Hvad er finansialisering?

Begrebet finansialisering betyder ikke kun, at finansvolumen er større end realøkonomien. Finansialisering er en forfinet ny udgave af kapitalismens væsen.

HVAD ER FINANSIALISERING?

Begrebet finansialisering betyder ikke kun, at finansvolumen er større end realøkonomien. Finansialisering er en forfinet ny udgave af kapitalismens væsen.

Introduktion

Begrebet finansialisering betyder ikke kun, at finansvolumen er vokset realøkonomien mange gange over hovedet. Finansialisering indebærer den kapitalisering af fremtidigt afkast, som finansmarkedet har taget til sig, samt at hele verdens uudnyttede ressourcer nu er ved at blive inddraget som potentielt afkastgivende.

Nutidens finansialisering indeholder også sammenvoksningen mellem gæld og kredit, penge som rentebærende instrumenter samt, sidst men ikke mindst, forholdet mellem finansmarkedet og den profit, der skabes i det realøkonomiske forløb.

Dermed repræsenterer finansialisering en forfinet ny udgave af kapitalismens væsen, hvor alt sættes på samme formel.

Forholdet mellem finanser og realøkonomi

De fleste har en fornemmelse af, at finansvolumen var steget kolonormt i opløbet til krisen i 2007-08, og at det ikke er svundet meget siden.

I den forbindelse bruges ofte ordet finansialisering (eller finansgørelse), men der er uenighed om, om det er et teoretisk begreb, der føjer noget nyt til den økonomiske forståelse.

Eller om man under dække af det ord mener, at finanserne er det eneste, der betyder noget, og dermed overser den ’reale’ økonomi. Underliggende er altså spørgsmålet om forholdet mellem finanser og ’realøkonomi’.

For det første skal forudskikkes, at standardøkonomer ser finanser og realøkonomi som adskilte verdener. En forbindelseskanal åbnes fra finanser til realøkonomi (investeringer og offentligt og privat forbrug) i form af, at folk måske forbruger mere, hvis deres finansbeholdninger er blevet mere værd.

Men grundlæggende er der ikke nogen generel forståelse i de gængse økonomiske skoler af, hvor finanserne kommer fra, og hvad nutidens enorme finanskapital gør, hvordan den skaber sig selv.

Faktisk antager både keynesianere og standard ’neoklassikere’, at investering er baseret på opsparing, og at opsparing blot er det finansielle udtryk for ikke-konsumerede investeringsgoder, som opsparerne lader investorer overtage via rentebærende papirer eller bankkonti.

Keynesianere ser mulighed for, at kæden hopper af. Opsparing omsættes måske ikke til investering, og så må en anden agent som staten træde til og sætte kæden på igen med lidt smørelse. Meget enkelt sagt.

Finansmarkedet har dog også sine egne teoretikere.

De udmærker sig ved en dobbelt bevidsthed. På den ene side holder de på traditionel vis fast i, at markedet blot ’formidler’ kapital – fra opsparing til investering –  men på den anden side boltrer de sig i deres sande lidenskab: at lave modeller over risiko, og hvordan investorer kan tjene på den.

I den mere populære økonomiske litteratur er der mange bud på finansialisering.

For det meste bestemmes begrebet intuitivt ud fra udvendige symptomer eller fødselshjælpere. F.eks. er det klart, at uden computerkraft og internetudvikling var vi ikke nået dertil, at de samlede finansværdier er 60-70 gange så høje som et slag-på-tasken estimat af verdens bruttonationalprodukt (BNP).

Da der er elementer i opgørelsen over BNP, der ikke hører til den reale produktion, er dets størrelse også overvurderet.

Den indvending har ikke at gøre med, om det er for galt, at reparation efter trafikuheld indgår i bruttonationalproduktet, eller at forurening ikke trækker det ned. I princippet består bruttonationalproduktet af producerede goder og tjenesteydelser til markedsprisen.

