Oli(e)garkiets magt

Illustration: Lasse Bo Christensen

Man kan sondre mellem tre faser i oliens verdenshistorie. I den første erobrede private selskaber ressourcer rundt om i verden og stod for transport og raffinering. Dette varede til slutningen af 1950’erne. Langsomt vågnede olielandenes regeringer i Mellemøsten og Venezuela op til det faktum, at det var deres ressourcer, andre trak på. I denne fase blev OPEC skabt som modmagt mod de store vestlige olieselskaber, De Syv Søstre, senere Big Oil. Den tredje fase begynder i firserne og varer til i dag. Efter at OPEC havde befæstet sin magt, blev billedet atter mere broget med mange sammenvævede selskaber. Men Big Oil vil stadig gerne kapre en stor del af ressourcerenten. Derfor står kampen nu om langvarige produktionsdelingsaftaler, der de facto giver ejerskab. Svage stater i ikke mindst Afrika blev interessante.

Artiklen gennemgår oliegiganternes historie og viser, hvordan de har været i stand til at udvide eller konsolidere deres styrkepositioner. Ingen har været smartere i det spil end det største amerikanske olieselskab, ExxonMobil.

Størrelsesordner

Oliegiganternes økonomiske vægt er, for at sige det mildt, enorm. I Dow Jones indexet for de 30 største virksomheder på Wall St. i New York kæmper ExxonMobil med Apple om at have den højeste markedsværdi i spændet fra 400 til 420 milliarder dollar. Af de tolv største virksomheder i verden målt på indtægter er de otte olie- og gasselskaber: Royal Dutch Shell, ExxonMobil, China National Petroleum Corporation, Sinopec, BP, Saudi Aramco, Chevron og Total.[i] ConocoPhillips er, efter ExxonMobil og Chevron, det tredje store amerikansk-baserede olieselskab, der sammen med  Royal Dutch Shell, BP og Total udgør Big Oil.

Målt på fysisk produktion – og i nogle tilfælde også finansielt resultat – er Big Oil ikke de største olie- og gasselskaber i verden. Først kommer Saudi Aramco, der dels producerer mest olie og gas om dagen, dels også er verdens største firma i finansiel forstand med en markedsværdi på omkring 800 milliarder dollar. Dernæst kommer Gazprom, der mestendels er gasproducent (verdens største) med 40 milliarder dollar i profit om året, samt det iranske olieselskab. Se output-detaljerne for de 25 største kulbrinteselskaber i slutnoten[ii].

De 6 Big Oil-selskaber står kun for ca. 25% af den samlede produktion præsteret af de 25 største selskaber, nemlig 21,5 mboe/d (millioner af olieækvivalenter af olie og gas om dagen) ud af 89,7 mboe/d.  Den samlede verdensproduktion er på ca. 140 mboe/d, så de 25 største firmaer udgør omkring 64%. Især gas er på mindre aktørers hænder. Big Oil har altså kun 16% af den samlede daglige produktion i verden.[iii]

De 89,7 mboe/d fordeler sig således på de 25 firmaers geografisk-politiske hjemstavn.

Graf 1: Daglig olie- og gasproduktion (mboe/d) i 2012

graf-1-oliegasproduktion

Note: De vestlige olieselskaber ENI (Italien) og Statoil (Norge) er lagt sammen med de seks Big Oil firmaer. Under ’Tredje verden’ gemmer sig National Iranian Oil Company, Sonatrach (Algeriet), Iraqi Oil Ministry, Nigerian National Petroleum Corp. og Petronas (Malaysia), i nævnte rækkefølge. Kilde: Forbes

Siden denne opgørelse har BP solgt sine interesser i TNK-BP til Rosneft, hvad der har forrykket balancen til fordel for Rusland. Billedet er så langt fra statisk.

Profitabiliteten

Profitabiliteten 2005-12 af ExxonMobil, Royal Dutch Shell og Chevron ses i følgende tabel:

Tabel 1: Nettoprofit og profitrate

tabel-1-profitrate

Note: Samme metodologi er næppe brugt I de tre tilfælde, bl.a. fordi Exxon og Chevron bruger amerikanske bogføringsprincipper, Shell europæiske. RO(A)CE = return on (average) capital employed er en profitrate kalkuleret på basis af EBIT (indkomst før betaling af renter og skatter) divideret med de totale aktiver minus kortfristede forpligtelser. Kilde: Årsrapporter

Disse tre giganter har altså haft et overskud at snolde for på 97,7 milliarder dollar alene i 2012. BP havde 11,8 milliarder dollar i overskud i 2012, 26,1 milliarder i 2011 og et underskud på 3,3 milliarder i 2010 p.gr. af omkostninger på 40,9 milliarder dollar i forbindelse med Deepwater Horizon-oliekatastrofen i Den mexicanske Golf i 2010.

