Realisme, fremsyn og magi

Den venstreintellektuelle forfatter - Anne Seghers

Vi har flere gange i Det Ny Clarté skrevet om den tyske forfatter Christa Wolf, bl.a. var hun den første, der blev præsenteret i denne serie om venstreintellektuelle forfattere. Christa Wolf var en stor beundrer af Anna Seghers, om hvem hun i En dag i året skrev: ”Jeg forsøger at forestille mig, hvordan mit liv havde set ud uden denne bog (Det syvende kors, red.) og de andre bøger af Anna Seghers.”

Fhv. lektor ved RUC, Klaus Schulte, giver her et portræt af Seghers, som i et vist omfang bygger på hans efterord i den tyske forfatters Et rejsemøde og andre fortællinger (Batzer og Co., 2004).
Anna Seghers er ikke mindst aktuel i relation til debatten om flygtningekrisen.

anna-seghers

“Tysker, jøde, kommunist, forfatter, kvinde, mor. Man bør tænke efter ved hvert af disse ord. Så mange identiteter, som modsiger, ja tilsyneladende udelukker hinanden; så mange dybe, smertelige bindinger, så mange angrebsflader, så mange udfordringer og krav om at stå sin prøve, så mange muligheder for at blive såret, være udsat – truet endda, så det nogle gange kom til at gælde livet.” – Christa Wolf, 1992 (om Anne Seghers)

Anna Seghers (1900-1983) blev næsten lige så gammel som sit århundrede – ”det korte 20. århundrede”, som man, ganske vist i en lettere eurocentristisk optik, har kaldt det med blikket rettet mod dets definerende årstal: 1914 – 1917/19 – 1933 – 1939 – 1945 og 1989/91. Den verden, som pigen Netty Reiling, der skulle blive kendt som forfatteren Anna Seghers, blev født ind i som enebarn i en tysk-jødisk antikvitets- og kunsthandlerfamilie i byen Mainz ved Rhinen, lå dog stadig hinsides alt dette. Det var denne ”verden af i går”, som hendes 19 år ældre forfatterkollega Stefan Zweig nostalgisk skrev om, lige inden han – fordrevet af nazisterne, ligesom hun selv var blevet det – i februar 1942 i sit brasilianske tilflugtssted tog livet af sig, opslugt af fortvivlelse over tingenes katastrofale gang.

Anna Seghers får derimod sin afgørende prægning og anderledes livsanskuelse som stor pige og ung kvinde netop gennem de begivenheder, som helt og holdent ligger på hendes side af epoketærskelen: Hun finder, både politisk og kunstnerisk, et revolutionært ståsted i en anden, i denne verden. Den er præget af voldsomme klassekampe og kæmpemæssige samfundsforandringer, af krig, sult og indtil da usete politiske massebevægelser i kølvandet af de store kontinentaleuropæiske monarkiers sammenbrud, af revolution og kontrarevolution. Men også af noget helt nyt: Håbet om et radikalt anderledes samfund uden udbytning og undertrykkelse af de arbejdende masser, som den unge Sovjetunion kommer til at repræsentere for stadig flere i mange lande og ikke mindst i 1920’ernes kriseramte Weimarrepublik.

Fra ’Netty Reiling’ til ’Anna Seghers’
Hvordan gik det til, at denne Netty Reiling blev til forfatteren Anna Seghers, organiseret kommunist og fremtrædende medlem af BPRS (’de proletarisk-revolutionære forfatteres forbund’), der måtte flygte for nazisterne? Anna Seghers selv var yderst tilbageholdende omkring alt, hvad der angik hendes livsforløb og personlige forhold. Men meget er blevet klarere siden åbningen af arkiverne i det forhenværende DDR efter 1990 og specielt siden fremkomsten af den østrigsk-amerikanske litteraturhistoriker Christiane Zehl Romeros store Seghers-biografi i to bind (2000/2003), østtyskeren Christel Bergers udvalg af Seghers’ korrespondance i 1947, Hier im Volk der kalten Herzen (2000) (Her hos de kolde hjerters folk), og Zehl-Romeros og Almut Gieseckes opfølgende to store bind med Seghers’ breve fra 1924-52 (2008) og 1953-84 (2009). Ud fra disse og en lang række andre bidrag til Seghers-forskningen, der i de seneste to årtier er vokset i omfang og kvalitet, og som allerede siden 1990 havde fået et internationalt orienteret forum i form af Anna-Seghers-selskabet og dets årbog Argonautenschiff, opkaldt efter en af forfatterens mytiske fortællinger, kan omtrent dette billede ridses op:

Anna Seghers tilhører den generation af intellektuelle, født mellem 1890 og 1905, for hvem oplevelsen af Første Verdenskrigs indtil da usete industrialiserede massemyrderi, oktoberrevolutionen i Rusland og de efterfølgende revolutionsforsøg i mange andre europæiske lande blev skelsættende. Disse begivenheder førte til et radikalt brud med deres altovervejende borgerlige oprindelsesmiljøer og til en tilslutning til den revolutionære fløj af arbejderbevægelsen. De relativt få kvinder blandt disse intellektuelle tilhører den første generation af kvindelige akademikere overhovedet, og blandt disse findes der netop i Tyskland og Østrig relativt mange piger fra jødiske hjem. Som oftest er der tale om ’pæne hjem’, sådan som det var tilfældet med den givetvis noget bedsteborgerlige kunsthandlerfamilie Reiling – om noget et eksempel på den såkaldte ’tysk-jødiske symbiose’, der ifølge en tragisk misforståelse blandt mange af samtidens jødiske aktører havde udviklet sig i årtierne, efter at jøderne i forbindelse med grundlæggelsen af det 2. Tyske Kejserrige i 1871 havde opnået ’emancipationen’, dvs. ligeberettigelsen som statsborgere. Den mere ukritiske del af tysk historieskrivning efter Anden Verdenskrig yndede længe at svælge i dette, – som om de fleste tyskeres for det meste højlydte og ellers stiltiende accept af nazismens antisemitisme blot 15 år senere var kommet ud af ingenting og ikke havde modbevist den slags idylliske forestillinger en gang for alle!

Anna Seghers’ studieår 1920-1924 i Heidelberg, afsluttet med at hun blev dr.phil. i kunsthistorie og sinologi med en afhandling om Jøden og jødedommen i Rembrandts maleri, kan siges at udgøre en tidstypisk ramme om det gennemgribende orienteringsskifte i verdensanskuelser, som mange unge mennesker med hendes baggrund gennemgik i denne tid. For hendes vedkommende betød den, at hun lagde barndomshjemmets neo-ortodokse jødiske tro bag sig. Via en mere Martin Buber- og siden Kierkegaard-inspireret religiøsitet, der også var præget af tidens eksistensfilosofiske opbrud og et radikalt socialt engagement, nåede hun frem til midt-20’ernes endnu ikke dogmatisk stivnede marxisme og til beskæftigelsen med kommunistisk og venstresocialistisk politik og teori. Venskabet med studiekammeraten Phillip Schæffer, der senere skulle blive henrettet for sit modstandsarbejde mod naziregimet, og Anna Seghers’ færden i en kreds af eksilerede ungarske revolutionære og venstreintellektuelle spillede en afgørende rolle i denne forbindelse. Blandt de sidstnævnte var sociologen Karl Mannheim og dennes yngste elev fra den legendariske intellektuelle ’søndagskreds’ i Budapest, Laszlo Radvànyi, der på dette tidspunkt allerede var organiseret kommunist. På trods af en del modstand fra Nettys forældre blev parret gift i 1925 og fik hurtigt to børn. Fra 1926 levede familien i Berlin, hvor Radvànyi under navnet Johann-Lorenz Schmidt i 1927 blev leder af KPD’s, det tyske kommunistpartis, marxistiske arbejderskole.

