Sofavælgere i alle lande, foren jer!

Anmeldelse af Hæv Stemmen

Søren Mau: ”Hæv stemmen”, Forlaget Nemos, 2015.

Jeg har en standende diskussion med en god ven, som er mindst lige så kritisk overfor det nuværende danske parlamentariske demokrati, som undertegnede er: skal man stemme blankt eller helt afstå fra at stemme, hvis man er utilfreds med tingenes tilstand?
Diskussionen vil snart dukke op igen, med det forestående valg lurende i horisonten. Min modpart insisterer altid på, at man i det mindste må stemme blankt og dermed vise sin utilfredshed. Stort set hver gang proklamerer jeg konsekvent, at jeg ingen intentioner har om at deltage, mens jeg bastant udråber: stem ikke! Nu er der udgivet en hel bog, der sådan set siger det samme.

At stemme er politisk

Hæv stemmen af Søren Mau er dog mindre bog, og mere debatpamflet (om end en veldesignet udgave af slagsen) samt flammeskrift vendt mod selve stemmeafgivningen i den konkrete danske kontekst – ikke mod stemmeafgivning generelt set, ikke mod parlamentarisme i enhver sammenhæng, men et frontalangreb mod det at stemme til Folketinget, som det ser ud og fungerer i dag.
Bogens primære virkning, hvis man skal gå ind til kernen, består i, at geninstallere forståelsen af selve
stemmeafgivningen som en dybt politisk handling – det har vi tilsyneladende glemt, ikke alene fordi vi efterhånden tager stemmeretten for givet, men snarere fordi det med stor kraft og fra mange sider bliver fremhævet som en helt igennem neutral handling. Selve valghandlingen og det at stemme er således blevet indhyllet i et slør af upolitiske prætentioner – hinsides konflikt og ideologi. Mau minder os om, at dette slør er dybt misvisende og demokratisk set dybt problematisk. Han kalder således til fælles front blandt alle sofavælgere.

Hvorfor stemme?

Mau starter bogen med en klassisk manifest-hommage: ”Et spøgelse går gennem Europa – sofavælgernes spøgelse”. Så er scenen sat, og den aktivistiske tanke bag bogen står klar fra første færd.
Men Mau går dybere end det og baserer sin kritik af både folketingsvalg og parlamentarisme på en konkret analyse, som det bestemt er værd at dykke nærmere ned i. For hvad er det lige præcis, der gør det nødvendigt at protestere ved helt at afstå fra at stemme? Hvorfor er det mere demokratisk at undlade at stemme i den nuværende situation?
Ifølge Søren Mau kan der opstilles flere grunde hertil, og jeg vil lade det være op til den ivrige læser at begive sig ind i dem alle, her opremser vi ikke slavisk, snarere behandler vi hovedpunkter. For det første giver det ikke længere mening at stemme, eftersom Folketinget er blevet et marginalt forum for stempling af beslutninger taget andre steder, det være sig EU eller multinationale koncerner, som har tiltvunget sig stadig mere magt på bekostning af de nationalstatslige parlamenter.
Desuden er selve det politiske valg i Danmark blevet reduceret til et spil om forbrugere, hvor partierne er blevet rene
virksomheder, som kæmper om forbrugernes gunst. Folketingen er reduceret til blåstempling af markedets
beslutninger, stemmekvæg for ’nødvendighedens politik’, som netop ud fra de nævnte vilkår fremstår nødvendig –
det i sig selv udstiller det absurde ved stemmeafgivningen, der ikke har en chance for at gøre en forskel, uanset hvem man kaster sin stemme på.
Kort sagt: demokratiet lider under begge disse fænomener, som til sammen giver sig udslag i et udemokratisk parlamentarisk system, som trods den ’neutrale’ stemmeafgivelse fungerer på præmisser, der ifølge Mau gør det mest demokratisk at afstå fra helt at deltage. Men bliver man dermed ikke bare en passiv sofavælger, som lader stå til? Ingenlunde, Mau udnævner netop sofavælgeren til den mest aktive og passionerede demokratiforkæmper – eftersom det ingen forskel gør eller mening giver at stemme i den nuværende situation, er netop det ikke at stemme og nægte at anerkende systemet, det mest aktive man kan foretage sig. Demokrati skabes ikke ved at legitimere og understøtte verdensfjerne parlamenter, der næppe står til ansvar overfor andre end sig selv og deres partivirksomhed, men af mennesker, der handler i deres konkrete og umiddelbare situation, som Mau siger
det: stem ikke, gør noget! At demokrati skabes nedefra kunne være en anden måde at sige det på.

Den blanke stemme

En af de typiske indvendinger imod ikke at stemme vil dog være, at man i det mindste bør stemme blankt for på den måde at protestere, men som Mau meget præcist skriver til sidst i bogen, hvor han gennemgår en stribe af de oplagte indvendinger: på den måde bekræfter du systemet, den blanke stemme indikerer blot, at du ikke ønsker at stemme på nogen af de opstillede kandidater eller partier, underforstået at hvis nu bare nogen andre stillede op, så var det en anden sag. På den måde bevares og opretholdes et udemokratisk system, selv når man forsøger at protestere indenfor de givne rammer – den blanke stemme er affirmerende, mens sofavælgeren er den sande proteststemme, for hermed fratages selve systemet legitimitet.
Så tak for en betimelig og aldeles relevant bog – jeg ser allerede frem til næste gang førnævnte diskussion dukker op igen med usvigelig sikkerhed, og med de samme velkendte fronter som tidligere. Nu er der ny ammunition på min side af skyttegraven.