Kritisk teori i dag – Interview med Wolfgang Haug

haug-2

Interviewet og introduktionen til Wolfgang Haugs filosofi omhandler dialektik, kritisk teori og dagens kapitalisme. Haug er konsekvent i sin endevending af begreber, i ikke at tage overfladen for gode varer og i at have et socialistisk mål i sigtekornet. Han angiver ingen nagelfast strategi, det drejer sig om at gribe overgangene, men ikke mindst om altid at holde sig for øje, at erkendelsen af virkeligheden i dens modsætningsfyldthed er en marxists første projekt. Tænkning er ikke væren, siger han, men handling forudsætter tænkning.

 

Wolfgang Haug er kendt som den mest konsekvent venstreorienterede arvtager til Frankfurterskolen. Siden 1959 har han været medudgiver af tidsskriftet Das Argument, der efterhånden har fået status som den åndelige videreførelse af Zeitschrift für Sozialforschung (Tidsskrift for Socialforskning), der blev udgivet af Instituttet for Socialforskning i Frankfurt/M (deraf ’Frankfurterskolen’) fra 1932 til 1941. Han har været professor i filosofi på Freie Universität i Berlin i perioden 1979 til 2001 og blev i september 2013 udnævnt til æresdoktor på RUC. Stadig aktiv er han en ældre herre, der er født i 1936.

Hans værker er omfattende, redaktionen af Historisch-Kritisches Wörterbuch des Marxismus og to nylige bøger om hightech – i et marxistisk perspektiv – og utallige artikler om filosofi, marxisme og antikapitalisme. Oprindelig er han mest kendt for sit bidrag til vareæstetik.

Jeg havde forberedt spørgsmål inden for forskellige temaer til interviewet, der fandt sted d. 19. september, dagen før Haugs officielle udnævnelse til æresdoktor:

  • Filosofi i dag, er kritisk teori indholdsbestemt – i forhold til marxismen – eller er dialektik en blot og bar metode? I forlængelse af det, værdiformens betydning og fortolkning.
  • High-tech kapitalisme – hvad sigter analysen på?
  • Kapitalismen i dag – hvad er nyt i krisen? Hvad er begrebsmæssigt nyt?

Jeg ville også spørge om anti-kapitalisme og utopi, men nåede ikke til det. I stedet for behandler jeg spørgsmålet ud fra en af Haugs artikler.

Det følgende er lige så meget en introduktion til Haugs tanker som et interview. Jeg har således også brugt hans doktorforelæsning på RUC, ”Er det nemt at være filosof i marxismen?”, og andre tekster til at stykke en sammenhængende fremstilling sammen som svar på temaerne.[i] Fremgangsmåden er naturligvis selektiv. Dog håber jeg at bringe en loyal fremstilling af Haugs hovedtanker.

Haugs forudsætninger

Først lidt om Haugs intellektuelle forudsætninger. Karl Marx er naturligvis den vigtigste, men selv nævner han derudover Ernst Bloch (1885-1977), Antonio Gramsci (1891-1937) og Bertolt Brecht (1898-1956).

Haug startede med at sige, at han kom i kontakt med Frankfurterskolen, da han var i begyndelsen af tyverne, men det tog ham tid at forstå den. For disse tænkere passede ikke ind i efterkrigstidens konforme Wirtschaftswunder-mentalitet. Max Horkheimer (1895-1973) og Theodor W. Adorno (1903-1969) havde været i eksil under krigen og var efter krigen kommet tilbage til Frankfurt, hvor de levede forholdsvis upåagtet som et levn fra en anden tid. I 1947 publicerede de Oplysningens Dialektik, som de havde skrevet sammen i Los Angeles. Først tidsånden i sluttresserne åbnede Haug – og studenterbevægelsen – for en egentlig tilegnelse af deres noget tungtflydende skrifter. ’Frankfurterskolen’ blev ledestjerne for den tids ikke-autoritære anti-kapitalistiske oprør. Den inkluderede også Jürgen Habermas, Horkheimers afløser som professor, samt mindre (kendte) ånder.