Selv bliver den unge Netty Radvànyi medlem af partiet og af det nystiftede proletarisk-revolutionære forfatterforbund BPRS i 1928, i samme år som hun får sit litterære gennembrud under forfatternavnet Anna Seghers med novellen Der Aufstand der Fischer von St. Barbara (1928) (Fiskernes oprør i St. Barbara). For den modtager den indtil da totalt ukendte unge forfatter Kleist-prisen, dengang Tysklands mest fornemme litteraturpris. De næste værker følger slag i slag – og fortsat med det prisbelønnede gennembrudsværks instinktive sporsans for de kræfter, som voldsomme tider vækker i menneskene, og med den umiskendelige sprogtone, der søger at gribe læserne med tilsvarende voldsom kraft: Et bind fortællinger, Auf dem Weg zur amerikanischen Botschaft (1930) (På vej til den amerikanske ambassade), og romanen Die Gefährten (1932) (Kampfællerne) bærer præg af disse års kommunistiske bevægelses glødende internationalisme, men også af den tids tendenser til sekterisme og venstreekstremisme i hendes parti og hos de fleste af hendes kommunistiske forfatterkammerater.

Allerede i romanen Dusøren fra 1932, som dog først kan udkomme året efter i et eksilforlag i Amsterdam, mens hun allerede efter en kortvarig anholdelse umiddelbart efter rigsdagsbranden er flygtet til Frankrig, lyder der imidlertid nye toner. Uden at hun slækker på stramheden i sin prosa, påbegynder hun med denne bog en dybtgående søge- og selvransagelsesproces, der skulle komme til at præge forfatterskabet fra nu af og helt frem til slutningen af 60’erne. Igen og igen vender hun i sine resterende 7 romaner og et utal fortællinger samt i taler og essays tilbage til det centrale spørgsmål: Hvad var det, der gjorde, at nazismens ideologi i den grad fængede, også hos millioner af almindelige mennesker og ikke mindst blandt de arbejdsløse? Hvorfor havde hverken kommunister, socialdemokrater eller borgerlige antinazister formået at ’gribe’ disse mennesker? For hende gjaldt det om at finde netop de magiske ord, som kunne sætte ’hele mennesket’ i bevægelse, også de dele af psyken og hverdagsbevidstheden, som alt for ofte var blevet negligeret af Weimar-republikkens antinazistiske politikere og i arbejderpartiernes kulturarbejde på grund af en tendens til overfladisk og abstrakt ’politiseren’ med enøjet fokus på modsætningen mellem socialdemokrater og kommunister.

Svaret på disse spørgsmål og et kunstnerisk gennembrud til en politisk litteratur, der kunne få andre end de i forvejen frelste i tale, hang for Anna Seghers nøje sammen med, at splittelsen imellem disse politiske strømninger blev overvundet – sådan som det blev forsøgt i folkefrontsbestræbelserne i Frankrig, som hun blev vidne til i sit eksil i Paris, og under Den Spanske Borgerkrig, hvor hun i forbindelse med deltagelsen i en forfatterkongres i 1937, som på grund af kampenes udvikling måtte flyttes fra Valencia og Barcelona til Madrid, efter eget udsagn modtog afgørende impulser for sit videre litterære arbejde. Men allerede på den internationale forfatterkongres til forsvar for kulturen i Paris i juni 1935 havde hun i en skelsættende tale om emnet Fædrelandskærlighed, der i kommunistisk tankegang havde været tabubelagt indtil da, givet eksplicit udtryk for nødvendigheden af en sådan nyorientering – endnu inden den fire måneder senere på den Kommunistiske Internationales VII. Verdenskongres var blevet udråbt til generallinje for kommunisternes politik. „Alle grundlæggende spørgsmål lyder i sidste ende ’Hvorfor?’ og ’For hvad?’, aldrig ’Hvorfor ikke?’ og ’Imod hvad?’. Vi er ikke anderledes, ved at vi sætter stavelsen ’anti’ foran, men ved at vi er anderledes, fra bunden af” – dette var tre år senere hendes klassiske formulering af et ubekvemt og fordringsfuldt program, der tog fascismens udfordring dybt alvorligt, og som afviste illusioner om en umiddelbart forestående rejsning af det tyske folk mod Hitler. Overbevist om at hun havde ret, tog Anna Seghers sig ikke af kommunistiske kulturfunktionærers lejlighedsvise brokkerier om et påstået ”pust af pessimisme”, som Klara Blum skrev fra Moskva i en anmeldelse af hendes alt for lidt kendte roman fra 1937, Die Rettung (Redningen), som kritikeren og filosoffen Walter Benjamin omvendt roste for den „mandhaftighed” (!), hvormed „forfatterinden har turdet se det nederlag, som revolutionen har lidt i Tyskland, i øjnene.”