Min indvending er, at der er en masse dobbeltregning, f.eks. indregnes den offentlige sektor til de lønninger, der betales, og bruttoproduktet nettes ikke ud for afskrivninger, dvs. nedslidning af produktionsapparatet.

Så lad os sige det på den måde, at de markedsnoterede- eller handlede finansværdier udgør et måske endnu større antal gange af ’den reale produktion’, end den almindelige opgørelse giver indtryk af.

Forsøg på definitioner

Finansialisering bruges altså dels løseligt som samlerubrik for diverse fænomener, der får markederne til at vokse og rulle hurtigere.

Derfor fokuseres der ofte på den deregulering af kapitalmarkederne, der har fundet sted især fra begyndelsen af halvfjerdserne. Men dereguleringen blev hjulpet på vej af finansialiseringen, eller rettere: finansmarkederne brød selv alle skranker ned.

Og den proces startede, før guldindløseligheden- og bundetheden blev opgivet ved sammenbruddet i 1971-73 af det officielle valutasystem, der blev etableret i krigens sidste år, Bretton Woods systemet.

Sammenbruddet skyldtes bl.a., at internationale kreditpenge (kortsigtet kapital) havde ekspanderet langt ud over nogen mening i forhold til indløselighed, og at de forskellige valutaer, der var blevet holdt i en spændetrøje i forhold til hinanden via faste guldværdier, udviklede sig i forskellige og ustyrlige retninger.

De, der søger en mere begrebslig bestemmelse, ser finansialisering som en flytning af tyngdepunktet fra produktion til finans.

Wikipedia definitionen taler om, at alle produkter får et finansielt udtryk.

Med Marx kunne man sige, at de ’fordobles’ til ikke bare at være sig selv, men også et stykke papir eller en elektronisk postering, der på en obskur måde refererer til et realt produkt eller dets afkast.

Det er jo sket for landbrugsvarers og råstoffers vedkommende, for boligmarkedet osv.

Det er imidlertid langt fra nyt. Chicago Board of Trade startede helt tilbage i 1848 med at handle korn på fremtidige kontrakter (’futures’). Altså, bønderne solgte deres høst på forhånd, og det gældsinstrument, der så blev udstedt, kunne handles videre af dem, der mente, at det realiserede høstresultat ville blive bedre eller dårligere, end kontrakten antog.

I øvrigt var den kollektive fejlbedømmelse af verdens kornbehov i forhold til høstudbyttet i 1929 en medvirkende årsag til, at børskrakket i 1929 fik så dystre konsekvenser.

Men finansialisering antyder ikke kun, at alt kan sættes på finanser, og at der kan spekuleres eller handles i forskellen på fremtidigt udbytte (derivater).

Finansialisering indebærer, at der finder en kapitalisering sted. Lad mig forklare.

Det er nemmest at forstå via prisfastsættelsen på jord. Da jord begyndte at blive handlet i den tidlige kapitalisme, udviklede det sig til, at prisen blev sat som den kapitaliserede værdi af lejeindtægten, der igen var bestemt af høstudbyttet.

Er udbyttet 1000 og renten 5%, kan jorden grundlæggende sælges til 20.000, 20 gange så meget (100/5 er den hurtige formel med en rente på 5%).

Hvis det antages, at der hvert år vil være samme udbytte, har jordkøbet efter 20 år så at sige tjent sig ind. Det er den tankegang, der ligger bag realkredit, som går ud på at give kredit, der står i relation til den kapitaliserede værdi. Mod sikkerhed i ejendommen selv.

Går renten op, går huspriserne ned, og dermed kan hovedstol og pris komme ud af balance.

Ikke at det er den eneste faktor for moderne ejendomsprisfastsættelse. Det er også afgørende, hvad folk kan betale i ydelse eller få kredit til, osv. osv.

Og i tilfældet jord med hus på er der et element af, hvad ejendommen koster at bygge.

Men mange ejendomme er jo ikke nybyggede, og jordpriserne (beliggenhed, alternativ anvendelse) skal regnes med i den samlede ejendomsværdi.

