde, selv om USA modtager dem alle som asylansøgere) – var Cubas enerådende leder det meste af sine dage. Han var omstridt og forhadt, men også beundret – og dybt respekteret.

VILJESTYRKE FRA BARNSBEN
Han var verdens yngste nationale leder i 1959, da han 32 år gammel kørte i triumftog ind i Havana i spidsen for los barbudos, de skæggede revolutionære, som i to år havde ført guerrillakrig i Sierra Maestra-bjergene mod Batista- diktaturet. Da han trak sig tilbage i 2008, var han verdens længst siddende regeringsoverhoved. Fidel og hans otte søskende var ud af en velhavende godsejerfamilie fra det østlige Cuba. Faderen – en galicisk emigrant, som deltog på spansk side i den cubanske uafhængighedskrig – arbejdede sig op fra bunden. Når Fidel fortalte om sin opvækst, lagde han ikke overraskende vægt på, at hans legekammerater var de fattige bondebørn på hjemegnen. Med sin landlige baggrund fik han svært ved at blive accepteret i skolen og på universitetet af børn af mere urban herkomst. Måske det var med til at gøre ham til en fighter. Stædighed, viljestyrke og kolerisk temperament prægede ham i hvert fald fra barnsben.

Broderen Raúl – i dag Cubas præsident – har beskrevet, hvordan Fidel som barn yndede at udfordre de større drenge. Når de så havde banket ham, udfordrede han dem igen. Den uregerlige knægt skal have bidt en lærer, som slog ham. Da forældrene efterfølgende blev opfordret til at tage ham ud af skolen, skal han have truet med at sætte ild på huset. I stedet kom han så i realskole – og senere i gymnasiet – på prestigefyldte jesuiterkostskoler. Denne religiøse orden var domineret af spanske munke, de fleste højreradikale falangister. Som sådan var den dybt antikommunistisk. Men dens sort-hvide, antiliberale verdensbillede har utvivlsomt præget Fidels tankegang. Og nogle vil måske påstå, at en mand, hvis yndlingsslagord er noget så morbidt som ”socialisme eller død”, må have troet sig kaldet til en religiøs mission. Hvorom alting er, forklarede han selv senere, at politik ikke interesserede ham.

Fidel gjorde sig straks bemærket i skolen med sin klæbehjerne og sin formuleringsevne, men først og fremmest brillerede han med sine atletiske færdigheder. Svømning, dykning, basket, baseball. 23 år gammel fik han et tilbud på 5.000 dollars fra New York Giants! Men Fidel havde andre planer med sit liv. Som 19-årig begyndte han at læse jura på Havanas universitet. Han fik snart en ny lidenskab, som blev hans et og alt: politik (”Jeg er forlovet med Revolutionen”, forklarede han en elskerinde, som blev træt af at vente på ham). Men studenterpolitikken stod på politiske intriger, konspirationer og voldelige opgør. Grænsen mellem politiske fraktioner og rene gangstersyndikater var uklar i det daværende ustabile cubanske ”demokrati”. Fidel begyndte snart at gå med pistol. ”Livet på Havanas universitet i 40’rne var farligere end guerillakrigen i bjergene”, kommenterede han mange år senere.

Tyve år gammel holdt Fidel sin første politiske tale. Det blev starten på en livslang karriere som karismatisk folketaler (han holdt angiveligt 2.500 taler alene mellem 1959 og 1986, den længste varede 9 timer). Castros mest kendte biograf, Volker Skierka, beskriver, hvordan han i sin ungdom øvede sig foran spejlet, mens han efterlignede Mussolini. Han kunne de 19 bind med den cubanske frihedshelt José Martís taler og skrifter udenad. Fidel Castro udviklede snart sin helt egen stil. Hans lave, næsten pivede, sensuelle stemme begejstrede gennem mange årtier med en veltalenhed, som vekslede mellem det lyriske (kunne man forestille sig Nyrup citere sit lands 1600-tals litteratur, som Fidel gjorde det i sin tale til Det Sociale Topmøde i København: ”Livet er en drøm i en drøm”) og det pedantiske (med sin fabelagtige hukommelse bombarderer han publikum med myriader af tal om alt fra børnedødelighed i Peru til kaffeproduktionen i Guantánamoprovinsen).