Bemærk den mildest talt overnormale profitrate. Især er ExxonMobil god til at holde forrentningen høj, næsten 35% i 2008.

De Syv Søstre var termen for de dominerende olieselskaber i perioden fra midt-fyrrerne til halvfjerdserne. De var Anglo-Iranian Oil/British Petroleum, Gulf Oil, SOCAL, Texaco, Royal Dutch Shell, Standard Oil of New Jersey og Socony.

Udtrykket Big Oil har afløst De Syv Søstre. I 2008 så skemaet over Big Oil således ud:

Graf 2: Big Oil

graf-2-bigoil

Kilde: Wikipedia, Big Oil. Skemaet er fra 25. Feb. 2008 og er således ikke helt up-to-date. Antallet af ansatte er således faldet en del siden dengang.

Oliekoncernernes historie i første fase

Olie blev et nøgleprodukt i tandem med opfindelsen og udviklingen af forbrændingsmotoren af en hr. Benz i 2. halvdel af det nittende århundrede. De første større oliefelter var amerikanske, og Rockefeller-klanen definerede hårdtslående forretningsmodeller for Standard Oil.

Standard Oil, der i begyndelsen også dominerede raffinaderimarkedet, blev i 1911 opløst af USAs højesteret med basis i antitrustlovgivningen. Ud af det kom i første række Standard Oil of New Jersey (ofte blot kaldet Jersey – senere blev det til Exxon via Esso), Standard Oil of California (SOCAL), Standard Oil of New York (Socony Mobil) og Standard Oil of Indiana (Amoco). De to uafhængige var på det tidspunkt Texaco, der startede som Texas Fuel Company i 1901, og Gulf Oil fra samme år. Gulf Oil og SOCAL gik sammen som Chevron i 1985, og Texaco fusionerede med Chevron i 2001. Exxon og Mobil fusionerede I 1999. I realiteten var det Exxon, der overtog Mobil.

Jernbanetransporten, innovation i søtransporten i form af skibe, der kunne tage last i store mængder (bulk), samt senere regulære tankskibe og åbningen af nye søveje som Suez-kanalen i 1869, lagde verden åben for olieudforskning og -produktion i egne, der lå fjernt fra de primære markeder.

Shells historie startede i UK med en importør af muslingeskaller, Marcus Samuel. På sine rejser i Asien opdagede han olieimport som et nyt forretningseventyr. Firmaet var med til at udvikle bulk tankskibe og benyttede som det første Suez-kanalen til olietransport. Et egentligt olieselskab blev det først, da det blev slået sammen med Royal Dutch i 1907, efter at de to havde konkurreret på transportmarkedet. Fusionen, der kom i stand som beskyttelse mod Standard Oils almægtighed, kombinerede Shells transportkyndighed med Royal Dutch’s erfaringer fra olieudvinding i Indonesien.

British Petroleum er viklet ind i opdagelsen af olie i Iran. Anglo-Persian (senere Iranian) Oil Company (APOC eller AIOC) blev dannet i begyndelsen af det 20. århundrede, men fik først held med sig, da den engelske stat på flådeminister Churchills foranledning gik ind som majoritetsaktionær lige inden 1. Verdenskrigs udbrud. British Petroleums involvering i Irans historie skal lige summeres. Irans premierminister, Mohammed Mossadegh, nationaliserede i 1951 Anglo-Iranian. Det nye olieselskab National Iranian Oil Co. (NIOC) blev derefter boycottet internationalt, og i 1953 kuppede shahen sammen med USA (Eisenhower-administrationen) og UK (Winston Churchill) Mosssadegh.

Ikke mindst USAs famøse udenrigsminister, John Foster Dulles, blandede anti-kommunisme ind i sagen. Anglo-Iranian, fra 1954 British Petroleum, kom tilbage til Iran igen efter hårde forhandlinger og erhvervede 40% af aktierne i de nydannede selskabskonstruktioner. De fem store amerikanske selskaber fik hver 7%, mens 6% gik til det franske CFP, der senere blev til Total. – I 1998 gik British Petroleum sammen med amerikanske Amoco og blev til BP.

Total begyndte livet som Compagnie Française des Pétroles (CFP) efter 1. Verdenskrig. Som led i krigsskadeserstatningsspørgsmålet fik det den tyske andel i TPC (se boks). Algeriet blev en vigtig kilde efter 2. Verdenskrig. Total fusionerede med det andet store franske olieselskab Elf Aquitaine i 2000. Dermed knyttedes det sammen med franske interesser i Afrika, Gabon, Congo-Brazzaville, Nigeria og Angola.

