Emir Saders Latinamerika

Emir Sader er en brasiliansk intellektuel, politolog og venstreorienteret ikon. Han var i Danmark på vej til Stockholm og afholdt et par møder her i landet.

Det første var i Internationalt Forum. Det følgende bygger dels på det møde, dels på en samtale den efterfølgende dag, d. 21. september. Derudover har forfatteren understøttet argumenterne med tilføjelse af basisinformationer.

Overblik over Latinamerika

Mødet i Internationalt Forum havde titlen ”Slaget om Latinamerikas fremtid”. Sader gjorde status.

Brasilien, Uruguay, Argentina og Chile har en historie præget af militærkup. I lighed med de andre lande på kontinentet undtagen Cuba har de ført en neoliberal politik i det meste af tiden efter halvfjerdserne. Men i nullerne kom en modreaktion, og det lykkedes at få etableret anti-neoliberale regeringer i disse lande plus Bolivia, Ecuador og Venezuela. Chile, der nok har haft en socialdemokratisk ledelse en del af perioden (Michelle Bachelet), regnes dog ikke med til de seks progressive lande. Denne udvikling er sket samtidig med, at verden er gået fra at være bipolær til monopolær.

Tre fænomener har karakteriseret den nye politik: 1) aktiv økonomisk politik fremfor tilpasningspolitik , 2) integration og øget samhandel fra syd til syd, 3) staten fik en central rolle både i at skabe økonomisk vækst og i at fremme sociale rettigheder. Uligheden er jævnt hen blevet mindsket, inklusive i Brasilien – det mest ulige land i det mest ulige kontinent – under dets to seneste præsidenter, men de andre lande har også oplevet forbedringer økonomisk og fordelingsmæssigt. Uden at man dog kan tale om et helt gennemgribende brud med den tidligere politik.

Bolivia, Haiti og Honduras er kendt som verdensdelens mest tilbagestående lande, men fremgangen i Bolivia er bemærkelsesværdig, analfabetismen er afskaffet, og promoveringen af kvinder, vel at mærke af indiansk oprindelse, har givet sig udtryk i, at der er et flertal af kvinder i det bolivianske parlament. Haiti og Honduras halter stadig af sted. Mexico har ikke på noget tidspunkt forladt den neoliberale politik og har ikke oplevet noget socialt fremskridt. NAFTA har holdt det fast i en underordnet position over for USA. Hele 90% af dets samhandel er med naboen mod nord.

Den internationale recession har ramt alle landene hårdt, ikke mindst via faldet i råvarepriserne. Siden 2008 er den internationale finanskapitals magt blevet styrket, og kapital er flygtet fra produktion til finanssektor. I de sidste tre år har der ligefrem været stagnation i de progressive lande med undtagelse af spekulativ kapital og private monopoler. Dertil er højrefløjen blevet mere aggressiv. Det nylige magtskifte i Brasilien var et regulært kup, mens magten i Argentina skiftede til de højreorienterede ved et præsidentvalg. Venezuela er i krise. Ecuador skal afholde valg næste år, og Rafael Correa kan ikke genopstille. Bolivias Evo Morales kan heller ikke genopstille til næste præsidentvalg, fordi forslaget om en revision af forfatningen for at tillade en tredje præsidentperiode faldt ved en folkeafstemning.

Brasiliens politiske situation

Det meste af mødet handlede af naturlige grunde om Brasilien. Fire gange har højrefløjen tabt præsidentvalget. Luiz Inácio Lula da Silva (‘Lula’) kom til magten i Brasilien i 2003 og var præsident indtil 2011, hvor han blev afløst af Dilma Rousseff (’Dilma’) fra samme arbejderparti. Ved sidste præsidentvalg, hvor hun blev genvalgt, fik Dilma mere end 70% of stemmerne i de fattigste stater.

Men efter valget mobiliserede højrefløjen den øvre middelklasse og artikulerede den ulmende utilfredshed også blandt de fattigere lag for at få afsat Dilma. Hendes navn blev knyttet til skandalen i det statslige olieselskab, Petrobras. Da der ikke var noget at komme efter, blev hun sat i gabestokken for en budgetpraksis, som alle regeringer i øvrigt har brugt. Det lykkedes højrefløjen at få hende afsat gennem en rigsretssag.

En af de ledende kræfter i afsættelsen af Dilma var Eduardo Cunha, formand for repræsentanternes hus, 2. kammeret. Siden hen er han selv blevet sat på porten, først fra sin post som formand, dernæst ekskluderet fra parlamentet pga. anklager om medvirken i Petrobras-korruptionen.