Der har historisk været en tendens til, at jordpriser er stigende, men altid afhængigt af, hvad afkastet af jorden giver.

Derfor indregnes jordforbedringer (eller det modsatte) i prisen for landbrugsejendomme.

Det er modellen for finansialisering, altså en kopiering af kapitalisering via finansmarkedet.

Og det er det fænomen, vi så eksplodere i de senere år. Alle mulige fremtidige afkast blev kapitaliseret til et papiraktiv, der kunne handles og genhandles.

På den måde er det vendt på hovedet. Det, der produceres, er kun at regne som et beskedent afkast til den store finansielle cyberkapital, der når rundt om verden flere gange og konkurrerer med drivhusgasssen om at kvæle os.

Hvad der ikke lykkes

Økonomer, der i den grad mangler forståelse for kapitalismens logik, forsøger ind imellem at opfinde nye finansinstrumenter. Succes’en er tvivlsom. CO2-kvoter er et godt eksempel.

Brilliante folk fandt i begyndelsen af nullerne ud af, at hvis der skulle gang i nedskæring af CO2-udslippet, hvorfor så ikke sætte det på et finansinstrument?

Hvis energislugende industrier blev pålagt at begrænse deres CO2 -udledninger, men kunne købe rettigheder (kvoter) til højere udslip, kunne det gå hen og blive billigere for dem at investere i ny teknologi.

Hvis kvoteprisen vel at mærke var høj. Men gjorde de det, behøvede de ikke købe kvoter.

Da en masse CO2-udstødende aktiviteter slet ikke var kvotebelagt, og de salgbare kvoter var for høje, faldt prisen på kvoter.

Og det omendskønt kvoter ikke behøver at blive brugt med det samme, så der kunne udvikles et marked omkring forventningerne til behovet for CO2-kvoter i fremtiden.

Ideen var også, at udslippet ét sted kunne godtgøres ved at investere andetsteds for at nedbringe det dér. Det er samme logik.

Så kom verdensfinanskrisen. Industriproduktionen faldt i de nordatlantiske lande, og der blev mindre brug for energi og dermed for kvoterne.

Hvis det system skulle virke, skulle der sættes høj skat på drivhusgasudledninger, så der blev mere grund til at lægge produktionen om. Det ville dog heller ikke skabe kvoteefterspørgsel. Men omvendt, når Danmark nu nedsætter CO2-afgifterne, bliver der med sikkerhed mindre efterspørgsel efter kvoter herfra.

Så hurra, her er et instrument, der er mislykkedes, måske fordi det blev udtænkt af økonomer af den mikroøkonomiske observans – dem, der sammenligner virkningen af én ændring med virkningen på ét andet fænomen, og antager at alt andet pænt forholder sig uændret i mellemtiden.

F.eks. tog de ikke med i betragtning, at der kunne være andre fordele ved nye teknologier. Eller mere macchiavellisk: at virksomheder måske blot fortsatte tendensen med at flytte hele deres produktion ud.

Under alle omstændigheder kan kvoterne kun danne basis for derivater, for de kan ikke kapitaliseres. De er nemlig en engangsforestilling, ikke en periodisk foreteelse. 1 ton kvote er 1 ton CO2 udledt i alt.

Marxistiske økonomers kritik af finansialisering

Marx-økonomer mener principielt, at finanser er en del af værdiøgningsprocessen, og at kreditmarkedet vokser lige inden krisen. Men så holder enigheden op.

Iflg. John Bellamy Foster, ”The Financialization of Accumulation” (Monthly Review 2010, Vol. 62, No 5) var det Harry Magdoff og Paul Sweezy, der i begyndelsen af halvfjerdserne udviklede ’finansialisering’ som marxistisk begreb.

Dermed knytter det sig til teorierne om monopolkapitalisme, evt. finansmonopolkapitalisme. Et centralt element, som også JBF tilslutter sig, er, at kapitalen tog tilflugt på finansmarkederne, da den manglede andre afledningskanaler.