Anden fase: modmagt i form af OPEC og nationaliseringer

OPEC (organisationen af olieeksporterende lande) – det anti-vestlige eller anti-Syv Søstre kartel – blev dannet i 1960 af Venezuela, Iran, Irak, Kuwait og Saudi-Arabien, og andre er kommet til.[iv] OPECs medlemmer er altså lande, ikke selskaber. En helt afgørende faktor for dannelsen af OPEC var Suez-krisen i 1956, hvor Gamal Nasser nationaliserede Kanalen, og Israel støttet af Frankrig og UK gik til angreb. USA holdt sig udenfor og nægtede at levere olie til Europa under krisen. Også Saudi-Arabien holdt olien tilbage. Den umiddelbare anledning til OPEC var imidlertid, at de store olieselskaber på grund af overproduktion sænkede markedsprisen, således at olielandenes royalty-indkomster faldt.

Ideerne havde udkrystalliseret sig længe. Initiativtager var den venezuelanske Juan Pablo Perez Alfonso. Venezuela, hvor Jersey (altså senere Exxon), Shell og Gulf opererede, var i fyrrerne den vigtigste udenlandske kilde for amerikansk olieimport, men Venezuela fik et nyt regime og reviderede profitdelingen. Olieminister Perez Alfonso begyndte at formulere sig internationalt og kræve national kontrol med olien, dvs. at Venezuela skulle have andel i oliekilderne, selv investere samt styre olien. På den anden side af jorden, i Saudi-Arabien, var den ledende drivkraft Abdullah Tariki, der en overgang var olieminister, og senere Sheik Yamani. Den amerikanske reporter Wanda Jablonski fra Petroleum Week og Petroleum Intelligence Weekly var et vigtigt kontakt- og formidlingspunkt mellem de vestlige selskaber og oliestaternes spydspidser.

’Ressource-nationalisme’ er altså ældre end Hugo Chávez’ regime. Modstanden mod dominans kom også til at inkludere langtidskoncessioner, der de facto udgør ejerskab. De Syv Søstres svar på OPEC var at organisere sig i en klub, der fik Kennedy-administrationens billigelse, skønt det kunne ligne en karteldannelse.

Irans erfaringer med kuppet, boycotten og olieselskabernes tilbagekomst havde også gødet jorden for bitterhed, selvom Iran i 1954 havde fået bedre betingelser end før 1951 og faktisk fået anerkendt, at det var landet selv, der ejede undergrunden.

Det var først efter dannelsen af OPEC, at medlemslandene skubbede olieselskaberne ud. Irak nationaliserede olien og alle associerede services over årene 1961-1972 efter et Sovjet-støttet kup i 1958. De eneste udlændinge, der derefter kunne hjælpe til, var sovjetiske. Saddam Hussein blev først præsident i 1979. Libyen, medlem af OPEC siden 1962, fik egenmægtigt olieselskaberne til at acceptere hårdere betingelser i 1970. Det var Muammar Gaddafi, der sørgede for det.

I 1972 fik OPEC De Syv Søstre til at gå med til, at olielandene skulle have 25% af ejerskabet. Bl.a. på grund af den amerikanske støtte til Israel var der kommet uoverensstemmelser på linien mellem især Saudi-Arabien og USA. OPEC-kartellet udvirkede så en drastisk stigning af priserne i 1973, understøttet af reduktion i leverancerne og senere af en olieembargo.

Efter de første 25% i 1973 overtog det saudi-arabiske regime gradvis større og større dele af Aramco. I 1980 var Saudi-Arabien eneejer, men de amerikanske selskaber forblev som operatører.

Kuwait havde overtaget ejerskabet af Kuwait Oil Company i 1975, men inden da havde det tvunget BP-Gulf til at opgive nogle af sine felter. Venezuela fuldbyrdede sin nationalisering i 1976.

Oliechokket åbnede verdens øjne for olieafhængigheden. Efterspørgslen var nemlig steget enormt med bilismen, flytrafik, erstatning af kul med olie og senere gas i kraftværker og industrien.  Katastrofe-scenarierne florerede. Kun langsomt kom verden sig over chokket over den nye magt til ikke-vestlige lande.

Tredje fase: olieselskaberne i en ny verdens(u)orden

OPEC kunne ikke kontrollere situationen i længden, og oliepriserne faldt drastisk i 1986. Fusioner har fundet sted, ja, Standard Oils efterkommere er nu med i tre ud af Big Oils seks selskaber. Derudover dannes og opløses konsortier. Men en masse nye aktører er kommet til, så i dag er Big Oil så langt fra alene på markedet. Også arabiske, russiske og kinesiske olieselskaber hører til blandt eliten, men som set ovenfor er de arabiske skabt af vestlige olieselskaber og har stadig nærkontakt med dem.