Der er en meget stærk agroindustriel repræsentation og lobby i parlamentet.  Selvom vicepræsident Michel Temer blev valgt på Dilma Rousseffs program, har han nu, hvor han er blevet præsident efter Dilmas afgang, skiftet hest. Han kommer også fra et andet parti end Dilma og er uden folkelig opbakning. Det er værd at bemærke, at Brasilien har et præsidentielt system snarere end et parlamentarisk, dvs. præsidentembedet er magtfuldt. Det er også nemmere at få valgt en progressiv præsident end at få et parlamentarisk flertal, der er progressivt.

Da Lula er den eneste politiker med folkelig prestige, vil højrefløjen gøre alt for at forhindre ham i at stille op til næste præsidentvalg (måske dog ikke få ham buret inde). Anklagen går på, at han skulle eje en dyr lejlighed, han ikke har registreret i sit navn. Det skulle indikere, at pengene til den ikke var erhvervet ved alt for fine midler, men den lejlighed er rent opspind ifølge Sader.

Sociale frem- og tilbageskridt i Brasilien

Især under Lula og Dilma er Brasilien gået mærkbart frem. Sult er elimineret, og op til 50 millioner mennesker har på årsbasis nydt godt af støtteordningen ‘bolsa familia’ (maksimum 85 reales om måneden per person, 1 real = ca 2 kr). Procentdelen af mennesker, der lever i  ekstrem fattigdom, er blevet halveret.  29 offentlige universiteter er blevet åbnet. Minimumslønnen er hævet med 70%. Det har skabt en vrede mod de fattige blandt de mere velstående.

I 2013 krævede ’folket’ fri transport, men det var ikke muligt, og i 2014 måtte Dilma forsvare omkostningerne ved fodbold-VM. I forlængelse af den sag kom så overskridelserne på budgettet til de olympiske lege. Naturligvis er der også fremført påstande om, at der blev overført penge fra sociale programmer til disse prestigebyggerier. Selvom det ikke var sandt,  fik Dilma en del fra venstrefløjen imod sig, og ikke mindst i 2014 var der store demonstrationer imod  regeringen. Højrefløjen var ikke sen til at udnytte dem til sin fordel.

Et af de positive skridt, der er taget, er at de store virksomheders finansiering af valgkampe nu er blevet forbudt af Højesteret (2015). Sagen kom i øvrigt frem som en aktion mod Arbejderpartiet, der blev anklaget for at trække penge til sin valgkamp ud af Petrobras.

Men de fleste nyheder er dårlige. Angreb på arbejdstagernes rettigheder har længe været forberedt. En form er udbredt brug af virksomheders praksis med at udlicitere opgaver til virksomheder med dårlige arbejdsforhold. 12 timers arbejdsdag og ‘fleksibilitet’ synes at være dagens orden. Sader betegnede disse bestemmelser som et hævnprogram mod folket.

Der skal privatiseres, bl.a. Petrobras. Tidligere er 10% af Petrobras’ overskud gået til sundhed og uddannelse, hvilket naturligvis vil falde bort, hvis det privatiseres, ligesom forfatningens garanti om sundhed og uddannelse er i fare.

Det er nu på tale at sænke den kriminelle lavalder fra 18 år til 16 – der er allerede muligheder for at retsforfølge teenagere på forskellig vis – og begrænse allerede stramme abortregler ­ (og det midt i zika-krisen, kan man tilføje). Det er især unge farvede, der her kommer i fare, for de slæbes systematisk for retten. Politiet slår 8-10 ihjel om dagen.

Kampen går også om kulturen. Evangeliske kirker, der er stærkt konservative, har vundet frem efter at den katolske befrielsesteologi blev bekæmpet af pave Johannes Paul II. Kulturen i Brasilien er præget af konsumerisme og vareliggørelse, Medierne er i den grad i hænderne på de korporative kræfter. Sociale medier er livlige og aktive, men har ikke nogen større magt mod de store etablerede medier, O Globo, tv-stationer osv.

SAMTALE med Sader

Jeg startede med at spørge Sader, om han stadig mente afhængighedsteorien gjaldt for Latinamerikas forhold til den nordatlantiske verden. Traditionelt forstås afhængighedsteorien som en skævvridning, hvor bytteforholdet mellem landbrugsvarer fra syd og industrivarer fra nord systematisk falder ud til industrivarers fordel, og landene i syd således overfører ressourcer til nord og samtidig forhindres i deres egen udvikling. Teorien stammer fra 1950’erne og kommer i forskellige versioner, hvor den mest sofistikerede uden tvivl er formuleret af brasilianeren Mauro Ruy Marini.

Sader udtrykte, at formen for afhængighed og overudbytningen nu foregår via finansmarkederne. Og overudbytningen er ikke blot et latinamerikansk eller fattiglandsfænomen, men finder sted overalt (migranter i Europa f.eks.). De afhængige lande gældsætter sig på de internationale finansmarkeder, og enhver form for pengeanbringelse ledsages af krav om højt afkast. Først og fremmest investerer international finans i banker og på børser snarere end i produktive anlæg.