Iflg. Horkheimer og Adorno slår oplysningens rationalitet over i sin modsætning. Under ’oplysningen’ kan man også regne positivismen, den herskende videnskabsfilosofi, der hypostaserer det faktuelle, dvs. mener man kan trække døde observationer ud af deres levende sammenhæng. Fordi positivismen henviser store domæner af menneskelivet til at være i bund og grund subjektive eller uforklarlige, forfalder den til at acceptere et irrationelt grundlag for sin egen praksis, mens forstenede fænomener bliver til data, der kan indgå i endeløse beregninger. Hvorimod Frankfurterskolen fremhæver, at et mere omfattende fornuftsbegreb må begrunde og forsvare sin egen fornuft.

I disse kritikpunkter mod den herskende ’oplysning’ og erkendelsesteori var studenterbevægelsen fra sluttresserne og Haug enige, men blot at bevæge sig på det åndskritiske felt var for nemt, indvendte de på den anden side. Derudover var Horkheimer og Adorno gået så vidt som til at se en sammenhæng mellem Hitlers nazitvang og den mere indirekte undertrykkelse formidlet af den moderne kulturindustri, som de havde fået levende indtryk af i USA, inkl. dens propagandistiske brug i den amerikanske krigsmaskine. Men det er nedgangsfilosofi, der ikke tager det levede liv i klassesamfundet i betragtning, opponerede mange tidligere elever af Frankfurterskolen. Haugs tilføjelse er, at kapitalismen i sin fremstormen har optaget frigørende elementer fra oplysningen.

Ifølge Haug er Vestens filosofi også mere sammensat end som så. Den består af nykantianisme, pragmatisme og synkretisme (sammenblanding). Nykantianernes brogede flok har til fælles, at ’virkeligheden’ ligger uden for bevidstheden, men når det kommer til erkendelsen af den sociale virkelighed, ser nogle nykantianere den som gennemsyret med mere eller mindre uerkendt subjektivitet evt. i form af værdier, mens andre tilkender den menneskelige bevidsthed en fælles struktur med det erkendte.

Hvortil filosofi i dag?

Filosofiens relevans var et nøglespørgsmål for Frankfurterskolen. Theodor W. Adorno udtrykte, at den kritiske teori var den ultimative filosofi, endepunktet. Kritisk teori stammer fra Marx, men hvis man skal være tro mod dens intention, kan man ikke overtage hans tanker som dødt dogme. Filosofi kommer fra usandheden, præciserede Haug. Han gav som eksempel spørgsmålet, om de samfundsmæssige strukturer er demokratiserede. Mener man det, kan man stille sig tilfreds. På den anden side gør erkendelsen af klassestrukturer denne demokratisering til et blot og bart postulat, en usandhed. I den slags indsigter får filosofien samfundsmæssigt fundament. Muligheden for menneskets erkendelse er betinget af det samfund, hvori det lever, men det kan udvide muligheden for indsigt ved at konfrontere begrænsningerne.

Ifølge Ernst Bloch må en marxist også være filosof, altså tænke sine antagelser ind i en overordnet erkendelsesteoretisk ramme. Bloch befattede sig i øvrigt med håbets filosofi og utopi. Omvendt må en filosof være marxist – i sin forståelsesramme – og undgå at blive instrument for det bestående. Det er der vist mange ’filosoffer’, der har et andet bud på.

Kritisk teori kan også blive affirmativ, således som den er blevet hos f.eks. Alex Honneth, den nuværende leder af Institut für Sozialforschung i Frankfurt og elev af Jürgen Habermas, der har bevæget sig væk fra en marxistisk grundforståelse til fordel for et eklektisk sammensurium af moderne teorier, hvor kun den forvitrede udtryksmåde minder om den oprindelige Frankfurterskole. Han er nu kendt for sin tale om ’kommunikativ handling’ og ’herskabsfri’ kommunikation, der skulle være mulige i det eksisterende politiske rum. Haug forklarede bl.a. denne drejning med, at marxister (både nuværende og forhenværende) har glemt to ting: produktivkraft og modsætninger. Hvis man ikke holder sig disse grundlæggende tendenser og modbevægelser for øje, ender man let i samfundsbekræftelse, dvs. en forestilling om, at det kapitalistiske samfund og dets strukturer kan gøres ’bedre’, hvis tilstrækkelig mange vil det.