De vestlige oliegarker er i realiteten enorme konglomerater, hvis højeste ønske er at kunne ’bogføre reserver’. Dvs. strengt taget indgår disse reserver ikke i regnskabets balance, men angiver, hvor stor olieproduktionen kan blive i fremtiden. De er dog underlagt regler. For at kunne ’bogføre reserver’ skal et olieselskab have produktionslicens[v] (produktionsdeling) på udnyttelsen af dem, dvs. at en form for langtidsgaranti for adgangen til reserverne skal kunne konstateres. Derfor er det ikke alle muligheder for olieudvinding, som olieselskaberne er lige interesserede i. At notere sig, at det først var i 2008, at den amerikanske Securities and Exchange Commission (Finans- og Kapitalmarkedstilsynet) tillod tjæresand og skifergas-reserver som en del af opgørelserne over bogførte reserver. ExxonMobil havde inden da overtrådt SEC’s reglement og inkluderet disse utraditionelle kilder i sine rapporter for at holde børskursen oppe.

OPEC-landene bruger ikke bare vestlig ekspertise, men der er igen mange selskabskonstruktioner i OPEC-lande med Big Oil og andre vestlige deltagere. Alligevel udgør OPEC stadig en vis modmagt mod Big Oil. Saudi-Arabien drejer på forsyningsknappen for at regulere prisen, også for at holde den nede. Det leverer således mellem 10 og 12,5 mboe/d alt afhængigt af dets vurdering af situationen. Men solidariteten inden for OPEC har det nogle gange svært, og flere lande eksporterer mere end deres kvote.

Gas

Naturgas blev fundet enten sammen med olie eller som isolerede felter, og med udviklingen af de kommercielle muligheder for flydende naturgas, LNG (liquefied natural gas)[vi], i 2. halvdel af det tyvende århundrede blev gasmarkedet efterhånden internationalt. I tilgift er der verden over bygget lange pipelines, ikke bare for olie, men især for gas.

Qatar viste sig at have enorme gasreserver – i 1972 blev verdens største gasfelt fundet her. Exxon kom via fusionen med Mobil (tidligere Socony) i 1999 ind i samarbejdet med Qatar Petroleum, hvad der viste sig at være en god forretning.

Derimod blev et planlagt gassamarbejde mellem ExxonMobil og Saudi Aramco ikke til noget. ExxonMobil trak sig ud i 2003 efter fem års undersøgelser. Men felterne blev udviklet alligevel. I 2012 producerede Aramco 10,7 milliarder kubikfod gas om dagen, hvilket svarer til 1,85 mboe/d. I betragtning af at de saudiske gasreserver nu anslås til at kunne vare i over 72 år, hvis produktionen fortsætter på det nuværende niveau, mistede Exxon tålmodigheden for tidligt.

Ud over de arabiske lande kommer LNG i dag fra Algeriet, Rusland, Indonesien, Malaysia, Egypten, Brunei, Trinidad og Tobago, Australien, Norge, Nigeria og Angola.

Svage lande – lidt om Exxon og amerikansk politik

Som modvægt mod OPEC begyndte Afrika for alvor at blive interessant, for de afrikanske lande var så tilpas svage, at de ikke kunne modstå olieselskabernes betingelser. Også andre svage stater har været nyttige.

En nyligt udkommet bog om Exxon, Private Empire: ExxonMobil and American Power, nævner en række tilfælde siden 1989, hvor Exxon har haft ’historier’ rundt omkring. Først og fremmest cirkler de om ønsket om reserveopfyldning samt, efter 11. september 2001, om at skaffe sikrere leverandører end arabiske lande, der kunne blive inddraget i ’krigen mod terror’. Exxon har dels prøvet at få amerikansk regeringsstøtte, dels prøvet at klare sig selv. I nogle tilfælde har Exxon været nervøs for at blive set som værende for tæt på amerikansk udenrigspolitik, iflg. bogen. I andre har det bestemt den amerikanske politik.

I Indonesien blev Exxon medejer af Mobils gasinteresser ved fusionen. Men felterne ligger i Aceh, hvor oprørsgrupper lå i en langvarig borgerkrig med centralregeringen. ExxonMobils installationer blev angrebet, og selskabet benyttede sig af regimets sikkerhedsstyrker og amerikansk diplomati. Det førte til, at ExxonMobil også blev anklaget for menneskerettighedskrænkelser.

Nigerias oliereserver er de største i Afrika (37 mia. tønder), og olieudvinding startede i 50’erne af Shell. Det har skabt ballade lige siden. Deltabefolkningen organiserede modstand og saboterede og stjal noget af den olie, den syntes, den skulle have del i, og har generet olieselskaberne, som har ødelagt deltaet og miljøet. Anklagerne om korruption fyger frem og tilbage mellem de forskellige parter, og oliesektoren har alt i alt været en forbandelse, der har været med til at fyre op under oprør, uro og politiske opgør. Olieselskaberne har stort set ikke villet forhandle med befolkningen, men har henvist til deres betaling af royalties og skatter til føderalregeringen, der til gengæld har anklaget selskaberne for at fuppe med mellemregningerne.