I slutningen af 1940’erne var Fidel allerede en kendt oppositionsleder. Han fik afsluttet jurastudiet og begyndte ulønnet at arbejde for de fattiges rettigheder, inden Batistas kup i 1952 satte en grundig stopper for en planlagt parlamentarisk karriere. Den 26. juli 1953 angreb Fidel i spidsen for 126 håndplukkede mænd en af militærdiktaturets bedst befæstede kaserner i landets næststørste by, Santiago. Den mislykkede aktion var militært set det rene selvmord, men politisk fik den spektakulære handling en resonans, som lagde grunden til myten om Fidel. Den revolutionære advokat påtog sig selv sit forsvar, og han vendte det til et sviende angreb på diktaturet.

Senere blev talen under navnet, ”Historien vil frikende mig”, den såkaldte 26. juli-bevægelsens program. Efter to år blev Castro benådet, og han drog kort efter i eksil i Mexico, hvor han begyndte at opbygge en modstandshær.
De var 82 mænd, som d. 25. november 1956 satte ud fra Mexicos kyst på motoryachten Granma med det formål at invadere Cuba og vælte det korrupte USA-støttede Batista-diktatur. Historien om landgangen på en sydlig spids – som mere lignede et skibbrud – og guerrillakrigen i Sierra Maestra-bjergene er i dag velkendt. To år og en måned tog det los guerrilleros at få bugt med det brutale diktatur.

Den cubanske revolution er mere end noget Fidels revolution. I modsætning til østeuropæerne oplevede cubanerne ikke, at deres såkaldte socialisme blev påtvunget udefra. Den cubanske revolution var made in Cuba. Og Fidel var ikke produktet af et apparat. Han skabte selv et kommunistparti efter revolutionen. I dag klinger de socialistiske floskler mere og mere hult i Cuba – efterhånden som de sociale landvindinger hensygner som følge af de økonomiske vanskeligheder. Og derved fremstod Castros person – som levende inkarnation af en myte – måske som revolutionens (styrets) sidste legitimering. Hvorved hans død formentlig vil fremskynde dets endelige opløsning.

I SIMÓN BOLÍVARS FODSPOR
Den 30-årige nationalistleder, som med Granmas landing gik i fodsporet på de store latinamerikanske befriere, oprørerne mod det spanske koloniherredømme i 1800-tallet som Simón Bolívar, gav snart plads til en indædt forbenet leninist. Efter magtovertagelsen veg afhængigheden af USA for afhængigheden af Sovjet og østblokken. Hvornår Fidel egentlig blev overbevist marxist er uklart og genstand for stadig og heftig diskussion. ”Historien vil frikende mig”-talen handler om retfærdighed og national selvstændighed, men specielt marxistisk er den ikke. Selv har han dog via en efterrationalisering søgt at give indtryk af, at han måske allerede i 1953 var marxist.

At Fidel beholdt magten i næsten 50 år skyldtes hans formidable politiske evner, som satte ham i stand til at tage førerskabet i kampen mod Batista, overleve det stadige amerikanske pres, slippe helskindet gennem Svinebugtsinvasionen, opgøret med det gamle, cubanske kommunistparti, USAs embargo og endelig opløsningen af den tidligere Sovjet-blok. Når Fidel og hans regerende bror Raúl frem til i dag har bevaret en vis popularitet i befolkningen – trods landets store økonomiske vanskeligheder – skyldes det først og fremmest, at han i den grad gjorde sit liv til en eksemplarisk kamp for cubansk selvstændighed. For den menige cubaner var revolutionen i 1958 på mange måder en udløber af den sene cubanske befrielseskamp mod den spanske kolonimagt, som først sejrede i 1898.

Frem til revolutionen sad USA på telefonselskaberne samt el, gas mv., den bedste landbrugsjord og en stor del af landets industri, herunder en væsentlig del af sukkerindustrien. Ligesom USA stod for størstedelen af landets import og eksport. USA straffede øen uhørt hårdt, da styret gjorde op med det neokoloniale afhængighedsforhold og nationaliserede en stor del af de nordamerikanske besiddelser i 1960. Gennem 56 år har Cuba været underlagt en handelsembargo, som under Bill Clinton blev omfattet til også at ramme tredjelande, der skulle formaste sig til at handle med Cuba. Men med sin uforsonlige kurs spillede USA gang på gang Fidel et stærkt nationalistisk kort i hånden. Gennem 30 år manøvrerede Fidel smart i de storpolitiske vande.

