Økonomisk demokrati- reformismens sidste kamp?

rudolf-meidner

Den svenske arbejderbevægelse var i strid med sig selv om, hvad begrundelsen for økonomisk demokrati var. Var det pga. af det industrielle arbejdes karakter, at arbejderne skulle have medindflydelse, eller var de berettiget til at overtage stadig mere af kapitalen? Den sidste tankegang om sandt økonomisk demokrati, lanceret af LO-økonomen Rudolf Meidner, fik flertal på en LO-kongres i midten af halvfjerdserne fremskyndet af, at den solidariske lønpolitik havde ført til overnormale profitter i de mest rentable virksomheder. Det økonomiske demokrati  blev imidlertid straks udvandet af fagbevægelsens ledere og socialdemokratiet. Ikke desto mindre skabtes lønmodtagerfonde, som den borgerlige regering afskaffede i halvfemserne.

Citater:

“De svenske erfaringer med økonomisk demokrati kan i det mindste siges at rejse spørgsmålet om arbejderbevægelsen som reformistisk kraft”

“Ifølge arbejderklassens demokratisyn udgjorde det parlamentariske, politiske demokrati … kun første etape af en mere vidtgående demokratisering af samfundet”

“Fagforeningssolidariteten, der førte til en mindskelse af ulighederne mellem lønmodtagerne havde som skyggeside skabelse af “ekstraordinære overskud”, først og fremmest i de større virksomheder”

“fagbevægelsen og dens medlemmer gradvist ville blive stadig mere vægtige medejere i virksomhederne og dermed være i stand til at erobre endnu større magt”

Spørgsmålet om økonomisk demokrati blev drøftet flere steder i Europa fra 1950’erne og frem, blandt andet i Vesttyskland, Holland og Danmark, mens det først var i 1970’erne, at det blev rejst i Sverige. Alligevel var resultatet overalt stort set det samme: Arbejderbevægelsens initiativer i retning af angreb på kapitalismens livsnerve, den private ejendomsret til produktionsmidlerne, og forsøg på at omdanne de grundlæggende magtforhold i samfundet og arbejdslivet førte til gentagne fiaskoer. Dybest set er den afgørende forklaring på disse nederlag også den samme: Ingen steder kunne arbejderbevægelsen, dens politiske og faglige forgreninger, forene sig bag en fælles strategi i kampen for økonomisk demokrati. Med andre ord kan det hævdes, at disse nederlag i høj grad var arbejderbevægelsens eget arbejde, selv om økonomisk demokrati også mødtes med en stærkt udtalt modstand fra den politiske borgerlighed og industriens talsmænd.

Således forblev spørgsmålet om økonomisk demokrati som en mulig reformistisk strategi til at udfordre de grundlæggende magtforhold i det kapitalistiske samfund aldrig rigtig besvaret − ingen steder har arbejderbevægelsen seriøst forsøgt at realisere økonomisk demokrati.

Men kunne spørgsmålet aktualiseres igen i fremtiden og så snarere føre til succes? Eller er det snarere således, at disse nederlag viser, at arbejderbevægelsen i dag har opgivet sine samfundsomvæltende ambitioner? De svenske erfaringer med økonomisk demokrati kan i det mindste siges at rejse spørgsmålet om arbejderbevægelsen som reformistisk kraft, eller om ikke andet som naturlig initiativtager til, at spørgsmålet om økonomisk demokrati aktualiseres. Et andet spørgsmål bliver da, hvad eller hvilke kræfter i samfundet der vil være i stand til at bringe økonomisk demokrati videre frem på dagsordenen.

Et historisk perspektiv på økonomisk demokrati

Den svenske arbejderbevægelse kom tidligt til at prioritere kampen for parlamentarisk demokrati, ikke mindst under indflydelse af udviklingen i det tyske socialdemokrati. Samtidig havde arbejderbevægelsen en helt anden opfattelse af demokrati end det politiske borgerskab. Ifølge arbejderklassens demokratisyn udgjorde det parlamentariske, politiske demokrati, som også det liberale politiske borgerskab til slut bakkede op om, kun første etape af en mere vidtgående demokratisering af samfundet. Snart blev dette formuleret til et langsigtet demokratisk projekt, hvor det politiske demokrati ville blive efterfulgt af socialt og økonomisk demokrati. Da tanken om en bredere socialismestrategi til slut blev opgivet i mellemkrigsårene, kom den end mere til at blive erstattet af denne tretrins tilgang til samfundets demokratisering. Snart blev også det sociale demokrati synonymt med udbygningen af velfærdsstaten, der ville sikre borgerne social og materiel sikkerhed gennem forskellige socialforsikringer og en offentlig sektor, der ville komme til sin ret, dvs. være demokratisk styret og uden privat profit.