Eksilårenes lære og arv

’Mandhaftig’ eller ej – det var i hvert fald ikke noget tilfælde, at det netop var Anna Seghers, der i sit essay Kvinder og børn i emigration forsøgte at modarbejde datidens (og en alt for lang fremtids!) dominerende politiske diskurser omkring et så centralt emne som flugt og eksil. En af de få ting, som både de fordrevne tyske og østrigske kommunister og socialdemokrater – men, tankevækkende nok, også den største del af offentligheden i tilflugtslandene uanset partifarve! – kunne enes om, var den opfattelse, at man altid og overalt kunne og skulle skelne skarpt mellem ’politiske’ og ’økonomiske’ flygtninge fra Det Tredje Rige. Uden skelen til den antisemitiske forfølgelses voldeligt undertrykkende, stadig mere systematiske og, i hvert fald efter november 1938, decideret livstruende karakter blev masseudvandringen af jøderne – der immervæk udgjorde omkring 80 % af Hitler-flygtningene i det hele taget – reduceret til et spørgsmål om ’økonomisk emigration’. Den slags bekvemme forenklinger forsøgte Seghers at gøre op med. At hun af egen erfaring vidste, hvad hun skrev om, turde allerede være fremgået. I essayet, som er skrevet i 1937 eller tidligt i 1938, tegner hun et mere alsidigt og nuanceret billede af flugtens mangeartede årsager og vilkår samt af de forskellige, men dog beslægtede, menneskelige udfordringer og udviklingsmuligheder, som emigranttilværelsen indeholder for alle berørte parter, ikke mindst for kvinderne og børnene. Netop derfor er dette billede politisk mere klar- og fremsynet, men desværre også mere selvstændigt og modigt end, hvad Seghers kunne få den partikommunistiske og beslægtede eksilpresse til at lægge spalter til i slutningen af 30’erne. Da var folkefrontpolitikken for længst havnet i en blindgyde, dels på grund af den internationale udvikling med kulminationen i Hitler-Stalin pagten fra august 1939, men allerede tidligere, fordi man alligevel ikke havde kunnet slippe rivaliseringen mellem arbejderpartierne og sekterismens magtpolitiske unoder. Manuskriptet forsvandt i en skuffe og blev først offentliggjort i DDR i 1985. På dansk udkom essayet i Tidens Forlags årsskrift Folkets Jul (1989, s. 47-51). Teksten er ikke blevet mindre aktuel i vore dage.

Det er denne fordomsfrie og fremsynede optik, som blev eksilårenes største gevinst for Anna Seghers. Og denne udvidelse af perspektivet inkluderede, at hun, konfronteret med det fremmede, først i Frankrig og siden endnu langt mere intenst i Mexico, skærpede blikket for ’sit eget’, for Tyskland, som hun blev ved med at elske og identificere sig med også under dets dybeste fald. Men hun fik også, i en grad som få andre tyske forfattere af hendes generation, øje på ’det andet’, på fremmede kulturer og på andre folkeslags historie, hverdagsliv og politiske kampe, i første omgang og hovedsageligt i Latinamerika og Caribien, men efter hjemkomsten til Tyskland også i Østasien – et ekko af ungdomsårenes studier og af begejstringen over revolutionens sejr i Kina, som hun berejste i 1951.