Den relative cubanske velstand op til 1989 var i høj grad finansieret af den massive, sovjetiske ”broderhjælp”, som var kynisk storpolitisk motiveret. Men i modsætning til, hvad der er tilfældet i så mange andre fattige lande, gavnede den udenlandske hjælp ikke bare en lille, korrupt elite og et forvokset militær. Dog er Fidel Castros store fiasko, at han ikke udnyttede den massive sovjetiske hjælp til at frigøre landet fra dets historiske forbandelse: dets afhængighed af sukker (og i dag turisme). Han fik aldrig iværksat den industrialisering, industriministeren Che Guevara drømte om. Men herved deler Cuba blot skæbne med så mange andre fattige lande, som ikke kan undslippe afhængigheden af enkelte varer.

Da det socialistiske system var faldet i øst, viste Fidel Castro måske sit sande ansigt: pragmatikeren, som sjældent tog ordet socialisme i sin mund. Som måske mere end noget var interesseret i magt. Men som dog også ved sit oplyste despoti sikrede cubanerne et velfærdssystem, som andre ulande måtte misunde dem.
Fidel Castros magtbrynde har dog kostet Cuba dyrt – økonomisk og menneskeligt. Ikke alene tillod han ikke nogen opposition. Den brillante hjerne blandede sig i hver en detalje af livet på Cuba, og administrationen måtte følge hans mindste vink og hans stadige luner. Historierne er i den henseende legio.

Mest kendt er Fidels tvangstanke om, at øen i 1970 skulle producere 10 millioner tons sukker (rekordhøsten indtil da var 6,5 millioner tons). Alt blev sat ind på at nå det magiske tal. Resultatet blev 8,5 millioner tons sukker – med en katastrofal forvridning af økonomien til følge. Mere tragiske følger fik Fidels maniske intolerance i slutningen af 60’erne – den værste periode – hvor intellektuelle, religiøse og bøsser endte i fængsler eller interneringslejre. På et tidspunkt var der angiveligt 20.000 politiske fanger og måske dobbelt så mange »utilpassede« i tvangsarbejde. I dag har homoseksuelle det friere i Cuba end i mange andre latinamerikanske lande og religiøse lider ikke overlast. I 1990’erne var der ifølge Amnesty International ”kun” ca. 500 politiske fanger, men styrets særlige borgergrupper slog – og slår stadig i dag – håndfast ned på tilløb til organiseret opposition. I dag er styret dog i høj grad gået over til kortvarige ”præventive tilbageholdelser” af politiske modstandere.

Når den efterhånden hule socialistiske retorik bliver skåret væk, fremstår Castro mere og mere som en nationalt sindet caudillo blandt så mange andre i Latinamerikas historie, blot optændt af et socialt engagement, som satte social retfærdighed højt på dagsordenen. Cuba har ført en politik, der aktivt har promoveret retfærdig fordeling af goderne. Under Batista var de bedrestillede 56 gange rigere end de fattigste. I slutningen af 1990’erne var forskellen ifølge den franske biograf Jean Pierre Clerc kun 1 til 5 (mod 1 til 80 i Peru). Fordeling af fattigdommen vil nogle sige. I det mindste oplevede man ikke på Cuba den skam, som plager andre fattige – og sågar rige – lande: den skrigende og ydmygende kontrast mellem rig og fattig. På grund af voksende liberalisering i dagens Cuba er ulighederne dog stadigt voksende, hvilket undergraver styrets legitimitet.

STØTTE TIL AFRIKANSK BEFRIELSESKAMP
Cubas størrelse taget i betragtning (11 millioner indbyggere) har Cuba spillet en forbavsende stor international politisk rolle. Cuba-krisen er vel en af de bedst belyste episoder i nyere historie. Ved at acceptere tanken om sovjetiske atommissiler på cubansk jord var Castro ved at kaste verden ud i atomart ragnarok. Her kom Cuba dog – til Castros fortørnelse – hurtigt til at spille andenviolin, mens stormagterne spillede med musklerne og indgik hemmelige aftaler over den røde telefon.

