En ‘post-development’-forståelse af klima, vand og bæredygtighedsmålene

Foreningen af kvindelige koreanske bønder (KWPA) og SPI (Indonesisk Bondeforening), gennemfører et program med møder mellem farmerne og erfaringsudveksling om økologisk landbrug i Indonesien (februar 2016)

De 17 mål og 169 sigtelinjer for bæredygtig udvikling, der i september 2015 blev vedtaget af de Forenede Nationer og regeringschefer, beskrives som en universel handlingsplan for “mennesker, planeten og velstanden”, der skal gennemføres over de næste 15 år. Hensigten med målene er at beskytte jorden mod yderligere nedslidning, herunder klimaforandringerne, og at forvalte naturressourcerne med henblik på en bæredygtig produktion, der understøtter nuværende og fremtidige generationers behov. Der er ingen tvivl om at verdens tilstand ser dyster ud. FN’s tilknyttede Vidensplatform for Bæredygtig Udvikling, Transforming Our World, nævner uligheder i magt, rigdom og livschancer; diskrimination mellem kønnene og af ungdommen; militære konflikter, terrorisme, trusler mod sundheden samt flygtninge; ressourceudtømning, ørkendannelse, vandknaphed og tab af biodiversitet.[1] Målene stiler imod at afslutte fattigdom i år 2030. På linje med FN’s Charter og den Universelle Menneskerettighedserklæring lægges der vægt på lighed og styrkelse af rettighederne for kvinder, børn, handicappede, migranter og de mindst udviklede lande.

FN-målene bygger på de tidligere Millennium Development Goals (MDG). Disse mislykkedes imidlertid, hvilket foranledigede den caribiske aktivistveteran Peggy Antrobus til at omdøbe forkortelsen MDG til “Mest Distraherende Reklametrick”.[2] De nuværende mål  forsøger derudover på at integrere “de tre søjler for bæredygtig udvikling – den økonomiske, den sociale og den miljømæssige”. Men  tidsånden og akademiske discipliner behandler økonomien fejlagtigt som adskilt fra samfundet eller behandler økonomien og samfundet fejlagtigt som adskilt fra økologien. Denne silotænkning fremmer ikke social forandring.

Økofeminister påpeger, at silotænkningen stammer fra den gamle dualisme mellem menneske og natur, et centralt dogme i det eurocentriske kulturelle herredømme, der med den nuværende kapitalisme rækker på tværs af globusset.[3] Den marxistiske analyse griber ikke så dybt som økofeminismen, men ser kapitalismen som et i sig selv modsætningsfyldt produktionssystem. En første modsætning viser sig i spændingen mellem økonomi og samfund.[4] 1980ernes berømte Brundtland Rapport[5] tog således fejl ved at promovere økonomisk vækst og ‘trickle down’-fordele som løsning på fattigdom. Det som man overså, var at kapitalakkumulation hos nogle afhænger af tilegnelsen af andres ressourcer og arbejdstid – indfødte folkeslags, arbejdernes og husmødrenes.

Ifølge antropologen Jason Hickel fra London School of Economics betyder en fattigdomsgrænse på $5 per dag at over 60 procent af menneskene er fattige: “Med den givne relation mellem BNP-vækst og de mest fattiges indkomstfremgang vil det tage 207 år at eliminere fattigdom med denne strategi, og for at nå derhen vil vi være nødt til at opblæse den globale økonomi til 175 gange dens nuværende størrelse”.[6] FN-målene er ikke blot urealistiske, men udemokratiske, idet målene skal realiseres gennem stigende BNP, stigende markedsliberalisering og frihandel, såvel som at henlægge mere magt til Verdenshandelsorganisationen WTO.