Videnskabelighed og ideologi

I forelæsningen sagde Haug: ”Deri begrunder jeg den videnskabelige karakter af den marx’ske kapitalismekritik, som teorien om vareæstetikken er bygget på, [nemlig] med det argument, at den strengt objektive analyse af sin antagonistiske genstand, hvis herskende side modsætter sig sin almene erkendelse, giver teorien en partisk karakter.”[ii] Det almene eller det, der kan almengøres, er det videnskabelige, og det ligger i den marx’ske økonomikritik, forsatte han.

Lad mig give et bud på, hvad Haug mener. Hvis man prøver at stille sig ’objektivt’ an, bliver man let fanget i det partikulære, den pæne overflade. På markedet udveksles en vare lige-mod-lige med en anden vare, f.eks. varen arbejdskraft mod løn. Det er skinnet, som bedrager, for i produktionsleddet er arbejderen ikke på lige fod med kapitalisten, der ejer produktionsmidlerne og de fremstillede varer.

Teoriens frigørende almene erkendelse må potentielt sigte på alle og dermed have det klasseløse samfund som bagtæppe. Det almene kommer ud af standpunktet, interesseanalysen, der tænker sig selv med. Borgerlige teorier er derimod, om de vil det eller ej, klassebundne og dermed partielle, selvom de generaliserer deres sparsomme indsigter, f.eks. postulerer, at alle som udgangspunkt er lige i kampen om udkommet. Plus, vil jeg tilføje, de borgerlige teorier opviser også i sig selv mange selvmodsigelser og uerkendte underforståetheder. Den borgerlige analytiker stiller da slet ikke kritiske spørgsmål på eget initiativ, eller kun momentant.

”At være marxist frigør intellektuel produktivitet og binder den samtidig til en ”farediagnose” [Gefahrendiagnose på tysk, anførselstegn red.] og et projekt, der giver den mening.”[iii] Ideologi er modsætningen til kritisk teori.  For Marx og Engels indebar ideologi en teoretisk tilgang, der gør de samfundsmæssige relationer til umiddelbare objekter for anskuelsen, uden at begribe dem i deres udgangspunkt, historie, underliggende kompleksitet og dobbelttydighed. Derved kommer man til at tage skinnet for virkeligheden. En anden marx’sk brug af termen er, at samfundsmæssige konflikter bevidstgøres for mennesket i ideologiske former. Det er af mindre skarpe tænkere blevet omformet til, at alle bevidsthedsformer er ’ideologiske’ og så i sidste ende til, at ideologi har at gøre med ønsker om samfundets indretning. Dertil er der ikke langt til det sidste spring, den borgerlige forståelse af ordet ideologi som et sæt af værdier og trossætninger, man kan lire af uden videre begrundelse. Hermed er bevægelsen mod at se bevidstheden som selvstændiggjort over for virkeligheden fuldbragt.

Sovjetkommunismen så tilsvarende partiets ideologi som de retningslinjer, der skulle lede det i først kampen mod den førrevolutionære samfundsformation og dernæst i gennemførelsen af det socialistiske samfund. Her var ideologien ikke individuel, men klassebestemt. Arbejderklassen havde sin modideologi til borgerskabets. På den måde blev karakteren af ’falsk bevidsthed’, som Marx og Engels lagde i ’ideologi’, udrenset, og i stedet blev ideologien ophøjet til at være en overordnet politisk guideline.

Enhedslistens nye udkast til principprogram er hoppet på samme vogn og starter således: ”Principprogrammet er det ideologiske grundlag for Enhedslisten. I det fastlægger vi vores visioner og ideer om socialismen, ….”[iv] Vi andre ville hellere have, at principprogrammet deklarerede, at det hvilede på et rationelt grundlag. For at den nuværende samfundsformation bygger på strukturelle uligheder og desuden er økonomisk, politisk og socialt afsporet, er vel ikke en trossag for et venstreorienteret parti?

