Nye fascister, røde terrorister og drømmen om det søde liv

Anmeldelse af Roma

gert-srensen

Anmeldelse af Simon Ekern: “Roma – Nye fascister, røde terrorister og drømmen om det søde liv”, Forlaget Sohn, 2013 (norsk udgave 2011).


Italiens hovedstad har altid været rejsemål for os fra Norden og står indprentet i vor kollektive forestillingsverden. Det er så til gengæld et meget sammensat billede, vi har af den evige stad. De, der igennem tiden er valfartet til byen af religiøse grunde, har én version. Arkitektur- og kunstinteresserede fra 1700-tallets store dannelsesrejse og frem til nutidens turisme har en anden. I mellemkrigsperioden var der dem, der fik inspiration fra Mussolinis og fascismens Rom. I 1970’erne tiltrak Rom sig opmærksomhed for de nye politiske vinde, der blæste med Det italienske Kommunistparti under Enrico Berlinguers ledelse og Det nye Venstres mange ungdomsbevægelser. Siden de politiske utopiers udfasing ved overgangen til 1980’erne har interessen mere og mere samlet sig om et Roma noir, det dunkle og uigennemsigtige Rom, der gør byen til hjemstedet for uløste kriminalgåder og politiske hemmeligheder. Det var, som om en dyb inerti havde ladet de mange løfter, som modstandskampen mod Mussolinis fascisme og landets første demokratiske forfatning fra ’48 afgav, langsomt synke ned i en klæg og ubevægelig politisk sump. Det vil ikke være forkert at hævde, at efterkrigstidens optimisme forsvandt definitivt med De røde Brigaders bortførelse og drab på Det kristelige Demokratis leder Aldo Moro i 1978.

Forfatningen lagde ellers op til en hidtil uset åbenhed i de politiske beslutningsprocesser. Men den har dog aldrig været tilstrækkelig stærk til at trænge igennem de romerske paladsers tykke, imposante mure. De har altid markeret nogle nærmest uoverstigelige barrierer mellem dem inden for og dem «uden for paladset», som Pier Paolo Pasolini beskrev i sine Lutheranske Breve. Det er ikke facader, der inviterer den forbipasserende ind. Og kommer man endelig ind, kan man alligevel ikke finde rundt i bygningerne. Omvendt skærmer de så godt af for de allerede initierede. Det er denne uigennemtrængelige verden, som den norske journalist Simen Ekern har kastet sig over i sin nye og på mange måder forførende bog Roma.

Med afsæt i 1950’ernes søde liv, kendt fra Federico Fellinis film La dolce vita fra 1960, føres læseren videre frem til det blodige drab på Pasolini i 1975, der aldrig er blevet fuldt opklaret. Vidste han for meget? Forstyrrede han nogle cirkler, der havde det bedst i ubemærketheden? Selv om Pasolini kort før sin død proklamerede, at han vidste det hele om en korrupt samtid, kunne man tage det helt roligt, for så vidt som Pasolini selv føjede til, at han ikke havde beviserne til at underbygge sine intuitioner. Som journalist, ja, selv som forsker, er man som Pasolini ofte henvist til det kvalificerede gæt, når man står over for den romerske verden, hvori ‘sandhederne’ hele tiden flytter sig, bedst som man tror at være i nærheden af dem. Et spor bringer et andet med sig, hvis det da ikke snart viser sig at være et sidespor eller ligefrem et vildspor, som man først opdager for sent.

Ekern lægger faktisk ikke skjul på, at det er vilkårene. Men for dog at sige noget meningsfuldt vælger han en hurtig, stemningsskabende journalistisk stil med byens miljøer og udvalgte personer som den nu afdøde politiker Andreotti og den tidligere rødbrigadisk Morucci i centrum. Indimellem bliver fremstillingen, nærmest af nødvendighed, afvæbnende og lidt vantro og adspredt i tonen. Som nordboer vil Ekern gerne frem til Sandheden, den endegyldige afsløring, men må så lettere frustreret tage til takke med antydninger og henkastede bemærkninger, der blot hyller det hele i et mysterium. Der er også noget af en jeg-fortælling over fremstillingen. Forfatteren gør sig til en slags detektiv, der dog må opgive at finde gerningsmændene, fordi det forbliver uklart, hvad plottet egentlig går ud på. Det hele bindes op af en relevant, men knap så omfattende bibliografi, der kun sporadisk finder anvendelse og måske mangler at blive brugt de steder, hvor det kunne være påkrævet med nogle henvisninger. Synspunkter bliver refereret, men ikke yderligere uddybet. Forfatteren har valgt en anden vej. Måske emnet kræver en sådan anden vej, der skyder dokumentation og ræsonnement lidt i baggrunden. I stedet foretrækker forfatteren at gøre sine egne iagttagelser og skabe sin egne møder med nogle af hovedpersonerne og danne sine egne indtryk. Det giver en medrivende stil, der driver læsningen frem, men også hen over de passager, der efterlader spørgsmål.