Chad fik i 2000 støtte af Verdensbanken, der sammen med Exxon, Chevron og Petronas finansierede konstruktionen af en over 1000 km lang oliepipeline til Atlanterhavskysten gennem Cameroun. Til gengæld skulle Chad underkaste sig krav om socialt brug af de royalties og skatter, der ville tilfalde regeringen, og som skulle indsættes på en spærret konto i Citigroups London-hovedkvarter. Da Darfur-oprøret begyndte at destabilisere landet og præsident Déby i 2006 ville bruge flere ressourcer på militæret, svarede Paul Wolfowitz, den fhv. Bush-viceforsvarsminister, der var blevet præsident for Verdensbanken, med at indefryse pengene på Chads oliekonto. Exxon var imod Wolfowitz’ aggressive fremfærd og fik støtte af den amerikanske regering. Verdensbanken endte med at trække sig ud af pipeline-projektet, der på det tidspunkt var færdigbygget. Oliekonsortiet, dog især Petronas og Chevron, der havde nogle skatteudeståender, blev nødt til at acceptere en større engangsbetaling til Chad.

I Ækvatorialguinea har ExxonMobil været med til at holde det benhårde regime af Teodoro Obiang ved magten. USA ymtede under George W. Bush bekymringer over menneskerettigheder i landet, men Exxon ville ikke involveres. De givtige kilder, Mobil bragte med sig, skulle udvikles til fulde. Eventyrere prøvede at kuppe Obiang i 2004. Der var rygter om, at den amerikanske administration var meddelagtig, og at den spanske premierminister Aznar var informeret, men det er ikke blevet bekræftet. Den næste skandale var Ækvatorialguineas konti i Riggs Bank i Washington DC, fordi de nåede op på indeståender på 740 millioner dollar, og derudover kunne Obiang trække på dem, som han ville. Hvor stammede pengene mon fra? Det førte til en undersøgelse i Repræsentanternes Hus af, om ExxonMobil havde brudt anti-korruptionsloven. ExxonMobil indrømmede at have overført penge til kontiene, men forsvarede sig med, at Ækvatorialguinea ikke havde love mod interessekonflikter, og at det var umuligt ikke at hyre præsidentens frænder, der stod for alle landets tjenesteydelser.

Big Oil og miljø- og andre ulykker

1989 var året for Exxon Valdez-oliekatastrofen nær Alaskas kyst, hvor 240.000 tønder råolie flød ud i Prince William Sound. Iflg. bogen om Exxon håndterede Lee Raymond, der på det tidspunkt var direktør og senere blev en magtfuld ordførende direktør (CEO), ikke situationen særlig diplomatisk.  Firmaets rygte led skade. Efter den begivenhed blev Exxon mere og mere autoritært ledet, men også med strenge sikkerhedsprocedurer.

I 2005 var der en frygtelig eksplosion på et BP-ejet raffinaderi i Texas i 2005 med 15 døde og 170 sårede. Undersøgelsen bagefter fandt massive problemer med nedskæringer, mangel på investeringer og sikkerhedsforanstaltninger samt mangelfuld træning af operatører, osv.

Efter Deepwater Horizon-eksplosionen med 11 døde og et olieudslip på 4,9 millioner tønder (altså ca. 20 gange større end Exxon Valdez) i følsomme hav- og kystmiljøer var der en høring i Underkomitéen for Energi og Miljø i Repræsentanternes Hus i juni 2010.  Det fremgår, at fem Big Oil selskaber havde i alt 140 koncessioner (leases)[vii]. På høringen blev det sagt, at de absolut intet betalte i royalties – selvom de havde ret til at bore efter olie og høste milliarder af dollar i profit. I det hele taget udmærker USA sig ved, at undergrunden tilhører jordejeren. Der betales kun royalties for olie- og gasudvinding på offentlig jord og fra offshore felter – i princippet. Leases i Golfen tildeles ufortrødent.

Regler overtrædes. Før katastrofen i Den mexicanske Golf havde Minerals Management Service, den regulerende myndighed, tilladt BP og andre at bore i Den mexicanske Golf, uden at de havde indhentet den nødvendige tilladelse til at vurdere truslen mod truede arter, og de havde heller ikke foretaget miljøvurdering. En anden styrelse, National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA), havde advaret om faren. MMS’ videnskabsmænd forsvarede sig med, at hvis de havde fundet høj risiko, ville deres rapporter blive kasseret og ændret. Fænomenet kaldes regulatorisk  tilfangetagning (’regulatory capture’), altså at de, der skal regulere, er i lommen på dem, der skal reguleres. Det skyldes på den ene side koncernernes magt, på den anden de mangelfulde ressourcer, som tildeles de regulerende instanser. De har simpelthen ikke kapaciteten til at gøre deres arbejde.