I DDR

Næst efter overvindelsen af nazismens efterladenskaber i bevidstheden hos sine tyske læsere var det at være med til at slå Kulturelle broer til andre folkeslag, som et af hendes sidste essays fra tiden i Mexico hed, derfor også den vigtigste opgave, hun håbede på at kunne kaste sig ud i, da hun omsider kunne vende tilbage i april 1947. Dette er årsagen til en påfaldende dobbelthed i de følgende 5 år i hendes forfatterskab: Tysklandsstoffet og den internationale og multikulturelle orientering dominerer på skift i hhv. hendes to første Karibische Erzählungen fra 1948 samt Mexico-fortællingen Crisanta (1951) og romanen Die Toten bleiben jung (1949) (De døde forbliver unge) samt en større fortælling, Der Mann und sein Name (1952); begge spor søges forenet i samlingerne Der erste Schritt (1953) (Det første skridt), Der Bienenkorb (1953) (Bistadet) og senere igen i Die Kraft der Schwachen (1965) (De svages styrke).

Udviklingen i DDR og givetvis også hendes forpligtelser som formand for landets forfatterforbund siden 1952 betød, at Tysklandsstoffet kom til at optage det meste af det, hun skrev i de kommende 15 år. Det gælder specielt for arbejdet med to store romaner om det østtyske samfunds udvikling, Die Entscheidung (1959) (Afgørelsen) og Das Vertrauen (1968) (Tilliden).

Mens hun under Den kolde Krig blev forsøgt tiet ihjel eller forkætret i Vesttyskland, blev hun anerkendt og udgivet i masseoplag i DDR og siden 60’erne sat på en piedestal som den ’socialistiske realismes’ store gamle dame. Allerede i midten af 1930’erne havde mere begrebsligt-systematisk optagede tænkere som først og fremmest litteraturteoretikeren Georg Lukàcs søgt at kodificere denne realismeopfattelse til et normativt æstetisk program. Få år efter havde hun en offentlig, kritisk-solidarisk brevveksling med Lucàcs, og som det er fremgået, blev denne ’–isme’ på ingen måde fortolket rigidt af Seghers.

Det var først og fremmest almindelige menneskers liv og skæbner i dette korte 20. århundrede, der optog Anna Seghers som forfatter – undertiden dog med perspektivet udvidet tilbage til kolonialismens historie eller med fokus på eksistentielle grundvilkår, som hun behandlede i historier med mytisk stof og med inspiration fra legender og eventyr. Men aldrig uden relation til de spørgsmål, der bevægede læserne i hendes egen epoke med dens kampe og katastrofer, heltegerninger og forbrydelser. Det var en verden, hun troede på, skulle og kunne forandres, og som hun skildrede i al dens skønhed og gru i ni romaner og et utal af større og mindre fortællinger for at vække og styrke læsernes tiltro til, at de selv kunne være med til at forandre den.

Som kommunist og historisk materialist vidste hun: Det er virkeligheden selv, der rummer årsagerne til og mulighederne for, at den (kan) forandres. Litteraturens udfordring er at skulle – og dens magt, hvis den ellers magter noget, er at kunne – vise, hvad handlende mennesker stiller op over for disse årsager og med disse muligheder. ”Glauben an Irdisches”, troen på det jordiske: Således lyder en slags formel, som Anna Seghers yndede at bruge for at karakterisere denne ledetråd for sin kunstneriske metode. Hun havde lånt den under indtryk af en lignende vending i et digt, som hendes beundrede ven Pablo Neruda havde skrevet under Den Spanske Borgerkrig i anledning af de Internationale Brigaders indmarch i hovedstaden Madrid i november 1936, da denne for første gang var ved at være omringet af Francos styrker. I denne tro ’uden noget hinsides’ vidste hun sig enig med mange andre store forfattere fra hendes generation, deriblandt Jorge Amado, Ilja Ehrenburg, Louis Aragon og Nazim Hikmet, Martin Andersen Nexø, Halldòr Laxness og William Heinesen.