Forventningerne hos læseren er naturligvis store, når bogen disker op med et interview ikke bare med Valerio Morucci, der var med i den kommando af rødbrigadister, som bortførte Moro på åben gade, men også med selveste Giulio Andreotti. Dette sidste er bogens absolutte scoop, som mange vil misunde forfatteren, især nu hvor Andreotti er død og har taget mange af sine hemmeligheder med sig i graven. Ekern opdager dog hurtigt, at han ikke kan lokke noget ud af den gamle, måske fordi han heller ikke stiller de rigtige spørgsmål. Il Divo lød titlen på Paolo Sorrentinos berømmede film om den hovedpineplagede Andreotti med de korte prægnante sentenser, der nok satte tingene på plads, men alligevel efterlod en foruroligende aura af uudgrundelighed. I interviewet lever Andreotti op til sit ry. Nogen har sammenlignet Andreotti med hesten i et skakspil. Dens træk er altid overraskende, og så kan hesten springe over alle de andre brikker og helt uventet slå til, uden at der kan dæmmes op for den.

Moros breve fra det, som De røde Brigader prætentiøst kaldte ‘Folkets fængsel’, afslører, at forholdet til Andreotti var noget anstrengt. Det er da også indlysende to meget forskellige personligheder, hvad Andreotti heller ikke lægger skjul på i interviewet. Moro var den vidtskuende, siger Andreotti og giver et positivt signalement for så at vende det hele på hovedet med et tilsyneladende uskyldigt verbalt svirp: «Han så måske lidt for langt frem i forhold til det, man burde have gjort på det tidspunkt i italiensk historie», og videre: «Moro havde en tendens til at flyve højt, alt for højt». Det var tydeligvist for højt under den kolde krig at åbne over for Berlinguers kommunister og deres ‘historiske kompromis’, som Moro gjorde. Andreotti selv foretrak at flyve under radaren og kom derfor heller aldrig på skudhold. Han var den evige overlever, der ofrede Moros politiske idealisme på kynismens alter. Sammen med socialisten Bettino Craxi var Andreotti eksponent for den politiske klasse, der op igennem 1980’erne sandede til i et morads af korruption. På den baggrund er det selvfølgelig lidt flot, at Andreotti får lov til at slippe af sted med om Berlusconi at sige, at man på kort sigt godt kan drive politik, som Berlusconi gør det, altså «ved at hæve stemmen, ved at underholde folk eller true dem. Men det har kun begrænset holdbarhed […]. Politik er ikke noget for en omstrejfende handelsmand». Hertil er der blot at sige, at Berlusconi faktisk har sat den politiske dagsorden de sidste 20, ja måske i virkeligheden 30 år. Det er næsten lige så længe som Andreottis kristelige demokrater, der efterlod sig et gennemkorrumperet politisk system. De store korruptionssager i begyndelsen af 1990’erne afviklede dette system for blot at give plads til il Cavaliere fra Arcore. Andreottis historiske medansvar er uomtvisteligt.

Valerio Morucci er nu heller ikke sådan at komme om bagved, må forfatteren sande, når den tidligere rødbrigadist uden videre får lov til at fremføre, at der ikke var andre end brigadisterne selv, der stod bag og orkestrerede bortførelsen af Moro og det videre forløb frem mod likvideringen. Det var Morucci, der den 9. maj 1978 effektuerede det berygtede telefonopkald til Moros familie om, at man kunne finde liget i en parkeret Renault i Roms centrum. Klokken skulle angiveligt have været 12.13. Ekern citerer i øvrigt også Mario Moretti, De røde Brigaders leder på daværende tidspunkt, for i en interviewbog at fastholde aktionens uafhængighed af direkte eller indirekte indblanding udefra. Og forfatteren tilslutter sig den engelske historiker Paul Ginsborgs ord, når denne skriver, at «det er alt for enkelt at overdrive betydningen af denne hemmelige historie og lede i den efter en sammenhæng og en forklaringskraft, den åbenlyst ikke havde». Imidlertid er der for nylig dukket nye afsløringer op i pressen, der kraftigt antyder, at myndighederne skulle have været fremme ved fundstedet allerede omkring kl. 11, altså en time før. Afsløringerne menes at være så troværdige, at politikere på tværs af fløjene har krævet en parlamentarisk undersøgelseskommission nedsat. Dette og andre åbne spørgsmål ændrer ikke så lidt ved brigadisternes version. Andre rødbrigadister, f. eks. Alberto Franceschini, anfægter i øvrigt, at de skulle have handlet i fuld autonomi.

Vi har ikke i dag brug for konspirationsteorier, men vi har fortsat brug for en mere dybdegående politisk-historisk analyse, når der nu er så mange forhold, der dementerer ledende rødbrigadisters selvforståelse. Når det kommer til stykket, giver disse her beskrevne aspekter af det nye Roms historie et sjældent indblik i magtens mål og midler. Det er for så vidt en gammel historie i Italien, som Machiavelli var den første til at analysere. Men historien om Roma noir, Modreformationens Rom, er i virkeligheden også en historie, der i sidste instans handler om os selv heroppe nordpå. Nuvel. Bogen er velskrevet og anbefales til nye læsere, der gerne vil vide noget om, hvor sårbart et europæisk demokrati er, og hvor meget bogen derfor også indirekte kommer til at handle om os selv i Skandinavien, der gerne ser vor egen verden som den bedste af alle.

Om anmelderen:
Gert Sørensen er lektor på Københavns Universitet. Han har tidligere skrevet flere artikler i Det Ny Clarté. I forbindelse med denne anmeldelse vil vi især henvise til artiklen “L’affaire Moro – 30 år efter” bragt i Det Ny Clarté #9. Man kan læse mere om Moro, De Røde Brigader og Andreotti i Gert Sørensens bog Den dobbelte stat.