Altså, det er stagnation, der har givet finansialisering. Dette kombineres med forestillingen om, at profitterne kan blive ved med at stige under monopolkapitalen.

Mange ortodoxe marxister blev noget fortørnede over denne revisionisme og holder fast i Marx’ tese om tendensen til profitratens fald.

Desværre undlader de at sætte sig ind i finansernes systemiske logik.

En formidling kunne være, at udviklingen af finansgevinster har været med til at skjule, at industriprofitraten eller den grundlæggende profitrate faldt.

Ved at være godt sovset ind i finansalkymien kunne investorer undgå at falde i den faldende profitrates fælde.

Finansialiseringen har såatsige udsat ’undergangen’, men til gengæld er voldsomme finanskriser kommet til.

Personligt mener jeg, at ’finansialisering’ er en udmærket term, men den er ikke indtil videre blevet foldet begrebsmæssigt og sammenhængende ud.

Der skal mere til, nemlig selve kernen i, hvad finanser er. Finanser omplanter fremtiden til nutidens niveau. Det er jo altid det fremtidige afkast, der kapitaliseres.

Fremtiden kan altid love mere, end nutiden holder, og derfor kan man opvurdere og nedvurdere firmaer efter disse forventninger.

Men det kan man kun gøre via omsættelige finanspapirer. Ofte ses individers psykologi som udslaggivende for, hvad der sker. Underforstået: at så er markedet uforståeligt. Men aktørerne er grupperet efter markedsroller med tilhørende reaktionsmønstre mht. profitforventninger.

Dette er i øvrigt i udmærket overensstemmelse med Marx, der mente, at hvis profitter ikke blev konverteret til nyinvesteringer, var det fordi den samlede kapitalistklasse ikke antog, at de fremtidige profitter ville blive høje nok. De agerer i samklang med hinanden.

Nu er fremtiden mere virkelig end noget andet på markederne, men profit realiseres naturligvis, før som siden, i spændingsfeltet mellem forventninger, der kan gå over i kollektivt illusionsmageri, og realiteter.

Finansialiseringen svæver mellem de to poler. I opløbet til krisen var den i illusionshjørnet, hvor bobler og tricks hobede sig op.

En dybere begrebsliggørelse af finansialisering

Der er seks vigtige elementer i ’finansialisering’, der tilsammen udgør en begrebsmæssig udvikling i kapitalens modus operandi: i) Kapitalisering af det fremtidige afkast, ii) sekurisering, iii) den stadig tættere sammenhæng mellem penge og kredit, iv) sammenhængen kredit og gæld, v) renten vs. den forventede profit og vi) samspillet mellem profit og den ”reale” økonomi.

i) Aktieformen er en tidlig form for finansialisering

Aktier repræsenterer kapitaliseringen af fremtidige afkast og muligheder i finansform. En fabrik uden arbejdere til at betjene maskinerne og alle de andre ting, der kræves (organisering, råstoffer, energi osv.) er lidet værd.

Men firmaet sat på aktier handles ud fra forestillingen om, hvad den samlede levende produktions- og afsætningsproces kan give.

Det ideale udtryk bliver så børsværdien, hvortil firmaet handles, fiktiv kapital.

Og det er – på linje med prissætningen på jord – det forventede og gentagne afkast, der er bestemmende, om ikke enebestemmende, for kursen.

Det fører så også til, at man taler om, at et firma kan være over- eller undervurderet på børsen i forhold til anden viden om, hvad det kan præstere, eller hvad tilsvarende virksomheder handles til. Det giver konstante kursændringer.

Der er et element af sandhed i forestillingen om konkurrence mellem finans og investering.

Fra et investorsynspunkt står valget mellem forskellige typer papirinvesteringer som f.eks. aktier og obligationer, eller et af disse papirer og direkte investering i en ny virksomhed eller overtagelse af en allerede eksisterende. Hvis hun har penge nok.