For at stabilisere fødevaremarkederne, mangler der en regulering af det internationale banksystem. De store selskabers skatteunddragelse er ikke nævnt. Tilgangen til udlandsgæld ser ud til at være en omstrukturering af investeringsfremmende regimer for de mindst udviklede lande. Siden 1980erne har FN åbnet op for den private sektors interesser. Verdenserhvervsrådet for Bæredygtig Udvikling var på Rio-topmødet i 1992 særlig aktiv i      formuleringen af Agenda 21. Før Rio+20 topmødet i 2012 indrullerede den private sektor sammen med reklameagenturer store NGO”er og ambitiøse akademikere i affatningen af visionen om en såkaldt ‘grøn økonomi’, kendt som The Future We Want.[7]

Erhvervsledere lancerede på Davos-mødet i 2012 et initiativ for global nydesign (Global Redesign Initiative).[8] Alt imens har europæiske bestræbelser på Earth System Governance som en ny form for neoliberal forfatningstænkning ført til en ansøgning om formel anerkendelse som regulært FN-mål.[9] Dette skete ikke i 2015, selvom et vordende globalt partnerskab af store selskaber, regeringer og FN-bureaukrater kendt som High Level Political Forum angående Bæredygtig Udvikling skal til at styre FN-målene. Dette forum forgrener sig i FN’s generalforsamling, det Økonomisk-Sociale Råd og et mangesidigt Interessentforum angående Videnskab, Teknologi og Innovation. OPP eller offentligt-private partnerskaber er ved at blive FN-norm. Realiseringen og finansieringen af FN-målene er frivillig. Målsætningerne forstås som hensigter. Som en ‘public service’ vil FN dog levere årlige fremskridtsrapporter på regionalt, nationalt and internationalt plan. Paragraf 48[10] beskriver, hvordan: Indikatorer er under udvikling, der understøtter dette arbejde. Der vil være brug for tilgængelige, rettidige og tilforladeligt disaggregerede kvalitetsdata for at måle fremskridt og for at sikre at ingen efterlades bagud. Sådanne data er nøglen for beslutningsprocesser.

Kapitalismens første modsætning mellem økonomi og samfund forklarer, hvordan social forarmelse er bagsiden af økonomisk vækst. Den anden modsætning mellem kapitalismen og reproduktionsbetingelserne forklarer en anden bagside af økonomisk vækst, nemlig økologisk udtømning. Den viser sig i spændinger mellem økonomi og økologi, fordi kapitalakkumulationen eroderer selve materialiteten af de miljøbetingelser, der gør den mulig.[11] Det er nonsens at tale om bæredygtig udvikling, når man går ind for ekstraktivisme, vækst i BNP og en udvidet global frihandel. Som Hickel siger: “På nuværende tidspunkt overbelaster de globale niveauer i produktion og konsumtion vores planets kapacitet med omtrent 50 procent.” Han fortsætter: “Lad os antage at fattige lande vokser utroligt hurtigt og snart indhenter gennemsnittet for lande med høj indkomst. Ifølge data fra The Global Footprint Network ville vi have brug for 3-4 jordkloder for at opretholde dette niveau af produktion og konsumtion – forudsat at lande, der allerede har høje indkomster, nedsætter deres nuværende vækstrater til nul, hvilket der ikke findes tegn på.”[12]

Medens finansieringen af FN-målene er frivillig, er den teknologiske innovations rolle specificeret i detaljerne. Som målsætning 7a (om energiforsyning, red.) antyder, forudses et investeringsboom: Op til år 2030 fremmes internationalt samarbejde, der letter adgang til forskning og teknologi inden for ren energi, herunder vedvarende energi, energieffektivitet samt avanceret og renere fossil afbrændings-teknologi, og promoveres investeringer i energiinfrastruktur og ren teknologi. Denne økonomiske ekspansion retter sig især mod udviklingslande hvor informationsteknologi anses som uundværlig. I tillægget til Transforming Our World annoncerer paragraf 70 dannelsen af en mekanisme til at gøre teknologi tilgængelig, der skal være åben for alle FN-organisationer og fonde. Spørgsmålet rejser sig: Vil en sådan finansialisering være behjælpelig med at realisere bæredygtigheds-målene eller vil bæredygtigheds-målene være behjælpelige med finansialiseringen?