Denne ’positivering’ af ordet ideologi forvirrer sjælene. Når ideologien nu indeholder det man så gerne vil, evt. sammen med mange andre i et parti, hvorfor gennemføres den så ikke – er det fordi der ikke er nok af den? Eller for meget? Man kan således også komme til Poul Schlüters berømte konklusion, at ’ideologi er noget bras’. ’Bras’ og ’vi bør have en vision’ er blot yderpunkterne på den samme skala. Ideologibegrebet har slået adskillige kolbøtter siden Marx og Engels og er blevet til flad meningsløshed. I stedet må en venstreorienteret gennemskue illusionerne og de ideologiske begreber.

Naturligvis kan man forsøge at undskylde sig med, at medialiseringen af det politiske rum kræver af både borgerlige og venstreorienterede, at de kan lire hurtige statements af.

Dialektik og værdiform

Marxismens filosofiske base er nært knyttet til dialektik. Nogle ser dialektik som Marx’s metode, men iflg. Haug – og den oprindelige Frankfurterskole – er dialektik negationen, der manøvrerer i totaliteten af modsætninger. Negationen er ikke en fast-forankret størrelse med hensyn til sit subjekt-objekt, men orienterer sig efter den modsætning, den negerer. Det kalder han (vistnok afledt fra Hegel) bestemt negation. Dialektik er ikke et mekanisk skema à la tese, antitese og syntese, så lidt som at en sag har flere sider, eller at noget har indflydelse på noget andet. Det er heller ikke det samme som dialog. Dialektik indebærer kritisk begrebsanalyse.

Som eksempel på dialektik nævnte Haug i interviewet herre-knægt forholdet, der iflg. Hegel består i, at knægten overfører sin substans til herren, men lidt efter lidt vandrer den samfundsmæssige kraft fra herren over til knægten. Det varsler andre magtforhold, nye herrer, nye knægte indtil, muligvis, begreberne har opløst sig, nemlig når ingen er herre eller knægt.

Grundlæggende for Haug er falskheden i dualismen mellem ånd og natur, der går igen i positivismens modstilling af ånds- og samfundsvidenskaber på den ene side, naturvidenskab på den anden. Også naturvidenskab er begrebsmæssigt og samfundsmæssigt funderet. Det er at yde vold på menneskets levede og levende eksistens at låse begreberne fast én gang for alle. Tænkning er ikke væren. Vores erkendelse er bundet til intersubjektivitet, erfaring og socialitet, der igen er bestemt af samfundets måde at producere, distribuere og konsumere på.

Den positivistiske forståelse af ’værdi’ som indre subjektiv eller inter-subjektiv orientering for moralsk handling og holdninger kan kontrasteres med den marx’ske værditeori centreret om vareformen. Strengt taget kan man godt vise, hvordan de to hænger sammen via ideologiske perspektivforskydninger, men det vil jeg undlade her. Det interessante er, at den ellers meget Marx-tro Haug i forelæsningen opponerede imod Marx’ ’væsen-fremtoning’-metafysik, der skulle bestå i, at værdien (det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, der indgår i produktionen af varen) ’træder frem’ i varens bytteværdi, der yderligere udvendiggøres i en selvstændig pengevare. Haug taler i stedet om en analyse baseret på den sociale praksis.

Uanset hvad forekommer det mig, at Haug undervurderer det forhold, at værdistørrelsen (om end den ikke spiller nogen større rolle i begyndelsen af Kapitalen) er bestemt af den – samfundsmæssigt nødvendige – mængde arbejde, der ligger i varen, og som man ikke kan se, det kan man kun i et kvantitativt forhold mellem to varer eller udtrykt i en bestemt mængde/vægt af pengevaren. Det kunne man jo godt kalde værdiens kvantitativt bestemte fremtoning. Og at se varens værdi som regulator for prisrelationerne, som en slags væsen, forekommer at være en udmærket illustrativ anskuelsesvinkel. Det hjælper også til at forstå, at pengene kan ændre fremtoning og endog virkemåde uden at ændre grundlæggende ved sit væsen. Metafysisk måske, men en god krykke for forståelsen.