Mindre velkendt er den forbløffende historie om, hvordan det lille ørige på Castros initiativ i en årrække gav den som stormagt på et andet kontinent. Hvad lå bag Cubas massive engagement i Afrika? Selv påberåber Castro sig international solidaritet og henviser til den cubanske befolknings delvis afrikanske rødder (halvdelen er efterkommere af importerede sorte slaver), som skulle indebære et særligt cubansk ansvar. Det er iagttageres opfattelse, at Cuba ikke bare fungerede som Sovjets tro væbner. Cubas indblanding gik langt ud over, hvad Sovjet kunne have forestillet sig. Fidel Castro fulgte tydeligvis egne ambitioner i sin Afrika-politik. De cubanske interventioner i Afrika (300.000 cubanere gjorde tjeneste alene i Angola mellem 1975 og 1989) er blevet tilskrevet skiftevis storhedsvanvid og modydelse for sovjetisk bistand. For cubanerne var prisen høj – for de døde, de sårede, de traumatiserede og de AIDS-smittede soldater i det afrikanske vildnis og deres efterladte på hjemmefronten.

Castro-biografen Volker Skierka peger dog på, at den cubanske, militære tilstedeværelse har bidraget til fremskridt i demokratisk retning i det sydlige Afrika. Da cubanske tropper i 1988 slog de sydafrikanske tropper på flugt i slaget ved Cuito Cuanavale i Angola, gik der for første gang revner i myten om den sydafrikanske hærs uovervindelighed. Mange har efterfølgende ment, at det var begyndelsen til enden for det hvide mindretals greb om Namibia og Sydafrika. For det demokratiske Sydafrikas første præsident, Nelson Mandela, var det magtpåliggende som en af sine første gerninger som statsmand at rejse til Havana og takke cubanerne for deres bidrag til apartheidstyrets fald.

Efter 1980’erne fik den cubanske variant af socialistisk internationalisme dog en ikke-militær og i stedet sundhedsfaglig karakter. Præsident Barack Obama har i forbindelse med ebola-epidemien betegnet den cubanske politik med udsendelse af tusinder af læger til verdens fattigste områder, hvor de bor blandt de fattige, som forbilledlig. Tre millioner fattige har rundt i verden genvundet synet takket være øjenoperationer foretaget af cubanske øjenlæger.

VENSKABET MED HUGO CHÁVEZ
Det cubanske styre fandt en ny livline da de fleste større latinamerikanske fra 1998 stemte centrum-venstre regeringer til magten. Flere blandt den nye generation af latinamerikanske lederes havde som Brasiliens nyligt afsatte præsident Dilma Rousseff siddet i eksil i Havana under de blodige diktaturer, der støttet af USA torturerede og maltrakterede kontinentet i 1980’erne. Deres første embedsgerning var ikke som deres forgængere en rejse til Washington, men en rejse til Havana. Fidels venskab med den bolivarianske revolutionsleder Hugo Chávez, der erklærede sin uforbeholdne beundring for El Comandante, reddede Cuba fra økonomisk kollaps. 100.000 tønder olie (i dag kun 50.000) blev leveret dagligt til gengæld for sundhedsfaglig støtte – livlinjen er dog i fare nu, hvor den venezuelanske økonomi er ramt af krise.

I 2006 overdrog Fidel midlertidigt præsidentposten til sin lillebror, Raúl, som også er veteran fra befrielseskrigen, fra 2008 blev magtoverdragelsen gjort permanent. Frem til sin afgang som præsident var det Fidel Castro som høstede de største bifald på internationale konferencer, når han tordnede mod de rige landes magtfuldkommenhed, når han talte om de fattige landes gældsbyrde og om kapitalistismes skyld i det igangværende klimaragnarok. Som aldrende pensionist fulgte Fidel Castro i Adidas-trøje sin brors ageren fra kulissen, modtog fortsat udenlandske honoratiores og skrev brandbuler mod imperialismen. Næsten til det sidste gav Fidel fattige lande en stemme i den neoliberale verdensorden, hvor kun penge og magt ellers synes at tælle og med én altdominerende militær supermagt, hvis interesse for menneskerettigheder ofte synes mere bestemt af magtpolitiske hensyn end af konsekvent moral. At så lille et land som Cuba har kunnet spille en relativt aktiv rolle på den internationale scene må tilskrives geografiske og politiske omstændigheder – men ikke mindst Fidel Castros særlige støbning og monumentale ego.

Om forfatteren
Niels Boel er journalist, forfatter til “Migration – en verden i bevægelse” og “Det nye Latinamerika” og foredragsholder om globalisering og migration samt om latinoer i USA og generelt om emner vedrørende Latinamerika. Henvendelse om foredrag sker gennem niels@vffilm.dk