Den anden af kapitalismens modsætninger sætter fokus på, hvordan denne irrationelle udviklingsmodel slår benene væk under sig selv. Vugge-til-grav virkningerne af minedrift, smelteværker, forarbejdningsindustri, transport og et fortsat stort  energiforbrug gennem high tech indebærer en afgjort ikke-bæredygtig byrde af jorderosion og toksicitet, vandspild og emissioner af drivhusgasser. Dette er tydeligvis også et overgreb mod andre mål. Men silotænkningen –  adskillelsen mellem økonomi, sociologi og økologi – betyder, at den interdisciplinære problemløsning, som der er brug for, fortegner sig. Lammelsen demonstreres tydeligt i den nuværende tro på abstrakte markedsmekanismer til at rette op på den globale opvarmning.

En anden anklage mod dette usammenhængende FN-program lyder fra William Easterly, forhenværende økonom i Verdensbanken. Han beskriver FN-målene som “meningsløse, drømmende og forvanskede … FN-målene skal kontrollere opnåelsen af målsætninger, der ikke kan kontrolleres eller opnås … [og da slet ikke] … finansieres gennem uidentificerede pengekilder”. I Easterly’s optik ligger hovedværdien af FN-målene i en “bekræftelse af betydningen af folkenes ret til selvbestemmelse … Nedgangen i og ophøret med påstandene om bistandshjælp fortæller os kun at det ikke kan svare sig at sætte lid til FN-bureaukrater eller vestlige eksperter. Vi kan i stedet for knytte vores håb til de fattige folk som vi støtter som værdige aktører i deres eget skæbne”.[13] Denne pointe bringer mig til kernen af mit argument, som handler om en fremtidens post-udviklings socialøkonomi af buen vivir, baseret på folkenes suveræne intelligens i forvaltningen af deres habitat, levevej og endda strategi i forhold til klimaforandringerne.

FN-mål 13 om klimaet kræver en maksimal global temperaturstigning på i gennemsnit ikke mere end 1,5 °C over det præindustrielle niveau, og det henholder sig til kapitalistiske standardtiltag af reduktioner, tilpasning og finansiering, teknologioverførsel og kapacitetsopbygning. Men den slags miljøforvaltning er identisk med at nationale bureaukratier manipulerer med indikatorer, der ofte er skabt ret lemfældigt, og den kræver milliarder i kapitaludlæg til teknologiske innovationer, lån og indkøb. FN-målenes klimahandlingsplan følger IPCC-tilgangen ved at  gøre den globale opvarmning uforståelig gennem opstilling af parametre i planetarisk målestok, således at politisk handling fjernes fra folkenes handleevne – det vil sige evnen til at handle på andre måder end som forbrugere.

Denne politik bevidner endnu et aspekt af det eurocentriske skisma mellem mennesker og natur. I dette tilfælde går skillelinjen mellem abstrakt åndeligt arbejde og praktisk arbejde med hænderne. Kapitalismen kan faktisk ikke fungere uden denne sociale opdeling. I modsætning hertil engagerer folk i ikke-kapitalistiske samfund i det globale Syd og i ikke-kapitalistiske sektorer såsom hjemmet sig i det man kan kalde for ‘meta-industrielt arbejde’, hvor de designer, leder og udfører deres eget arbejde. Bonden er én sådan type; husmoderen en anden. I det følgende taler jeg for en autonom meta-industriel klimastrategi ud fra en overbevisning om, at den nuværende internationale politik – ligesom FN-målene – er kompromitteret og faktisk gjort impotent gennem kapitalismens modsætninger.[14]