Men Haug har en anden diskussion for øje. Den kom ikke frem i forelæsningen, men er vigtig, fordi den viser afstanden mellem ham og andre påståede marxister. Han er gerådet i diskussion med teoretikere som Michael Heinrich, der læser Kapitalen ’monetaristisk’ ved at mene, at det er pengene, der gør produkterne til varer, ikke vareformen, der potentielt har pengene i sig (Das Argument 257/2004). Pengenes primat, der svarer til et overfladisk indtryk af økonomien, gøres dermed af Heinrich til teoretisk udgangspunkt, argumenterer Haug.

Mht penges bundethed til guldvaren, vil Haug ingenlunde opgive den (Das Argument 272/2007). Han medgiver naturligvis, at guld ikke mere er en del af det officielle internationale pengesystem, men påpeger, at metallet spiller en rolle som råvare, der handles på børserne (og guldprisernes bevægelser kommenteres da også heftigt i business programmer, og guld gælder som ’sikker havn’ som modstykke til de rene finansmarkeder). Men guld er også blevet ’finansialiseret’, dvs. sat på papirer og blevet et spekulationsobjekt, hvis pris afviger betragteligt fra dets produktionsomkostninger eller ’det samfundsmæssigt nødvendige arbejde’, der er gået til at producere det.

Kreditsystemets sammensmeltning med pengesystemet giver nemlig et andet aspekt, end varemarkedet isoleret betragtet fremviser. Og man kan vel forestille sig, at der er konflikt mellem penges rolle i kredit- og finanssystemet og som ’værdimål’. Pengevaren er i så fald en påmindelse om, at kapitalismen ikke har frigjort sig fra vareformen. Heri ligger en gevaldig konflikt i dagens kapitalisme. Det er ikke bare et filosofisk-teoretisk spørgsmål.

High-tech og krise

Produktivkræfternes udvikling

Vareæstetikken var Haugs oprindelige tilgang til det konkrete. Varernes brugsværdier, dvs. deres fysiske egenskaber, forandrer sig over tid, det er kun driften for at producere dem, der er den samme, profitten (skønt, den taler Haug nu påfaldende lidt om). Ud over varen har Haug kastet sig over andre facetter af samfundets konstitutive indhold, retsvæsnet, socialpsykologi, inkl. subjektdannelsen og partriarkalske kønsforhold under de kapitalistisk-borgerlige forhold. Fordismen (mekanisering og den begyndende videnskabeligggørelse af produktionenen) ser Haug som værende i krise og transformeret under den transnationale high-tech kapitalisme. Her profilerer han sig bevidst mod en del forstenede såkaldte marxister, som ikke kan indse, at fundamentale ændringer er indtruffet i arbejdets karakter, udstrækning og lokalisering.

Haug har, som en af de få marxister, hævet den teknologiske side af kapitalismen op i det store billede. Det er brugsværdi- eller indholdssiden af produktionen, det drejer sig om. Mens vareæstetikken undersøger, hvad der sælges på markedet, handler analysen af produktivkræfterne om produktionens indholdsmæssige bestemthed. Produktivkræfterne udvikler sig jo under kapitalismen (nogle gange overdøvet af kriser, hvis udvendige udtryk er sammenbrud på finansmarkederne). Hvad der var typisk teknologi i 1867 er det ikke i dag. High-tech er den ledende produktivkraft, sagde han. Der er ingen fremskridt uden computerkraft, og man kan ikke analysere kapitalismens aktuelle stade uden hightech-aspektet. Den informationelle kapitalisme er i sig selv, iflg. Haug, et nyt skridt, der også er civilisatorisk.

Computeren er i den grad fødselshjælper for nutidens globalisering, at Haug strækker sig til at sige, at Sovjetunionen ikke kunne tilpasse sig denne nye teknologi og derfor brød sammen.