Efter de to helt igennem undgåelige større ulykker har BP rejst sig igen. Det er større end to ulykker og to mandspersoner, Lord Browne og Tony Hayward, hvor den første måtte trække sig som boss, ikke på grund af Texas-svigtet, men en mindre personlig skandale, og den anden gjorde sig uheldigt bemærket ved offentligt at have ondt af sig selv, mens olie flød ud i Den mexicanske Golf.

Ecuador er i strid med Chevron over forurening forårsaget af Texaco i firserne. Chevron nægter at betale den erstatning på 9,5 milliarder dollar, som Ecuadors højesteret har pålagt det. Erstatningen står og falder med Chevrons retssag i USA med påstanden om, at en anden end dommeren i Ecuador – mod betaling –  skrev dommen. Sagen er ikke afgjort.

Oliegarki og magt

Oligarki defineres ved de fås magt, ved at den demokratiske forankring mangler. Magten er intimt forbundet med rigdom, og den rigdom bruges til at rage mere til sig. Således også oliegarkerne. Det er de strukturer de sidder i, der giver dem magten. Nogle individer evner dog selv at inkorporere den, som Lee Raymond.

Det specielle oliegarki er en sammenslyngning af olie- og gasselskaber. De udgør også en form for oligopol, markedskontrol udøvet af nogle få. Efter oliechokket i 1973, der efter en tænkepause i virkeligheden bekom dem godt, gør selskaberne alt for i fællesskab at kunne holde priserne oppe. De har i så høj grad samme verdensbillede, at de udgør en samlet front. Det drejer sig ikke om markedskonkurrence, men om erobring af ressourcer. Den konkurrent de frygter mest, er mangel på efterspørgsel efter olie, og dér manipulerer de markedet og den offentlige meningsdannelse på det skamløseste.

Det sker ikke direkte ved at sige: brug mere benzin. Det går ikke. Men koncernerne har postet ressourcer ud på at ’modbevise’ global opvarmning. Især ExxonMobil var under Lee Raymond aggressivt. Taktikken, der blev brugt, var: kræv af dine modstandere, her klimaforkæmperne, at de skal bevise opvarmningen og skaden. Hvis skaden er bevist, så kræv, at cost-benefit analyserne af modforanstaltninger er ’afbalancerede’.[viii] ExxonMobil gik fra det første skridt til det næste i 2006, da Rex Tillerson afløste Lee Raymond som CEO.

Deres mest effektive metode er at dreje billedet, så befolkningen kan ”forstå”, hvor hårdt olieselskaberne har det, hvor opofrende det er, at de overhovedet vil investere. Tænk på Mærsk i Danmark. Næste metode er at slå fast, at kontrakter er ukrænkelige. Når en langtidskontrakt om koncessionsvilkår/produktionslicens er indgået, skal den være ubrydelig i kontraktens løbetid (en undtagelse er ’Den Røde Linie’, der ikke passede Jersey og Socony, og som blev opgivet). Love kan laves om, selv grundlove kan revideres ved de rette procedurer, men langtidskontrakter med oliegarkerne kan et parlament ikke bare ændre på. Det er nu hamret fast i folks forestillingsverden.

At Big Oil er med i lovgivningsprocessen, er velkendt. Lobbyisterne fremlægger proaktivt deres sag for politikerne og er med på råd om alle lovforslag, der vedkommer dem. Peger de fingeren nedad, så må forslag skrottes. Næste skridt er at påstå, at enhver lovgivningsmæssig ændring, der på nogen måde forringer vilkårene, er kontraktbrud. Til at afgøre stridigheder bruges voldgift mellem stater og firmaer. Sidste skud på stammen er ISDS-domstole (investor-state dispute settlements), der etableres for at afgøre sager ikke bare om kontraktændringer eller -fortolkninger, men også for at kræve erstatning for ændrede profitmuligheder. Dette bruges også af Big Oil og af mindre olieselskaber som f.eks. Mærsk i Algeriet.[ix]

Ikke mindst bruges magten til at varetage deres egne interesser. At Big Oil selv stort set bestemmer sin skat er velkendt. Skatterabatter lægger f.eks. årligt 4 milliarder dollar til de tre Big Oil amerikanske selskabers nettooverskud. Den amerikanske selskabsskat er på 35%, men ExxonMobil betalte i 2011 13%, Chevron 19% og CononoPhillips 18%.[x] Det er ikke kun snyd, men også baseret på særaftaler. Da Saudi Aramco før nationaliseringen krævede profitdeling med de amerikanske partnere med 50% til hver, fik  sidstnævnte forhandlet sig frem til at blive kompenseret ved tilsvarende nedsættelse af skatten hjemme i USA (”the golden gimmick”).