Mens en kritisk interesse for hende voksede blandt venstreorienterede i Vesttyskland, blev hun blandt sine egne efterhånden oftere rost end virkelig læst, med vigtige dele af sit forfatterskab nærmest forbigået i en slags ærbødig tavshed. Rollen som formand for forfatterforeningen i DDR magtede hun at varetage aktivt indtil ca. 1973 – altid loyal mod partiet, men ofte med snilde og ihærdighed, når det i vanskelige tider gjaldt at varetage trængte kollegers interesser. Systemet blev dog ved med at presse hende til at holde ud i denne funktion på trods af alderen og tiltagende sygdom helt indtil 1978.

*I det følgende skal nogle af Anna Seghers’ absolutte hovedværker omtales.

Det syvende kors

Kun en brøkdel af Anna Seghers’ produktion foreligger på dansk: Foruden Brylluppet på Haiti og Slaveriets genindførelse på Guadeloupe fra 1948, der herhjemme udkom allerede i 1951, samt Et rejsemøde og andre fortællinger (’andre’ = De døde pigers udflugt og Post til det forjættede land), som udkom i 2004 hos Batzer & Co., oversat af Hans Christian Fink og med et længere efterord af denne artikels forfatter, er der selvfølgelig først og fremmest Det syvende kors. Denne bog er klassikeren i antifascistisk litteratur, en stram og spændende skrevet novelleagtig roman om en fangeflugt fra en tysk koncentrationslejr og ud af landet. I overvågningens og undertrykkelsens dagligdag under nazismen bliver denne flugt til en politisk-moralsk lakmusprøve for enhver, der kommer i kontakt med flygtningen. Men den bliver også til en uoverkommelig udfordring for hans forfølgere. Manuskriptet blev afsluttet bogstavelig talt samtidigt med Anden Verdenskrigs udbrud, men dens vej til læserne var lang og vanskelig:

På originalsproget kunne Det syvende kors først læses ved årsskiftet 1942/43, udgivet samtidig med en spansk oversættelse på forlaget ’El libro libre’ (Den frie Bog), som tyske emigranter, deriblandt Anna Seghers, i mellemtiden havde etableret i Mexico City. Her var det lykkedes hende at få asyl i sensommeren 1941 – efter endeløse kampe om visa og skibsbilletter og fire måneders eventyrlig flugt fra Marseille via de franske Antiller og immigrantøen Ellis Island ud for New York, hvor familien blev nægtet indrejse til USA.

Det var dog alligevel her, at Det syvende kors fik sit internationale gennembrud: Let forkortet og dårligt oversat udkom den i Boston allerede i september 1942. Romanen blev omgående valgt som ’book of the month’ i USA og blev hurtigt bestseller. Mon ikke nogle af de amerikanske soldater, der i 1944/45 var med til at nedkæmpe nazismen, har fået deres første realistiske anelse om, hvad det egentlig var, de var oppe imod, fordi de havde læst den i en specielt fremstillet billigbogsudgave for de amerikanske tropper, eller fordi de havde set Fred Zinnemans filmatisering af romanen fra 1944 med Spencer Tracy i hovedrollen, – hvis de da ikke havde nøjedes med at læse historien som comic-strip i en af US-Army’s soldateraviser.

I Danmark udkom romanen første gang i 1946 – men oversat efter en svensk udgave fra 1943, som igen var blevet oversat efter den amerikanske oversættelse. Dette har ført til en del mærkværdigheder i den danske tekst, som med milde øjne måske kan betragtes som hæderfulde ar efter bogens odyssé over oceaner og grænser – men som burde rettes i en ny udgave.

De døde forbliver unge

Bedre gik det med den danske oversættelse af De døde forbliver unge, Anna Seghers’ episke status over sine landsmænds historie fra Novemberrevolutionen og Weimarrepublikkens begyndelse i 1918/19 til Det tredje Riges undergang. Bogen udkom på dansk i 1981, 34 år efter at det omsider var lykkedes for forfatteren at vende hjem fra landflygtigheden – med bl.a. denne næsten færdige murstensroman i bagagen. Modtagelsen var nærmest kølig, da den udkom i Østtyskland i 1949, efter at hun havde bearbejdet den i lyset af de førstehåndserfaringer, hun siden hjemkomsten havde kunnet gøre sig med de materielle og ikke mindst politisk-moralske ødelæggelser, som 12 års nazisme og 5½ års krig havde påført den tyske befolkning.