Desværre præciserer Haug ikke, hvordan kapitalens værdiøgningsproces påvirkes af denne nye produktivkraft. Det er rigtigt, at måden at producere på ændres med produktivkræfterne, men er det ikke endnu en grund til at konstatere, at selve kapitalforholdet er i konflikt med sig selv? [v] Når man ikke kan finde en model at tjene penge på i f.eks. avisbranchen eller på nettets websider, hvad er det så et tegn på? En ny produktionsmåde eller en præeksisterende form, som den kapitalismegenererede udvikling må passes ind i? Haug sagde det i interviewet på den gammelkendte måde, at produktivkræfter og den privatkapitalistiske form støder sammen. Ja, men indtil videre går megen intellektuel energi i moderne IT-virksomheder på at finde forretningsmodeller, der kan indhegne og tilpasse produktivkraftudviklingen.

Hvis man nu ville være lidt Horkheimersk og Adornosk kunne man også påpege, at den ledende produktivkrafts frisættende potentiale kan vendes imod menneskeheden som set i overvågningstjenesternes udbygning. Det er Haug uden tvivl klar over og enig i, men fremhæver det ikke, da han er ude i andet ærinde.

Min forståelse er, at det er en levende konflikt, hvor varerne nok ændrer karakter hurtigt (en DVD er en vare, men en film på en streaming-tjeneste er en service, hvis omkostning er svær at pålægge den enkelte bruger). Overgangen fra varer til services er ikke ny, men processens omkalfatrende karakter og hastigheden, hvormed den foregår, viser et kvalitativt spring. Men værdi- og vareformen er grænsen, og varen er bundet til et klart identificerbart produkt. Kapitalens værdiøgning er stadig grundlaget. Det skrider blot.

Akkumulation og krise

Kapitalisme defineres malende i bogen At filosofere fra neden. ”Kapitalisme adskiller sig fra ’kapitalen’ som krigen fra den enkelte hær eller som den historiske proces fra de enkelte aktørers handlinger. ’Kapitalisme’ – det er de konkurrerende kapitalers system ’i aktion’, i vekselvirkning med deres omgivelser.”[vi]

Den anden side af sagen er kapitalismens moderne værdiøgningsform, der hænger sammen med, men ikke er identisk med produktivkræfternes udvikling. Dette spørgsmål leder over til nutidens globalisering, der imidlertid for Haug også formet af informationsteknologien.

I den forbindelse har han skrevet om kapitalens akkumulation og de nuværende krisetilstande. Der har været en dotcom-boble, fulgt af en formueinflation. Anlægsarbejder er steget i pris, og kapitalen har værdiøgningsproblemer i sit realkredsløb. Kredit definerede Haug i interviewet som penge, der refererer sig til sig selv og er emanciperet fra varekredsløbet, selvom han andetsteds medgiver, at kredit ikke kan løsgøre sig totalt fra det reale, som det også ses i kriser. Det ville nu også være selvmodsigende, når man tænker på Haugs angreb på den monetaristiske Kapital-læsning.

Forholdet mellem USA og Kina, som han kalder Kimerika (se også Det Ny Clarté nr. 17) [vii], er den dominerende økonomiske magtkonstellation på det globale plan. Ordet Kimerika, der er en sammentrækning af Kina og Amerika, så det kommer til at omskrive ordet kimære, kan forstås som computerkraft og handel, hvis midte, kimæren – et fabeldyr sammensat af en giftig slange, der vikler sig om en løve og en ged – er internationale kapitalbevægelser og finanser. Forholdet er en modsætningsfyldt enhed mellem de to økonomiske supermagter. Der er altså ikke, som fremstillet af borgerlige observatører, tale om en blot modsætning mellem USA og Kina, men om en omklamring med en indre dynamik.

Der er masser af nye begreber, der viser kapitalismens selvundergravende virksomhed. Haug nævnte i interviewet ’højfrekvent handel’. At højfrekvent handel er noget nyt, er ubetvivleligt, men er det kvalitativt nyt? Finanshandler har været højfrekvente i deres tendens lige siden de store investeringsbanker begyndte at kombinere computerkraft med finansmodeller, hvilket vel at mærke skete allerede fra halvfjerdserne, da informationsteknologien tog fart.