Tilsluttede den enogtyvende konference af deltagerlandene i FN’s rammekonvention om klimaforandringerne (COP21) sig det anbefalede mål om at begrænse udledninger, så de kun ville resultere i temperaturstigninger på 1,5 grader? Nej: borgere og aktivister, der observerede mødet i Paris i december 2015, stødte simpelthen på business as usual. Men klimapolitikken kommer ikke ud af stedet, sålænge bevægelserne bliver indespærret i debatter om aritmetiske størrelser. Det er på tide at genstarte klimakampene på et sted der overskrider silotænkningen og dennes begrænsede videnskabsforståelse. I Paris blev alvorlige bestræbelser på at nedsætte udledninger udskudt til år 2020, mens nulmålsætninger skal realiseres på et tidspunkt efter 2050. Det demokratiske princip om fælles, men differentieret ansvar for rige og fattige nationer (formuleret i den stadig gældende Klimarammekonvention fra 1992, se DNC#28, s.19, red.) blev erstattet gennem udefinerede fagter kaldt “hensigtserklæringer om nationalt bestemte bidrag” (Intended Nationally Determined Contributions).

På COP21 blev den bydende nødvendighed af at begrænse emissionerne fra minedrift, kvægbrug, afskovning, luftfart og skibstrafik sat i skammekrogen. Vedvarende energi blev fremmet, men på linje med ineffektive markedsløsninger som frikøb (offsets) og kulstof-kvotehandel samt risikable løsninger såsom fracking, atomkraft og geo-engineering. Den finansielle støtte til lokalsamfundenes tilpasning og økonomisk overgangsbistand beløb sig kun på USD 100 milliarder per år. Tænk bare som sammenligning på de 1-5000 milliarder der årligt går til subsidiering af fossile brændsler. Den profit-jagende varebaserede livsstil, som internationale eliter både i Nord og Syd propagerer, betyder at 10% af den globale befolkning udleder 60% af drivhusgasserne. Et FN i taknemlighedsgæld til koncernverdenen er imidlertid ikke i stand til at få de rige industrinationer til at acceptere deres historiske ansvar for krisen. For det globale Syd er det retfærdigt at kræve forurener-betaler-princippet anvendt, der dækker Nords ansvarlighed, når leveforhold og arbejdspladser i Syd er beskadiget hhv. gået tabt på grund af klimapåvirkninger og disse skyldes produktionen af rigdom i eller til Nord. Men legalt bindende henvisninger til menneske- og indfødtes rettigheder, lighed mellem generationer og fødevaresikkerhed blev på COP21 svækket ved at de blev flyttet fra selve aftaleteksten til præamblen.

Faktisk blev miljømæssig afregulering indirekte fremmet i Paris ved den entusiastiske forventning om frihandelsaftaler som TTIP and TPP gav anledning til.[15] Forskeren og aktivisten i social retfærdighed Patrick Bond peger på, at allerede en G7- erklæring fra juni 2015 tilkendegav magtfulde staters ligegyldighed over for ikke at tilstræbe kulstoffrie forbrændingsprocesser på denne side af år 2100.[16] På deres egne præmisser formulerer Bond en stærk kritik af de usammenhængende neoliberale markedssvar på klimaudfordringen, der favoriseres af både USA, EU og de subimperiale BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika).  Denne mainstream-politik kan dog også kritiseres mere grundlæggende, idet vareproduktionens logik slet ikke stemmer overens med levende processers logik.

Behovet for et dybt videnskabsteoretisk skifte i den måde, hvorpå miljøviden konstrueres, er underforstået, når den marxistiske geograf David Harvey skriver: “Den rum-tidslighed der repræsenterer energistrømme gennem økologiske systemer … behøver ikke at være kompatibel med den der karakteriserer finansstrømme gennem globale markeder.”[17] Økonomen Herman Daly kom med en lignende erklæring i forhold til tid og miljømæssig regeneration.[18] Endnu tidligere pegede økologiske feminister på færdigsyede natursensible vidensformer hos dem, der arbejder inden for subsistenslandbrug, omsorg og naturfolks samlervirksomhed.[19]

Klimapolitik, som vi har lært den at kende, er bundet op i de konventionelle eurocentriske dualismer der understøtter kapitalistisk-patriarkalske ræsonnementer fra religion til lovgivning og handel:

– menneskene over naturen

– økonomi over økologi

– kapital over arbejde

– mental over manuel

– maskulin over feminin

– ånd over legeme

– Nord over Syd

– land over vand.