Det lykkedes Dilma Rousseff at få centralbanken til at sænke sin udlånsrente, hvad der spillede tilbage på markederne, men siden kunne hun ikke modstå det modsatte pres, og renten steg igen. Den er nu over 14%, mens den i 2012-2013 var nede på 8%.  Den udvikling svarer ikke til den højtudviklede verdens, så der er uden tvivl nogle specifikke brasilianske elementer i det. På den anden side har markedet også været Brasilien ret unådigt. Ikke mindst kom det ud for en hård landing, da råvareboom’et vendte på hovedet.

Et vigtigt fænomen er afindustrialiseringen, der har fundet sted overalt i Latinamerika. Det er sket i takt med gennemførelsen af det neoliberale krav om afviklingen af den toldbeskyttelse, som afhængighedsteoretikerne anbefalede for at fremme hjemmemarkedsindustrier (‘importsubstitution’). Denne afvikling har lagt mere pres på det agroindustrielle kompleks, ikke mindst soja, hvor Brasilien nu står for ca. 30% af verdensproduktionen.

Jordreform i Brasilien er et gennemgående tema i landets historie. Lula forbedrede faktisk landarbejdernes og de fattige bønders kår gennem kreditprogrammer og prøvede at tage det næste skridt i retning af at øge fødevaresikkerheden, dvs. udvikle produkterne, dyrkningsmetoderne, prøve at fremme bæredygtighed osv. Også opkøbsprogrammer af jord blev påbegyndt med omfordeling af fødevarerne til skoler osv. Men omfattende jordreform er ikke lykkedes.

Adspurgt om BRIKS-samarbejdets helse påpegede Sader som eksempel på dets stadige aktualitet, at Brasilien er medstifter af Den Nye Udviklingsbank med hovedsæde i Shanghai. Banken har kun de fem BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) som grundlæggere. Andre lande kan blive optaget, og det er vist også meningen, at lån kan gives til ikke BRIKS-lande.

De regionale handels- og økonomiske samarbejdsorganisationer dækker ALBA og Mercosur. ALBA er svækket, fordi Venezuela var motor i samarbejdet. Af større lande er kun Bolivia og Ecuador med, resten er caribiske og mellemamerikanske småstater. Ligesom Mercosur (Brasilien, Argentina, Paraguay, Uruguay, Venezuela og Bolivia) har det været med til at svække USA’s indflydelse. Mercosur er en fuld toldunion, men lider under intern splittelse, f.eks. stridigheder med Paraguay, og landene konkurrerer i stort omfang på de samme varekategorier (soja, sukker, kyllinger, kød…).

Hvor meget magt har venstrefløjen?

Fagforeninger, ungdomsbevægelser, den farvede befolknings organisationer og den venstreorienterede bevægelse er stærke i  Brasilien, sagde Sader. Også på universiteterne står venstrefløjen godt, og der er ikke nogen nævneværdig pression imod den.

Venezuelas problemer tilskrev Sader, at landet ikke havde udskiftet sin økonomiske model og stadig er ekstremt olieafhængigt. Med de lave priser på olie er landet derfor meget udsat, og dets olieselskaber kører med underskud.  Men derudover mente Sader også, at der var tale om en høj grad af inkompetence inklusive i den offentlige administration (det er en gammel historie i Venezuela). Alligevel er landets nuværende situation svær at forstå.

Peru, der helhjertet er gået den neoliberale vej, har meget ringe sociale vilkår. Alt gøres for udenlandske virksomheder og investeringer, tit på bekostning af miljøet.

I Chile gav Michelle Bachelet i sin sidste præsidentvalgkampagne løfte om at afskaffe betaling for at gå på universitetet, men det er ikke lykkedes for Bachelet at komme igennem med en omfattende reform. I slutningen af sidste år blev det vedtaget, at studerende fra de fattigste familier skulle slippe for at betale undervisningsgebyr. Men studenterne er fortsat med at demonstrere for fri undervisning, bl.a. fordi det koster meget mere at få en uddannelse i Chile end i sammenlignelige lande, så demonstranterne mener, at støtten til de fattige i virkeligheden går til at holde et sygt system i live.

På trods af alt dette fastholder Sader, at der er håb, ikke mindst i Brasilien. Ingen tvivl om, at selvom Dilma var presset fra højre og til dels gav efter, før hun blevet fjernet, så er ’kuppet’ et alvorligt angreb på venstrefløjen, og derfor er tidligere venstrefløjsgrupper, der ellers var kritiske over for hendes politik, nu vendt på en tallerken. Han mente ikke, at Lula vil blive forhindret i at stille op til præsidentvalget, samt at han vil blive valgt.