Anti-kapitalisme og utopi – eller hvordan får vi et andet samfund?

Det er ikke kun marxister, der vil afskaffe kapitalismen, det vil også nogle regressive højreorienterede. Men er det muligt for de progressive både at benytte sig af den udvikling af produktivkræfterne, som kapitalismen har skabt, og samtidig vende sig imod kapitalforholdet? Eller er der snarere, som Adorno og Horkheimer så det, tale om et sammenfald mellem teknisk- og herskabsrationalitet, så modstand bliver umulig? Ifølge Haug i ”Antikapitalismens Dialektik” er handling mulig, men negationens negation, den direkte modstand mod eller bekæmpelse af det skadelige, er en passiv dialektik, der kan have utilsigtede konsekvenser. Man er selv en del af den verden, man vil ændre.

Imod det stiller Haug den aktive dialektik, hvor den observerende tager ved lære under studiet af objektet, som jo er selve samfundets praksis. Ellers ender man i en naiv antikapitalisme, der ingen vegne fører hen. Hvis man ikke kan omgås med modsætninger, bliver man hjælpeløs – eller eklektisk. Til sidst omfavner man måske ligefrem kapitalismen og al dens væsen, fordi den synes så overvældende, nærmest betagende. Man kan her tænke på alle de urreaktionære, der praler af deres ungdoms venstreorientering samt med, at de er blevet klogere.

Den progressive antikapitalisme indebærer også faremomenter. Man kan ikke bare hævde, siger Haug, at hvis man kan bygge alt op fra neden, er alt godt. Det kan lige så godt ende i total statsdominans. Således vender han sig imod den naive antistalinisme, der blot mener, at man skal begynde forfra, fra neden, bygge samfundet på græsrodsfællesskaber f.eks., for derved at undgå at ende i en sovjetstat. Faktisk begyndte Sovjetunionen fra neden – og endte i autoritær statsmagt. Den erfaring må reflekteres med.

At overvinde kapitalismen kræver mere end alternativer blandt de marginaliserede. Det kræver også, at man indser de reale kræfter. Brasilien kan f.eks. ikke bare bryde ud af den internationale kapitalisme. Dette ville være revolutionære illusioner. Der er i kapitalismen selv ’anti-kapitalismer’ som frie tjenester på nettet, der er den offentlige sektors fællesgodeproduktion. Er det kommunisme på kapitalistisk grundlag, eller kapitalismen, der udstøder sine egne affaldsprodukter? Haug skriver, at socialstaten (velfærdsstaten) er ’den kompensatoriske udbygning af kapitalismen’. At kræve borgerløn forudsætter skatteindtægter osv. Artiklen udkom i 2007, dvs. stort set før krisen. Udviklingen i verden er siden gået stærkt i retning af nedskæringer og mindre understøttelse under arbejdsløshed. Talen om ’borgerløn’ lyder nu nærmest blot naiv.

Tilbage til Haug, der heller ikke går ind for, at man forsøger at sætte sig op ’imod’ kapitalismen over én bank. Derfor er modstand altid en jagt efter nye græsgange eller ’overgange’, for den er ikke kun modstand mod dette eller hint, der må forblive partikulært.”Antikapitalisme konkretiserer sig i udkast til politisk-samfundsmæssige overgangsstadier og den troværdige forestilling om en alternativ organisering af samfundsmæssigt arbejde og distribution på niveau med et højdifferentieret verdenssamfund, der arbejder på grundlag af videnskabelige produktivkræfter.”[viii] Så længe man ikke kan stille en alternativ organisationsform i udsigt, vil folk ikke tilslutte sig krav om brud med kapitalens herredømme. Det hjælper heller ikke at komme med stærke ord. Eller at erstatte anti-kapitalisme med anti-neoliberalisme (som om kapitalismen på noget tidspunkt var bedre, som om det blot drejede sig om en ideologisk betinget forvridning), selvom der kan være konkrete situationer, hvor det giver mening.