At begive sig ind i politiske slagsmål baseret på disse hierarkiske prioriteringer er ensbetydende med at invitere til nederlag. Et antropocentrisk mindset står per definition i uhelbredelig modsætning til målet om at beskytte selve livet.

En økocentrisk strategi kan dæmpe disse traditionelle modsætninger og dermed hjælpe med til at opbygge politisk enhed. At beskytte livet på denne jord handler ikke om økonomisk bytteværdi, men om at fremme en ‘metabolisk værdi’ der er hverken ensformig eller beregnelig, men kvalitativ og observerbar i samspillet mellem naturens cykler.[20] Hidtil har klimapolitikkens cirkus muliggjort massiv vækst i ekstraktivisme, akkumulation og centraliseret kontrol gennem den transnationalt herskende klasse. Miljøforkæmpere lod sig gennem kulstofreduktionismens mysterier i en overgang distrahere til at glemme nuklear stråling, tab af arter, genteknologi og giftige kemikalier. Dernæst førte økonomidiskursen gennem sin mangel på overensstemmelse med økologien til lammende tvivl uden klare politiske initiativer for forandring. Endelig blev en del aktivister ført bag lyset gennem kvantitative redskaber som prisfastsættelse og bistandsbevillinger, idet de nu skulle forhandle i et fremmed sprog.

På baggrund af mange års krisegennemslag fra en globalisering, der kører på frihjul, har kapitalistiske jurister i mellemtiden fundet beskæftigelse i at udarbejde skabeloner for  overgribende institutionelle systemer af beherskelse.[21] Enhver forestilling om at regere jordens systemer bevidner ikke kun en ekstrem antropocentrisme. Den vil komme til at  promovere den imperialistiske videnskabsversion, der allerede er undervejs, når IPCC udglatter klimafænomener på global skala. I objektivitetens navn ser denne ideologiske videnskab bort fra eksisterende bæredygtige forsyningsmåder.[22] Der hvor kapitalistisk udvikling måtte have undladt at ødelægge ressourcebasen for folks livsvilkår i det globale Syd, findes lokale former for økonomi i tråd med geografiske og kulturelle vilkår, der viser, at  klimadebatten er endnu et neokolonialt bedrageri.

På COP21 tog en alternativ  forsamling, det internationale tribunal for Naturens rettigheder, sig af økologiens logik. Paris-forhandlingerne skulle imidlertid fra starten af være blevet erklæret død og magtesløs fra de sociale bevægelsers side. Dette ville udgøre første trin i en dobbelmagts-strategi. Når den herskende diskurs er tilbagevist, kan det globale flertal – kvinder, indfødte og bønder – komme i førersædet med deres økologiske indsigt, der er empirisk rodfæstet i livsbekræftende regenerative evner. Teknokratisk miljøforståelse, nogle gange kaldt ‘økologisk modernisering’, forbigår denne meta-industrielle arbejderklasse. Men det at drive omsorgsarbejde for nye generationer, for vand og for skove, er forudsætning for føde-, energi- og anden slags suverænitet – for ikke at tale om at det er grundlæggende for kapitalakkumulationen. Endda i det globale Nord går pralende forbrug nu over i modvækst og lokale fællesskabers frydefulde arbejde for økologisk nøjsomhed.