Bag de reale investeringer lokker det ’realt’ producerede udkomme til en vis værdi, som vi alle skal fordele imellem os. Og aktionærerne skal dele profitten med andre interessenter og hensynet til virksomhedens fremdrift.

ii) Sekurisering

For det andet er en større og større del af det reale ’produkt’ sat på papirer, altså disse er ’sekuriseret’ mod et aktiv, nuomdage indirekte eller i anden grad.

Termen ’sekurisering’ bruges nemlig ikke til at benævne det nøgne og kedsommelige faktum, at der skal stilles sikkerhed, men at papirer, der har sikkerhed i realaktiver, kan blive brugt som sikkerhed for andre papirer.

Det sker via mængde og kombination. Et huslån kan pakkes sammen med andre huslån af samme type til en obligation (det system har vi jo haft i Danmark i mange år, med en del restriktioner).

Allerede i halvfemserne begyndte fikse Wall Street finansfolk at stykke forskellige klasser af obligationer sammen til nye obligationer og sælge dem videre.

Det ekstra geniale var, at storbankerne fandt ud af, at de kunne sælge obligationspakkerne til sig selv via særlige eksterne enheder, som de foregav var uafhængige af dem, structured investment/special purpose vehicles kaldtes de.

Salgsargumentet var, at risikoen blev flyttet fra bankerne over i de nye enheder. Det er vist bekendt, at risikoen for totalsammenbrud dermed steg eksponentielt.

iii) Penge og finansialisering

For det tredje er det også rigtigt, at der skal penge til for at ’finansialisere’. Der var det jo så heldigt, at den kvantitative binding til fysiske pengestørrelser forsvandt med guldindløseligheden.

Penge var nu selv mere og mere kreditpenge, rentepenge, og skabtes ikke længere kun i kapitalakkumulationsprocessen, men også i dens finansielle del, hvor mange almindelige borgere spiller med.

Vigtigere er det måske, at finansmarkedet også revaluerer præeksisterende aktiver som ejendom og konstant indoptager nye muligheder, såsom – i stigende grad – vigtige naturressourcer. Der er dog stadig forskel på den monetære basis og pengeforsyningen, men det er ret obskurt.

iv) Sammenhængen mellem gæld og tilgodehavender

Et fjerde vigtigt finansforhold er sammenhængen mellem gæld (passiver) og kredit (aktiver). Den finansgæld, der stiftes i verden, er langt større end de realinvesteringer, der finder sted. Kredit udgør forskellen.

Hvad der er et aktiv for mig, er et passiv for dig, men den samme person kan også vende rundt og gøre et aktiv til et passiv, ja, det sker såatsige automatisk i virksomhedsregnskaber.

Iflg. gængse regnskabsregler er ’egenkapital’ et passiv i balanceopgørelser. Det er i sig selv mystisk.

Ved hjælp af den konvention, at aktiver og passiver skal være lige store, stiger et firmas egenkapital, hvis det har fået skabt sig nye aktiver.

Derefter kan balancebestyreren belåne en del af den således skabte nye egenkapital. Gæld på gæld.

Derfor er der i banker krav om, at egenkapitalen skal have en vis størrelse i forhold til udlån, der er aktiver for banken. Jo mere egenkapital (gæld), jo mere kan en bank låne ud.

På den måde lånte f.eks. Roskilde Bank penge til almindelige kunder, så de kunne købe aktier i den, og den kunne låne endnu mere ud – til tvivlsomme ejendomsprojektmagere.

Det, der karakteriserede opløbet til krisen, var, at balancerne blev blæst op, aktiver og passiver jagede hinanden i vejret.

Det eneste afgørende var – og er – afkastet.  Hvis man kan få højere afkast end den rente, man låner til, mod at stille sikkerhed, er der tilsyneladende ingen ende på, hvor godt det kan gå.

Det hedder gearing, altså at bruge et aktiv til ved hjælp af gæld at få fat i eller skabe mange flere aktiver.