Krig og ufred

Suez-krisen var i høj grad forbundet med kontrollen over olien. Kanalen forblev nationaliseret, men amerikansk ’hjælp’ til Egypten kom til efter Camp David-fredsaftalen med Israel i 1978.

Først i 2013 har CIA indrømmet, at det var med til at planlægge og udføre kuppet i 1953, der bragte shahen tilbage i Iran og førte til en ny aftale med olieselskaberne med en tidshorizont på 25 år efter 1954.[xi] Aftalen om den iranske olie havde en tidshorizont på 25 år efter 1954. I stedet for at rulle aftalen over i 1979, blev shahen afsat af en ayatollah, og Iran har været i et jerngreb lige siden. For nylig er der opblødning, for Iran kan ikke længere tåle sanktionerne. Den nye iranske præsident, Rouhani, rækker endog via sin olieminister ud efter assistance fra store olieselskaber som italienske ENI og Royal Dutch Shell for at få gang i nyinvesteringer.

I 1990 beskyldte Saddam Hussein Kuwait for skråboring ind på Iraks territorium, og USA startede den første Golfkrig for at ’beskytte’ Kuwait mod Iraks invasion.

Den anden Golfkrig, invasionen af Irak, var, som det er almindelig kendt, baseret på en løgn. Der er mange berettigede spekulationer om, at USA gik i krig i 2003 for at (gen)erobre sine olieselskabers interesser i Irak.  Bogen om Exxon viser nære kontakter mellem vicepræsident Dick Cheney, der om nogen var den amerikansk-ledede krigs arkitekt, og Exxons ledelse, men viser ikke den rygende pistol.

Udkommet er foreløbig blevet et helt andet end forudset mht. olien. Olieselskaberne blev fanget af kravet om transparens og blev nødt til at acceptere kun at få et honorar per tønde olie på mindre end 2 dollar ved de første auktioner. De vilkår har bl.a. ExxonMobil accepteret indtil videre. Uden tvivl lurer det blot på den næste chance.

Økonomisk betydning

Først og fremmest er olieselskaberne nu til dags enorme profit- og pengemaskiner. Big Oil kommer først ind i nye felter, når udforskningen er færdig. Så overtager de ’de uafhængiges’ andel. Det afgørende er ikke kun normal profit, men ekstraprofit baseret på ressourcerenten, der især har at gøre med, at olie er et uundværligt produkt, at nogle selskaber har mere favorable produktionsbetingelser end de gennemsnitlige, samt at begrænsning af udbuddet kan presse priserne i vejret for alle producenter. Den øvre grænse bestemmes af, at hvis priserne er for høje, falder efterspørgslen, og alternativ energi bliver mere interessant. Selvom ekstraprofitten ligger i produktionsleddet, og raffinaderivirksomhed, tankstationer og andre ydelser længere nede i kæden er mindre interessante, holder selskaberne fast i dem for at kunne kontrollere hele markedet.

Stigende oliepriser er gået forud for ti ud af de sidste elleve recessioner i USA, gør Exxon-bogen opmærksom på. Det er mærkeligt, at den indikator på recessioner er så overset.

Et dunkelt emne er ’penge under bordet’ for at få gode deals. Olieselskaberne ynder at skælde fattige landes regeringer ud for at være korrupte, men indirekte er de selv med i korruptionen, måske gennem mellemmænd, de kan lægge passende afstand til.

Perspektiver

En ny konstellation af magtforholdene er imidlertid under opbygning. USA, som så sent som i 2008 så ud til at have et eksponentielt stigende behov for olie udefra, importerer nu mindre end halvdelen af sit forbrug. Dette skyldes den hjemlige skiferolie- og gasudvinding samt den almindelige økonomisk afmatning. Reaktionen fra OPEC er at producere mere. Iran og Irak har brug for større indtægter og vil hæve eksporten. Dette sætter måske i første omgang prisen ned, men nogle OPEC-medlemmer kan leve med det, hvis det bare kan undergrave den ret dyre amerikanske skifergas/olie. Samtidig har de store amerikanske koncerner mindre reserveopfyldning. Det ville være at gå for langt at påstå, at koncernerne er klemt på profitten, men de har i stort omfang fremtiden bag sig.

Stigende olieuafhængighed er en trussel mod Big og anden Oil. Der skal ikke meget til. Hver gang et land eller en anden større enhed nedsætter sit forbrug, svinder en lille del af selskabernes magt. At de er upopulære i den bredere befolkning, har ikke hidtil generet dem. Lee Raymond var udmærket klar over, at befolkningen ikke kunne bringes til at elske Exxon, men at USAs love affair med bilismen på den anden side ville begrænse misnøjen. Derfor var Big Oil også med til at sørge for, at de amerikanske bilproducenter ikke øgede brændselsøkonomien i nye biler i tide. Ja, tværtimod gik den anden vej og spyede firehjulstrækkere ud på markedet.  I 2008 var de amerikanske bilproducenter til gengæld på sammenbruddets rand og blev kun reddet på målstregen af Obama som ny præsident.