Denne praktiske tilgang til klimakrisen blev på COP13 i Bali 2007 og på Folkenes Topmøde I Cochabamba 2010 omtalt som visionen om det gode liv (buen vivir). En anden klimastrategi kan gøres mulig ved at erstatte den internationale klimapolitiks top-down abstraktioner med praktisk handlen. Tænk på det nye paradigme for vand. Den slovakiske hydrolog og dæmningsmodstander Michal Kravcik argumenterer for synspunktet om at lokal vandforvaltning er nøglen til en stabilisering af det globale klima.[23] Dette er ikke en fornægtelse af kulstoffets betydning, men beror på en videnskabelig helhedsforståelse hinsides det centrale dogme om ‘mennesket over naturen’. Den eurocentriske ingeniørkunsts repressive ‘land versus vand’-mission adskilte de to og søgte derpå at kontrollere vandet ved at spærre det inde bag opdæmninger eller smide det ud i havet via betonkanaler.

På baggrund af denne klassiske land/vand dualisme udtørrer moderniserende udvikling – som betyder skovrydning til fordel for industrilandbrug, græsning eller minedrift –  i sidste ende jorden og gør den til ørken. Regn, der falder på nøgen jord uden planter til at mildne dens fald eller organisk humus til at absorbere den, nedbryder skråninger og udvasker frugtbar jord i floder. I byerne resulterer forseglede overflader i oversvømmede gader og beskadigede huse. Byområder uden evne til naturlig evapotranspiration gennem træer afgiver dysfunktionelle varmeskjolde til luften over dem. Den lille lokale vandcyklus, der bringer regnen, bliver forstyrret, og tilfældig atmosfærisk opvarmning etablerer de kaotiske vejrmønstre der kendes som global opvarmning. Regn og fugtighed er afgørende for atmosfærens afkølende system. Kravcik anslår: “Under evaporation frigiver en gallon (4,54 liter, red.) vand 2,5 kilowatt-timer solenergi. Tabet af betydningsfulde mængder af vand (fra atmosfæren, red.) og udtørringen af jord og luft producerer derfor potentiel varme, der løber op i … det gigantiske antal af 25 millioner terawatt-timer. Dette er en årlig produktion af varme, der er 1600 gange større end den fra alle planetens kraftværker tilsammen.”[24]

Hemmeligheden ved det nye vandparadigme er at arbejde tæt med biodiversitet og jorden for at rehydrere jorden og de underjordiske vandløb og -lagre. Modellen er billig med lavteknologier til vandgenopretning under anvendelse af lokale sten, træ og planter, designet og udført af naboskaber og lokalsamfund. Dens metodologi er synergistisk, dvs. at den samtidig genopretter leveveje, leverer arbejdspladser og uddannelse; den forøger solidaritet, kulturel autonomi, myndighed og åndelig fornyelse. Denne analyse leverer ikke kun en helhedsforståelse af klimaforandring, men ophæver kapitalismens anden modsætning (i O”Connors forstand, red.) ved at opfatte klima som et økologisk og ikke et økonomisk problem.

Det nye vandparadigme antyder, at klimaløsninger gennem reparationen af den lille vandcyklus kan være nemt tilgængelige for folk, om de så lever i land- eller byområder, og uden finansielle kraftanstrengelser. Flere versioner af dette paradigme er blevet bekræftet I Australien, Kina, Indien, Canada, USA og Europa. Den førende canadiske ekspert i vandpolitik, Maude Barlow, roser det nye vandparadigme, hvilket validerer en tilsvarende påstand af den internationale bondebevægelse La Via Campesina, at forsyning i lille målestok ligefrem afkøler jorden.[25] Fremfor at forlade sig på silotænkning der forgæves prissætter hypotetiske enheder kulstof og i øvrigt forlader sig på neokoloniale eliters gode vilje, kan bevægelser for social retfærd genoplive miljøpolitikken gennem en helhedsorienteret koalition, der kæmper for klimaet ved at satse på vand, jord og biodiversitet. Det er på tide med en global demokratisk politisk strategi, der bringer klimapolitikken ned på jorden.