Årsagen var romanens problematiserende fremstilling af, hvor enorme de politiske og bevidsthedsmæssige udfordringer ville være, som den proklamerede ’antifascistisk-demokratiske omvæltning’ var oppe imod i et land, hvis befolkning for flertallets vedkommende lige til den bitre ende havde været nazismens medløbere eller det, der var værre. I kritikernes øjne interesserede Anna Seghers sig for meget for de socialpsykologiske årsager til medløbernes og ikke mindst ’de ondes’ handlinger og nøjedes ikke med klichéerne om tumpede eller ’dæmoniske’ fascister og hælesmækkende monokelbærere eller om blåøjede ariske ungmøer og moderkorssmykkede matroner, som man kender til hudløshed fra senere tiders fremstillinger af Det Tredje Rige. Med tiden fik romanen dog givetvis mange mere eftertænksomme læsere i DDR. Her kom den nemlig til at indgå i skolernes pensum (og blev som det første af hendes værker i DDR filmatiseret i 1968 efter en drejebog af bl.a. Christa Wolf) – ganske i modsætning til, hvad der var tilfældet i Vesttyskland. Der varede det helt til 1967, før man som læser omsider kunne stifte bekendtskab med et af de første bud på en omfattende tolkning i romanform af Tysklands katastrofe i den første halvdel af det 20. århundrede. Det gør måske forsinkelsen i Danmark mere forståelig, om end ikke mindre beklagelig.

De døde pigers udflugt

Al kritik forstummede dog, i Øst som i Vest – og gør det den dag i dag! – over for mesterværket fra Anna Seghers’ år i eksil, fortællingen De døde pigers udflugt. Både hvad tilblivelsesomstændighederne i 1943/44 og hvad dens genstand angår, har den – en undtagelse hos Seghers – stærkt autobiografiske træk. Men i stedet for den forventelige baglænsreflekterende erindringshistorie konfronteres læseren på disse knap 35 sider med en søvngængeragtig sikker, både fantastisk og realistisk sproglig montage, hvor de to ’verdener’, som der indledningsvis i denne artikel var tale om, er nærværende samtidigt, – snart mere, snart mindre, men i princippet hele tiden og hele vejen gennem teksten. En rekonvalescensudflugt gennem et solforbrændt bjerglandskab i forfatterens mexicanske eksiltilværelses nutid og en skolepigeklasses bådudflugt på Rhinen og flodbredden ved Mainz kort inden Første Verdenskrigs udbrud bliver løbende gennem teksten skruet ind i hinanden ved hjælp af en jeg-fortæller, hvis identitet holdes svævende på samme måde: Om udflugten i Mexico fortælles med en viden om fordums skoleveninders politiske kortsyn og menneskelige svigt som voksne, men også om nogle fås ubøjelige, om end forgæves modstand mod nazismen, frem for alt dog om alle disse pigers død under de allieredes bombardementer. Men denne viden er præsent og til stede også der, hvor der fortælles ikke bare om, men netop også i en verden, hvor alt mellem disse piger, deres beundrere og skolekærester fra et drengegymnasium, de møder, og de unges lærere og lærerinder stadig – og uafhængig af, om man er jøde eller ej – er uskyld, ungdommelig leg og løfte om mulig lykke. Det er Seghers’ kunstfærdige fravalg af enhver formidling – og formildning! – gennem en overordnet ’sikker’ fortælleinstans, som er udfordringen for læseren, der selv må finde sig til rette i dette paradoksale tekstunivers ved at følge med i rækken af snart bratte, snart glidende overgange mellem de to verdener, der markeres med grammatisk eller på anden vis sprogligt normoverskridende vendinger, som var det små sprogelektriske ’stød’. Mageløst!

Transit

Den umiddelbart mest vedkommende roman af Anna Seghers for nutidens danske læsere turde være Transit: Med overfyldte asylcentre og tusinder af politiske flygtninge og krigsflygtninge her i landet er den i dag næppe mindre aktuel, end da den udkom i 1986 på det hedengangne Tidens Forlag. Des mere tankevækkende er det, at den blev skrevet allerede i årene mellem 1941 og 1944, påbegyndt i Frankrig og afsluttet i Mexico.