Sidste nye tendenser er destabiliseringen af Mellemøsten af udefra kommende interesse samt befolkningernes berettigede utilfredshed. Det foreløbige resultat er, at Saudi-Arabien bliver mere og mere dominerende.

Big Oils magtbase er måske svindende. Til gengæld risikerer vi andre hårdere metoder fra koncernerne og mere ufred. Det er ikke kun fattige lande, hvor der findes olie, der bliver ramt af olieforbandelsen – det gør vi alle sammen.

Litteratur

Coll, Steve, Private Empire: ExxonMobil and American Power, Penguin Books, 2012

Demirmen, Dr. Ferruh, “Oil in Iraq: The Byzantine Beginnings, Part I: The Quest for Oil” og “Part II: The Reign of a Monopoly”, april 2003. Findes på  www.globalpolicy.org.

Rubino, Anna, Queen of the Oil Club: The Intrepid Wanda Jablonski and the Power of Information, Boston: Beacon Press, 2008.

Kildehenvisning

[i]Ifølge Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_largest_companies_by_revenue

[ii] Ifølge Forbes’ opgørelse fra 2012 er rækkefølgen i fysisk produktion således (hjemlande er anført, hvor det ikke fremgår af navnet): Saudi Aramco (12,5 millioner tønder olie-ækvivalenter om dagen, mboe/d – dette inkluderer naturgas omsat til olieækvivalenter), Gazprom/Rusland (9,7 millioner tønder), National Iranian Oil Company (6,4 millioner mboe/d), ExxonMobil/USA (5,3 mboe/d), PetroChina (4,4 mboe/d), BP/UK (4,1 mboe/d), Royal Dutch Shell (3,9 mboe/d), Pemex/Mexico (3,6 mboe/d), Chevron/USA (3,5 mboe/d), Kuwait Petroleum Corp (3,2 mboe/d), Abu Dhabi National Oil Co (2,9 mboe/d), Sonatrach/Algeriet (2,7 mboe/d), Total/Frankrig (2,7 mboe/d), Petrobras/Brasilien (2,6 mboe/d), Rosneft/Rusland (2,6 mboe/d), Iraqi Oil Ministry (2,3 mboe/d), Qatar Petroleum (2,3 mboe/d), Lukoil/Rusland (2,2 mboe/d), Eni/Italien (2,2 mboe/d), Statoil/Norge (2,1 mboe/d), ConocoPhillips/USA (2,0 mboe/d), Petroleo de Venezuela (1,9 mboe/d), Sinopec/Kina (1,6 mboe/d), Nigerian National Petroleum (1,6 mboe/d), Petronas/Malaysia (1,4 mboe/d). Disse tal er brutto og muligvis for høje. F.eks. angiver Financial Times i november 2013, at Iran producerede 2,7 mboe/d. Men i lyset af sanktionerne er Iran særlig sensitivt.

[iii] Disse er bruttotal, der inkluderer kondensater og egenkonsumtion.

[iv] Syv andre er med i dag: Algeriet, Angola, Nigeria, Libyen, Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Ecuador. Gabon og Indonesien har trukket sig ud.

[v] En produktionslicens gives typisk af et nationalt olieselskab, der handler på statens vegne som ejer, til et internationalt olieselskab. Det nationale olieselskab er så også med i de operationelle beslutninger.

[vi] Naturgas komprimeres til flydende form ved tilpas lav temperatur. Fordi den så kun fylder 0,16%  af hvad den gør i gasform, kan den opbevares og transporteres over lange afstande. Ved destinationspunktet skal den flydende gas regasificeres gennem opvarmning.

[vii] BP havde 37 koncessioner, Exxon Mobil 14, Chevron 51, Shell 28, og ConocoPhillips havde 10.

[viii] s. 479 i Exxon-bogen.

[ix] Se Information, ”Mærsk tjente formue på ISDS-sag mod Algeriet”, d. 5. dec. 2013 om Mærsks forlig med Algeriet, der indbragte det 5 mia. kr., efter at det havde anlagt en retssag ved Verdensbankens voldgiftsdomstol.

[x] Center for American Progress, ”Big Oil Rakes in Huge Profits, again”, 2. August 2013. URL: http://www.americanprogress.org/issues/green/news/2013/08/02/71386/big-oil-rakes-in-huge-profits-again/.

[xi] CIA’s direktør i 1953 var i øvrigt Allen Dulles, bror til udenrigsministeren, John Foster Dulles.