Det nye vandparadigme er ikke kun klimarelevant. Det har potentiale til at integrere alle FN-målene, mens den teknologiske kontrol forbliver i folks hænder. Derudover er tilgang til vand grundlæggende vigtig for de fleste FN-målenes realisering – forbedret ernæring, fattigdomsreduktion, sanitære forhold, kvinders sundhedstilstand, bæredygtige byggemønstre samt tid for læring og at være til. Mål 14 og 15 anerkender allerede at klimaet er et komplekst ikke-lineært system, der er tæt forbundet med vandsystemernes fungeren; og at beskyttelse af bevoksede økosystemer skal til som hjælp til at forebygge ørkengørelse og tab af biodiversitet. Men erkender deres forfattere i FN, at resiliens betyder at menneske/natur-skellet skal heles – sammen med de andre hegemoniale dualismer?

Vandets økologiske virkemagt bliver trængt i baggrunden af den nuværende antropocentriske udviklingsmodel. Det hedder således under mål 6: Indtil 2030 forbedres vandkvaliteten ved på globalt plan at reducere forurening, eliminere dumping og minimere frisættelsen af farlige kemikalier og materialer, halvere andelen af ubehandlet spildevand og øge recykling og sikkert genbrug væsentligt. FN’s yderligere opfordring til grænseoverskridende forvaltning og innovative teknologier for afhjælpning lyder: Indtil 2030 udvides det internationale samarbejde og kapacitetsopbygning for at understøtte udviklingslande i aktiviteter og programmer, der har med vand og sanitære forhold at gøre, herunder teknikker til vandindvinding, afsaltning, effektiv vandbesparelse, spildevandsbehandling, recykling og genbrug. Dette forværrer både den første og den anden af kapitalismens modsætninger.

Den slags planer lyder fornuftige, men det er essentielt at forstå vandets top-down styrede politiske økonomi i dagens verden. Ti større selskaber, herunder Suez og Veolia fra Frankrig og RWE AG fra Tyskland, kontrollerer nu vandforsyningen i over 100 lande. Dertil kommer, at “Verdensbanken tjener vandselskabernes interesser både igennem dens regulære låneprogrammer, der ofte stiller betingelser til regeringer der udtrykkeligt kræver privatisering af vandforsyningen … [Alligevel] … har private vandselskaber sat vandpriser op og lukket for forsyninger til dem der ikke kan betale regningerne, mens de reducerer vandkvaliteten og afviser at foretage investeringer til forbedring af infrastrukturen såsom lækkede rør”.[26]

Fornylig leverede Suez på universitetet i Rheims et keynote-foredrag på og et sponsorat af en konference om verdenssystemets styring (Earth System Governance) i forhold til FN-målene.[27] Er dette erhvervslivets sociale ansvar – eller skriften på væggene?

For at slutte i en mere optimistisk tone: Lad os ikke glemme at den påtvungne privatisering af vandforsyningen førte til en folkeopstand i Bolivia og til progressive klima-alliancer mellem kvinder, arbejdere og indfødte folkeslag. Vi kan lade os inspirere af deres klarsynede post-development politik af buen vivir.

Om forfatteren:
Visiting Professor, Philosophy, Culture & Environment, Nelson Mandela Metropolitan University samt Research Associate i Political Economy, University of Sydney (se i øvrigt www.arielsalleh.info). Ariel Salleh var indbudt oplægsholder på forårets konference i Transform!Danmark og har tidligere været med til en afsluttende evaluering af forsker-samarbejdet under EU’s 5.rammeprogram om ‘Sustainability Strategy.’ På denne baggrund blev hun inviteret til et foredrag om FN’s bæredygtighedsmål (se Lars Jospehsens introduktion). Artiklen bygger på forelæsningsteksten fra Roskilde Universitet, marts 2016.

[1]

[1] UN Sustainable Development Knowledge Platform. 2015. Transforming Our World: the 2030 Agenda for Sustainable Development: www:sustainabledevelopment.un.otg/post2015/. FN-citaterne stammer fra dette dokument.