Lige så lidt som De døde Pigers Udflugt er Transit nogen ’nem’ tekst – og Anna Seghers’ kommunistiske forfatterkollegaer i emigrationen samt nogle af romanens senere kritikere havde da også vanskeligheder med uden videre at få den placeret i den ’socialistiske realismes’ til tider lige lovlig endimensionale litterære univers. Men også ideologisk mindre forhåndsbelastede Seghers-læsere kommer i første omgang muligvis til at studse over alle disse jagede og forvirrede mennesker i persongalleriet, deres indviklede flygtningehistorier og deres ørkesløse venten på alskens mystiske papirer. Stemningen af lammelse og panik på én og samme tid. Fortvivlelsen og forvirringen blandt emigranterne i anledning af republikanernes nederlag i Den Spanske Borgerkrig, Hitler-Stalin-pagtens chok og Frankrigs hurtige kapitulation efter tyskernes næppe uventede invasion. Dertil kommer så en anonym jeg-fortæller, romanens mærkeligt uhåndgribelige hovedperson, der skiftevis optræder som montøren Seidler og forfatteren Weidel, men hvis egentlige identitet vi læsere først kan danne os et alligevel aldrig helt fast begreb om, efter at vi har lyttet til hans 240 siders åndeløse beretning om „det hele, lige fra begyndelsen til enden” igennem en lang nat i et pizzeria ved Marseilles gamle havn.

Alt dette virvar (og meget mere) får dog i romanens plot en modvægt i noget meget enkelt og spændende, en i bogstavelig forstand umulig kærlighedshistorie: Heltens eneste håb om at vinde sin elskede i kamp mod en særdeles levende rival er at følge en plan, der uundgåeligt medfører, at han kommer til at holde liv i hendes håb om kærlig genforening i levende live med hendes særdeles afdøde mand, en forfatter, der uden hendes vidende har taget sit eget liv. Ved tilfældighedernes spil, og uden at hun aner noget om det, er hovedpersonen nemlig i stand til at påtage sig netop denne døde forfatters identitet over for de almægtige myndigheder for på denne måde at skaffe hende gyldige rejsepapirer til den fælles flugt fra Europa, som han håber på. Men samtidig giver han netop derved selvfølgelig hele tiden næring til rygterne, hun klamrer sig til, om at manden fortsat skulle være i live. Se, det er en ’rigtig historie’, som gamle H.C. Andersen ville have elsket den. Den handler om både ’krig og kærlighed’ – bortset fra at selv de mest udspekulerede kneb her altså kommer til kort.

Dens vigtigste pointe er imidlertid: Beretningen for os, de imaginære lyttere/læsere, aflægger fortælleren, efter at han har givet en allerede tiltusket skibsbillet væk, fast besluttet på i stedet at blive, krybe i ly hos franske venner og gå under jorden sammen med dem for at kæmpe mod den nazistiske besættelsesmagt, når den tid kommer.

Transit er utvivlsomt Anna Seghers’ mest hudløse og foruroligende bog, et mesterværk ganske på højde med og dog helt forskellig fra forløberen, Det syvende kors. Den er måske det litterære værk, der mere end noget andet i det 20. århundrede kunstnerisk har formået at gennemarbejde, hvad der kan ligge af lidelse, anfægtelse, dyrekøbt erfaring, men også af menneskelig og politisk modning bag ordet ’eksil’. Men ud over fortællingens kunstneriske suverænitet er det nok selve den ’virkelige’ histories ubønhørligt skæve gang hen over samfundsudviklingens og den store politiks individuelle menneskelige ofre, når som helst og hvor som helst, som er årsagen til dens uhyggelige ’langtidsholdbarhed’.

Om forfatteren:
Klaus Schulte er Seghers-forsker og fhv. lektor i Tysk og Kultur- og Sprogmødestudier ved RUC.