Omkring det økonomiske demokrati kom der dog længe til at herske usikkerhed, ikke mindst om det skulle indebære angreb på privat ejendomsret eller ej. Udviklingen gik i retning af, at grænsen mellem det industrielle og økonomiske demokrati blev mere og mere udvisket: Det industrielle demokrati indebærer jo indflydelse for de ansatte, netop i kraft af at de er ansatte, over deres arbejde baseret på loven om arbejdets rettighedsskabelse, mens økonomisk demokrati betyder indflydelse, endog magt, baseret på ejendomsretten, ved at arbejderne bliver medejere i virksomhederne. Det var en uklarhed, som tilmed i 1970’erne kom til at spille en afgørende rolle for modsætningerne inden for den svenske arbejderbevægelse omkring det faglige forslag om kollektiv kapitaldannelse gennem lønarbejderfonde.

Vejen til lønmodtagerfonde

Der er en simpel forklaring på, hvorfor økonomisk demokrati opstod i Sverige i begyndelsen af 1970’erne. I det i det mindste officielt neutrale Sverige, som ikke blev trukket ind i Anden Verdenskrig, betød efterkrigstidens første årtier en periode med hastig økonomisk udvikling, som også gav plads til såvel udvidelse af velfærdsstaten som stigende realløn og en stadig højere levestandard. Den ekspansive efterkrigstidskapitalisme bød også på muligheder for at forsvare arbejderbevægelsens grundlæggende mål om fuld beskæftigelse og et mere lige samfund. Der blev talt om den svenske models guldalder og udbredt forestillinger om, at en keynesiansk inspireret økonomisk politik udgjorde en garant for, at epoken med kapitalistiske kriser var forbi.

I løbet af 1960’erne begyndte dog spørgsmålet om prisen på denne økonomiske vækst at blive stillet, og om hvem der primært skulle betale den. Ikke mindst blev det mere og mere tydeligt, at arbejderbevægelsen, det regerende socialdemokrati og fagbevægelsen, førte en politik, som på forskellig vis bidrog til en mere omfattende koncentration af magt i samfundet og arbejdslivet. Flere undersøgelser, herunder en statslig, viste med al ønskelig tydelighed, at koncentrationen af ejendom og magt var nået længere i Sverige end i andre sammenlignelige lande. Der opstod endda en diskussion langt ind i den borgerlige lejr, om ikke denne koncentration kunne udgøre en trussel mod demokratiet. Samtidig bidrog også den solidariske lønpolitik til denne udvikling. Bestræbelsen efter at arbejdets karakter og ikke foretagendets overlevelsesevne skulle danne grundlag for lønfastsættelsen betød, at råderummet for lønstigninger i de mere rentable virksomheder forblev uudnyttet, men snarere bidrog til en “usolidarisk overskudspolitik”, hvor de overnormale profitter i nogle virksomheder endte i kapitalejernes hænder. Fagforeningssolidariteten, der førte til en mindskelse af ulighederne mellem lønmodtagerne, havde som skyggeside skabelse af “ekstraordinære overskud”, først og fremmest i de større virksomheder. Det kunne hævdes, at arbejderbevægelsen var faldet i et reformistisk dilemma: Den kortsigtede succesrige politik førte på langt sigt til en styrkelse af forhindringerne for den fortsatte forandring af samfundet pga. af en øget koncentration af ejendom og magt. I mange dele af fagbevægelsen voksede utilfredsheden med den solidariske lønpolitik, som betød, at løntilbageholdenheden nærmest endte i hænderne på aktionærerne. Resultatet var, at slutningen af 1960’erne markerede begyndelsen på en periode med strejker, ofte ikke sanktioneret af fagbevægelsen. De udtrykte ikke kun denne utilfredshed, men vendte sig endog mod de stadig mere skævvredne magtrelationer på arbejdspladsen.

På denne baggrund kan det hævdes, at økonomisk demokrati kom på dagsordenen i Sverige på baggrund af en legitimitetskrise for den svenske socialdemokratiske model og fagforeningernes lønpolitik. Mere konkret ledte dette frem til tre grundlæggende formål for lønmodtagerfonde, som fagbevægelsen udviklede i begyndelsen af 1970’erne. Et første var at beskytte den solidariske lønpolitik ved at fjerne dens bagside i form af en “usolidarisk overskudspolitik”, en anden var at imødegå koncentrationen af magt og rigdom i samfundet og en tredje at styrke medarbejdernes magt i virksomhederne.