Haug vender tilbage til Sovjetunionen og tiltroen til planøkonomien, hvis fald har betydet et fravær af modeller. Opgaven er at benytte de vundne produktivkræfter på en anden måde, at lade logikken flyde frit. Civilisationens landvindinger skal ikke forkastes. Det kunne og skulle der skrives en del mere om. Hvordan organisere et højteknologisk samfund på socialistisk basis? Ville der bare være tale om udveksling baseret på algoritmer, hvordan skulle det i praksis bestemmes, hvad der skulle produceres? På det globale versus det lokale niveau?

Slutning

Haug er en betydningsfuld tænker. Meget er skrevet med sigte på studerende og venstreorienterede, der søger en dybere forståelse af samfundet, og består i at udrede grundelementerne i den marxistiske teoribygning. Når man skriver så meget, gentager man også sig selv, men Haug er aldrig banal. Man mærker, at han har et uhyre levende forhold til verden, det er den, der skal begribes. Derfor finpudser han hele tiden sine begreber. Han er eksemplarisk i forhold til at indhente de opstillede intentioner i sin egen praksis. Det er ikke nemt at læse Haug, men forsøget værd. Og en god afveksling fra den angelsaksiske tradition og udtryksform vi efterhånden er lullet ind i.

Litteratur

Haug, Wolfgrang F., ”Ist es einfach, im Marxismus Philosoph zu sein?” (”Er det nemt at være filosof i marxismen?”). Forelæsning holdt d. 20. sept. 2013 på RUC. Teksten blev omdelt til deltagerne.

Haug, Wolfgang F., At filosofere fra neden: Udvalgte artikler 1971 – 2011, Red: Klaus Schulte. 2013.

Haug, Wolfgang F., ”Zur Kritik der monetaristischen Kapital-Lektüre” (”Til kritikken af den monetaristiske Kapital-læsning”), Das Argument 257/2004.

Haug, Wolfgang F., ”Zur Dialektik des Antikapitalismus” (”Antikapitalismens dialektik”), Das Argument 269/2007.

Haug, Wolfgang F., ”Die ”Neue Kapital-Lektüre” der monetären Werttheorie” ”Den nye Kapital-læsning af den monetære værditeori”), Das Argument 272/2007.

Om forfatteren (relevant for denne artikel): Karen Helveg Petersen, har skrevet speciale om positivismedebatten mellem Frankfurterskolen og Karl Popper (Værdifrihedsproblematikken: En Redegørelse for den Senere Tids Tyske Drøftelse af Værdifrihedsproblematikken i Samfundsvidenskaberne, Aarhus 1969, kan findes på Google Books) og studeret i Frankfurt/M fra 1969-71.

[i] Den samme tekst som forelæsningen findes også i Das Argument 304/2013. Haug brugte en del tid på at diskutere Louis Althussers forhold til Marx. De afsnit var i mine øjne ikke særlig interessante, da de mest viste, at Althusser himself svævede højt over de konkrete spørgsmåls vande.

[ii] s. 3, egen oversættelse

[iii] Fra forelæsningen s. 13, egen oversættelse.

[iv] Kan findes på Modkraft, http://modkraft.dk/artikel/udkast-til-principprogram.

[v]  ’Produktionsmåde’ er forvirrende, for ordet antyder en fysisk organisering af produktionen. Haug ser ”produktionsmåden som den modsætningsfyldte enhed mellem produktivkræfter og produktionsforhold.” (s. 149 i At filosofere fra neden).  Altså produktionsmåde er samlebegrebet for det materielle og det formmæssige.

[vi] s. 138 i At filosofere fra neden.

[vii] Haug har, ligesom jeg i artiklen i DNC nr. 17, ”Kimerika – valutareserver og verdenspenge”, adopteret ordet fra den konservative historiker Niall Ferguson.

[viii] ”Dialektik des Antikapitalismus”, s. 25, egen oversættelse .