[2]

[2] Antrobus, Peggy. 2009. “Mainstreaming Trade and Millennium Development Goals?” i A. Salleh (red), Eco-Sufficiency & Global Justice. London: Pluto Press, s. 164.

[3]

[3] Salleh, Ariel. 1997. Ecofeminism as Politics: nature, Marx, and the postmodern. London: Zed Books.

[4]

[4] O”Connor, James. 1998. Natural Causes. New York: Guilford.

[5]                    FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke. 1987. Vores Fælles Fremtid. Brundtland-Kommissionens                       Rapport om miljø og udvikling.

[6]

[6] Hickel, Jason. 2015. “The Problem with Saving the World”, Jacobin Magazine, 8 August.

[7]

[7] Salleh, Ariel. 2012. “Green Economy or Green Utopia?”, Journal of World-Systems Research, 18/2, ss.141-145.

[8]

[8] Global Redesign Initiative (2012): www.qatarconferences.org/economic/world/GRI_Executive_Summary.pdf.

[9]

[9] Salleh, Ariel. 2015. “Neoliberalism, Scientism, and Earth System Governance” in R. Bryant (red), International                              Handbook of Political Ecology, Cheltenham: Elgar.

[10]

Transforming our world. The 2030 Agenda for Sustainable Development. [10]Means of implementation and the global                              partnership. I: Resolution adopted by the General Assembly on 25 September 2015 (A/70/L.1),

[11]

[11] O’Connor, 1998.

[12]

[12] Hickel, 2015.

[13]

[13] Easterly, William. 2015. “SDGs: Senseless, Dreamy, Garbled”, Foreign Policy:http://foreignpolicy.com/2015/09/28/the-sdgs-are-utopian-and-worthless-mdgs-development-rise-of-the-rest/.

 

[14]

[14] Afsnittet er skrevet ud fra Salleh, Ariel. 2015. “Another Climate Strategy is Possible“, 23 December:                www.ppesydney.net.

[15]

[15] Chivers, Danny and Jess Worth. 2015. “Paris Deal: Epic Fail on a Planetary Scale”, New Internationalist, 12 December. For the People’s Climate Test: http://peoplestestonclimate.org.

[16]

[16] Bond, Patrick. 2015. “Can Climate Activists” “Movement Below” Transcend Negotiators” “Paralysis Above”?”, Journal                of World-System Research, 21/2, ss. 250-270.

[17]

[17] Harvey, David. 2006. Spaces of Global Capitalism. New York: Routledge, s. 96.

[18]

[18] Daly, Herman, Jon Erickson, and Joshua Farley. 2005. Ecological Economics, Washington: Island Press.

[19]

[19] Salleh, 1997.

[20]

[20] Salleh, Ariel. 2010. “From Metabolic Rift to Metabolic Value”, Organization & Environment, 23(2) 205-219.

[21]

[21] Salleh, 2015.

[22]

[22] Salleh, Ariel. 2010. “A Sociological Reflection on the Complexities of Climate Change Research”, International                              Journal of Water, 5/4, ss.285-297.

[23]

[23] Kravcik, Michal, Pokorny, Jan, Kohutiar, Juraj, Kovac, Martin and Eugen Toth. 2008. Water for the Recovery of the                              Climate. Slovak Municipalia: www.waterparadigm.org.

[24]

[24] Martin Winiecki and Leila Dregger (2015) “Water: The Missing Link for Solving Climate Change”, Terra Nova Voice,                              28.november, s. 2.

[25]

[25] Via Campesina. 2009. Small Scale Sustainable Farmers are Cooling Down the Earth. Jakarta: Via Campesina Views.

[26]

[26] Barlow, Maude and Tony Clarke. 2004. “Water Privatization”, Global Policy Forum: www.globalpolicy.org.

[27]

[27] Post-2015 Sustainable Development Goals. Conference. Towards a New Social Contract. University of Rheims, June                              2013.