Nykredits nye ejendom på Kalvebod Brygge, Krystallen, der balancerer på tre punkter (”en svævende og bæredygtig krystal”), er kun alt for sigende.

v) Rente og profit

Det femte forhold er, at lånerenten bruges til ved hjælp af mere gæld (gearing) at få del i de reale ’profitter’.

Renten er på ingen måde lige så stor som profitten, tværtom.

Det siges normalt i økonomibøger, at renter betales ud af virksomhedernes profitter, og at i ligevægt er rentesatsen og profitraten lige store.

Det sidste er vås, det første en halv sandhed. For renten betales ud af profitten, men samtidig bruges renten til at skabe højere profitter.

Bankers profitter er i en klasse for sig. De kan, når alt går efter deres eget hoved, sikre sig høje afkast, som de for så vidt kan bruge højst realt. Men det gør de jo mestendels ikke, heldigvis da, udover at bygge store hovedkvarterer. A la Nykredits.

vi) Den ’reale’ økonomi og profit

Men i sidste ende skal nogle jo betale, den ’reale’ økonomi. Både aktier og direkte investeringer belønnes i sidste ende ud af profitten.

Lige med undtagelse af en boblesituation. En boble defineres ved, at penge driver driften efter flere penge, uden noget realt forløb. Når man sælger aktier videre, vel vidende at det kun er et spørgsmål, om nogen tror, at aktiekursen kan stige endnu mere, er vi i bobleland.

Og så bliver finansialiseringen til fiktiv kapitalskabelse på basis af fiktiv kapital.

Først og fremmest var profitterne faldet på hjemmemarkedet i den vestlige verden i opløbet til krisen, og det gjorde, at finansialiseringen enten måtte blive baseret på afkastforskelle, eller renten måtte blive ved med at falde.

Den begyndte tværtom at stige i opløbet til krisen. Men krakket lod vente på sig, for der var mange kapitalister, der hentede gevaldige profitter hjem fra de ’opstigende markeder’, og det fra højst real udflaget industri.

Derfor var den udløsende faktor for krisen en anden. I USA havde millioner af mennesker i 2003-04 købt hus til en billig rente, der ved hjælp af en særlig mekanisme steg efter et par år. Den kollektive begyndelse på den højere rente på huslån faldt i 2006. Men indkomsterne for almindelige lavindkomstfamilier var i mellemtiden faldet snarere end steget, og i massevis kunne de ikke klare betalingerne. Det blev så det, der i 2006-07 punkterede boblen. Resten er historie, der ofte er blevet fortalt.

Konklusion

Nok har ’markedet’ hittet på meget af det her længe før krisen, men sammentræffet har ført til en kategorial fornyelse, finansialisering, en forfinet ny udgave af kapitalens væsen.

Alle disse forhold skal med for at forstå vore dages finansialisering og få et bedre grundlag for at afgøre, om der er tegn på, at den er aftaget eller ej siden krisen i 2007-08.

Naturligvis kunne mange af finansmarkedernes innovationer ikke være sket uden algoritmer (formler) og computer- og bredbåndskraft, der muliggjorde nanosekundhandel over hele verden. Det var hjælpestofferne. Men de var ikke det afgørende.

Hvad markederne har lært, smider de ikke uden videre på møddingen. Sekurisering foretages stadig gladeligt. Det var ellers de instrumenter, der blev kendt som giftige.

Danske Sampension annoncerede f.eks. for et lille års tid siden sin interesse i at være med til at tage lånerisikoen fra de største banker ved at løfte hele låneporteføljer ud af deres balancer og udstede obligationer med sikkerhed i lånene. Eller nøjes med at tage lånerisikoen fra dem og lade lånene blive, hvor de var (Børsen 20. april 2012).

PensionDanmark er med på idéen og har købt ”en bid af Bank of Ireland’s lånebog” for den nette sum af 1,5 milliarder kr. (avisen.dk d. 23. okt. 2012).

Det er bare mere af det samme.