Kollektiv kapitaldannelse gennem lønmodtagerfonde

Til Landsorganisationen LO’s kongres i 1971 indkom en række forslag, der på forskellige måder søgte at rejse spørgsmålet om økonomisk demokrati. Her blev problemerne med den faglige lønpolitik og koncentrationen af ejendom og magt i samfundet fremhævet, men også den afmagt, der greb omkring sig på arbejdspladserne, og der blev rejst krav om en vis form for økonomisk demokrati. Selv om beskrivelsen af problemet ikke blev bestridt, argumenterede de førende repræsentanter for LO for den fortsatte udvikling af det industrielle demokrati: Det var gennem arbejdets rettighedsskabelse, i og med at de var ansatte i en virksomhed, at medlemmerne kunne få indflydelse på deres eget arbejde og virksomheden, ikke ved at angribe selve ejendomsretten. Kongressen, med Metalarbejderforbundet i spidsen, fik dog gennemført, at en redegørelse skulle iværksættes for at undersøge mulighederne for gennem kollektiv kapitaldannelse i fagbevægelsens regi at tackle de problemer, der var blevet fremhævet i beslutningsforslagene. I det lå en tro på, at det industrielle demokrati i betydningen medbestemmelse ikke tilbød en løsning på de problemer, som kun kunne løses ved at sætte spørgsmålstegn ved og udfordre privatejendommen.

Først i 1973 oprettedes en lille studiegruppe under LO-økonomen Rudolf Meidners ledelse. Meidner var overbevist om, at en effektiv løsning på problemerne skulle angribe “kapitalismen i selve livsnerven”, den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Han argumenterede også for, at økonomisk demokrati for arbejderbevægelsens pionerer netop betød magt for medarbejderne baseret på ejendomsretten. Her hentede han også inspiration fra den tidligere socialdemokratiske finansminister Ernst Wigforss, der stadig kraftigere havde argumenteret for, at det gjaldt om at bryde forholdet mellem ejerskab og magt. Men frem for alt havde Meidner længe på nært hold fulgt den europæiske debat om økonomisk demokrati og ikke mindst hentet inspiration fra den tyske debat. Selv om der var særlige hensyn bag hans eget forslag, såsom at værne om den solidariske lønpolitik, mente han ikke, at man kunne forstå det svenske forslag, medmindre det blev sat ind i et internationalt perspektiv.

Så hvad betød det svenske forslag om kollektiv kapitaldannelse gennem lønarbejderfonde? Den grundlæggende idé var, at fagbevægelsen og dens medlemmer gradvist ville blive stadig mere vægtige medejere i virksomhederne og dermed være i stand til at erobre endnu større magt over dem. Hvert år skulle en del af de overnormale profitter, som den solidariske lønpolitik gav anledning til, tilfalde faglige fonde og ikke længere aktionærerne. Kapitalen skulle dog forblive i virksomheden for at videreudvikle den, men aktier svarende til værdien af disse gevinster skulle nyudstedes og tilfalde lønmodtagerfondene; på denne måde ville fondene med tiden komme til at kontrollere en voksende andel af selskaberne. Som partnere skulle fondene også kunne styrke deres magt over virksomhederne, hvor noget af denne magt skulle udøves af medarbejderne i de respektive virksomheder og en anden del af fagforeningsrepræsentanter i fondene. Samtidig lod han spørgsmålet om, hvor langt dette delejerskab ville række, stå åbent, altså om det skulle være et flertals- eller mindretalsejerskab. Dette var, mente Meidner, en sag for fagbevægelsen at tage stilling til.

I det historiske perspektiv var det naturligvis et radikalt forslag. Det var første gang, at den svenske arbejderbevægelse fremførte et konkret forslag om at angribe den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Samtidig var det noget helt andet end en traditionel nationalisering, som ville øge statens ejerskab. Forslaget sigtede snarere på at bryde den private magtkoncentration uden at bidrage til en statslig magtkoncentration. Det var fagbevægelsen og dens medlemmers magtposition, der skulle styrkes og blive en modvægt til såvel den private som den statslige magtkoncentration. Desuden var det jo, som Meidner også understregede, de faglige medlemmers ikke-indløste lønmidler, der dannede grundlag for fondene: Fordi det var deres penge, havde de også ret til at udøve magt over dem.

Forslaget skulle præsenteres på LO-kongressen i 1976. Men med det radikale indhold var der stærke argumenter for først at gøre det til genstand for en bredere faglig debat. I 1975 præsenteredes forslaget derfor i et mindre skrift, Lønmodtagerfonde, som blev drøftet i et stort antal faglige studiekredse, der kommenterede og tog stilling til det. En overvældende positiv respons fra kredsene gjorde siden, at forslaget, noget modificeret, kunne præsenteres og godkendes af LO- kongressen i 1976. Faktisk endte diskussionen med, at kongresdeltagerne spontant rejste sig op og sang Internationale.

Arbejderbevægelsen og lønmodtagerfondene

Det blev snart klart, at højtstående repræsentanter for partiet (socialdemokratiet, red.) ikke kunne tilslutte sig et forslag, som søgte at angribe den private ejendomsret. Sammen med LO blev der udarbejdet flere undersøgelser, som gradvist udvandede det oprindelige forslag og drænede det for dets økonomisk-demokratiske islæt. Under denne proces forvandledes lønmodtagerfondene, som Meidner havde beskrevet som en reformistisk og socialistisk reform, til et indrekapitalistisk instrument til at håndtere de sene 1970’eres økonomiske krise. Hovedformålet var nu at øge kapitaldannelsen inden for industrien i en markedskonform reform, der hverken styrkede den demokratiske kontrol over samfundets investeringer eller øgede medarbejdernes magt i virksomhederne. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse fastholdt sin efterkrigstidsstrategi med ikke at udfordre kapitalen og dens magtpositioner. I den daværende krisesituation var der også en stærk overbevisning om, at det ikke gik an at tage en kamp med den private kapital, som var forudsætningen for at overvinde den økonomiske krise. For partiets ledende repræsentanter måtte økonomisk demokrati ikke være ensbetydende med et angreb på den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Da en konservativ regering kom til magten i 1991, afskaffede den som en af sine første handlinger de lønmodtagerfonde, som socialdemokratiet trods alt havde indført i 1983, selvom de dog ifølge Meidner kun havde navnet til fælles med det oprindelige faglige forslag. Inden for fagbevægelsen blev der i 1980’erne gjort forsøg på at bringe spørgsmålet om økonomisk demokrati på dagsordenen uden dog at vinde gehør inden for partiet, som i en synlig politisk nyorientering også fjernede industrielt demokrati fra sin dagsorden og endelig også i stigende grad accepterede, til tider direkte fremmede, en øget privatisering og konkurrenceudsættelse af den offentlige sektor. Partiets handlinger i spørgsmålet om lønmodtagerfondene kan derfor ses som et første skridt hen imod opgivelsen af hele det demokratiske projekt, der blev formuleret i løbet af mellemkrigstiden. Tiden syntes at være ude for arbejderbevægelsen som samfundsomvæltende kraft.

Alligevel er de problemer, som lønmodtagerfondene ville tilbyde en løsning på, stadig mere synlige, for ikke at sige påtrængende, i dag og viser dermed behovet for en form for økonomisk demokrati. Når arbejderbevægelsen i høj grad har abdiceret som modkraft, løber kapitalismen i stigende grad amok, hvilket ikke mindst klimaforandringerne vidner om. Hvis en anden verden ikke kun er mulig, men også nødvendig, er spørgsmålet overhængende om, hvem eller hvilke kræfter i samfundet der skulle kunne bære en sådan nødvendig forandring. Til diskussionen hører naturligvis også spørgsmålet, hvor den engang reformistiske arbejderbevægelse vil ende i fremtidige konflikter om denne samfundsomvæltning. I det perspektiv synes de tilbagevendende nederlag i spørgsmålet om økonomisk demokrati nærmest at føre til pessimistiske konklusioner. Måske initiativet skal komme fra en bred mobilisering nedefra, primært ude på arbejdspladserne, som kan alliere sig med og støttes af de nye sociale bevægelser, der søger at finde veje til at aktualisere det økonomiske demokrati i betydningen af et angreb på den stadig mere omfattende formue- og magtkoncentration i det kapitalistiske samfund.

Artiklen er baseret på Ekdahl, L.: Mod en tredje vej: En biografi om Rudolf Meidner. Faglig ekspert og demokratisk socialist. Lund: Arkiv 2005

Om forfatteren: Lars Ekdahl, professor i historie på Södertörns högskola (universitet), har hovedsagelig helliget sin forskning til den svenske arbejderbevægelse med specielt fokus på fagbevægelsen og dens rolle i samfundsudviklingen. Blandt hans større arbejder hører et biografisk studie om LO-økonomen og arkitekten bag forslaget om lønmodtagerfonde, Rudolf Meidner, under samleoverskriften Mod en tredje vej, hvor førstedelen har undertitlen Tysk flygtning og svensk model, og anden del hedder Faglig ekspert og demokratisk socialist (Arkiv förlag 2001 og 2005). Arbejdet med en tredje del er i gang.